[137]| Det var i September. Og Byen havde Høstmarked.

Det smældede med Flag og Vimpler fra alle Jordens Riger og Lande. Søndergade og Torvet var et komplet Sammensurium, halvt Industriudstilling og halvt Dyrehavsbakke. Langs Fortovene var rejst Købmandsboder; og Torvet ved Foden af de hvide Søstres Kirke var opfyldt af Telt ved Telt, hvori der forevistes de utroligste Seværdigheder: Fede Damer - Magre Mænd - Kalve med seks Ben - Blaarædere - Havfruer - Præsident Carnots Morder - Og »to« Tvillinger i Spiritus.

Invalider med Lirekasser drog Byen igennem. De spillede hver sine Melodier. Og naar de mødtes, standsede de og spillede løs og skreg op og truede ad hinanden med Resterne af deres Lemmer.

Bønderne var kommen rullende til Bys fra Morgenstunden af. Og den ganske Stad lugtede af Vadmel og F. F. Portorico.

138| Oppe paa Torvet, foran en Halvtredsindstyveøres Bod, stod Mo'r Karens Broder, Jakob Henriksen, Degnen fra Græsted, og hans Datter Wulfdine. Faderen skulde forære Datteren en Markedsgave; men det var umuligt at bestemme sig Ansigt til Ansigt med alle disse Herligheder.

Wulfdines smaa Museøjne slugte Genstandene, som stod paa Disken foran hende. Hun kunde for aldrig det tage en Beslutning! Snart hældede hun til et Syskrin med Konkylier, snart til en Fotografiramme med Fløjeiskant, og snart til en »ægte kinesisk Vifte med spansk Tyrefægtning«.

- Naa Dine, sagde Degnen - hva' bli'er det saa til, min Pige?

Dine smilede fra Øre til Øre og knækkede i Ryggen. Hun var saa forfærdelig genert af sig, Pigebarnet, og gik i Jorden ved den mindste Lejlighed.

- Jeg véd det saamænd itte, sagde hun og rødmede og vred sig - det er jo saa ny'eligt altsammen.

- Ska' vi ta' Syskrinet?

- Hører der Naalehus til ?

- Ja-a, sagde Madammen bag Disken - Og Naalepude og Fingerbølle og Saks!

- Ska' vi saa ta' det, Wulfdine?

Det knagede i Wulfdine, saadanne Bugter slog hun.

- Jeg véd det saamænd itte ....

139| - Jo-o, saa ta'er vi det, sagde Degnen og rakte Datteren Skrinet og betalte.

Wulfdine rødmede helt op til Haarrødderne, og hendes Gummer blottedes i et lyksaligt Smil.

- Tak, sagde hun og holdt Skrinet frem foran sig paa sine udspilede Fingre - Gu' hvor det er ny'eligt! sagde hun.

- Kom saa, min Pige.

- Jeg maa da først ha' svøbt det! Og hun trak et rødbroget Lommetørklæde op af Kjolelommen og bandt forsigtigt dets fire Hjørner sammen om Klenodiet.

De gik nu rundt paa Torvet og saa' paa Teltene og hørte paa Udraaberne. Der var stuvende fuldt af Markedsgæster.

- Vil du ind og se no'et, Dine?

- Næi! sagde Dine og gik forfærdet i Jorden. Skrinet bar hun omhyggelig paa Armen, som var det hendes førstefødte. Og af og til sendte hun det et ømt Blik.

Degnen drejede ned ad Søndergade.

De kom forbi en Liremand, der drejede Melodien til »To Drosler sad paa Bøgekvist ...«

Dine trak Faderen i Skødefrakken:

- La' vos staa lidt! Og saa stod de. Dine trak igen:

- Har du en Toøre, Far?

140| Den gamle halede Portemonnæen op og leverede hende Kobberet.

Wulfdine rødmede og knagede og gik i Jorden. Men saa tog hun pludselig Mod til sig og bølgede hen og lagde Toøren paa Spillekassen.

- Væ'sgod! sagde hun og bølgede skyndsomst væk igen. Liremanden nikkede og drejede, han havde kun een Arm.

- Tak, lille Frøjken! sagde han. Og saa bøjede han Ansigtet ned over Kassen, tog Pengestykket op med Læberne og spyttede det ned i en Blikbøsse, som hængte ham foran paa Brystet. Og saa faldt han ind i Melodien og sang med bævende Brændevinsrøst:

.... med Sork i Sindt og tyst di sad thi, ak, de skul-de skil-des ad!

Dine stod fasttryllet til Stenbroen, og i hendes Øjne var der Taarer.

- Dine, kaldte Faderen - Dine!

Et mægtigt Suk hævede Dines lille Barm; hvorpaa hun løsrev sig og fulgte.

Nede hos Karen Thomsen var der bredt en snehvid Dug paa Mahognibordet i Stuen bag Butikken; Kaffekopperne var stillet rundt, og i Centrum af Opdækningen stod et stort Fad med Wienerbrød.

141| Ude fra Gaden lød Markedslarmen.

- Kommer ikke Manuel mon, Søster Karen? spurgte Degnen. De fremmede havde endnu ikke faaet hilst paa ham.

- Jo-o, sagde Madam Thomsen - nu maa han vel snart slippe.

Madam Thomsen var bleven saa mager og skarp i Ansigtet i den sidste Tid.

- Han strider svært i det, sagde Jakob Henriksen.

- Ja-a, paapasselig er han jo.

Wulfdine sad paa en Stol henne ved Vinduet og saa' ud. I Karmen foran hende stod Skrinet; og af og til blæste hun paa en Konkylie, naar hun opdagede et Støvgran; blæste og tørrede efter med Lommetørklædet.

- Der kommer Manuel! sagde hun og knækkede. Butiksklokken ringede.

- Det er mig! sagde en Stemme. Og Thomsen traadte ind i Stuen.

Han saa' sig om, som om han vaagnede. Saa gik han hen og trykkede Gæsternes Hænder.

- Goddag Morbro'er Jakob! Goddag Wulfdine!

Havde Wulfdine haft en tom Cementtønde at krybe ned i, havde hun gjort det. Det knagede og bragede i hende af Generthed. Men Manuel syntes ikke at ænse hendes Forvirring.

- Naa, hvordan befinder man sig? spurgte han.

142| - Tak godt, baade jeg og Dine; vi klager ikke.

- Kan jeg skænke Kaffen, Manuel?

- Skal vi ha' Kaffe, Mo'r Karen? Thomsen sendte Madammen et hvast Blik.

- Ja, jeg synes, naar ... stammede hun.

- Ja, skænk saa du! afbrød Manuel hende. Karen listede ud i Køkkenet.

- Wulfdine vilde jo gerne til Marked .... begyndte Degnen.

- Aa ja saamænd.

- Og saa tog vi herind, vi kørte med Sognefogdens.

- Naa! Tavshed.

- Du har meget at gøre her om Dagen, Manuel? tog Morbroderen fat igen.

- En maa tjene til Føden ...

- Ja-a .... Kigger du ikke ud til vort en Søndag? Wulfdine gemte Øjnene bort og gik i Jorden.

- Nu er Sommeren jo snart forbi, Morbro'er Jakob.

- Ja-a, det er den jo ... Men du véd da ellers, du er valkommen til enhver Tid.

- Jo-o, Tak, det véd man ...

Manuel gik rastløs op og ned ad Gulvet. Og hans Slægtninge fulgte ham med rædde Sideblikke, thi143| Mo'r Karen havde, da de var ene, lettet sit Hjerte for dem.

- Vi har da ta'et en halv Tønde Kartofler med, forsøgte gamle Jakob for tredje Gang. - Jeg har sat den over i Skuret.

- Tak, nikkede Thomsen og klarede lidt op - di groer jo heller ikke herinde paa Gaderne!

- Næi vist saa! Men Sækken vilde jeg da gerne ha' med igen. Du ka' vel tømme den ud.

- Det skal jeg ... Saa' du Mortensen derovre?

- Jo-o ....

- Han er klejn nu.

- Han er jo gammel.

- Tror du, han gør 'et i Vinter?

- Du faar vist ta' ham ind i Vammen.

- Sæt han gik hen og døde!

Manuel standsede brat op og stirrede vildt paa Morbroderen.

- Han holder sig nok, Manuel.

- Døde han, var det hele forbi!

- Aa nej, aa nej ....

Wulfdine havde ganske og aldeles glemt sit Skrin og sine Konkylier bare for at kigge paa Fætteren. Hendes Øjne var bekymret-ydmyge. Og sine tykke, røde Hænder havde hun uvilkaarlig foldet foran sig nede i sit Skød. Lille, buttet og lavstammet som hun var, lignede hun med sit runde Ansigt, sine smaa Øjne og sit lyse Haar, paafaldende Emanuel.144| Kun var Øjnene blidere og mere godmodige; og Munden var større og Læbernfe fyldigere. Hun var et Par Aar yngre end sin Fætter, saadan omkring niogtyve-tredive. Og lige siden den Gang de som Børn legede i Møllegaardens Have, havde hun næret en bly og frygtsom Kærlighed til ham. Hun syntes, at han var det skønneste Mandfolk, hun nogen Sinde havde set for sine Øjne. Hun gik i Jorden, bare han saa' paa hende; og kom han hændelsesvis til at røre ved hende, blegnede og rødmede hun og skælvede som i Feber. Om hun havde faaet Lov til stadig at være om ham og lappe hans Klæder og stoppe hans Strømper, skulde hun ikke have forlangt højere Lyksalighed i denne Verden.

Og Manuel selv havde for længst opdaget og tydet disse hendes Følelser. Og han fandt dem naturlige og tog dem som sin Ret. Om han gengældte dem, havde han aldrig gjort sig klart; han havde hidindtil ikke haft Tid til at interessere sig for Kvindfolk. -

Mo'r Karen kom ind med Kaffen:

- Værs'god og sid hen til Bordet, Jakob og Wulfdine ... Og værs'god, Emanuel!

Man satte sig omkring Dugen. Og Madam Thomsen skænkede Kaffe.

- Du har de gamle Sølvskeer endnu, Søster Karen, sagde Degnen og vejede sin Theske i Haanden.

- Ja-a, sagde Karen - man gemmer jo hen. 145|Thomsen og Wulfdine sad ved Siden af hinanden.

- Værs'god og ta' Brød! Det var stadig Karen, der var gæstfri.

Wulfdine knækkede ind over Bordet og bemægtigede sig et Stykke. Men hun var i den Grad betaget af sit Naboskab, at hendes Fingre pludselig blev stive-og lamme. Hun sad og famlede en Stund med Wienerbrødet, som om hun brændte sig paa det. Til Slut tabte hun det. Og da hun saa vilde gribe det i Flugten, stødte hun i vanvittig Forfjamskelse til sin Kop, saa Kaffen skvulpede over.

- Men Dine! sagde Degnen - Hvordan er det, du sidder! Faster Karens rene Dug!

Dine slog Hænderne for Ansigtet og gik i Jorden.

- Bryd dig ikke om det, lille Wulfdine, sagde Mo'r Karen mildt - Drik nu din Kaffe.

Men Manuel sad stiv og forarget.

- Vi kørte forbi Møllegaarden, sagde Jakob Henriksen for at aflede Opmærksomheden fra Datteren - Den ser ikke ud som i Jer Tid.

- Cornelius er et Svin! bruste det ud af Emanuel.

- Ja, han er nok saa, sagde Degnen - Tænker du endnu paa at komme tilbage, Manuel?

- Hva' nytter det! indskød Karen. Sønnen sendte hende et hadefuldt Blik.

- Du snakker! sagde han skarpt.

Madam Thomsen bøjede Hovedet og pillede et146| Par Krummer af Dugen. Og Wulfdine, der havde vovet sig lidt frem af sit Skjul, forsvandt igen.

Der blev Tavshed i Stuen.

Men udenfor larmede Markedet. Man hørte Lirekasserne spille, og der var en ustandselig Traven af Menneskefødder paa Fortov og Gade. Der blev sunget, let og raabt; og paa een Gang begyndte Invaliden med de to Drosler at lire løs lige foran Butiksdøren.

- Aa-aa! sagde Wulfdine og blottede Gummerne i et saligt Smil - Det er den!

- Skal I unge ikke lidt ud og se paa Stadsen? foreslog Mo'r Karen. Hun blev altid ligesom lidt dristigere, naar der var fremmede til Stede.

Dine skævede ræd til Fætteren.

- Gaar Far og Faster Karen ikke med? spurgte hun. Hun var simpelt hen død, inden de var kommet ud paa Gaden, skulde hun have gaaet alene med Emanuel.

- Mo'r skal passe Butikken, sagde Thomsen. - Og en anden har heller ikke godt Stunder!

Broder og Søster vekslede paa ny et Blik. Og Karens Øjne var fulde af Bedrøvelse og Haabløshed.

- Vil du gerne ud, Wulfdine? spurgte saa Degnen - Det er jo mest for din Skyld, vi er kommet.

- Ja-a ... sagde Wulfdine og vilde have givet sit Liv for et venligt Ord af Fætteren.

- Ja, saa gaar vi, sagde Degnen.

147| Mo'r Karen sad lidt og vrikkede paa Stolen.

- I spiser vel her, inden I kører hjem? spurgte hun saa; og hun vovede ikke at se paa Sønnen.

- Ellers Tak, Søster, lød det stille fra Degnen - Sognefogden ta'er snart af Sted. Det er en lang Vej.

- I skal da ha' Mad, sagde Madam Thomsen fortvivlet modig. - Og I ka' da li'saa godt ta' den her.

Emanuel rejste sig med et Stød og gik hen og stillede sig ret ved Vinduet og saa' ud.

De tre andre drejede langsomt deres Øjne om efter ham.

Saa lagde Mo'r Karen sin Haand over paa sin Broders. Hendes Hage dirrede, Læberne pressede hun sammen, og Taarerne løb stille ned over hendes Kinder.

- Naa, naa, Søster Karen, mumlede Degnen - det retter sig nok ...

Og Wulfdine skar nogle frygtelige Grimasser, som om hun blev elektriseret. Hun var ved at briste i Graad.

Men henne ved Vinduet stod Emanuel og trommede med Fingrene paa Ruden.

Og udenfor larmede Markedet.