[89]| Byens Damer holdt meget af at komme i Karen Thomsens Butik. Den skinnede af Properhed; og Madammen selv var saa net, ja ligefrem »sød«, og saa pæn og dannet i sit Væsen.

Undertiden bad de da, om de maatte gaa lidt ind i Stuen og se paa hendes morsomme Sager og gamle, mærkelige Møbler.

- Hvad er det for et Billede, som hænger der? spurgte de saa ufravigelig og pegede paa Akvarellen over Sekretæren.

- Men Gu', det er jo Gaarden! sagde Karen.

- Gaarden ......? Naa-aa, Møllegaarden derude?

- Jo-

- Er det sandt, at Deres Søn tænker paa at købe den tilbage? (Karen slog benægtende ud med Haanden). Ja, det si'er man da! (Karen nægtede ihærdigt videre). Han gaar og sparer Penge sammen for at købe den, si'er man!

90| - Hi, hi! lo Madam Thomsen og rystede energisk sit hvide Hoved.

Men den romantiske Fru Lassen, der altid havde et eller andet »poetisk« at interessere sig for, og som nu sidst havde faaet et Knæk med Tolder Knagsted, fortsatte uden at lade sig afficere :

- Og Gud, hvor maatte det ogsaa være yndigt, saadan at flytte ind paa sin Fædreejendom igen, henrivende! Selv om den nu var noget lille; for det er jo kun en mindre Gaard, Madam Thomsen .... Men at tænke sig, at gaa i de samme Stuer! Og sidde under de samme Træer! Og pløje de samme Agre! Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! Og om Aftenen, naar Solen daler, at trække det brølende Kvæg hjem paa Stalden, medens Kirkeklokkens hellige Slag toner ud over det dæmrende Landskab .... aah!

Fru Lassen fik en Begejstringsbolle fast i Halsen og maatte standse.

Men Karen Thomsen sad ganske kold.

- Vi har det godt, som vi har det! sagde hun. Og det

var ikke muligt at faa hende videre paa Gled i den Retning.

Ellers holdt hun nok af at faa sig en Passiar. Hun var jo ene det meste af Dagen, medens Emanuel løb til sine forskellige Beskæftigelser eller sad oppe paa Kvistkammeret og puslede med sine Læderarbejder.

91| Undertiden kunde der være en fem-seks Damer paa een Gang inde i den lille Dagligstue; og da kan det jo nok være, at Snakken gik!

Det var som en Andesti ved Aftentide! Rap, rap, ra-ap! sagde Fruerne i Munden paa hverandre og lod Byens smaa Begivenheder og Skandaler passere Revu.

Og Mo'r Karen sad i sin Lænestol ved Vinduet og lyttede smilende og fornøjet til.

Men saa kunde pludselig en falde paa at sige:

- Hør, Madam Thomsen, Fru Brandstrup vilde saa forfærdelig gerne se Deres Hane?

- Aa, ja, hva'? bad Fru Brandstrup, der var ny i Kredsen. Smilet forsvandt øjeblikkelig af Karens Ansigt.

- Nej, nej, sagde hun hurtigt og rystede forfærdet paa Hovedet - Manuel kan ikke li'et!

- Jamen, han er jo ikke hjemme, Madam Thomsen.

- Nej, men om han kom!

- Aa, lille, søde Madam Thomsen? tryglede Fru Brandstrup.

- Bare titte? sagde Fru Heilbunth.

- Det kan ved Gud da ikke skade Dyret! mente Fru Lassen.

- Vi køber da altid saa pænt vore Sager hos Dem! sagde Frøken Rejersen, der var tunghør og derfor talte noget højt.

Gamle Karen vred og snoede sig. Men det92| endte altid med, at hun gav efter. Manuel havde jo selv engang sagt, at man maatte ikke støde Kunderne for Hovedet. Og naar han nu ikke fik det at vide ...!

Hun listede ud gennem Butikken, aabnede Døren paa Klem og spejdede forsigtigt til begge Sider af Gaden, om Sønnen skulde være i Farvandet.

Saa kom hun ind igen.

- Nej, han var der ikke, sagde hun.

Og helt oppe paa Spidsen af sine grønne Filtmorgensko bevægede hun sig hen mod Døren til Køkkenet, medens hun vinkede hemmelighedsfuldt med Haanden.

- Kom saa da, hviskede hun - Men I maa skynde Jer, Damer!

Og Damerne blev smittet af hendes mystiske Lader og fulgte hende tavse, med lydløse Skridt og forventningsfuldt opspilede Øjne ud gennem det bitte Køkken, hvor en Mængde gammelt Kobbertøj hang og skinnede som det rødeste Guld rundt omkring paa Væggene.

Ude i Gaarden aabnede Karen Døren til Skuret.

- Hyyss! sagde hun.

Og Fruerne stimlede sammen om hende og kiggede Hoved ved Hoved ind i det halvmørke Rum.

- Der sidder den, sagde Fru Heilbunth lavmælt - Se-e! Se-e!

93| Og der sad Mortensen henne i sin Krog under Vinduet. Lyset faldt kun sparsomt ind gennem de diminutive Ruder. Urørlig sad han med Hovedet bøjet ned mod Brystet og Øjnene lukkede. Mager var han og afrakket. De nøgne Pletter skinnede frem rundt om paa Kroppen; og i Halen hængte sørgmodigt de to knækkede og forpjuskede Fjer. Men de mægtige Sporer paa hans Hæle skar hinanden som to Segle ... En Don Quixote iblandt Fugle!

Pludselig aabnede Dyrets Næb sig langsomt og rykvis, det gjorde Forsøg paa at løfte Hovedet, og dets næsten fjerløse Vinger bevægede sig svagt.

- Nu galer han! hviskede Madam Thomsen - Det er, fordi her er ble'en lysere.

Men der kom ikke en Lyd over Dyrets Strube ...

Stille skød Madammen Døren til og satte Krogen paa. Og saa gik man igen over i Stuen.

Først herovre fik Fruerne Munden paa Gled.

- Uf, hvor var den væmmelig! sagde Fru Brandstrup og gyste.

- Modbydelig! sagde Fru Heilbunth.

- At De gider ha' den! sagde Fru Lassen.

- De sku slaa ham ihjel! skreg Frøken Rejersen.

- Slaa ham ihjel .... (Mo'r Karens Øjne blev store af Skræk) - Hvis han kom no'et til,94| saa .... (men her huggede hun resolut Munden sammen og

- Hva' saa? spurgtes der.

- Aa ikke no'et ... smilede den gamle paa sin vante, blide og høflige Maade - Det er jo bare Tossestreger ....

- Jamen, hvad er det da? Hvorfor kan De ikke slaa det ækle Dyr ihjel?

- Hyss, hyss! sagde Karen og kiggede urolig mod Døren hen til Butikken - De maa ikke snakke saadan, Damer! Om Manuel kom og hørte det!

Og mere kunde Fruerne ikke faa ud af hende. -

Men naar de fremmede var gaaet, og Madam Thomsen sad ene tilbage i Stuen, gav hun sig til at sysle med den Tanke: at hvis nu Hanen gik hen og kom noget til, saa .... For det ha'de jo Manuel sæl sagt, at saa fik de aldrig Gaarden .... Og saa kunde hun faa Lov at sidde her i Fred til sin Dødedag .... Og at faa Livet af dette sølle Kræ det var jo ....

Men da den gamle var naaet saa vidt frem i sin Tankegang, blev hun grebet af en gysende Rædsel for, at Vorherre skulde læse hendes Hjertes syndige Tanker.

Og i sin store Vaande gav hun sig til at synge en Salmestump og slaa Takt dertil med Foden, for95| til Gavns at jage Djævelen og hele hans onde Følge langt væk fra Huset.

- Vi skal la' Vorherre raade! mumlede hun og gav sig i Lag med sit Sytøj - Det baa'er vos bedst! - Okja, okja: Hvo ikkun la-der Herren raa-de ....