I

[1]| Byen ligger ved Fjorden. Og fra Spadserestierne neden om Baghaverne er der Udsigt ud over Vandet til fjerne Bakker, Skove og Gaarde.

Det er en gammel By og en sød By med mange smaa, underlige Huse, mærkelige Gadenavne og krogede Stræder og Gyder.

Og midt i Byen paa en Banke ligger Kirken stor og hvid med brogede Ruder og takkede Gavle.

Den hedder »de hvide Søstres Kirke«. Og Navnet har den fra den Tid, Byen var katolsk og rummede inden for sine grusklædte Volde Klostre og Stiftelser og fromme Skoler, hvor Borgernes Sønner og Døtre lærte under Salmesang og Røgelseduft, at Livet paa Jorden kun skulde være en Vandring i Bøn og Forsagelse; en Rejse gennem vildsomme Skove og langs truende Afgrunde, hvor tusinde Farer lurede for hvert Skridt, man tog. Og hvor man kun naaede frem til Maalet, fri og frels og uden at snuble, ved fra Sol stod op, til Sol gik ned, og 2|Natten med, at hæfte sit Blik og sin Tanke og alle sine Ønsker og Længsler, ikke til Verden, og hvad Verdens var, men til det ene usigelige og ufattelige: at Livet her er kun en evig Død, men Døden selv det evige Livs Tærskel ....

Ja, saaledes lærte og levede man den Gang. Nu var det anderledes.

Ikke at forstaa, at Byen var bleven særlig »ugudelig«. Paa ingen Maade! Man sad endnu paa Søn- og Helligdage i de gamle udskaarne Egetræsstole i de hvide Søstres Kirke og lyttede andagtsfuldt til Præstens Ord og Orgelets Toner. Man svarede redebon sin Skat og sin Tiende til den verdslige og gejstlige af Gud indsatte Øvrighed. Man gav de fattige en Kobbersysling og en Humpel Fedtebrød, naar de var værdigt trængende. Og om Julen »lænkede« den ganske By Uldtrøjer og varme Smaabukser til Gydernes pjaltede Unger. -

Men - og dér laa Forskellen mellem Før og Nu, sagde Moralisterne - man gjorde ikke alt dette: gik ikke i Kirke, gav ikke Fedtebrød, betalte ikke Skat og Tiende og strikkede ikke Bukser og Trøjer, fordi man maatte det, drevet dertil af en indre, uimodstaaelig Trang ... Man gjorde det, fordi ens Nabo gjorde det.

Thi Byen var lille. Gaderne snævre og smalle. 3|Man kiggede ind i hinandens Stuer. Lugtede hinandens Middagsmad.

Og der var jo ikke nogen som helst optænkelig Grund til, at Fru Lassen ikke om Tirsdagen skulde traktere med Kyllingesteg og Rødgrød, naar Fru Heilbunth allerede havde vist sig med disse Lækriteter om Søndagen!