[69]| Det var en Aften i Slutningen af Juni. Maanen sejlede af Sted højt oppe paa Himlen og gjorde næsten Stjernerne blege ved sin Glans. Ude over Moser og Enge stod en tæt Taage stiv og ubevægelig; thi ikke en Vind rørte sig.

Klokken var godt paa Vej til elleve. Og ude paa Møllegaarden sov Rasmus Cornelius med Familie for længst den søde Søvn som sædvanlig, lullet til Ro af Hjulets Brummen og det brusende Vand.

Han var nu saa flot Rasmus, at han holdt en Mand til at passe Møllen om Natten.

Og for Resten holdt han ogsaa en Mand om Dagen til at passe Landbruget.

Selv studerede han »Kimi« paa Lindenborg Kro. »Kimi« og »Regning«, som han sagde: Brændevin og Kortspil. -

Der kom en lille, skæv Skygge glidende hen over Markstien bag Møllegaardens Have. Da den naaede de yderste Træer, der hvor Hegnet fordum70| havde været, standsede den og lagde Haanden bag Øret som for at lytte.

Ikke en Lyd hørtes. Kun Vandets Plasken, naar det styrtede ned over Drivhjulet.

Saa raslede Skyggen ind mellem Buskene og ind i Haven.

Emanuel Thomsen gik Aftentur.

Han listede omkring fra Plet til Plet derinde. Der var jo ikke den Fodsbred, han ikke havde sat sine Fødder paa som Barn og halvvoksen Mand. Han kendte hvert Træ og hver Busk. Og skønt der ikke længere var større Forskel mellem Plæner og Gange, hittede han sig dog Vej som den blinde mellem sin Stues vante Møbler.

Maanen stod lodret over Træerne, og dens Straaler faldt stift ned mellem de ubevægelige Blade.

Inde i det store Lindelysthus med Stenbordet satte Manuel sig paa en af de værkbrudne »Naturstole«. Gennem Buskene ligeoverfor kunde han se en Del af »Søen«, hvis Vandspejl skinnede som slebet Staal. Men hist og her midt i det klare, blanke saa' han mørke, uformelige Klumper rage op. Det var Siv og Vandplanter, der stak frem fra Dammens Bund, hvor de groede frodigt i det fede Mudder.

- Di Svinepelse! Di Svinepelse! mumlede han og rejste sig med tæt knyttede Hænder - I vor Tid var Søen som en skuret Gryde!

71| Henne paa Plænen under Valdnødtræet stod han stille foran Døbefonten. Hans Fingre løb famlende hen over den, og han følte de Skaar og Skrammer, som »Skurkenes« Børn havde slaaet i den gennem de mange Aar.

- Di skal svare en til det, naar man køber Gaarden tilbage! mumlede han.

Men han nikkede smilende til Bøgetræet, hvor den mosgroede Møllesten sad tre Alen oppe paa Stammen:

- Den sidder dem for højt!

Ud gennem Haven listede han og over Hulvejen, der flød med Vand, fordi Sluseværket og Renden ikke blev holdt i Orden. Men Møllen buldrede og arbejdede saa yndigt; og han kiggede længselsfuldt op til det lille, firrudede Gavlvindue, bag hvilket der brændte Lys.

- Mortensen! kaldte han hviskende - Mortensen! Det er mig, Emanuel!

Den gamle Mølle-Mortensen hørte ham ikke.

Saa gled han hen foran Indkørselen og stirrede ind over Gaardspladsen.

Græs og Ukrudt voksede lystigt derinde. Harver og Plove laa uordentlig henslængte mellem hverandre. Ladeporten stod halvt aaben. Ruder var slaaet ud. Og overalt paa de hvide Mure gren store, nøgne Huller frem.

Manuel havde engang i den første Ejers Tid72| vovet sig op gennem Gaarden og ind i Stuelængen. Det var en Dag, han var gaaet forbi og havde opdaget, at en Vogn havde paakørt en af Bygningerne og revet Kalken af.

Han var gaaet ind i Stuen og havde sagt, at han kom for at hilse paa Familien.

Og han var bleven yderst venlig modtaget. Var bleven beværtet og vist omkring.

Men han havde jo ikke kunnet dy sig, den søde Mand! Han havde peget paa en Plet hist og et Hul her, og sagt, at saadan havde det ikke været i »vor« Tid. Dette burde man hurtigst muligt gøre grundig i Stand.

Om han saa skulde være styrtet død om paa Stedet, kunde han ikke have holdt disse Udtalelser inden for Tændernes Gærde!

Men Manden paa Gaarden var da til sidst bleven saa aldeles rasende, at han havde jaget den bitte Thummelumsen paa Porten med Skældsord og Trusler.

Saa gik Fyren Fallit, og Ejer Nummer to rykkede ind.

Gaarden var imidlertid kommet end yderligere i Forfald. Og den ny Ejer havde hverken Penge eller »Geni« til at udbedre den.

En Dag traf Thomsen ham udenfor paa Vejen og gav sig i Snak med ham. Og hvordan det saa gik eller ikke gik, det endte da med, at »Skurken«73| havde løftet sin svære Egekæp og bedet Fanden flytte og føre ham denne lille skrutryggede Avekat af en Orangutang ad hede Helvede til, da han ellers sæl ...

Men Manuel var da allerede midt i Besværgelsen krabbet halvvejs ad Byen til! -

Og hos Ejer Nummer tre havde han aldrig forsøgt sig.

Thomsen stod endnu foran Møllegaardens Indkørsel. Han var faldet i Tanker. Det var Lotteriet, der trimlede ham rundt i Hovedet:

- At han dog ikke kunde vinde! Eet hundrede og een og tredive Kroner havde han allerede skudsat; og nu til Oktober skulde han af med tretten Kroner og ti Øre igen! ... Men han maatte jo vinde, han maatte jo; hvorfor havde ellers Faderen aabenbaret ham det Nummer! Og Damen derinde havde jo sæl sagt, at han vilde vinde! ... Sæt nu, at Rasmus Cornelius allerede kom fra Gaarden til December, og en anden købte! (Der gik et Knivstik gennem den lille Mands Hjerte ved Tanken). Han havde jo ingen Penge. For hvor meget han end havde spinket og sparet i disse femten Aar, var hans Konto i Banken ikke løbet op til mere end 5,265 Kroner. Og sidst Gaarden var bleven solgt, blev der givet 21,000 for den. Een og tyve Tusinde; med ni Tusinde Kroners Udbe74|taling. Een og tyve Tusinde! ... Han kunde ikke skrabe de Penge sammen, om Gud, den Almægtige, ikke hjalp ham! Han kunde ikke! ... (Vilde Planer om at stjæle og myrde og plyndre kravlede frem i hans Hjerne.) For Gaarden maatte han ha' ! ... Om endda bare Bygningerne, lille Gud Fader i Himlen! bare Bygningerne og Møllen og Haven! Jorderne kunde saa en anden faa. Han havde jo aldrig interesseret sig videre for Jorderne ... Aa, men Bygningerne! Bygningerne og Haven! Han skulde blive saa taknemmelig, saa taknemmelig! Der skulde ikke findes saa taknemmeligt et Menneske i Verden! ... Og hvor skulde han pleje og passe dem og kæle for dem! Hvidte og tække og skuffe og rive! Der skulde ikke ses en Plet paa Husenes hvide Mure; og ikke en Ukrudtsplante skulde faa Lov at gro i Haven ...

Manuel sneg sig helt hen til Bygningerne og strøg kærtegnende sin Haand ned over Kalken.

- Lille go'e Væg! mumlede han - Lille go'e Mur!

Og Taarerne randt tunge og store ned over hans Kinder...

Idetsamme slog Uret i Lindenborg Kirketaarn tolv. Slagene lød skarpt gennem den stille Luft.

Thomsen rettede sig. Det trak et Par Gange nervøst i hans skæve Skulder. Saa sank han sam75|men igen, bøjede Hovedet og tridsede hjemad haabløs og fortvivlet. -

Men ude paa Landevejen fandt han en Hestesko med tre Søm i (Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand). Og det friskede ham betydeligt op!