[47]| Naar man gik gennem Nonneporten og ud ad Landevejen og saa drejede ned ad den første Bivej til højre, naaede man efter en halv Times Gang »Gaarden«, Møllegaarden, Emanuel Thomsens fædrene Ejendom.

Og det var ikke blot Manuels Fader, men baade hans Fader og Farfader igen, som havde levet og virket paa denne lille Plet Jord.

Dér hørte en circa tredive Tønder Agerland til Gaarden. Og saa Møllebruget.

Mølledammen, eller »Søen«, som de Thomsener yndede at kalde den, laa i Haven bag Beboelseslængen. Den laa højt, i Linie næsten med Husets Mønning, og kun adskilt fra Bygningen ved en smal Hulvej. Vandet strømmede i en aaben, et Par Alen bred Trærende hen over Vejen og styrtede derfra ned over Drivhjulet. Og naar Stigbordet var aabent, og Møllen gik, lød der over den gamle Gaard en brusende og buldrende Larmen, der stødvis fik Ruderne til at klirre.

48| - Og naar man engang har været saa lykkelig at tilbringe sine Barndomsaar. paa et saadant Sted, sagde Emanuel i en Samtale med Mo'r Karens Brodér, Degnen -'og i Ungdommens Vaar har vænnet sine Øren til Vandets yndefulde Rislen og Hjulets Dønning og Kværnstenenes Malen, da vil man stedse i sin Manddoms tunge Timer længes tilbage dertil... Særlig da, tilføjede han under en dyster Nikken - naar man som en sæl, Morbroder Jakob, er født med et noget trist Lune over sin Karakter. -

Rundt om Mølledammen laa Haven. Nu var den et Vildnis. Træer og Buske voksede uplejede og usoignerede imellem hverandre. Plænernes Græs groede ud over Gangene, og de laa tiloversblevne Blomster kunde om Foraaret, naar de skød frem, næppe aande for Ukrudt.

Denne Have havde været Familien Thomsens Kæledægge og Stolthed:

Der var Lindelysthuse med store, runde Stenborde, gamle udrangerede Møllesten, hvis Riller var slidt ud. Og omkring dem stod kunstnerisk udførte Bænke og Stole af Naturtræ, krumme Stammer og Grene, som Bedstefader Thomsen selv havde tømret sammen. Under et vældigt Kastanietræ laa paa en oversavet Egebul en ældgammel Døbefond fra Lindenborg Kirke. Og midt paa Stammen af et Bøgetræ sad fastgroet, næsten i Mandshøjde, en irretgrøn og 49|mosbevokset Møllesten, i hvis Midterhul Træet i længst forsvundne Tider var blevet plantet som en spæd, lille Stikling. Stenen havde været anvendt som Bord engang. Men nu var Benene for længst raadnede bort, og Træet havde i Aarenes Løb udfyldt Hullet og løftet Stenen alenhøjt i Vejret. Store brogede, halvt søndertraadte Konkylier laa spredt rundt under Træerne. De havde engang sirligt kranset Plæner og Gange. Og bøjede man sig og søgte omhyggeligt i det lange, visne Ugræs, kunde man endnu af og til finde en Stenøkse eller en Kile, Klenodier, som de Thomsener havde pløjet op af deres Marker og Jorder og omhyggelig samlet paa.

Thi, som Nabobønderne sagde, de sidste Ejere af Møllegaarden, Emanuels Fader og Farfader, havde været mere »smaakulrede« og »underlige« end egentlig Møllere og Landbrugere.

Derfor var det vel ogsaa gaaet Familien, som det gik.

Mindst een Gang hver fjortende Dag listede den lille Thomsen sig sent om Aftenen ud til Gaarden. Og helst i Maaneskin.

Han gik ikke den slagne Vej, hvor han kunde risikere at træffe Folk og blive kendt og grint ud. Ad Grøftevolde og Markstier sneg han sig af Sted som en lille skæv Underjordisk med Kraven smøget op og Hatten trykket ned over Øjnene.

50| Paa Stakpladsen foran Indkørselen stod han i Skjul bag et af Hæssene og lurede længe paa, om nogen skulde vise sig uden for Bygningerne.

De tre hvide, sammenbyggede Længer lyste i Maaneskinnet. Og gennem det stribede Forhæng foran Vinduerne i Stuehuset skinnede Lampelyset frem.

Manuel gled nærmere og nærmere. Han befølte Murene og eftersaa' Døre og Lemme. Mange Steder var Kalken skaldet af, og de nøgne Sten grinede .ilde. Stalddørenes Tjære var slidt; og de hang skævt paa deres Hængsler. Og den lyseblaa Maling paa Vaaningshusets Døre og Vinduer var bleven skiddengraa af Smuds og Vejrlig.

Emanuel sukkede dybt i sit Hjerte.

Men samtidig kløede hans Fingre efter at tage fat herinde. Efter at hvidte og male, lappe Hullerne i de forrevne Straatage og luge Ukrudtet bort, som voksede tykt over Gaardspladsens Stenbro! -

Tre Ejere havde Gaarden haft i disse femten Aar. Den første sad der i seks Aar, den anden i fire. Og nu sang ogsaa Rasmus Cornelius, »den tredje Skurk«, paa sit sidste Vers.

Gaarden havde faaet et daarligt Ry. Den var bleven en »Fallitgaard«. Ingen kunde holde sig der.

Og hver Gang den var bleven solgt paa ny, havde Emanuel lagt sig til Sengs af Sorg og Græm51|melse over, at han endnu ikke havde faaet skrabet Penge nok sammen til at kunne købe den tilbage.

Men saa sidste Gang, det var altsaa nu omtrent fem Aar siden, da han havde ligget og vredet og vendt sig mellem Dynerne næsten i Feber, saa var han ud paa Natten faldet hen i en Døs, udmattet og fortvivlet. Og da havde han atter haft en »Aabenbaring«. Faderen havde paa ny vist sig for ham. Han havde haft en Tavle i Haanden, og paa Tavlen stod skrevet med lysende hvid Skrift Tallet: 23811.

Naturligvis betød dette, at Emanuel skulde spille i Lotteriet.

Han løb sidelæns i et Par Dage og kviede sig i sin inderste Sjæl ved Tanken om de kontante Penge, det vilde koste ham.

Men da saa Faderen igen en Nat mødte op med Tavlen og Tallet, var hans Beslutning taget.

Og næste Dag rejste han med Morgentoget til København. -

Naturligvis maatte »Byen« intet vide om, at han spillede i Lotteriet. Saa fik den bare det at »lumre« over. Ejheller Mo'r Karen anede Grunden til hans Rejse. Sin sidste Aabenbaring havde han instinktmæssig holdt hemmelig for hende. -

Inde i Hovedstaden løb han Gade op og Gade ned. I de fine Kvarterer vilde han ikke købe sin Seddel; for der var den naturligvis meget dyrere end andetsteds. Og han løb og løb. Saa kom han52| ind i en mørk og snæver Gyde, hvor Husene var smaa og skidne. Han kiggede sig omkring. Og henne over en Gadedør fik han saa Øje paa et rødt Lotteriskilt. Beslutningens Sved sprak ud af hans Krop: her vilde han forsøge.

Han steg op ad Trappen og kom op paa første Sal: Kontortid mellem 8-11. Han ringede paa og blev lukket ind.

Det var en pæn gammel Dame, han skulde handle med. Manuel fikserede hende prøvende fra Siden. Saa halede han et Stykke Papir op af Lommen og rakte hende:

- Man vilde gerne ha' det Nummer.

- Ja, det kommer an paa, om jeg har det, min gode Mand.

- Har det! Kunde man ikke erholde de Numre, man vilde ha', naar man betalte for det?

Thomsens Skjorte blev ganske vaad, i den Grad flød Rædselens sure Vædske ned ad hans Krop.

- Jo, naar man bestiller Sedlen en Serie i Forvejen, sagde Damen.

- Serie ... ?

Manuel ønskede, at han aldrig var gaaet herop, for hun vilde nok snyde!

Damen bladede langsomt en Bunke Sedler igennem; hun vædede Fingeren og bladede. Saa trak hun pludselig et Papir frem og rakte hen imod ham.

53| - Jo-o, her er skam Deres Nummer, sagde hun saa - Det er et Kvartlod. Vil De ha' det?

Emanuel greb Sedlen og undersøgte den nøje paa alle Kanter:

- Hva' koster den?

- Ja, Ejermanden har undladt at forny den for de to sidste Trækninger, og dem har jeg saa betalt. Vil De ha' Seddelen, maa De altsaa betale for dem med, ellers beholder jeg den selv.

Betale for de Trækninger, der var gaaet ...! Emanuel løb sidelæns op og ned foran Skranken.

- En kan jo ikke vinde, naar Lotteriet er trukket! sagde han.

- Nej, det kan De ikke. Men De kan jo vinde nu denne Gang.

- Vandt De? spurgte han pludselig og standsede.

- Nej.

Damen, der sad paa sin Stol foran Skrivebordet, lagde Hovedet skælmsk paa Siden og nikkede.

- Men De har jo drømt Nummeret, sagde hun - saa De vinder nok!

Thomsen sank i Knæ:

- Hvor ... ? Hva ... ? Hvem ... ? Den gamle Dame vedblev at smile.

- Deres Navn? spurgte hun - Og Adresse?

Emanuel remsede Navn og Adresse op. Han havde ligefrem faaet Ærefrygt for Damen foran sig.

Men saa kom de til Pengespørgsmaalet, og hun 54|nævnede Summen. - Om han ikke kunde faa den lidt billigere? - Nej, her holdt man bestemte Priser! - Hvorlænge gjaldt den saa? - Det var en gennemgaaende Seddel, saa den gjaldt for alle seks Trækninger. - Jamen hvis man vandt i den første, der kom, saa var jo di Penge smidt ud!

Nu blev den gamle Dame utaalmodig.

- Det er ikke nogen Butik, dette her! sagde hun og rejste sig fra Stolen med et Stød - Vil De ha' Seddelen, min gode Mand, eller vil De ikke ha' den?

Historien kunde have trukket længe ud endnu, om der ikke var kommet en ny Kunde ind.

Emanuel snappede hurtig Seddelen til sig og vilde putte den i Lommen.

- Her er Pengene da! sagde han og trak Portemonnæen frem.

- Tak. Men Seddelen skal først stemples.

- Stemples? Med hva'?

- Med mit Navn og Adresse. Ellers husker De jo ikke, hvor jeg boer.

- JO!

- Puhh ! sagde Damen anstrengt - Men den skal stemples alligevel!

Thomsen leverede trevent Dokumentet tilbage. Han vendte forsynligt Bagsiden opad, for at ikke den nyankomne skulde læse Nummeret.

55| Saa fik han endelig Papiret udleveret i komplet Stand og forvarede det omhyggelig i sin Tegnebog.

Han stod lidt.

- Det skal vel ikke meldes til Herredsfogeden dernede, eller saadan? spurgte han.

- Næi!

- Og naar man nu vinder ... ?

- Saa ser De det i Trækningslisten.

- Er den til at stole paa!

- Ja-a!

- Og Byen faar ikke noget at vide?

- H-næi, det er jo kun Dem og mig, der véd, hvad Nummer De har! ... Farvel, Hr. Thomsen!

- Farvel! ....

Lotteridamen havde allerede vendt sig til den anden Kunde, en ældre Kone med en Kurv paa Armen, da Emanuel blidt skubbede dette Væsen til Side, bøjede sig frem over Skranken og stak sit Ansigt tæt hen til Kollektricens Øre.

- Det skal ingenlunde mangle paa en liden Erkendtlighed, om man vinder! hviskede han og blinkede diabolisk med sine smaa Griseøjne.

Damen brast i en klingende Latter.

- Ja, Tak, Tak, min gode Mand! sagde hun - Jeg skal gøre, hvad jeg kan!

Thomsen nikkede forstaaende, blinkede igen, men denne Gang kun med det ene Øje, og gik. -

Da han var kommen ned til Gadedøren, tog56| han Lotterisedlen ud af Brevtasken og studerede den nøje.

Og da var han paa een Gang bleven ganske stiv af Lykke.

Nu vidste, vidste, vidste han, at han vilde vinde! Thi i Stemplet, som Kollektricen havde paatrykket Seddelen, stod: Larslejstræde 23, Kontortid fra 8-11. - 23,8,11! Netop det Tal, der havde staaet paa Tavlen! Netop det Nummer, hans Seddel havde! Derfor altsaa havde Faderen vist sig to Gange for ham!

Og saa havde den gamle Thomsen til og med hedt Lars!

Der var ikke længere nogen Tvivl mulig!

Manuel rystede over hele Kroppen af Sindsbevægelse. Han foldede uvilkaarlig sine Hænder, og det var ikke langt fra, at han i sine Stadsbukser var knælet ned lige midt paa det skidne Forstuegulv og takket Gud den Almægtige, Himlens og Jordens Skaber, for hans kolossale Miskundhed.

Men han betænkte sig dog i Tide. For bare som en Raket ud af Gadedøren og ned ad Trappen; ilede mere sidelæns end nogen Sinde ud til Jærnbanen; sprang i Toget og kørte hjem, medens det sang og jublede i ham som Lyd af glade Klokker. Og over de hundrede Gange holdt han, paa de Par Timers Kørsel tilbage til Købstaden, med truttende Horn57| og smældende Flag sit Indtog paa den fædrene Ejendom! -

Ak, men nu var der gaaet fem Aar siden hin lyksalige Dag; og endnu havde han ikke vundet saameget som en Fjerdedel af en Tillægsgevinst ...

26 Kroner og 20 Øre kostede Sedlen ham om Aaret. Og fem Gange 26 Kroner og 20 Øre var 131 Kroner; foruden Portoen!