[127]| Samme Dags Aften, mellem Klokken seks og syv, da Emanuel Thomsen var færdig med sit Afskrivningsarbejde paa Herredskontoret, lagde han Vejen om ad Prinsessestien og gik ind paa Kirkegaarden.

Han søgte i den sidste Tid jævnlig herind for at tænke. Der stod i et Hjørne ude mod Marken en Bænk, halvt skjult af nogle Hyldebuske; det var hans Rugeplads.

Som en Træsplint, spids og haard og med skarpe, skærende Kanter, sad gamle Menneske-Mortensens Raad om »at pille ved« Cornelius derude paa Gaarden, boret ned i hans Hjerne. Dag og Nat pinte denne Tanke ham og gjorde ham til Tider næsten utilregnelig. Han kunde dirre af Nervøsitet, naar han paa Gaden saa' Menneskene spøge og le. Han følte Lyst til at sparke dem op ad Skinnebenene med sine tyksaalede Støvler. Der var ingen Mening i, at de gik der og morede sig og havde det rart,128| medens han hvert Minut paa Dagen kunde ha' skreget og jamret af Sorg og Elende!

Undertiden kunde han, bedst som han sad hjemme i Stuen bag Butikken, geraade i et saadant Raseri, at han pludselig overdængede Mo'r Karen med Skældsord og Bebrejdelser, fordi hun brugte for meget i Husholdningen, og fordi hun ikke solgte Varer nok, og ikke syede nok, og ikke arbejdede nok, og ikke skaffede Penge nok til Huse!

- Man render sæl her og slider Benene af sig! skreg han og svingede truende med den lange Arm - Men du sidder bare der og breder dig i Stolen og nikker ud ad Vinduet li'som en Dronning eller Etatsraadinde!

- Manuel, Manuel! Og saadan kan du snakke til din egen Mo'r ...

- Ja-a, flæbe, det kan du!

Og Thomsen for brummende som en Humlebi ud af Stuen og op ad Trappen til sit Kvistværelse.

For et Par Søndage siden havde Menneske-Mortensen igen været paa Besøg i Byen. Men der var ikke blevet nævnet et Ord imellem dem om Rasmus Cornelius. Projektet om Møllegaarden havde ligget dem begge helt ude paa Spidsen af Tungen. Men ingen af dem havde villet begynde paa det.

De havde bare siddet i hver sin Krog og gloet skummelt til hinanden.

129| Og da Mortensen havde dampet og harket løs et Kvarterstid, var han humpet af Sted igen:

- Bak, bak! Ja saa Farvel, Manevel!

- Farvel!

»Thumsen« var som sagt i Aften tyet ud paa sin Rugeplads ude paa Kirkegaarden. Han sad med Nakken lænet tilbage mod Bænkens Rygstød. De smaa, tykke Ben hang slapt ned uden at naa Jorden. Og hans Øjne stirrede fulde af Bøn og Fortvivlelse op mod den blaa Himmel.

Han begreb ikke et Muk af Verdensordenen!

- Herre, lille Gud Fader hist oppe i dit høje Paulun, mumlede han, hvad har en dog gjort dig, at du ikke vil overgyde en med din Naades Vand! Du begyndte jo dog saa godt, lille Vorherre, og sendte en Bud gennem sin salig Far! Hvorfor gjorde du det, naar du ikke mente no'et med det? Aa Gud, aa Gud, forlad os vor Skyld, som vi osse forlade vore Skyldnere! Jeg skal i Evighed aldrig bebrejde dig no'et, kære go'e Vorherre, om du snart la'er mit Nummer komme ud og skænker min stakkels, gamle Mo'r den store Glæde paa hendes Livs Aften at rykke ind i de Stuer, hvor en har levet sin uskyldige Barnealder og tilbedt dig i Aand og Sandhed! O, naadige Gud i det høje, ske din Vilje saa og paa Jorden! Amen!

»Thumsen« slog Kors for Bryst og Pande, ligesom130| han havde set Pastor Engelhardt gøre oppe foran Alteret, og hans smaa, vandblaa Øjne fyldtes med Taarer af Rørelse over hans egen fast overmenneskelige Ydmyghed.

Og han følte sig styrket og trøstet. Gud kande ikke undlade at hjælpe et Væsen, der saa smukt forstod at belægge sine Ord og bøje sit Hjerte under hans uransagelige Vilje!

Til højre for den brede Midterallé og lige ud for Kapellets Indgangsdør var Luksusbugens Gravsted. Graven var om Eftermiddagen bleven kastet til, og den gule Lerjord grinede frem mellem Blomsterne og Kransene, som laa sammenhobede over den.

Emanuel stod med Hænderne dybt i Bukselommerne og betragtede det hellige Sted.

- Der laa nu Partikulier Eriksen og skulde vorde til Jord igen, som han var tagen af! De fortalte i Byen, at han var svulmet saa forfærdelig op, at Familien havde været bange for, at han skulde revne, forinden den fik ham puttet ned. Det var Straffen for al den utidige Mad og Drikke, han havde proppet i sig i levende Live. Hævnen hører mig til, siger Herren. Og Gud den Almægtige være lovet og takket, at man var et nøjsomt og skikkeligt ....

Gitterlaagen henne ved Prinsessestien skreg paa131| sine Hængsler. Og Manuel krabbede i en Fart ned ad en Sidegang og skjulte sig bag nogle Buske.

Det var gamle Frøken Olivia Rejersen, der kom trippende, lille og gesvindt med en Paraply i Haanden og med Valdhornet stikkende op af Kjolelommen.

Da hun naaede hen til Luksusbugens Gravsted, standsede hun og spejdede forsigtigt til alle Sider, som en Høne i et Ærtebed.

Thomsen rejste sig paa Tæerne og stak Ansigtet frem mellem Buskene. Det guddommelige var ganske gledet af ham. Han var nu fuldt ud Menneske.

Olivia bøjede sig ned over Graven, nappede med et Par hurtige Smaatag en tre-fire af de kønneste Blomster og forsvandt med dem bag Kapellet.

Emanuel blev stiv i alle Lemmer som en Staalorm.

- Borgmesterens egen Søster! mumlede han - Borgmesterens egen Søster!

Saa smuttede han frem bag Buskene og sneg sig efter hende.

Da han naaede hen bag Kapellet, tog han Hatten af og listede hen ved et Hjørne.

Valdhorninden stod lige foran Smedemester Sørensens Familiegravsted. Hun bøjede sig frem over Gitterværket og skar med en lille Kniv en Del Knopper og halvt udsprungne Blomster af Rosenbuskene derinde.

132| Men da hun vendte sig, havde hun ingen Blomster i Hænderne alligevel.

Saa svinkede hun hen til et nyt Gravsted, spejdede og skar løs. Og fra Grav til Grav løb hun og nappede en Blomst hist og en Knop her. Men hvor i Alverden gjorde hun af dem!

Thomsen dirrede af Sindsbevægelse. Og da den gamle Dame nu ogsaa nærmede sig Stedet, hvor hans Fader og Farfader laa begravet, kunde han ikke styre sig længere. Han sprang frem af sit Skjul og for hen og greb hende i Armen, lige som hun skulde til at skære en stor, mørkerød Rose af.

- Dame dog! sagde han, og hans Stemme rystede - Frøken dog! Hvad er det, De bestiller!

Olivia udstødte et Skrig og tabte Kniven. Men da hun saa', hvem Angriberen var, mandede hun sig øjeblikkelig op, rettede sin lille Skikkelse, knejsede kry med Nakken og sagde yderst indigneret:

- Men Menneske!

- Hvad er det, De bestiller? gentog Emanuel og tog fastere om hendes Arm.

- Slip mig, forrykte Mandsperson! sagde hun. Men Thomsen slap ikke.

- Hvor har De gjort af Blomsterne? spurgte han.

- Slip mig, si'er jeg!

- Jeg slipper Dem ikke! (Manuel var ligbleg af Bevægelse.) Hvor har De gjort af Blomsterne?

- Hva' si'er De? Jeg kant'te høre, véd De!

133| - Sludder! sagde Thomsen brutalt. Og pludselig rev han Paraplyen ud af Haanden paa hende. Han havde faaet Øje paa et grønt Blad, der stak frem af den.

- Men der er de jo! sagde han. Valdhorninden hvinede.

- Uforskammede Personage!

Men Manuel slog resolut Paraplyen op; og Blomsterne regnede ned paa Jorden omkring ham. Rapmundet sagde Frøkenen:

- Jeg har faaet Lov af Familierne!

- Ha'de De maaske osse faaet Lov at stjæle af vores Gravsted!

Olivia snappede adræt Paraplyen fra ham og vilde gaa.

- De bli'er her! sagde han og stillede sig i Vejen for hende. - Vi bli'er her begge to, til der kommer nogen! At stjæle paa en Kirkegaard!

Den gamle Dame kunde ikke høre, hvad han sagde; men af hans Ansigtsudtryk læste hun, at Situationen var alvorlig. Og hun stak Valdhornet i Øret og spurgte:

- Hvad vil De mig da, Menneske?

- Jeg vil overlevere Dem til Politiet! truttede Thomsen vild af Nidkærhed.

- Til Politiet ...

- Ja! At stjæle paa en Kirkegaard!

- Stjæle! ... Et Par Blomster!

134| - Man maa ikke ta' noget fra de døde!

- La' mig nu gaa!

- Nej!

- Hva' si'er De?

- Nej!

- Jamen jeg kan ikke taale at staa, sagde Frøkenen. - Jeg har Nyregrus!

- Saa sætter vi os hen paa en Bænk.

- Hva' si'er De?

- Saa sætter vi os hen paa en Bænk!

- Jamen, hvad vil De da, Menneske?

- Jeg vil ha' Vidner!

- Vidner?

- Ja! Hele Byen skal faa at vide, at De gaar herude og stjæler!

- Aa, lad mig nu slippe? sagde Frøkenen mygt.

- Nej! ... Nu kalder jeg paa Graveren!

- For Guds Skyld, Menneske! Emanuel bøjede sig'helt ned til Valdhornet og spurgte hastigt:

- Hva' gi'er De mig?

- Gi'er? ...

- Ja, for at la' Dem slippe?

- Vil De ha' Penge?

- Ja! Saa skal jeg ingen Ting sige ... Skynd Dem; der kommer nogen!

Manuels Øjne glimtede, og han lignede i dette Øjeblik en fed Ræv paa Krigsstien.

135| - Skynd Dem. Skynd Dem!

- Jamen, jeg har jo ...

- Nu er det for sent! sagde Thomsen og greb hende i Armen igen. - Der er han!

Der lød tunge, knirkende Trin paa Grusgangen bag Kapellet. Og Graveren kom frem omkring Hjørnet.

- Nu skal der lukkes, sagde han. - Maa jeg anmode Dem om at forlade Kirkegaarden.

Frøken Rejersen vred sig for at komme løs. Men Manuel holdt godt ved.

Graveren traadte nærmere.

- Hvad gaar her for sig? spurgte han. Og da han havde draget Kendsel paa Personerne, fortsatte han - Men er Di gal, Thomsen!

- Det er Frøkenen, der har stjaalet alle di Roser!

- Er Di gal, Thomsen! Slip hende! Manuel slap sit Bytte, og Valdhorninden forsvandt i samme Nu imellem Gravene.

- Se her, alle di Roser!

- Ja, ja, ja! sagde den gamle Graver og rystede paa Hovedet. Han var hvidhaaret og hvidskægget og kendte Verden.

- Har hun Lov til det?

- Nej vist saa har hun ikke, nej ...

- Det er Krænkelse af Gravfreden!

- Ja, det er det, det er det...

136| - Og det er der Straf for!

- Ja vel saa, ja; det er der! ... Gaa nu lille Thomsen! Her skal lukkes!

Manuel stirrede paa Graveren som paa et Syn.

- Har di da Lov at stjæle herinde? spurgte han.

- Nej vist saa! naturligvis har di ikke det! sagde den gamle og virrede igen med Hovedet - Vel har di ej! Men ... (her bøjede han sig ned mod Manuel Nidkær, og hans Stemme blev hviskende fortrolig) .... men di gør 'et jo allesammen, lille Thomsen; alle Damerne; sær di gamle Frøkener. Saa det nytter saamænd ikke no'et, a' rode op i det! ... Ta' nu og hjælp mig med a' samle Blomsterne op; og ta' Di en Haandfuld hjem med til Deres Mo'r. Saa ta'r jeg Resten til min Kone; og saa er den Hare spækket!

Og Manuel krummede sin Ryg, pillede sig en Haandfuld Roser, gemte dem paa sit Bryst, knappede godt til over dem og gik.