[81]| Karen Thomsen var, som sagt, i alle Maader tilfreds og fornøjet med at bo og bygge her i Købstaden.

Efter at i sin Tid Benovelsen over Mandens Død og Hurlumhejen ved Gaardens Salg, og Oprykningen og Omflytningen først havde sat sig, begyndte hun at falde saa rart i Traad med sin nye Livsførelse.

Og skulde hun være ganske ærlig, behagede den fredelige og stille Tilværelse i det lille Hus i Søndergade hende langt bedre end Travlheden ude paa Møllegaarden, hvor hun fra Morgen til Aften ikke havde undet sig et Kvarters Hvile af Angest for, at et eller andet i den store Husholdning skulde gaa i Skuddermudder.

Ikke at tale om de to sidste Aars anstrengende Sygepleje og den truende Uhygge ved den sig mere og mere nærmende Ruin.

Naturligvis havde Karen holdt af sin Mand. Det vil sige saadan paa Bondevis, idet hun nærmest havde82| næret en uhyre Respekt for ham efter den gode gamle Recept: I Kvinder værer Eders Mænd underdanige og lydige i alle Ting! - Og naturligvis havde hun grædt, da han døde, og været sortklædt ved Begravelsen.

Men hun tog Begivenhederne, som de kom, uden at mukke og uden at gaa i Rette med dem: bedre baade for Lars og hende, at han omsider fik udstridt, end at han kanske skulde ligge til Sengs i lange Tider til Bedrøvelighed og Plage for sig selv og andre; og til ingen Verdens Gavn og Nytte.

Og Manuel ja? Ja han ha'de jo gaaet og puslet og rullet der hjemme i al sin Tid, Skroget!

Hun havde engang frygtsomt og prøvende slaaet paa for Faderen, om det ikke vilde være bedst for Drengen, om han kom et Stød ud blandt fremmede og saa' lidt andre Skikke. - Men det kunde der ikke være Tale om! Hverken Faderen eller Farfaderen, som den Gang endnu levede, kunde tænke sig at undvære Synet af Drengen en Dag for deres Øjne!

- Naa, jaja ... havde Konen saa bare sagt og var gaaet til sin Gerning.

Og Manuel var bleven paa Møllegaarden.

Ikke saadan at forstaa, at Mennesket gik derude og drev og svinede. Paa ingen Maade! Han var paa Færde fra Morgen tidlig til sen Aften. Han hjalp sin Fader i Møllen og paa Marken, kørte Grønt83| hjem til Kreaturerne og om Høsten Korn i Hæs og Lade.

Men hans kæreste Syssel var dog at tulle rundt med gamle Farfar Thomsen. De nuslede og puslede om Bygningerne og i Haven. De hvidtede og malede, skuffede, rev, plantede og beskar. Husene skinnede i den Tid som nyvadsket Dækketøj. Og ikke en Græstot voksede der mellem Gaardens Brosten. Ikke en Ukrudtsplante i Bede elier paa Gange. Fløj der et Halmstraa fra Stakhaven ud paa Vejen, blev det omhyggelig baaret tilbage. Og forglemte en Høne sig selv paa en Vognstang, straks for Emanuel ud med en vaad Klud for at udbedre Skaden.

De to, Drengen og Oldingen, var i Aktivitet Dagen lang. Og om Aftenen lavede de Papsager og skar Rammer ud. Eller Emanuel læste højt af sine »Historiebøger« fra Skolen.

Saa døde den gamle. Han fik Lungebetændelse. Og i Løbet af to Dage slukkedes han som et Lys.

Han blev begravet inde paa Købstadens Kirkegaard, hvor ogsaa hans Kone laa. Og et prunkende Sandstensmonument blev oprejst paa Graven. Det var 5 de gode Tider. Men Gudskelov var der da endnu Plads paa Stenen baade til Manuels og hans Forældres Navne. -

Efter Farfaderens Død tog Drengen alt Arbejde med Bygningernes og Havens Vedligeholdelse paa sig. Det var gaaet ham i Blodet. »Gaarden« maatte re84|præsentere sig pyntelig og net. Det havde den gjort, saa længe den havde været i Familiens Eje! Og han hvidtede og malede som fordum og rev og skuffede. Og Farfaderens Økser og Kiler, og Møllestensbordene og Døbefonten skurede og vadskede han, og de kunstfærdige Naturbænke holdt han vedlige. Han fik ikke mere Tid til at give sig af med Arbejdet i Møllen eller paa Marken, tabte næsten Interessen for denne Del af Bedriften. Og desuden: den kunde jo Faderen og gamle Mortensen besørge! Men trængte Mo'r Karen til en Haandsrækning inden Døre ved de store Rengøringer Foraar og Efteraar, da var Manuel øjeblikkelig til Rede med Klud og Petroleum og hjalp til med at polere de gamle Mahognimøbler, saa at deres Kanter og Hjørner straalede som Diamanter, naar Solen tittede ind gennem de blanke Ruder ...

Madam Thomsen nikkede i sin Stol og lod Hænderne med Sytøjet synke ned i Skødet:

- Ja ja, skrap ha'de han altid, Manuel, været paa Fingrene! ... Men en Fejl var det vist alligevel af Vorherre, at han ikke ha'de gjort Drengen til en Tøs; for saa ha'de hun jo haft li'som lidt mere Kram paa ham og kunde kanske ha' reddet Stumperne i de Aar, Lars gik og hev ... Okja, okja! men Manuel vilde jo altid styre. Han kunde ikke taale, at fremmede rørte ved Gaardens Sager. Og Faderen, den Skrælling, han var bleven, lod ham raade! ... Men aldrig ha'de hun dog troet, at85| Drengen skulde vinde over det, den Dag de kom og tog Gaarden! Han sad der paa Stolen som Kalk i sit Ansigt, ha'de ikke rørt sig af Pletten og ikke mælet et Ord! Hun ha'de maattet klare det hele, snakke og skrive under og hitte Papirer frem ... Ok, Gud i Himlen ja, og om Natten ha'de hun hørt ham ligge og vride sig inde i Sengen og puste og jamre, saa hun var bleven ganske ræd for, at hun skulde miste ham osse ... Og saa, da han var kommen slæbende med Katten og Hanen og vilde ha' dem med, da de skulde flytte! ... Ork ja, det ha'de saamænd ikke været som bedst, alt det i de Dage; nej det ha'de saamænd ikke!

Mo'r Karen sukkede dybt og stirrede med sine klare blaa Øjne stift ud i Luften:

- Men Gud den Almægtige ha'de dog i sin Visdom redet alting godt og vel ud alligevel! Lov og Tak for det! De sad i deres lille Hus og ha'de baade, hvad de skulde bide og brænde. Og hun ønskede saamænd ingen Forandring! ... Men - ja Gud Herren forlade hende hendes Synd! - hun led næsten Emanuel bedre, som han ha'de været, straks de var flyttet herind! Da kunde hun pleje og hygge om ham; og han ha'de opført sig saa taknemmelig, for hvad hun gjorde ... Men siden saa dengang han ha'de haft den »Aabenbaring«, som han kaldte det, med Lars, saa var han da ble'en saa studs og mandig, saa det var rent forskrækkeligt!86| Ja, han var ligefrem ikke fri for at tale hende haardt til og dundre, naar hun ikke straks sa'e ja til alle de Sebedaljer, han kom frem med! ... Det var naturligvis svært, saa han var kommen sig; han var jo næsten ble'en et helt Kal'folk nu! Men hun ha'de jo altid maattet bøje sig for Mandfolk, baade hjemme og paa Skolen, og da hun var bleven gift, saa det kunde jo ellers ha' været skønt nok sæl aa ha't prøvet paa at regere engang! ... Og saa saa pengenærig Manuel da var blevet! Hun maatte aflægge Regnskab for hver Ende Traad, hun solgte ude i Butikken. Og lige strengt nok holdt han hende da osse med Skillingerne til Maden! ... Men klog var han bleven, det maatte hun medgi'! Alle de Maader, han kunde tjene Penge paa; og alt det Arbejde, han kunde overbekomme! Han maatte da vist osse snart ha' en hel Million i sin Bankbog, saadan han ha'de maaget sammen i alle de femten Aar! ...

Karen Thomsen sukkede igen, og hendes Øjne blev bedrøvede :

- Om Drengen endda tænkte paa sine gamle Dage og paa hendes; saa vilde hun aldrig nævne et Ord om det, men bare takke og lovprise ham, at han kneb og sparede! Men det var jo den Gaard, der stod ham i Hovedet! Det var jo Gaarden derude, der var bleven ham li'som en Galskab i Blodet at faa igen! Ok ja, ok ja! ... Og sæl om han nu ogsaa fik den. Sæl om han nu osse ha'de pruttet87| saa meget sammen, at han kunde købe den tilbage, naar den Tid kom .. . Det gik Aldrig! Aldrig i Gu's Evighed gik det! Det var bare som at kaste Pengene lukt ud i Mølledammen! Rent og skært og bart at smide dem lige ud af Vinduet! Manuel kunde ikke klare Bedriften; han ha'de ikke Hoved til det, hvor klog han saa end var! Det vilde ende med et Mirakel! Og saa vilde de bare komme og ta' Gaarden fra dem een Gang til ...

Hver Gang Mo'r Karen naaede saa langt i sine Reflektioner, saa krøb hun sammen i Lænestolen og blev ganske lille og gøs som af Kulde i Skræk for Fremtiden. Og hun foldede sine Hænder og bad saa mindeligt til Vorherre, at han dog vilde faa Manuels Fader til at sige til Drengen, at det var den bare Galskab med den Gaard - ren Sorg og Ulykke og Skidt og Elendighed!

Og da Vorherre ikke syntes at ville høre hende, saa havde hun selv saa blideligt og stille forsøgt at tale Sønnen til Fornuft.

Men han var da bleven som det bare Nytaarskrudt! Havde hoppet og futtet rundt i Stuen og slaaet ud med den lange Arm og rendt sidelæns og skreget til Vejrs og ligefrem truet hende!

Saa Madam Thomsen var krøbet til Bunds i Stolen og havde bare sagt:

- Jaja, Manuel! jaja, min Dreng! Du forstaar dig jo bedre paa det! Du forstaar dig jo bedre paa det!

88| Og i de sidste Aar havde hun saa saa godt som holdt ren Mund om Sagen. Var tilsyneladende gaaet ind paa Sønnens Tankegang og havde trolig bistaaet ham, naar han i Fantasien ordnede og arrangerede alt derude paa den efterhaanden mere og mere forfaldne Familieejendom.

Og alt som Tiden gik, og Manuel i Virkeligheden intet syntes at foretage sig for at realisere sine Planer vedrørende Gaarden, voksede der frem i hende et lille Haab om, at det hele fra hans Side kun var Digt og Historie. Han skrabede bare Mønt sammen, fordi det nu saadan en Gang var bleven ham en Fornøjelse. Og »Gaarden« brugte han kun som Paaskud, for at hun ikke skulde ,,plukke" ham.

Hun var jo selv af Bondestanden og kendte Racens medfødte Lurendrejeri, saa snart det kom an paa Penge.

Hun for sin Del stak da ogsaa selv en femten-tyve Øre om Ugen til Side af Husholdningssummen.