[4]|Det var Lørdag, Rengørings- og Poleringsdag. Klokken slog syv paa Kirkeuret, og Gadetummelen var endnu ikke begyndt.

Men der lød, Byen igennem, en ustandselig Snakken og Fnisen af Tjenestepigerne, som stod i deres flagrende Bomuldskjoler og holdt sig med den ene Haand i Vinduesposten, medens de med den anden gned de vaade Brændevinsklude op og ned ad Ruderne for at faa dem til at skinne.

- Hvor bli'er lille »Thumsen« a'? raabte den lange Engeline, der filede løs paa Konsul Mørchs Dagligstuevinduer paa første Sal, saa at det klang som Fuglekvidder.

- Han skal vel først ha' rent paa! brummede Telefondirektørens fede Rikke oppe fra anden. Hun havde en Stemme, som talte hun gennem et Drænrør.

Engeline hvinede af Latter og maatte klamre sig til Vinduesposten med begge Hænder for ikke at styrte ned.

- Hva' sa'e Rikke? Hva' si'er hun? Er Rikke grinagtig? lød det rundt omkring fra.

5| - Hun si'er, at »Thummelumsen« er ved at faa ren Ble paa!

- Hu-ii! Ha, ha, ha! Huit, huit! fnistes der i Kor, og Bomuldskjolerne svansede og bølgede i Lattervridninger.

- Hø! vrængede gamle Dorthe paa Kvisten - Grinemaskiner! sagde hun og slog to af Frøken Reiersens Trøstere sammen; det hørtes som Hammerslag - Tøsepjank!

Der kom en Bondevogn buldrende fra Nonneporten. Hestene luntede af Sted i smaat Trav, og Kusken sad sammensunken og døsig paa Agebrættet og plirede med Øjnene, som om han sov.

Det var en Brædevogn, og dens Larmen henover Brostenene fyldte hele Gaden og fik Ruderne til at klirre.

Et Par af Pigerne drejede Hovederne om og raabte Godmorgen.

I det samme strøg et Vindstød ned over Tagene, og Bomuldskjolerne løftede sig som Balloner.

- Hæ, hæ, hæ! grinte Karlen lysvaagen og stak med Pisken op efter Engeline-Læggepølse!

- Bondefredrik! brummede den fede Rikke gennem sit Drænrør. - Det ku' han li'!

Og atter lød der en fnisende Latter fra alle Etager. Bondemanden lo med og kneb et Øje sammen op mod Damerne og rumlede videre ...

Det var Byens Hovedgade, Søndergade kaldet.6| Husene paa begge Sider lignede to Rækker slidte Tænder? gamle og ujævne, lange og smalle, brede, korte og afstumpede spredt imellem hverandre.

I en ganske lille »Tand«, et bitte enetages, trefags Hus, der laa indeklemt mellem to lange Naboer, som baade havde anden Sal og Kvist, boede den omtalte »Thumsen«.

KAREN THOMSENS LINGERI- OG GARNHANDEL

stod der at læse over Butiksdøren.

Huset var oliemalet, perlegraat med lysebrun Sokkel. Og man gik fra Gaden lige ind i Butikken.

»Thumsen« hed Emanuel og var Karens Søn.

- Der er han! hviskede Engeline. Hendes Hvisken lød skarpt og distinkt som en Trækvind i en Dørsprække.

Fede Rikke bøjede sin Kødbolle af et Ansigt om mod Gaden og nikkede:

- Godmorgen, Hr. Thomsen!

- Godmorgen, Hr. Thomsen! sagde ogsaa Engeline. Og:

- Godmorgen! Godmorgen! Godmorgen! lød rundt omkring fra.

Men den lille Mand dernede lod, som om han hverken saa' eller hørte.

Han var kommen ud af Butiksdøren med en Vandkande og en Kost og gav sig nu sindigt og7| omhyggeligt til at vande Fortovet og den Halvdel af Kørebanen, som det tilkom ham at holde ren. Han vandede næsten som efter en Lineal. Ikke en Draabe kom der ind paa Naboens eller Genboens Part af Gaden. Og endda var Thomsen skæv i højre Skulder.

Da Vandingen var overstaaet, tog han Kosten og gav sig til at feje. -

Rundt om fra Gadens Døre og Porte dukkede nu lidt efter lidt Piger og Koner frem for at gaa til Bageren og Mælkehandleren. Og Karle og unge søvndrukne Handelsbetjente tumlede Skodderne fra Butiksvinduerne.

Solen glimtede frem over de høje Træer henne i Anlægget, og fra de fleste Huse Gaden ned sendte Skorstenene deres blaa Morgenrøg til Vejrs.

- Jeg kan vælteme ikke begrive, Thomsen, at Di gider feje saadan hver eneste Dag!

Det var Vognmandskarlen i Huset ved Siden af, der var kommen ud i Porten og nu stod doven lænet op mod Muren og gabede og strakte sig, saa at det knirkede og gav sig i alle hans Ledemod.

- Jeg begriver det ikke! sagde han - Og saa skal Di jo vælteme feje igen i Aften, det er jo Lørdag, Mand! ... Go'maaren! tilføjede han derpaa højt og indædt, da Thomsen ufortrødent vedblev med sit Arbejde uden at svare.

8| - Godmorgen! sagde Thomsen høfligt, men uden at løfte Hovedet.

- Di skulde tillægge Dem et Hørerør lisom Frøken Reiersen i sagde Karlen og forsvandt i Gaarden, da der i det samme blev raabt paa ham. - Naar Folk snakker til Dem, Di Pejs! sagde han.

Emanuel Thomsen værdigede ham intet Svar. - Vogn efter Vogn buldrede nu ind fra Nonneporten. De fleste af dem havde et Tremmebur bagi, hvori var stuvet et eller to, ja undertiden tre Svin. Lørdagen var »Svinedag« der i Byen, og Bønderne afleverede til Slagteriet.

Mangfoldige var de Lyde, Dyrene udstødte, naar de blev vækkede af deres Døs ved at rulle fra den jævne Landevej ind paa den toppede Stenbro.

- Øv, øv! Aai, aai! dhii! hvinede de. Og Pigerne rundt i Vinduerne hvinede med og viftede ned til Bønderne med deres Pudseklude.

- Hum! murrede Emanuel, da en Vogn kørte op i den velformede Skarndynge, han havde fejet sammen paa Gaden foran Huset. - Kan man ikke se sig for!

- Sæt et Stakit om! snærrede Kusken tilbage. - Gaden er vel for di kørende!

- Nu slap jeg færdig! raabte Konsulens Engeline og forsvandt med et Hop ind gennem Vinduet.

- Jeg med! meldte Rikke og krøb møjsommeligt ned af Karmen. Hun var saa trind, at dette 9|maatte iværksættes sidelæns. - Farvel, Thumsen, nikkede hun, førend hun trak Ruden til. - Hils »Mortensen!«

Kirkeuret slog tre Kvarter paa otte. Alle Butikker var aabnede, og der var Færdsel paa Gaden. Man hørte Døre smække op og i, og Dørklokker ringe. Avisdrengene klaprede fløjtende af Sted paa deres Træsko. Og paa venstre Side hele Gaden ned stod Solen som Ild i de nypolerede Ruder.

»Thumsen« havde baaret Vandkanden og Kosten bort og var nu sindig beskæftiget med at pudse Messinghaandtaget paa Butiksdøren.

Jordemoder Fredriksen kom gaaende forbi med Posen over Armen.

- De er en Negl, Thomsen, til at hænge i! sagde hun og standsede.

- Man maa jo arbejde, Fru Fredriksen; derfor er man jo sat paa Jorden.

- Da blev jeg da ved Gud helst i min gode Seng!

- Ja, man er jo lidt forskellige ...

Emanuel blev ufortrødent ved at gnide paa Laasen.

- Godmorgen, Fru Fredriksen! raabte Overlærer Clausen ovre fra det andet Fortov (han gik Morgentur) - Er Storken allerede kommen, raabte han, - saa tidlig paa Aaret, hi, hi, hi? ... Godmorgen, Thomsen!

- Godmorgen, Hr. Overlærer!

10| - Ja, sagde Fru Fredriksen - Ungdommen er jo ivrig, Hr. Overlærer!

- Hi, hi! lo Overlæreren og gik videre.

- Det er en briljant Mand! sagde Jordemoderen og nikkede efter ham. - Ham kan jeg li'!

- Maaske en Smule for frittalende, naar man har været Børneopdrager .... mente Thomsen.

- Aa, Di ....! vrængede »Madammen« og daskede ud efter ham med Posen.

- Jaja, Fru Fredriksen; men der er dog saa meget urent i Verden ...

- Di er en Stivstikker, Thomsen!

- Man er, hvad man er, Fru Fredriksen ....

- Og en Fejltagelse!

- Man forstaar Dem ikke .... Thomsen brugte aldrig Ordet: jeg.

- Jo, jeg mener, at hvis der blev set rigtig efter, saa var Di vist et Fruentimmer!

Emanuel rødmede og bøjede sig dybt over sit Arbejde.

- Jaja, godt Ord igen! lo »Madammen« og klappede ham godmodigt paa Skulderen. - Naa! sagde hun saa - Nu maa jeg hjem i Visselullen! Godmorgen, Thomsen! Og hils deres Mo'r! -

Smaahobe af Skolebørn, med Tornystre paa Ryggen eller Bøgerne dinglende i Remme eller Tasker kom sjokkende op gennem Gaden. Pigerne for sig og Drengene for sig. Og naar de mødte hinanden, 11|veg Pigerne altid sky til Side, medens Drengene saa' haanligt paa dem.

- Thumsen, Thummelumsen! sagde et Par lange Bengler himmelhøjt, da de passerede Lingerihandelen, og satte derpaa i Løb af Frygt for Følgerne.

Men den bitte Emanuel ænsede dem ikke. Han arbejdede videre, roligt og ihærdigt, som et Menneske, der er sig sit Maal bevidst.

- Lille Manuel, skal du ikke ind og ha' din Kaffe, min Dreng?

- Man maa først være færdig, Mo'r Karen!

- Jaja, saa drikker jeg min, sagde Madam Thomsen mildt og gik fra Butikken ind i Bagstuen igen.

- Drik! sagde Emanuel.

- Naar kommer du ?

- Om et Kvarter! .....

Og først da Dørlaasen skinnede som det gyldneste Guld, samlede han sine Pudseremedier sammen og gik ind for at nyde sin Morgendrik.

Idet han aabnede Butiksdøren, gned en stor graablaa Kat sig kælent ind mod hans Ben.

- Dér har man jo Knors, sagde han med kælen Røst, og løftede, til Trods for de forskellige Sager han bar i Hænderne, Dyret op paa Armen. - Hvorledes har man det, Kissemissebarnet?

-- Mjau-au! sagde Knors og borede sin Snude ind under hans Arm.