22| Gaardspladsen bag Karen Thomsens Hus var seks Alen lang og fem Alen bred. Paa de to Sider begrænsedes den af de høje Nabohuse, og paa den tredje af et lavt Skur med Skraatag.

Dette Skur benyttedes til Oplagssted for Brændsel. Og saa stod der nogle Pakkasser derinde og en Bunke indpakkede Møbler, samt et Savelad og en Huggeblok.

Den lave Dør stod aaben, og Emanuel var ivrig beskæftiget med at pinde Brænde ud.

Det blev lysere og lysere i Gaarden, alt som Solen hævede sig frem over det store Pakhus i Nabogaarden mod Øst.

Endelig naaede den op over Tagrygningen og skinnede nu lys og varm lige ned i Hjørnet henne ved Vandposten.

»Thumsen« lagde Øksen fra sig paa Blokken og vendte sig om mod Skurets Baggrund.

- Saa, Mortensen, sagde han - nu kan man da komme ud og slikke lidt Solskin!

23| Og han gik hen under det lille Vindue dybest inde i Krogen og løftede forsigtig noget op med begge Hænder og bar det ud gennem Døren.

Det var en Hane. Den ældste Hane, som nogen Sinde havde levet i Kristenheden.

Skindmager, plukket og tilrakket! Dens Vinger hængte den slapt ned langs Siderne, og den havde kun to forpjuskede og knækkede Fjer i Halen. Dens Ben syntes unaturlig lange. Men dens Hæle var forsynet med et Par vældige Sporer, der bagtil krydsede hinanden som et Par Klinger.

Uden at kny lod den sig bære over Gaardspladsen og hen i Hjørnet, hvor Solen skinnede.

- - Her kan Mortensen ha' det lunt og godt! sagde Thomsen og stillede Dyret med Iagttagelse af alle Forsigtighedsregler ned paa Stenbroen - Her har man Sommer!

Mortensen dinglede som i Søgang, forinden den fik Fodfæste. Men omsider stod den der. Halsen var slapt bøjet nedad og næsten skaldet. Øjnene lukkede. Den kunde ikke løfte sit Hoved; og dens rynkede, brungule Kam daskede mat ned til Siden. Men paa dens Strikkepindeben sad de martialske Sporer.

Den lignede en Eskadronchef paa halvfems.

- Man har det nok skidt? sagde Thomsen med uendelig Medynk i Stemmen og strøg Hanen varsomt24| henover den forpjuskede Ryg - Man er ble'en en Skrædder ....

Dyret vaklede under Berøringen af hans Haand. Øjenlaagene glippede op og i, og Hovedet nikkede.

Emanuel havde stukket Hænderne i Bukselommerne og stod en Stund i dybe Tanker og stirrede paa sin Ven. Saa gjorde han resolut omkring og gik ind i Skuret og tog fat paa Brændet.

»Knors« og »Mortensen« var født ude paa Møllegaarden, kort før den gamle Thomsen døde. Og da Ejendommen et Par Maaneder efter var bleven solgt ved Auktion, og Karen og Sønnen flyttede ind til Byen, havde Manuel taget Dyrene med. Knors havde hedt Knors fra Fødselen af, og Mortensen havde faaet sit Navn efter en gammel Møllerkarl, som endnu gik derude.

Manuel havde grædt, som var han bleven pisket, da han rullede ud af sit Barndomshjem. Og Mo'r Karen havde siddet bleg og stille ved hans Side og tysset paa ham og snakket godt. Knors havde han haft paa Armen, og Mortensen havde kukkeluret i en Laagkurv ved hans Fødder.

Det var nu paa nær femten Aar siden. Og han var dengang nitten og havde aldrig nogen Sinde været to Dage i Træk borte fra Fædrenegaarden. -

Naturligvis blev han til Spot og Spe i Købstaden, den lille, kluntede Bondeknold med det runde25| Maaneansigt, og de smaa, rødkantede Griseøjne. Og saa var jo tilmed hans ene Skulder noget hængende, saa at den højre Arm, naar han gik ned ad Gaden, syntes betydelig længere end den venstre.

- Han løber sidelæns, sagde man om ham - Han har kun een Nyre ligesom Hundene!

Til at begynde med »løb« Manuel nu forøvrigt ikke meget. Han holdt sig forkuet og fortrykt inden Døre. Og hans Tanke kredsede og kredsede om Gaarden derude, om Møllen og Haven og alt det, han og Moderen havde maattet forlade.

Men saa en skønne Nat, et Aarstid efter Flytningen, havde han en Drøm. Det vil sige, selv kaldte han det » en Aabenbaring« : Faderen var kommen til ham og havde sagt, at den ny Ejer vilde gaa fallit, og to Ejere til, og saa vilde Emanuel faa hele Herligheden tilbage!

I Drømmen var der ogsaa indvævet noget om, at den ikke vilde gaa i Opfyldelse, om Knors og Mortensen gik hen og døde, forinden de atter havde betraadt deres Fødesteds Jordbund.

Om Morgenen var Emanuel vaagnet med en stor Beslutning i Hjertet. Han vilde tjene Penge! Paa enhver Façon tjene Penge; om han saa skulde køre med Latrinvognen gennem Byens Gader!

Klokken var kun fem, og det var ganske mørkt endnu. Men han havde tændt sit Lys og havde klædt sig paa og var gaaet ind til Mo'r Karen, som26| laa og sov. De havde hver sit lille Tagkammer til Soveværelse.

Madam Thomsen var jo faret over Ende i Sengen og havde stirret vildt paa Sønnen:

- I Jesu velsignede Navn, Manuel ....! Men Manuel havde rolig sat sig paa Stolen foran Sengen med Lyset i Hænderne.

- Man har haft en Aabenbaring! sagde han. Mo'r Karen stak i at græde:

- Aa Herregud, at det skulde komme saa vidt med dig ....

Saa begyndte Sønnen stille og behersket at berette om sit Drømmesyn; om hvad Faderen havde sagt om Gaarden, om de nye Ejere og om Knors og Mortensen.

Den gamle sad stadig oprejst i Sengen og lyttede til hans Tale:

- Vi Mennesker drømmer jo saa meget, Manuel ...

- Jamen en saa' Fa'r livagtig for sine Øjne, Mo'r Karen! Han stod nede for Benenden af Sengen. Og man hørte ham lukke Døren, da han gik!

Madam Thomsen rystede paa Hovedet.

- Jamen Pengene, Pengene! sagde hun - Hvor skal di komme fra?

- Man vil erfare det! nikkede Sønnen højtideligt - Naar Fa'r kommer igen!

- Gør han da det, Manuel ....

26| - Det sa'e han!

- Og du tro'r, der er no'en Rimelighed i det ... ?

- Man saa' ham jo! sagde Emanuel med lynende, fanatiske Øjne - Man saa' ham jo, som man ser dig!

Den gamle tav. Hun vovede ikke mere at sige Drengen imod. Han saa' saa »forfløjen« ud, syntes hun, dér i Nattens Mørke. -

Samme Dag skulde der være Auktion i Hotellets Sal. De Thomsenske Møbler stod derhenne mellem en Hoben andre Sager. Og de lyste op blandt al det meget Skrammel, thi det var gode, solide Mahognimøbler. Madammen var bleven tilraadet at tage dem med til Byen, da man der rimeligvis kunde faa mere for dem end ude paa Bondelandet. I over et Aar havde de staaet og fyldt op i Hjørner og Kroge hjemme i det lille Hus. Hun nænnede ikke at skille sig af med dem. Dog nu i Dag Klokken ti skulde de sælges.

Men straks det blev lyst gik Emanuel hen i Auktionslokalet og tog Møblerne tilbage. Man havde betænkt sig, sagde han, de skulde vente til en anden Gang.

Byen lo, morede sig og blev arrig. Og ved denne Lejlighed var det, at Emanuel havde erholdt Navnet »Thummelumsen«.

Men et Par Timer efter var Møblerne kørt til28|bage til Huset og stuvet sammen paa Loftet og i Skuret over Gaarden, saa godt det lod sig gøre.

Madam Thomsen rystede og rystede paa sit hvide Hoved. Men der sad i hende en mystisk Skræk for Natten. Og saa var Manuel jo til syvende og sidst et Mandfolk; og dem havde hun altid været vant til at betragte som de klogeste. - Saa blev Butikken indrettet.

- Fa'r har sagt det! sagde Emanuel. Og saa turde Karen ikke kny:

- Han har altsaa vaaren hos dig igen, Manuel ...

- Det hedder været, Mo'r Karen.

- Ja, aaja, jeg skal se og huske det ... Du har altsaa snakket med ham ... ?

- Ja. I Nat.

Der var kommet en egen striks og tilknappet Mandighed over den lille Thomsen, siden han var begyndt at staa i Rapport til det hinsidige. »Aabenbaringerne« havde stivet ham af og gjort ham energisk. Han havde faaet et Maal. Og han arbejdede med ti Hestes Kraft paa at naa det. Var i uafbrudt Virksomhed fra Morgen til Aften. Han indrettede selv Butikken, snedkererede og hamrede, lavede Disk og Hylder, malede og fejede og polerede. Og da alt var færdigt, og der var kommen Gang i Handelen, som Karen passede, fandt han paa de tusinde Ting for ogsaa selv at tjene Penge. Han gav sig til at lave Smaasager af Pap og Læder, 29|Haandkufferter, Tasker og Etuier, som blev udbudt i Forretningen. Han forsøgte at grundlægge en Eksport af brugte Frimærker. Og han gik ud paa Landet hos Bønderne og købte gamle Møbler og Billeder og Kobber- og Messingsager, som han saa fiksede op og solgte til langt over det dobbelte af, hvad han selv havde betalt for det. Han skrev en udmærket smuk og læselig Haandskrift og skaffede sig derved Afskrivningsarbejde fra Herredskontoret og et Par af Byens Sagførere. Han ansøgte om at blive Telegrafbud. Og han var endogsaa et Par Gange mødt op paa Byens Jærnbanestation og havde tilbudt de rejsende at transportere deres Bagage til Hotellerne. Men denne Trafik havde dog de bestaltede Dragere og Byens to Bybude vidst at sætte en Stopper for ved deres massive Spottegloser og Drillerier.

Dog, Penge skrabede han sammen. Han spinkede og sparede paa alle optænkelige Maader. Det var næppe, at han undte sig selv og sin Moder Føden. Den gamle maatte aflægge ham Regnskab for hver Synaal, der blev solgt i Butikken. Og han udbetalte Husholdningspengene. I det første Aarstid efter Indflytningen havde Madammen holdt en lille Skolepige til at løbe Byærinder og hjælpe sig i Huset. Hendes Løn var to Kroner om Maaneden og Middagsmaden. Men en god Dag fik hun sin Afsked. Emanuel mente, at de ene to Mennesker30| nok kunde klare sig foruden. To Kroner om Maaneden var fireogtyve Kroner om Aaret! Ikke at tale om Føden!! - Og saa tog han selv fat: vadskede Gulve, fejede Gade, polerede Vinduer, hentede Vand og Brænde og travede Byærinder mere sidelæns end nogen Sinde og med den lange Arm daskende ud i Luften som en Vinge paa en Mejemaskine.

Folk lo naturligvis. Og han lod dem le.

- Vent, til man kommer ud paa Gaarden! sagde han og kneb sine smaa Griseøjne sammen paa en mystisk-underfundig Maade - Saa bli'er det min Tur!

Thi det var jo det, der bar ham oppe og gjorde ham næsten ufølsom for Byens Latter og Øgenavne: det, at han nærede en fuld og fast Overbevisning om, at den Dag vilde komme, da han skulde drage med Pomp og Sejr tilbage til sin fædrene Ejendom.

Men dette Motiv til sin Flid og hele sin Gøren og Laden holdt han omhyggelig skjult for alle undtagen for Mo'r Karen. Og for at ingen skulde ane, at han i Tidens Løb virkelig sparede sig en temmelig stor Kapital sammen, anbragte han sine Penge i en Bank i Hovedstaden. Men saa snedig var han, at han stadig havde nogle Hundrede Kroner staaende i Byens Sparekasse. Og, for at holde Skinnet vedlige, tog han snart en ti-tyve Kroner ud og satte snart en ti- tyve Kroner ind, naar 31|Skatterne skulde betales, eller naar han havde gjort en Handel, der rygtedes. Han var ikke for intet runden af Bondeæt; og Folk maatte jo være klar over, at han og Moderen tjente mere, end de forbrugte.

Men ikke engang Madam Thomsen anede hvor meget.

Manuel var færdig med sin Brændehuggen for i Dag. Han stillede Pindene op langs Skurets Trævæg, fejede Huggeblokken og Gulvet rent for Spaaner, og hængte Øksen op paa dens to Søm i Vægstolpen.

Saa saa' han sig et Øjeblik mønstrende om, fandt alt i Orden og gik ud i Gaarden.

Solen var ved at forsvinde bag det høje Nabohus. Der faldt vel endnu en Stribe Lys ned i Hjørnet henne ved Muren. Men den var smal og mager.

Hanen sad slap og sløv og gammel i sin Krog ved Posten med hængende Vinger og Hovedet bøjet mod Jorden. Den havde ikke rørt sig af Pletten, siden den var bleven plantet der.

- Naa, lille Mortensen, sagde Thomsen og gik hen til den - nu er der ikke mere Sol for i Dag. Nu er det nok bedst, man kommer ind i sin lille Rede.

Og han tog igen Dyret forsigtig mellem sine Hænder og bar det ind i Skuret i det bageste 32|Hjørne under Vinduet. Der var et Lag Sand paa Gulvet og derover var bredt Halm og Dun og visne Blade. Og oppe paa Væggen var der anbragt en Pind vel i en Alens Højde. Men det var fem Aar siden, Mortensen havde kunnet sidde paa den.

Og førstkommende 27. Maj var det akkurat tre Aar siden, han sidst havde galet.