[96]| - Æ-ærke, haark, haark, haark! ... Hruu ...

- Mortensen maa spytte i Kakkelovnen!

- Hum! Javel .... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste.

Det var gamle Mølle- ogsaa kaldet Menneske-Mortensen, der var paa Besøg hos Emanuel.

Han kom gerne humpende engang imellem om Søndagen. Og saa trak de to Mandfolk sig op paa Thomsens Kvistværelse og snakkede om Tiden, der var svunden, og Tiden, der skulde komme.

Mo'r Karen led ikke disse Møder, thi Mortensen pustede til Manuels fikse Ide om Købet af Møllegaarden; og »Drengen« plejede efter et saadant Besøg at blive saa »kaalhøj«, at man skulde tro, at han allerede sad og tronede som Herremand derude!

Ha'de de saa endda holdt sig nede i Stuen og præket løs der! Saa kunde hun da ha' hældt lidt Vand paa engang imellem. - Men altid skulde de97| putte sig op paa Loftet, skønt Mortensens vove Ben knap kunde trimle op ad Trappen og ned igen!

Madam Thomsen fik somme Tider ligefrem Lyst til at give gamle Mortensen Rottekrudt, naar hun hørte ham trampe løs deroppe og hoste og harke i Værelset lige over sit Hoved.

Og hun kunde stundom knytte sine Hænder og true mod Loftet, hvorfra Mandfolkenes Stemmer ustandselig lød ned til hende som en hul brummende Mumlen.

Emanuel sad ved Bordet henne under Skraatagets eneste Vindue. Han var travlt beskæftiget med at klistre Lærred paa de indvendige Flader af en af sine smaa, fikse Haandkufferter.

Menneske-Mortensen (Manuel havde givet ham dette Navn for at skelne ham fra Hanen) laa tilbagelænet i en gammel Kurvestol og dampede paa sin Snadde. Han havde engang været en høj og velvoksen Mandsperson. Nu var han krumbøjet og sammenskrumpet af Alder. Haaret hang ham i smaa, smudsiggraa Tjavser ned om Øren og Nakke; og hans Underansigt var bedækket med stride, graahvide Skægstubbe. Ikke en Tand havde han i Munden, hvorfor Pibespidsen var ombunden med en Klud fastholdt af Seglgarn. Han taalte nemlig ikke at bide i det haarde Horn med sine gamle Gummer. Hans Øjne var blanke og agtpaagivende som en Fugls; og98| hans Næse krum og spids. Men det mærkeligste ved ham var dog hans Hals, der stak frem over Frakkekraven, lang og tynd og fuld af Rynker og smaa underlige Poser og Hudlapper som Halsen paa en Kondor eller en Kalkun. Og saa var hans venstre Ben stift og dobbelt saa tykt som det højre.

- Næi, sagde Mortensen og rejste sig med Besvær, saa Kurvestolen skreg under hans Bevægelser - Menneskerne nu til Davs, Manevel, er smen ikke Føden værd, di transpetere i dem!

- Her er Tobakken! sagde Manuel og tog en Kardus frem af Bordskuffen og rakte ham. Det var Tobak til tolv Øre Fjerdingspundet.

- Tak, som bydder .... Hvor ka' jeg krasse hinne ud?

- I Kakkelovnen.

Mortensen humpede hen til Ovnen i Hjørnet. Han var paa Strømpefødder. Nogle uhyre graa Uldhoser. Træskoene havdb han maattet sætte fra sig nedenunder, lige inden for Butiksdøren.

- Men dette her Indiviw er sgu dov det værste! fortsatte han Samtalen, medens han besørgede Piben - han mangler Æresforstand, ser du; aa hvem ka' leve i Længden uden den? Han sviner og maaver derovre paa Kroen mejet værre end som en Kat a' Papir! Han kommer hjem død og magtesløs som en Sild, aa smider sig i Dynerne, aa vovner som et Svin, aa begynder forfra!

99| - Men Mortensen mener dog, at han klarer sig til December Termin osse?

- Klarer sig, klarer sig! ... Jamen det kan han sgunde gøre for! Det er jo et rent Vanheld, a' der er saa masendes med Grøde paa Jo'ren i Aar!

Den gamle humpede hen og lagde en Haand paa Emanuels Skulder.

- Han er ikke værd det Salt, han ædder, Manevel! sagde han.

- Og hvordan ser der ud i Stuerne? spurgte Thomsen.

- Møjhuller! erklærede Mortensen. - Hva' Fa'en nytter det, a' Madammen stridder som en Hund! Hekse ka' hun junde, naar Manden ikke vil staa hinne bi. Og nu ska' der en Unge til' ... Det ka' han sgu!

Manuel vrissede med Hovedet.

- Ja, der er megen Synd til paa Verdens Kloder ....

- Naa-aa, formeres ska' vi jo. Men det ska' sgu ske i ædruelig Stand! .... Æ-ærke, haark, haark, haark! .. .. Hruu!

- Mortensen maa spytte i Kakkelovnen.

- Javel! Jeg respe'tere Re'lementerne .... Ptøj! .... Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

Da den gamle havde faaet tændt sin Pibe, satte han sig igen hen i Stolen med det syge Ben strakt ud fra sig.

100| - Det er Faerne ellers en god Tobak, du holder! sagde han og smøgede velbehageligt.

- Ja-a.

- Du ry'er immherhen stadig væk ikke sæl?

- Næi. Det smager mig ikke.

- Sma'er? ... Mortensen spilede rædselslagen Øjnene op - Føi, skam dig! Sma'er! ... Ha'de je'nne min Pive, ku' jæ sgu lissegodt smække Frikkedellerne sammen med det samme!

- Ja, man er jo ikke alle ens ...

- Nej, det er ma' sgunde!

Der blev en længere Pavse. Thomsen syslede flittigt med sit Arbejde. Og den gamle bakkede løs.

Saa drejede han langsomt sin mærkelige Fuglehals om mod Vinduet.

- Bak, bak, puhh! sagde han - Nu har di da faaet væltet Funden.

Manuel fløj op fra Stolen.

- Hva' har di? spurgte han - Døbefonten?

- Jo. Di har vrikket aa vrakket saa længe ved ham; aa nu ligger han paa Jo'ren.

- Det er et helligt Kar! sagde den lille ligbleg af Bevægelse.

- Det er det, ja; men det bry'r di sig Fa'en om! Thomsen begyndte at løbe sidelæns op og ned ad Gulvet.

- Ha'de man ham her! sagde han - Ha'de man ham her!101| Og hans Fingre kravlede rundt ude i Luften.

- Ja-a, nikkede Menneske-Mortensen forstaaende - han var Fa'eme ikke hedder værd!

- At forgribe sig paa et helligt Kar!

- Ja, det var sgu en god Fund.

- Og hva' generede det ham, at den stod derude i Haven?

- Næi, ... Bak, bak! Men det er nok ellers Ungerne, der har væltet den ned.

- Det er lige meget, hvem der har gjort det!

- Aa, ja. Aa han har jo da osse selv avlet dem, Svinet

- Om man paa Timen kunde købe Gaarden tilbage! sagde Emanuel og strakte de foldede Hænder mod Loftet - Om man kunde købe den i Morgen den Dag!

- Ja, han solgte sgu gerne.

- Sæt han begynder at rive Bygningerne ned!

- Næ-i, gal er han; men tosset er han da'nne! .... Men køv den, Manevel, køv!

- Hva' skulde man kø ve for?

- Folk si'er ellers, du har Penge.

- Di Par Skilling!

Thomsen greb pludselig den gamle i Skulderen og rystede ham.

- Nej, om man kunde vinde i Lotteriet! sagde han.

- Spiller du?

102| - Næi! sagde den lille resolut og begyndte igen sin Vandring.

- Ja, saa vinder du sgu'nde heller! Paa ny standsede Manuel. Han stirrede sin Gæst stift ind i Øjnene.

- Tror du paa Aabenbaringer, Mads Mortensen?

- Aabenbaringer ...

- Ja. Saadan no'et, man ser om Natten?

- Har du hat a' dem?

-Ja!

- Det var Satans! (Den gamle tog Piben af Munden) Hva' saa' du saa da?

- Fa'n

- Din Fa'r! Det var Satans!

- Og han sa'e, at jeg skulde faa Gaarden tilbage!

- Sa'e han det?

- Ja. Naar først den ha'de haft tre nye Ejere, sa'e han, saa skulde jeg faa den!

Mortensen rettede sig lidt i Sædet, strakte sin lange Hals hen mod Manuel og sagde hviskende:

- Jæ har osse set ham!

- Har du?

- Jo! ... Det var Natten efter, a' di ha'de væltet Funden, a' jeg saa' ham. Jeg sat ag blundede henne ved Kværnen paa en Sæk, saa hørte jeg Døren knirke ud til Vejen, du véd, aa det blæste ind. Aa da jeg saa vender mig, staar han103| henne ved Trappen, li'som da han levede, aa ser paa mig med sine Øjne, saa det knvlede mig ned a' Ryggen ... Det var Fa'eme det værste, jeg har vaaren med til i min Tid!

- Sa'e han ikke no'et? spurgte Manuel; og hans Stemme var ogsaa sunken ned til en Hvisken.

- Næi.

- Gjo 'r e han ikke no'et?

- Næi ... Han stod der bare. Aa saa var han væk! .... Jæ troede jo, det var et Varsel for, a' jeg snart sku' gaa til Vejrs. For ma' har jo Aarenel

- Nej, det var det ikke! sagde Manuel afgjort.

- Næi, vistsaa, nej, begriveliVis! naar du osse har set ham!

Mølle-Mortensen var bleven sært højtidelig. Og hans Pibe var gaaet ud.

- Du sku' faa Gaa Ven, naar Cornelius var væk? spurgte han saa, men fik i det samme et Anfald - Æ-ærke, haark, haark, haark, haark! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! .... Hruu! Ptøj! - Naa, det er sandt, det sku' vel ha' vaaren i Kakkelovnen! ... Du sku' ha' Gaa'ren, naar han, Didrikken, var borte, sa'e du?

Thomsen nikkede distræt. Hans Hjerne var optaget af Spørgsmaalet om, hvad nu det vel kunde betyde, at ogsaa Mads-Mortensen havde haft en Aabenbaring.

104| - Aa du har ikke Mønt til aa køve ham ud? spurgte den gamle videre.

Emanuel rystede paa Hovedet.

- Nej. Men Vorherre hjælper mig nok!

- Ja-a! han hjælper jo vos alle / .... Næ-æi, vi maa se aa faa Kalorius væk paa en hedder Faksun ....

- Hvordan skulde det gaa til?

- Aa-aa, det gi'r sig vel! .. . Med Forlov aa stoppe min Pive?

- Værsgod!

Thomsen havde sat sig hen paa sin Stol henne ved Bordet og fulgte med Øjnene den gamles Bevægelser, da han humpede over Gulvet hen til Kakkelovnen og tilbage igen.

- Naa? spurgte han saa, da Mortensen var kommen til Sæde og havde faaet Piben tændt - Hva' er det saa, du mener?

Mortensen plirede med sine kloge Fugleøjne og saa' uhyre dybsindig ud.

- Ja-a ... Bak, bak! begyndte han og tog et Par Drag af Snadden, der var saa kortstilket, at den sad ham helt inde under Næsen - se Maskineri er jo immerhen Maskineri, Manevel!

-Jo....

- ... Der er Hjul, aa der er Valser, aa der er Krumholter, aa der er Tapper! .... Aa altsammen griver det ind i hverandre aa ka'105| nappe li'som Fingre og holde fast ... æ-ærke, haark, haark! ... Hva'! ... Aa dreje rundt, aa male, aa rive i Stykker, og flænse!

- Du tænker paa Møllen?

Thomsen gloede dumt paa den gamle og anede ikke, hvor han vilde hen med sin Snak.

- Jeg tænker paa Møllen, ja! nikkede Mortensen - For det er jo osse en Maskine, ser du.

- Ja-a ...

- Gu' er'et en Maskine! ... Jeg kom engang for nær med min Frakke; aa Tænderne fik fat ... aa ha'de ikke din Fa'r vaaren til Stede aa standset Hjulet i en Ruf, saa ha'de je'nne ædt mange Hornfisk efter den Dag! ... Hruu! Ptøj!

- Næi, di var svær bange for, at man skulde komme for nær Værket, derhjemme, da man var lille.

- Jaja! Bedstefa'r aa Mo'r Karen jo! Jo-o, jeg husker det! .. Næmen, hva' jeg vilde si'e ... (Mortensens Øjne blev lidt grumsede og flakkende): Cornelius kommer jo da til Tider paa Møllen, om han ossensaa sidder sine længste Timer i Lindenborg ....

Der gik en Gysen gennem Manuel. Det begyndte at dæmre for ham.

- Cornelius ... ?

- Cornelius, jo! Aa han er for det meste svirendes, saa ... hva'? .... Om en finkererte lidt ved ham, hæ?

106| - Nej, nej! sagde Thomsen hurtigt, han var bleven ligbleg - Sadan no'et maa du ikke drive Spøj med, Mads Mortensen!

- Spøj! ... Jeg driver Fa'eme ikke Spøj!

- Jamen ....

- Sku' han ka'ske ikke væk, før du ku' laa Gaa'ren?

- Jo-o, men ...

- Naa; der ser du! .... Aa hva'enden saadden en Mulæsel kommer avej paa den ene, eller ....

- Nej, nej! Jeg vil ikke ha' det!

- Godt, Manevel, godt! Saa la'r vi Krusemynten vokse! ... Men saa bekommer bare ikke du Gaa'ren! ... Faar jeg stoppe Piven?

- Værsgod ....

Mortensen kradsede ud og stoppede for tredje Gang.

- Bak, bak! begyndte han saa - Naa? ... Ska' jeg saa pille lidt ved ham?

- Nej! har jeg jo sagt! La' være med det Vrøvl!

- Naa, jaja, saa holder vi Kæje! .... Men det var jo da ellers mest for din Skyld, a' en vilde ta' det Arbejde paa sig! ... Aa saa lidt for min ejen osse, begriveligvis! for jeg har jo vaaren Lem a' Familien, siden jeg ku' labbe a' en Spølkum!

- Man faar nok Gaa'ren paa en anden Maade ...

- Naa!

107| - Og sæt han gikigen derude ...

- Saa u'ry'ede vi ham een Gang til, Manevel! Der gi's da aa Midler for det!

- Nej, nej! Man vilde hverken faa Ro Dag eller Nat!

- Aa-aa, du bli'r vel ikke søsyg a' aa knække en Lus!

Thomsen stak Fingrene i Ørene og næsten skreg.

- Jeg vil ikke høre mere!

- Saa IV er vi, Manevel, saa ti'er vi! nikkede den gamle.

- Du sa'e jo sæl før, at han vilde holde sig December Termin over.

- Det sa'e jeg ...

- Og kommer Tid, kommer Raad! Man skal nok klare sig!

- Æ-ærke, haark, haark! ... Du ka' da'nne skidde Penge, véd jeg!

- Man klarer sig nok; man klarer sig nok! gentog Emanuel. - Der er over et helt halvt Aar til næste Juni! Hva' kan der ikke ske i det?

- Aa jo saamænd! Funden ka' bli'e sol't, aa ...

- Solgt!

- Ja, her forleden var der da en Kvitetshandler ude aa se baadde paa den og Stenene.

- Du lyver!

Manuel greb sin Gæst i Kraven og rystede ham, saa at hans Hovede var ved at dingle af Halsen.

108| - Naa, naa, naa, Manevel, dov! Thomsen slap ham.

- Du lyver! gentog han.

- Kaske gør jeg det, ja! sagde Mortensen og vrikkede Halsen i Lave - Men du ka' jo ellers høre dig for derude.

- Døbefonten? Og Bedstefars Borde?

- Ja, Kalorius ska' jo ha' no'et aa stodere Kimi for, som han kalder det.

- Og hvem var det.... hvem var det, der vilde købe...

- Ja, det var ellers ham, den laadne Toldforvalter.

- Knagsted?

- Naa, hedder han saadan?

- Knagsted? Hva' vilde han med di Sager?

- Smykkesere sin Have, tænker jeg, li'som ...

- Han har ingen Have!

- Naa'nte det! Ja, saa vilde han vel sælle dem til Tyskland eller Serbien; den Slags Stoddere kommer jo Verden rundt!

Thomsen var igen paa Fart op og ned ad Gulvet. Hans runde, glatte Ansigt var mørkerødt. Og af og til hug han ud med den lange Arm og ramte det lille Kammers Loft og Vægge.

Men Mølle-Mortensen sad uforstyrrelig i sin Kurvestol og røg af sin Pibe. Kun hans blanke Øjne109| rørte sig. De fulgte opmærksomt alle den andens Bevægelser.

- Naa? spurgte han omsider. Menneskeheden er fuld af Banditter!

- Aa ja saamænd ja! ... Ska' jeg saa? Manuel standsede:

- Hvorfor skal jeg absolut vide a' det?

- Næi, aa nej! ... Men det styrkner li'godt aa vaarreto!

- Men hvis han nu gaarigen!

- Det er der Raad for!

- Og hvis det opdages!

- Jæ er da'nne født i Nat!

- Jamen hvis det aabenbares alligevel!

- Æ-ærke, haark, haark, haark! ... Saa har jeg vaaren ene om det. ... Hruu! .... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! ... Naa!

Thomsen trak Vejret hurtigt og pibende. Han havde presset en Haand imod Brystet, som om han følte Smerte. Sveden drev ned over hans Ansigt.

- Naa? gentog den gamle.

- Man maa først erfare Fa'rs Mening! sagde Emanuel kort.

- Hum!

- Det er Fa'r, der har raadet en til at spare Penge sammen.

- Ja, du si'er jo saa.

- Du har jo osse set ham!

110| - Det har jeg, ja! .... Aa jeg troede, det var Varsel for mig sæl. Men det var altsaa Varsel for Cornelius.

- Det véd man ikke no'et om!

- Aa nej; han sa'e det jo ikke saadden liefrem ...

- Er det Guds Vilje at ... at ..., saa faar man Besked.

- Ja, det gør ma' vel, ja ... Ja, saa venter vi al'saa?

- Ja!

- Hum! ... Bak, bak! men dams nu Funden og Bordene ...

- Det bli'r der ikke no'et a'! Saa køber jeg dem sæl!

- Naa; ja, det ka' du jo osse! ... Men det var da ellers billi'ere vist aa faa det hele over en Bank!

Manuel svarede ikke. Han stod henne under det skraa Tagvindue med Ryggen vendt mod Stuen. Og han tegnede med en Finger nogle meningsløse Tal og Streger paa de smaa, duggede Ruder.

Menneske-Mortensen skævede om mod ham.

- Ja, saa gaar jeg, Manevel! sagde han og rejste sig fra Kurvestolen.

- Naa ...

- Ja, jeg har jo lovt aa vaarre hjemme inde111| fire. Cornelius aa Kone ska' paa Besøjelse; aa saa har jeg lovt aa se til Børnene.

- Naa ...

- Ja, saa adjøs da Manevel, for denne Gang. Emanuel vendte sig.

- Farvel ... sagde han distræt.

- Ja, saa snakkes vi vel ved, naar .. .

- Jo, jo!

Mortensen nærmede sig Bordet.

- Ja, jeg ka' vel ta' Tobakken med? Thomsen blev lysvaagen:

- Tobakken ... ? Ja-a ... Se man ha'de jo ellers tænkt sig, at du skulde ryge den, naar du kom her.

- Saamænd jo! ... Men stoppe faar jeg da?

- Ja, stop, stop! Værsgod!

Og Mortensen stoppede og tændte og humpede bort.