[58]| Der bestod et underligt Forhold mellem Konsul Mørch og Toldkontrollør Knagsted. De kunde ikke være fra hinanden. Det vil sige, det var Knagsted, der søgte Mørch. Thi Konsulen hadede vistnok Tolderen og vilde rimeligvis helst være fri for hans Selskab.

Og alligevel saa' man dem altid sammen.

Mørch havde for en Del Aar siden haft et Anfald af Hjerneapopleksi og gik med tunge, slæbende Skridt og ved Stok. Hans Ansigt var slapt og sløvt; og hans Stemme lallende. Det lød, som var Tungen for tyk.

Men Tobak røg han med Lidenskab. Det var saa omtrent den eneste Glæde, der var ham levnet.

Tobakken slørede saa rart hans Tanker. Han levede nemlig i en evig, dirrende Angest for at dø. Han havde hverken Fred Dag eller Nat for dette Skræmmebillede. Ikke en Gang naar han sov Middagssøvn.

59| Og det værste var, at Knagsted talte altid om Døden. Aldrig om andet: om Døden og dens Attributer ... Sygdom og Daarlighed, Medicin, Sakrament, Klokkeringning og Begravelse.

Det krøb som med Orme i Mørch, naar Tolderen begyndte. Han vilde helst have jaget ham bort; slaaet ham med sin Stok. Og dog vedblev han med en Slags gysende Interesse at høre paa ham. Han blev ligesom hypnotiseret af Vennens Ord, havde samme Fornemmelser omtrent som et Barn, der med strittende Hovedhaar lytter til en Spøgelsehistorie.

De gik Ture sammen. Næsten hver Dag henad Mørkningen kom Knagsted og hentede Konsulen. -

En Aftenstund mellem seks og syv skravlede de to Venner igen ned ad Trappen til Mørchs Lejlighed.

Da de omsider stod nede paa Gaden, spurgte Tolderen :

- Naa lille Mørch, hvor gaar vi saa hen i Dag?

- Thet*) maa thu*) om, lallede Mørch.

- Lad os gaa om ad Prinsessestien. Et Par Orme begyndte at røre sig i Konsulen. Dette var nemlig Vejen ad Kirkegaarden til:

- Skal vi ikke hellere gaa ad Thlandevejen, Knagsted ...

- Du sa'e jo sæl, at jeg skulde raade!

60| - Thatha, saa gaar vi ad Stien da ...

- Det er vist skidt med Befindendet i Dag, Mørch?

- Thu' er det ej, theg har det meget godt!

- Du har vist ikke sovet i Nat.

- Ikke meget.

- Næi, det gør man ikke, naar man bliver gammel.

- Knagsted havde taget Konsulen under Armen, og de trissede nu op ad Søndergade.

- Du skulde ikke ryge saa meget, Mørch! begyndte saa Tolderen.

- Aa, hva', the Par Piber!

- Har du læst Morgenavisen for i Dag?

*) engelsk Th, som i »that« f. Eks.

- Tha.

- Saa' du det?

- Hva' saa' theg?

- Det fra Næstved.

- Hva' var thet? Det gøs i Konsulen.

- Om ham, Manden.

- Hva' var ther med ham?

- Han døde ...

- Naa, tha, thet skal vi tho alle ...

- ... af Nikotinforgiftning. Jeg tænkte, jeg vilde gøre dig opmærksom paa det.

- Thae Tak! sagde Konsulen indædt. Thu er altid saa god a' thig!

61| Knagsteds Haartotter bevægede sig skadefro. Men han svarede ikke.

- Thet var vel Cigarer ... fortsatte Mørch lidt efter.

- Der stod Tobak!

Tavshed ...

De gik Fod for Fod midt ad Gaden. Konsulen ludende, foroverbøjet og støttende sig tungt til sin Stok og sin Vens Arm. Knagsteds lille, firskaarne Person holdt sig derimod rank som en Milepæl, uknækket og uanfægtet af Aar og Begivenheder.

Henne ved Hotellet bøjede de om Hjørnet og drejeae ned ad Maren Smeds Gyde, der munder ud i Prinsessestien.

Du kan tro, vi ha'de en munter Aften her forleden i Foreningen ! sagde Tolderen og pegede paa Vinduerne i Dolkenes Lokale.

- Hum ... brummede Konsulen og saa' til den anden Side.

- Du skulde sgu melde dig ind, Mørch!

- Thsludder! sagde Mørch og hans sløve Øjne lynede.

- Hi, hi ....

Intet Menneske i Byen havde Rede paa Tolderens Fortid. Da den gamle Toldkontrollør for en halv Snes Aar siden gik hen og døde, var Knagsted bleven hans Eftermand. Han kom ovre fra Jylland,62| fra Ebeltoft- eller Grenaaegnen, hvor han havde været Toldassistent. Man kendte ikke det mindste til ham i Byen, før han en Dag stod nede i Døren til Toldbodbygningen ved Fjorden og saa' bistert ud over Vandet. Han havde en flunkende ny Uniform paa, men ingen Hue. Og hans ræverøde Haar lyste i Solen. Borgerne stak Hovederne sammen og mente, at det var vist en slemme Karbunkel, de der havde faaet i Stedet for gamle Mathiesen, der havde været mild og god som en Majdag. Og da man rigtig havde faaet ham kigget efter i Sømmene og set Totterne i hans Øren og Brynene over hans Øjne og det gulrøde Haarlag, der groede ham ud over Fingerledene, var der straks et vittigt Hoved, der havde døbt ham: Esau. Og man paastod, at han var et Elskovsbarn af en Buskmand og en Buldog.

Men Tolderen lod Folk vrøvle. Han lejede sig et Par Værelser hos en halvgammel Enke, i et lille Hus nede i Nærheden af Toldboden. Der stillede han sine faa Ejendele ind. Og der opholdt han sig, naar han ikke var i Boden.

Til at begynde med havde han ogsaa ladet Enken lave Mad til sig. Men det varede ikke længere end i fjorten Dage. Saa fik hun sin Afsked paa graat Papir, og han gik op paa Hotellet og spiste.

Det var mest Handelsrejsende, han her traf sammen med; thi Borgerne indtog, som ret og rigtigt var, deres Maaltider ved Arnen.

63| Men saa en Aften bankede Hotelværten, Hr. »Plid« Hansen, ærbødigt Redaktør Heilbunth med en elastisk Langfinger paa Skulderen. Redaktøren sad i Restaurationslokalet og fik sig en Romtoddy:

- Tillad, Hr. Redaktør ... sagde Hr. Hansen. Heilbunth drejede med Møje sit Ansigt om mod ham:

- De véd, Hansen, jeg holder ikke af at blive forstyrret !

Værten duvede som et Hvedestraa i Storm:

- Gudbevares, Hr. Redaktør, det véd jeg! Me-n ...

- Hva' er der?

- Redaktøren skulde ligge sig lidt efter Toldkontrolløren ... om jeg saa maa sige!

- Den Børsteigle!

- Hihihi! ... Jeg tror ikke, Redaktøren vilde fortryde det. Han er ma'esløs vittig!

- Saa-aa? Hva' si'er han da?

- Ja, hva' han si'er ... Hr. Hansen vippede som i Bølgegang op og ned fra Hæl til Taa. - Hva' han saadan netop lige si'er, Hr. Redaktør, det er mig for Øjeblikket ikke nærværende ... Men Hr. Redaktøren skulde høre ham behandle de rejsende inde ved Table d'hotet. Han formaar virkelig at gi' dem rent paa, paa den nydeligste Maade hihihi!

- Det kan de vist ogsaa trænge til!

64| - Hihihi, ja! Den Slags Folk har jo gennemgaaende ikke megen plid! ... Men nu véd jeg et Eksempel, Hr. Redaktør ... Værten lagde igen en blød Finger paa Heilbunths Skulder. - Om Hr. Redaktøren tillader?

- Hum ...

- Han sa' forleden Dag derinde ... det var netop ved Desserten: Frugt af Aaret! ... at man skulde formode, hihihi! at Vorherre havde lavet Borgmesterinden saadan ved at kaste smaa Klumper hen paa hende, een til Næsen, og een til hver af Kinderne, og til Øjnene.. .hihihi! jeg finder, det er særdeles vittigt ... og en til Hagen ... Hva'?

- Sa' han mere?

- Hi, ja! han sa' ... (Værten nærmede diskret sin Mund til Redaktørens Øre) ... han sa', at saa maatte Borgmesterinden være gaaet sin Vej, hihi! for hun havde glemt at faa Klumperne paa til Barmen og ... og ... (Her foretog Hr. Hansen nogle runde Bevægelser med sin hule Haand) ... og de øvrige hvælvede æh ... Kvindedele. Hihi! Hva'?

Heilbunth sad lidt uden at fortrække en Mine. Men saa vred han med en Kraftanstrengelse Hovedet en halv Tomme længere om og sagde over Skulderen:

- Jeg er ikke med til at gøre Grin af Byens Øvrighedspersoner ! At De véd det!

65| Hotelejeren stod et Sekund blottet for Maal og Mæle. Saa bukkede han vanvittig hurtigt et Par Gange, frembragte nogle uartikulerede Lyde og trak sig med et aandsforladt Smil tilbage bag Skænken ...

Men et Par Dage senere spiste Redaktøren med ved Table d'hote.

Og ved Kaffen spurgte han Knagsted, om han spillede L'hombre.

Saaledes blev Toldkontrolløren introduceret i Borgerskabet. -

Og snart blev han Medlem af Dolkene og drak Dus med flere Brødre. Men egentlig hvad man kalder »afholdt«, blev han ikke.

Snarere fik man en Slags Ærefrygt for ham, og det i dette Ords allergammeltestamentligste Betydning, idet man paa en Maade saa' op til ham og beundrede ham, men i Frygt og Bæven. Man var bange for at blive hans Offer og bøjede af for ham. Man skælvede for hans hvasse Tunge og talte ham derfor efter Munden.

- Det er en ondskabsfuld Satan! sagde Fabrikant Røssel.

- Det er Fanden sæl'! sagde Kæmner Lassen.

- Det er den personlige Djævel med Haar paa! sagde Partikulier Eriksen.

Og alle trak de i Land for ham. -

66| Men saa var det, at han begyndte at gaa Tur med Konsul Mørch.

Konsul Mørch, der i aarevis havde siddet syg og gnaven hjemme i sin Stol, og hvem Byen i sin daglige Travlhed og Brød-Trummerum næsten havde glemt.

Og straks gik der Hul paa nogle Fruer af Ejegods-Racen: Der kunde man bare se! tappede de løs - Hvad ha'de de ikke altid sagt? Man ha'de gjort Toldkontrollør Knagsted blodig Uret. Den stakkels grimme Mand, som Naturen ha'de behandlet saa stedmoderligt ... ja, man kunde jo paa en vis Maade ogsaa sige overdaadigt, hi, hi! ... og som ingen Familie ha'de, og ingen Familie kunde stifte ... thi nu spør' jeg Dem, Fru Heilbunth (Det var Fru Kæmner Lassen, der talte), hvem vilde vel gifte sig med ham? Min Mand og han har engang været i romersk Bad sammen ... jeg be'er Dem: som Pelsværk, sa'e Lassen! ... Og denne stakkels prædestinerede Pebersvend ha'de naturligvis gaaet der og længtes efter noget, der kunde fylde ham, nogen, han kunde ofre sig for; og saa ha'de han fundet Mørch. Og Fru Lassen maatte ved Gud i Himmelen sige, at hun fandt det nydeligt af Knagsted netop at kaste sig paa Mørch, for Mørch ha'de altid ... det véd De da selv, Fru Heilbunth! været en temmelig ubehagelig Person! Og endydermere var det Fru Lassens uforgribelige Me67|ning, at Knagsted naturligvis ha'de haft en ulykkelig Kærlighed, og derfor var det, at han ha'de Skinnet imod sig! Thi det véd vi da, søde Fru Heilbunth, at Hjerte det har vi allesammen, naar bare vi kommer derind! ... Puhh! Tak, ja en lille halv Kop til maaske ... Jeg synes, her er meget varmt! Skal vi ikke lukke et lille Vindue op ... ?

Saaledes henflød Fruerne i Begejstring over Tolder Knagsted ved deres Kaffekomsammen. Og Manden levede i nogen Tid med et romantisk Skær over sig.

Indtil det lidt efter lidt sivede ud, paa hvad Maade han praktiserede sin Kærlighedsgerning.

Da hævede man Blikket mod oven og korsede sig!

- Ihvorvel der ogsaa var mange, som i Smug bar gammelt Nag til Konsul Mørch fra den Tid, da han var Byens første Matador. -

Men hitte ud af Knagsteds Motiver formaaede man ikke, hvor mege£ man end lagde Hovedet i Blød. Han forblev en Gaade. Men en dragende og lokkende Gaade, som man aldrig blev træt af at diskutere.

Ja, Fru Lassen skrev endogsaa til en Veninde i Ebeltoft for at indhente Oplysninger. Men Veninden kunde kun berette, at han var kommen til68| Ebeltoft fra Svannike. Og at alle havde været bange for ham.

Hvorefter Fru Lassen gav ham Navnet: »Livsens Ondskab« (Hun »sværmede« nemlig for J. P. Jacobsen), og førte sine udenbys Gæster ned om Toldboden, for at de kunde se ham.