af Gustav Wied (1899)  
forrige næste

[122]| »Luksusbugen« var død. Han havde siddet hjemme ved sit Middagsbord midt i Eftermaden, en fortræffelig Fedekalvesteg (Nyrestykket), da han pludselig lagde Kniv og Gaffel fra sig, saa' bekymret over paa sin Husholderske og sagde:

- Jeg kan ikke mere, Jomfru Svendsen!

Hvorpaa han var segnet ned af Stolen og havde udaandet.

Kirkeporten blev slaaet op. Og fra Alteret ned gennem Midtergangen kom »Brødrene« vandrende Fod for Fod med den hensovedes blomstersmykkede Kiste.

Men allerede midtvejs i Kirken, omtrent lige ud for Prædikestolen, maatte de hvile. Betjentene stak Skamlerne ind under Baaren, og de seks Bærere slap de floromvundne Bøjler og trak Vejret dybt. Og medens Orgelet dæmpet spillede Melodien til: Lær mig, o Skov, at visne glad ... changerede man123| om fra højre til venstre og byttede Plads.

Hvorpaa man, efter paa ny at have trukket Vejret, atter tog fat og bar Kisten ud gennem Vaabenhuset og ud til Ligvognen, som holdt foran Portalen.

Det var en enorm Kiste, Briksens; en ganske forbavsende Kiste. Og særlig var Laaget uforholdsmæssig højt og hvælvet. Man havde nemlig begaaet den Fejl, at man havde taget Maskinen af den døde. Arvingerne havde anset det for en utidig Ødselhed, at putte den med ned i Graven. Men Følgen af denne Sparsommelighed var, at Ligets Mave var svulmet i den Grad op, at Omkostningerne til den uhyre Kiste langt oversteg den Sum, Maskinen kunde tænkes at ville indbringe, selv om man ogsaa kunde være saa svineheldig at faa den solgt underhaanden til en Liebhaver. - -

Uden for Kirken stilledes Baaren atter til Hvile paa Skamlerne.

Det vilde have været Redaktør Heilbunth og de øvrige, trofaste Brødre en komplet Umulighed at løfte den op paa Vognen. De ligefrem vaklede i Knæene af Kærlighedsgerningen ned gennem Kirken. Kæmner Lassen segnede endogsaa om i Armene paa Fabrikant Røssel, saa overanstrengt var han.

Seks arbejdsføre og muskelstærke Mænd traadte derpaa frem, vippede Kisten op paa Vognen og skød den ind under Baldakinen. Fjedrene sank sammen, Hjulene borede sig ned i Gruset; og man maatte124| gribe Hestene i Hovedtøjet for at formaa dem til at sætte sig i Bevægelse.

Saa begyndte Klokkerne at kime, Følget ordnede sig, og Toget drog af Sted.

Man kørte ned gennem Klerkegade, frem over Torvet, op ad Søndergade og drejede derpaa over Dybensbro og op langs Prinsessestien til Kirkegaarden.

Det var en Omvej. Men man ønskede at hædre den afdøde ved at give Følget Lejlighed til at udfolde sig i hele dets Længde. Og imponerende var det. Thi da Ligvognen kørte forbi Bager Windbergs Butik paa Søndergade, passerede de sidste af Sørgeskaren først Bundtmager Hatteras Hjørnested paa Torvet.

Fra alle Huse vajede der Flag paa halv Stang. Og Gaderne var bestrøede med Blomster og Grønt. Bag Butiksdørene stod Svende og Lærlinge. Og Kvinder og Børn tittede ud gennem Beboelseslejlighedernes Ruder. Partikulier Eriksen havde været en Spids.

Jordpaakastelsen var endt og den sidste Salme sunget.

Arvingerne kastede et vemodigt Blik ned til den dyre Kiste og vandrede hjem for at sørge uden Vidner; og for at give Jomfru Svendsen Afsked.

Følget gik hver til sit. Og der blev stille i de dødes Have.

125| Kun en pietetløs Krage sendte fra Toppen af en af de høje Popler henne foran Indkørselsportens Gitter sine hæse Skrig ned over Gravene.

»Dolkene« fulgtes i Klynge ind gennem Byen. Alle bar de høje, floromhyllede Hatte; og Eftertænksomhed prægede deres Fysiognomier.

- Ja, sagde Redaktør Heilbunth - nu har han Fred!

- Der var meget godt ved Eriksen! sagde Overlærer Clausen.

- Det var der sgu! sagde Kæmner Lassen - Naturligvis havde han sine Fejl ...

- Hvem har ikke det! sagde Fabrikant Røssel. Men Toldkontrollør Knagsted sagde intet. Paa Dybensbro standsede man og saa' ned i det rindende Vand.

- Hvor meget mon han har efterladt sig? spurgte Kæmneren.

- Aa, en tres-halvfjerdsindstyve Tusind, sagde Redaktøren.

- Ja, paaholdende var han jo, sagde Fabrikanten - Jeg husker, at da Kirken skulde restaureres, var det ikke muligt at plukke mer' end femten Kroner fra ham.

- De mortuis nihil nisi bene! sagde Overlæreren mildt. Men Toldkontrolløren sagde fremdeles intet.126| Saa naaede man gennem Søndergade op paa Torvet, hvor man tog Afsked.

- Ja, saa bli'r der vel ikke noget af Skovturen i Aar? spurgte Kæmner Lassen.

Alle vendte deres Øjne mod Formanden.

- Jo-o ... sagde han-Hva'? Jeg synes da ikke, at ....

- Ja-a ... sagde Røssel -

- Næ-æi ... sagde Overlæreren - Hvorfor ikke ? Naar vi venter lidt, saa ...

- En tre-fire Ugers Tid, hva'? .... mente Kæmneren.

- Ja, naar han er godt raadden! lød det pludselig fra Kn^gsted.

Det gav et Chok i »Brødrene« og Overlæreren vendte sig brat om mod Tolderen.

- Du skulde skamme dig! sagde han. Knagsteds Ansigt anlagde et fjoget Udtryk.

- Ja, jeg mener, forsøgte han - i dette fugtige Vejr ...

- De mener, De mener ..., brusede det ud af Redaktøren - Vi véd meget godt, hvad De mener! Og Kæmneren tilføjede :

- Du bli'er snart for morsom, gør du! Og Fabrikant Røssel:

- Der er sgu dog Grænser, Knagsted! Og saa skiltes man med et kort: Adjø!