af Gustav Wied (1899)  
forrige næste

[76]| De to uadskillelige Venner, Konsul Mørch og Toldkontrollør Knagsted, var igen ude paa deres Aftenpromenade.

Og som sædvanlig var de drejet om ad Maren Smeds Gyde og kommen ned paa Prinsessestien.

Solen hang lavt ude over Fjorden. Det var en lun og herlig Sommeraften. Og de hvide Gaarde og Smaahuse lyste frem paa de fjerne Bakker hinsides Vandet.

Mørch havde bedt, om han maatte sidde lidt. Han var træt, sagde han. Men det var nok det uundgaaelige Besøg paa Kirkegaarden, han vilde forhale saa længe som muligt.

Og nu sad han krumbøjet og ludende og ridsede Cirkler og Streger med sin Stok i Stiens bløde Grus; medens Tolderen rank og spændstig lænede sig tilbage mod Bænkens Rygstød og fløjtede.

Han hengav sig aldrig til. denne Kunstnydelse, undtagen naar han var sammen med Konsulen. Han77| vidste, at det ærgrede Vennen som et Bevis paa Livskraft.

Noget borte fra dem løb en Flok Børn og legede.

- Se! sagde Knagsted og pegede hen paa dem. Mørch vaagnede af sin Døs og løftede Hovedet.

- Tha-e ... sagde han.

- Saadan har vi ogsaa været engang.

- Tha-e . ..

- Men det er længe siden!

- Thet er thet ...

- Hvad vilde du gi'e, Mørch, for at bli'e saadan igen?

- Thet ka' man thunde bli'e, Knagsted.

- Nej. Men hva' vilde du gi', hvis du kunde?

- Theg indlader mig ikke paa Thsludder og Vrævl! sagde Konsulen arrigt.

- Du skulde prøve den kloge Kone i Vragby, Mørch.

- Thet er osse Thsludder!

- Gu' er det ej! Hun kurerede i Foraaret Dyrlæge Hansen, du véd, som en Nat blev lam i den ene Side.

- Thet véd theg ikke no'et om ...

- Nej, men det gjorde hun. Og nu kan han baade gaa igen og køre i Praksis!

78| - Hum ... Han har vel ikke været thsaa medtaget thsom theg.

- Akkurat netop! Det var Apopleksi. Hans Tunge var ogsaa lam.

Mørch sendte sin Ven et skulende Sideblik. Men Tolderens Ansigt var en lukket Bog.

Saa sagde Konsulen:

- Og han kom thsig, thsi'er thu?

- Fuldstændig! Han kunde gerne løbe om Kap med Ungerne derhenne.

- Hum ... Hva' ga' hun ham?

- Det var no'et i en Flaske ... Hva' si'er du til at komme til Klubbal igen, gamle Jægersmand!

- Hø, hø! ... Thsludder!

- Dyrlægen kom sig paa tre Uger.

- Theg ka' thunde vinde ud til hende ...

- Naa-aa, det kunde du vel nok! Men du kan jo ogsaa sende Bud efter hende.

- Kommer hun saa?

- Ja vel kommer hun! .. . Tænk, om du kunde spise din Mortensgaas paa Hotellet?

- Thsludder, Knagsted! brummede Konsulen. Men inderst inde i ham viftede dog en Flig Haab frem.

- Du skulde prøve, Mørch! vedblev Tolderen ufortrødent.

- - Tha prøve ka' theg tho gerne ... Og Dyrlægen mærker ikke no'et mere, thsi'er thu?

79| - Han er saa rask som en Fisk. Meget raskere end før han blev syg.

- Og Konen kommer, naar theg thskikker hende Bud?

- Ubetinget l

- Thjø, thjø! sagde Konsulen og rokkede oplivet med Hovedet. - Om theg kunde gaa hen og bli'e Ka'l igen, Knagsted! Hum, hum, hm! Nu har theg ikke været Menneske i thseks Aar ... Aa Herregud, tha, tha, tha!

Mørch sad og vippede af Glæde paa Bænken. Hans opbulnede, apoplektiske Hænder famlede omkring Stokken, og hans Læber mimrede.

Knagsted skævede om mod ham, og Pupillerne i hans Øjne trak sig ondskabsfuldt sammen som paa en Kat, der fikserer en Mus.

Saa sagde han roligt :

- Men du skal nu paa en Maade alligevel ta' dig i Agt, Mørch l

- Hva'?! spurgte Konsulen opskræmmet. Og det var, som gled der ham en iskold Spiral ned igennem Rygraden ved Tonefaldet i Tolderens Stemme.

- Du skal være lidt forsigtig, si'er jeg.

- Hvorfor ... ?

- Jo; for ovre i Jylland, hvor jeg var fra, var der ogsaa en klog Kone ...

- Hum ... (Mørch sank mere og mere sammen).

80| - Hun leverede engang en Ka'l noget fejl Medicin ...

- Naa ... (Det lød som en Stønnen).

- Saadan Folk er jo ikke fuldt saa paalidelige som Lægerne ...

- Nej ...

- De har jo ingen Eksamen ... De har jo ingen Eksamen, si'er jeg!

- Nej, nej, theg hører det godt, Knagsted!

- Og de maa jo egentlig ikke praktisere ...

- Thnej ...

- ... for at der ikke skal ske Ulykker. Hun her ha'de brugt nogle gale Urter ...

- Hum ... Og Manden? Ka'len ...?

- Ka'len? Ja, han døde! Det var Gift, hun ha'de gi'et ham ... Naa, men det var naturligvis et Uheld, forstaar du, gamle Ven, hæ, hæ! Konen i Vragby er fuldt ud paalidelig!

Konsulen svarede ikke. Han var igen sunket sammen med Hagen bøjet ned mod Brystet og Armene slapt hængende langs Siderne.

Men Tolderen rejste sig pludselig fra Bænken.

- Ja, saa skal vi vel gaa lidt igen! sagde han.

Og uden at afvente nogen Livsytring fra sin Ven, stak han sin Arm ind under hans, fik ham stavlet op og slæbte saa videre med ham ad Stien hen ad Kirkegaarden til.