[112]| Neden for Haverne langs Fjorden løb en snirklet og bugtet Spadseresti, gruslagt og jævn og overskygget af bredkronede Linde.

Der var Byens fornemste Promenade.

Naar man om Sommersøndagene havde været i Kirke og givet Gud, hvad Guds var, ilede man hjem med Salmebøgerne og vandrede saa ned paa Stien for at røre Benene og tage Motion for Middagsmaden.

Røre Benene, ja; og Øjnene og Munden!

Thi en og anden lille Evadatter mødte jo gerne frem med en Hat eller et Overstykke, hvis Snit, Pynt og Farve ikke var set før der paa Pladsen.

Og naar den nye Hat saa stoltserede forbi, eller det revolutionære Overstykke, flagrende for Vinden, ublufærdig fremvisende sit lyse Silkefoer, da stak alle de fjorgamle Hovedtøjer og alle de lastingspolstrede Jaketter Næserne sammen og sang en Vise, som godt kunde være inkorporeret i Salmebogen og trykt under Fællestitlen: Død og Fordømmelse!

113| Men Ottendedagen derefter vrimlede Promenaden af epokegørende Hatte og silkeknitrende Sommertrøjer ...

Ogsaa paa de lune Aftener, naar Vinden var »gangen til Hvile«, og Solen sank bag Bakkerne og Skovene hinsides Fjorden, vandrede Stadens gode Mænd og Kvinder nede under Stiens duftende Linde, medens Fuglene sang deres Aftenkvad, og den hvide Kirke højt over Byens lave Tage skinnede som bygget af Sne og Marmor. -

Det var netop en saa dan Aften. Og Gruset knirkede under de promenerendes Fødder:

Der gik Fru Kæmner Lassen med Fru Redaktør Heilbunth, »De siamesiske« kaldte man dem. Og der gik Pastor Engelhardt med sin lille, spidsnæsede Kone, der lagde »Saltet« i hans Forkyndelser. Og den atletiske Bagermester Windberg, hvis Jomfruer som Regel fik Tvillinger, gik der. Og Kordegn Kiær med sin Husbestyrerinde. Og Materialist Ribensie; og Tømmerhandler Kuhle; og Klasselotterikollektrice Brandstrup, m. m. fl. ... Og paa Bænken med Ryggen mod Distriktslæge Smiths Have sad Overlærer Clausen, der til al sin Ulykke var løbet lige i Armene paa gamle Olivia Rejersen, Borgmesterens Søster.

Hun var døv som en Milepæl, Olivia Rejersen; og hver Gang Overlæreren skulde svare paa et af hen114|des talrige Spørgsmaal, maatte han bøje sig ned mod hende og brøle af alle sine Lungers fulde Kraft i et uhyre Valdhorn af et Hørerør, som hun med en lille utrolig gesvindt Bevægelse plantede i sit venstre Øre.

Overlærer Clausen var den eneste af »Dolkene«, som nogen Sinde nedlod sig til at frekventere Promenaden.

- Hvem er 'et der kommer? spurgte Frøken Rejersen - Hinner med di rø'e Fjer?

- Det er Fru Oppermann! hylede Overlæreren i Valdhornet.

- Hva' si'er Di, Clausen?

- Fru Oppermann!!

- Naa-aa! Er 'et hinner, der er Jor'mor?

- Nej! hun har en Boghandel!

- Saa-aa? Hva' hedder da hun, der er Jor'mor?

- Det er Fru Fredriksen!

- Naa, det er Fru Fredriksen! Jeg kan aldrig huske di to Damer fra hverandre.

- Ikke.

- Hva' si'er Di?

- Ikke!!

- Næ jeg kan s'mende. Det er svært, saa hun er opstadset!

-Ja!

- Hva' si'er Di. Di maa tale højere!

- Ja-a-a! ...

115| Fru Oppermann skred frem gennem Mængden, hilsende og duvende til alle Sider. Og fulgt af sine fem Børn, tre Piger og to Drenge, nydelige og fikse i Sko og Klæder.

Talen forstummede, hvor hun gled forbi. Mændenes Øjne tindrede. Men Kvindernes Læber blev stramme.

- Fiks Kone! sagde Tømmerhandler Kuhle og stak Materialist Ribensie i Siden med Albuen - Dessertchokolade, gamle!

- Cloetta Nr. l! sagde Ribensie.

Og Kordegn Kiær trak, hemmeligt for sin Husbestyrerinde, Bagermester Windberg i Frakkeskødet og hviskede:

- Wienertærte, hva'!

Men Fru Kæmner Lassen maatte rigtignok sige til Fru Redaktrice Heilbunth, at hun begreb ikke, hvor Fru Oppermann fik de Klæder at hænge paa sig og sine.

- For Herregud, Fru Heilbunth, Boghandelen, nu be'er jeg Dem! hvem køber Bøger? Man laaner dem jo!

Men det, der mest irriterede Fru Lassen var, at Fru Oppermann ogsaa var en Ildtilbeder af J. P. Jacobsen; og at hun i Daaben havde givet sin ældste Aflægger Navnet Mogens ; medens hun, saa ofte nogen hørte paa det, slog de øvrige fire i Hartkorn under Betegnelsen: mine andre Noveller !

116| Og denne virkelig betydelige Aandrighed kunde Fru Lassen aldrig tilgive Damen. Dels fordi hun (Fru Lassen) ikke selv havde undfanget den. Men dels, og fornemmeligst, fordi Kæmnerindens Forbindelse med Lassen, trods femten Aars ihærdige Trofasthed, stedse var forbleven gold.

Solen var gaaet ned. Og ude over Fjorden begyndte Aftentaagen at hæve sig i store, bølgende Flager. Der lød af og til en svag Susen gennem Lindetræernes Kroner; og de store, hjerteformede Blade skælvede paa deres fine Stilke. Fuglesangen var forstummet.

- Det begynder skam at bi'e køligt! skreg Frøken Rejersen.

- Ja-a! brølede Overlæreren til Bunds i Hørerøret - De skulde gaa hjem, Frøken!

- Det tror jeg saamænd osse jeg vil! ... Farvel, Hr. Clausen! Det har været mig en Fornøjelse!

- Tak i lige Maade!

- Hva' si'er di?

- Tak i lige Maade!

- Aa jeg be'er!

Og saa skiltes de.

Overlæreren blev siddende ene tilbage paa Bænken. Han drejede Hovedet lidt til Siden og saa' om efter117| den lille, gamle Dame, som trippede af Sted med sirligt opløftet Kjole.

Saa smilede han godmodigt, strakte Armene i Vejret og gabede.

- Di har nok moret Dem tappert! sagde en dyb Bas tæt ved Siden af ham. Det var Bagermester Windberg. Overlæreren lo stille.

- Ja, de gamle Fugle søger jo sammen! sagde han.

- Gaar De med! spurgte Bageren.

- Nej, jeg tror, jeg bliver her lidt endnu. Her er saa net hernede! .... Se, det ser skam godt ud! nikkede han og pegede ud over Vandet, hvor Byens Slæbedamper kom asende, med Gnister fygende ud af Skorstenen og Lys bag Maskinrummets smaa, runde Ruder. Og bag den tegnede et Sejlskibs mørke Master og store, tunge Skrog sig skarpt mod den hvidgule Himmel.

Bagermesteren kiggede ned mod Fjorden.

- Hø! sagde han - det er jo bare Bukserdamperen! Og saa vendte han sig og gik.

Det blev mørkere og mørkere paa Promenaden. Og inde i Byen tændtes Lygterne.

Thi det var ikke Maaneskin.

- Dum dummelum dumdum! nynnede Overlæreren og fulgte Stien ned ad Havnen til.

118| I Toldbodbygningen var der lukket og slukket. »Livsens Ondskab« var gaaet hjem til sin ensomme Stue.

Bag Ruderne i de smaa, lave Huse paa Havnepladsen skinnede Lys frem. Og man hørte Stemmer derindefra, som talte: og Sang og glad Latter. Men stundom ogsaa brummende Skænden, og Barnegraad, og høje Skrig, og dundrende Slag i Bordet. -

Overlæreren drejede af til venstre og fulgte Vejen op over Graabrødre-Bakken, hvor Udsigten aabnede sig ind over Landet mod Vest, og, hvor man saa' Huse og Gaarde titte frem langt borte paa de disede Marker. Men mod Øst, nede ved Bakkens Fod, laa Byen krøbet sammen om Kirken, Hus ved Hus, som en Flok Kyllinger under en Hønes Vinger. -

Og videre gik han. Om forbi Garveriet og Søndre-Mølle, hvis nøgne Vinger, der stod i Kors ret op og ned, lignede fine, luftige Stiger, der førte lige lukt ind i Himlen. -

Men hvor Vejen igen skraanede nedad, var Jærnbanens udstrakte Terræn. Og her laa Byen aaben og uden Ly. Spadserestiens gamle, skærmende Linde var for længst hugget om; og ved Jævndøgnstider strøg Sydvestvinden uhindret ind gennem Gaderne og stemmede de ældre, satte Borgere for Brystet, naar de knurrende over Nutidens Vandalisme kæmpede sig om Hjørner og ud af Porte, med Hatten trykket dybt ned i Panden og Haanden forbitret knyttet om Spanskrørsstokkens Elfenbensgreb. -

119| Sort og øde laa Pladsen inde bag Jærnbanens lave Tremmestakit. Kun en enkelt Lygte kastede hist og her sit flakkende Lys ned over Skinnernes Virvar af Kurver og Linier.

Henne foran en lav, sortsværtet Træbygning i et Hjørne af Pladsen holdt to Transportvogne. De var halv fulde af Kul, som man om Eftermiddagen havde været i Færd med at losse ind i Skuret.

Og netop som Overlæreren passerede Stedet, blev en Dør i Skuret revet op, og en Mand med en Lygte for ud :

- I Satans forbandede smaa Tyvepukler!

Og i samme Øjeblik styrtede, trimlende og snublende en halv Snes pjaltede Unger, Piger og Drenge imellem hverandre, frem over Skinnerne, ud gennem Stakitlaagen, tværs over Kørebanen og ned ad de tilstødende Gader. - Væk var de paa mindre end et Minut! Man hørte de flygtende Trin af deres fladbundede Træsko og Tøfler lyde som smaa, hæsblæsende Hammerslag mod Stenbroen, indtil de langt borte tabte sig i Døre og Porte.

- Det Tyverak! mumlede Manden og lyste med sin Lygte ind under Vognene - render di ikke her og stjæler Kullene!

En lille Tulle paa en fire-fem Aar sad sammenkrøben henne i en Krog bag et af Vognhjulene. Hendes Øjne stod stive af Rædsel, da Lygteskæret120| faldt hen over hende; og hendes Hænder og Ansigt var sorte som den moderlige Jord.

Manden halede hende frem.

- Din Djævleunge! sagde han - Jeg skal lære dig at stjæle!

Den lille udstødte et himmelraabende Vræl, og Jorden blev vaad ved hendes Fødder.

- Vil du ruppe dig hjem! sagde Manden med høj Røst og stampede med begge Ben i Jorden som for at forfølge hende.

Og Pokker tog ved Tøsen! Som en Bold trillede hun paa sine smaa, hjulede Ben hen over Skinnerne og forsvandt samme Vej som de andre.

- Det er nok ikke saa nemt, Kristoffer Banemand? sagde Overlæreren, der var standset op uden for Stakittet. Banemanden løftede Lygten.

- Naa -er det Dem, Hr. Overlære! sagde han - Nej sgu er det ikke nemt, nej! Og en nænner jo ikke at tampe dem. Det er jo Forældrene, der pudser dem paa! Og nu faar di Tamp hjemme, fordi di ingen Kul har!

- De kunde jo gærne ha' ladet dem samle de Par Stumper, Kristoffer!

- Vi har vore Rækler, Hr. Overlære!

- Naa, ja; det har I vel ..... Godnat, Kristoffer!

- Go'nat, Hr. Overlære!

121| Da Overlæreren var forsvunden op ad Stationsbygningen til, og Banemanden var gaaet ind i sit Skur, gled en lille, skæv Skygge frem af en Port ligeoverfor. Den tittede forsigtigt til alle Sider, om noget levende skulde være i Farvandet. Men der var Dødsens stille paa Pladsen. Og Vejen laa øde og tom.

Saa sneg den sig lydløst over Kørebanen og ind paa Stien langs Baneterrænet. Da den naaede Laagen, hvorigennem Børnene var undslupne, bøjede den sig ned og plukkede med hastige, nervøst-dirrende Haandbevægelser de fire Hjørner sammen af en gammel, laset Rest af et Forklæde, hvori der laa ophobet en Dynge Kul.

Derpaa rejste den sig, spejdede paa ny og krabbede saa af Sted med sit Bytte ind i »Aasmøgen«, der løber langs Bager Windbergs Baggaard og Købmand Bechs Pakhuse og munder ud ved Landevejen lige foran Nonneporten, halvtredsindstyve Skridt fra Karen Thomsens Hus ....

Taarnuhret i de hvide Søstres Kirke slog ti. Og højt fra Guds Himmel lyste de evige Stjerner.