[12]| I den lille Stue bag Butikken sad Madam Thomsen i Lænestolen foran Vinduet og sømmede Lommetørklæder.

Dagslyset faldt ind mellem Potteplanterne i Karmen og lagde sig hen over hendes hvide Haar og friske, røde Kinder. Hun saa' saa ung ud. Og hendes klare, blaa Øjne var milde og gode.

- Nu skal jeg hente Kaffen, Manuel, sagde hun og rejste sig skyndsomst, saa snart Sønnen traadte ind.

-- Tak, Tak, Mo'r Karen! nikkede han og satte sig i Sofaen bag det ovale, tyndbenede Mahognibord.

Der var et hvidt, fileret Tæppe bredt over Bordet. Og over Sofaens Ryg og Stolenes Sæder laa der hvide, hæklede »Stykker«.

- Naa, Knors, gentog Thomsen sit Spørgsmaal til Katten, som han stadig holdt paa Armen - hvorledes har man det saa?

13| Knors gned sit Ansigt op mod hans Ærme og gjorde Forsøg paa at spinde.

Det var en ældgammel Kat. Haarene var gaaet af den langs ned ad Ryggen; og dens Øren var forrevne og forbidte af talrige Elskovskampe. Det var en Hankat. Og den manglede det ene Øje.

- Er der Mus i Fælden, Mo'r? raabte Thomsen hen mod Køkkendøren.

- Han har faaet dem, lød det tilbage.

- Hvor mange var der?

- To. Men han bryder sig jo ikke om dem.

- Nej! men det morer ham .... hva' Kissemanden? Det morer vos at se dem og lege med dem? vedblev han og gned Dyrets Snude med sin hule Haand - Det morer vos? Det morer vos?

Katten nøs.

- Nyser han? Har han taget Kulde? spurgte Thomsen ømt og lagde varsomt Katten hen i Sofahjørnet.

Madam Thomsen kom ind fra Køkkenet med en Bakke:

- Værsgod, lille Manuel. Drik nu, mens den er varm. Manuel snusede Kaffeduften til sig.

- Mo'r laver den bedste Kaffe i Danmark! sagde han.

Den gamle smilede tilfreds og satte sig igen til sit Arbejde.

14| Hver eneste Morgen roste Sønnen hendes Kaffe. Og havde han ikke gjort det, vilde hun have troet, at han var syg, eller at der var hændet ham noget ondt.

For de havde det paa en Maade rart nok sammen, de to ; men ... men ...

Madam Thomsen sukkede og kiggede fra Øjenkrogene frygtsomt hen paa »Drengen«.

Knors laa nu lunt sammenrullet i Sofahjørnet; og Emanuel drak velbehageligt slubrende sin Kaffe. Af og til brød han en Bid Krumme af Hvedebrødet og stak det ned for Snuden af Katten, der langsomt smaskede det i sig.

I Stuen var hyggelig lunt. Man var jo kun i Slutningen af April, saa der var fyret i Ovnen. Og Potpourrikrukken oppe paa Hjørneskabet udsendte en krydret Duft.

- Nu er han da snart færdig derude! kom det pludselig fra Emanuel.

Det gav et Stød i den gamle:

- Det har di jo sagt saa længe, Manuel ...

- Det bli'er en stolt Dag, naar man kører ind paa Godset igen, Mo'r Karen! Sønnens Øjne lyste.

- Aa, ja ... Men nu er vi da ellers næsten faldet til her.

- Saa bli'er man fri for at krybe og svanse for alle di storsnudede Byfolk!

- Jeg synes, di er meget rare, lille Manuel.

- Til December Termin gaar han.

15| - Jamen, du har jo ikke Penge nok, Manuel!

- Di kommer, Mo'r Karen, di kommer! ... Til December Termin gaar han. Og saa ....! Thomsen knipsede triumferende med Fingrene.

- Hvoraf véd du nu det saa lige ...

- Købmand Bech! Han vil ikke længer, ser du. Fa'ers gamle Ven!

- Aa, det Venskab ....

- Vi kunde jo ikke bli'e der dengang!

- Ha'de Bech villet, saa ....

- Det var Kreditforeningen. Bech sad jo med anden Prioritet!

- Jaja, Manuel, men ....

- Mo'r Karen, sagde Sønnen og vendte sig rask om mod Vinduet - hvorfor by'er du en altid imod vedrørende Gaarden.

- Det gør jeg ikke Manuel, men ...

- Men hva'?

- Naar bare jeg vidste, det kunde gaa.

- Er man ikke Landmand! sagde den lille og kroede sig i Sofaen. - Er man ikke Proprietærsøn! Har man ikke gaaet paa Møllegaarden i nitten Aar!

- Jo, jo, lille Manuel! Og naar Vorherre lægger sin Velsignelse til, saa ....

- Vorherre er med vos! sagde Thomsen afgjort. - Det har en mærket mange Gange, véd du!

- Jo, jo, du si'er jo saa ....

Manuel saa' sig om i Stuen med et lysende Blik.

16| - Og alle Møblerne har vi! Og man husker hvert Sted, di skal staa!

Men saa gled der en Sky over hans Ansigt.

- Bare Mortensen lever! sagde han. - Knors her er en ikke bange for, han staar sig nok. Men den anden ... En synes, han er blevet en Skrælling paa det sidste.

- Aa nej, det er nok det samme da ...

- Og her har di gaaet i femten Aar, vedblev Thomsen elegisk - og længtes efter Gaarden, li'som vi andre. En har mange Gange haft saa ondt af dem. Og Møblerne har di jo ingen Glæde kunnet haft a' ...

Han slog ud med Haanden hen mod en stor gammeldags Mahogni-Sekretær, der stod straalende blankpoleret nede i Stuens Baggrund, ved Væggen ud mod Køkkenet. Oven paa Sekretæren laa Stenkiler, Økser og spættede Konkylier ordnede i smaa, sirlige Hobe.

- Og Billedet kan di ikke forstaa, saadan som vi andre!

- »Billedet« var et Maleri i grelle Vandfarver, det hængte over Tobaksbordet henne i Hjørnet. Det forestillede en skinnende hvid Bondegaard med safrangult Straatag og græsgrønne Vinduer og Døre. En Række kæmpemæssige Træer med brunrøde Stammer og uhyre blaagrønne Blade omgav Bygningerne. Og til højre for Indkørselen snurrede et Vandhjul rundt; 17|et »Overfaldshjul«, som en underlig, tyktflydende Masse styrtede ned paa, brusende, sprøjtende og skummende som et Niagara og med en Farvetone som blaafarvet Mælk.

Det var Møllegaarden, den Thomsenske Familieejendom; og det var malet i den bedste Mening af Karens Broder, Skolelærer og Kirkesanger i Græsted, og skænket hende Aaret efter, at hun og Sønnen var flyttet her til Byen.

Og det var Genstand for en næsten religiøs Dyrkelse. -

Emanuel havde siddet en Stund tavs og grundende. Saa rejste han sig pludselig:

- Tak for Kaffe, Mo'r!

- Velbekomme, min Dreng.

- Ja, saa gaar man ud og gør i Stand i Gaarden.

- Ja, gør du det, lille Manuel.

Thomsen ordnede Kaffetøjet paa Bakken, strøg nogle Krummer fra Sofaen ned i sin hule Haand, ordnede lidt ved Bordtæppet og gik saa ud gennem Køkkenet.

- Man ta'r Bakken med, sagde han.

- Tak, Manuel.

Madam Thomsen løftede sit lille, milde Ansigt fra Sytøjet og saa' efter ham. Saa rystede hun stille paa Hovedet og syede videre.

Henne i Kakkelovnen blussede Brændestykkerne op. Stuen blev lunere og lunere. Og Vandkedlen, 18|som altid stod inde i Kakkelovnsrummet, begyndte at snurre.

- Go'morgen! sagde Madammen pludselig højlydt og venligt og nikkede smilende bag Vinduet. Det var en af Byens Damer, som gik forbi ude paa Fortovet og hilste ind.

Et Brændestykke henne i Ovnen sprang med et Brag, og nogle Gnister for ud gennem Trækhullet.

- Men Gu' do w! sagde den gamle og kiggede ængstelig derhen.

Gnisterne ude paa Gulvet slukkedes straks. Men saa mørkt var der i Baggrunden af Stuen, at Lysskæret fra Kakkelovnen spillede op over Væggen og legede mellem de gamle, afblegede Fotografier, som hængte dér i pyntelig Orden : et stort i Midten med en Krans af mindre udenom. Det store havde Evighedsblomster om Rammen. Det var Bedstefader Thomsen: en smuk, gammel Mand med et prægtigt, hvidt Skæg, der gik ham helt ned paa Brystet.

Saa væltede der en sort Klump for Ovnens Trækhul. Og Portrætterne hang atter i Mørke.

Madam Thomsen havde ladet Sytøjet hvile i sit Skød og sad og stirrede frem for sig.

Hun tænkte paa Emanuel og hans fikse Idé:

Herregud, nu havde hun boet her i dette rare, lille Hus snart i femten Aar og fundet sig til Rette i det og vænnet sig til det. Men Manuel tænkte jo aldrig paa andet end Gaarden derude. Aldrig var19| hans Tanker borte fra den. Hvad han saa gjorde og tog sig for, saa var det Gaarden. Det var lige knap og nap, at de kunde spise sig mæt, for at han kunde lægge Penge til Side. Det var ligefrem bleven saadan en Galskab

hos ham at faa Gaarden tilbage; og en Ære! Han gik jo nok her og var saa mild og ydmygelig udvendig; men indvendig der var han li'saa stolt som en Pave! Flittig og paapasselig det var han, det maatte hun medgi'; og renlig! næsten for renlig, syntes hun; og hun var endda et Fruentimmer. Og Folk i Byen morede sig da osse over ham. Men Manuel, han gik bare sin stille Vej og lod dem snakke .... Aa, Herregud, ja, det kunde jo naturligvis være skønt nok at komme tilbage til de gamle Stuer igen! Og Møllen! Og Haven! Men hvor skulde han faa Pengene fra? Og han kunde jo ikke passe det; han kunde ikke passe det. Saalænge hun levede, kunde hun jo ta' fat med og støtte og raade. Men naar hun saa engang faldt fra .... Okja, okja, okja, aa, Herregu' ja! .... Men Manuel fik sæl raade ....!

Madam Thomsen tog hovedrystende fat paa sit Sytøj igen ; og de travle Fingre gik.

Traadens Skuren gennem det stive Lærred, Kakkelovnens ensformige Buldren og Vandkedlens sagte Nynnen dyssede efterhaanden hendes Tanker til Ro.

20| Naar af og til en Vogn rumlede forbi ude paa Gaden, rystede ganske vist det hele Hus, og Stensagerne henne paa Sekretæren klirrede. Men det generede hende ikke nu mere, som i den første Tid efter at de var flyttet til Byen. Hun kiggede bare helt mekanisk ud mellem Blomsterpotterne efter Køretøjet. Vendte saa Hovedet tilbage igen og syede videre.

Op ad det gamle Sybord, ved hvilket hun sad, steg en krydret, hengemt Lugt af Lavendler og tørrede Roser. Og Duften fra Potpourrikrukken paa Hjørneskabet blev stærkere og stærkere, alt som Varmen i Stuen steg.

Hendes Øjelaag faldt halvt til, og hendes Hænder sank ned i hendes Skød. Saa skubbede hun sig tilbage i Stolen og lænede Nakken mod dens Ryg:

- En lille, bitte Formiddagslur kunde hun ikke undvære, nej: Bare lukke Øjnene i to Minutter ... Hi, hi, hendes Mand kunde heller aldrig sidde i Stolen her uden at blunde ... Om Middagen sad han der ... Og om Aftenen i Mørkningen ... Ok, jaja, ja-a det var den Gang, ja .... og da han blev syg ... Mon Manuel havde husket at lukke Loftsvinduet ... hvis det blev Storm ... Og faa Hønsene ind ... Og Ladeporten stænget ... Mus, ja, to Mus i Fælden ; ok, ja, ja ... pyh, a-pyh ...

Madam Thomsen slumrede. -

21| Saa ringede Dørklokken. Der kom en Kunde.

Den gamle for forvildet op af Stolen og gned sine Øjne.

- Gu'! sagde hun og glattede sig hurtigt ned over Kjolen og løb ud i Butikken.