[148]| Overlærer Clausen havde mødt »Livsens Ondskab« ude paa Landevejen Nord for Byen. De havde slaaet Følge, var vendt om ved Fjerdingmilepælen og vandrede nu ad Byen til.

En Rytter kom imod dem i Pasgang.

Overlæreren puffede Knagsted i Siden med Albuen og hviskede:

- Det er Pastor Engelhardt!

Pastoren red forbi og hilste. Hans lange Lokker flagrede ham om Skuldrene. Høj Hat havde han paa og Slængkappe. Og hans Ansigt var blegt og forklaret.

Esaus Totter bevægede sig:

- Han ligner Gabriel, sagde han - der skal ud at bebude!

- Naa, naa, Knagsted! smilede Overlæreren.

- Har du hørt, Clausen! vedblev Tottenborgeren - at der er kommen den Bestemmelse, at nu skal Præsterne ride til Kirken paa de store Hellig149|dage og til Bryllupper og Barnedaab ... i Ornat. Og til Konfirmationen skal alle Konfirmanderne ride bagefter.

- Vrøvl, Knagsted!

- Det er vedtaget i begge Thingene. Og det stod i Berlingske i Morges.

- Hvor kan du nu gaa og hitte paa saadan no'et! sagde Clausen halvt forarget.

- Det er sgu ikke mig, der har bragt Forslaget ind!

- Hø!

- Det er Kultusministeren. Han mener, det vil ophjælpe vores egen Religion, nu da Katolikerne har saa stor Fremgang.

- Du skulde skamme dig, Knagsted!

- Har du ikke læst hans Tale?

- Du skulde skamme dig, si'er jeg!

- Ja, det kan jeg sgu gerne!

Overlæreren rystede opgivende paa Hovedet. Saa saa' han ud over de nøgne, afhøstede Marker og sagde med et lille Suk:

- Nu er den Sommer snart forbi.

- Gudskelov, ja!

- Si'er du Gudskelov!

- Ja, jeg gør.

- Du er aldrig af samme Mening som andre.

- Næi. Det er I sgu nok om.

- Hvad skader Sommeren dig?

150| - Aa nej saamænd, ikke mig personlig. (Knagsted talte stedse med urokkelig Alvor). Jeg er ligeglad. Men Folk bli'er saa idiotiske i Solskin; akkurat som de ha'de vundet i Lotteriet. De pynter sig og ta'er »i Skoven« og »ud at sejle«; og saa synger de og lamenterer og skaber sig .... Det skulde altid være Regnvejr!

- Hø! Du ødelægger min Spadseretur, Tolder!

- Og saa skriver de med fede Typer i Aviserne: at nu er Stæren kommen, og nu er Viben kommen, og nu er Storken kommen. Hva' Fanden, de kommer jo hvert Aar. Det vilde sgu være mærkværdigere, hvis de blev borte!

- Holder du da ikke af Naturen?

- »Naturen« ... Næi. Jeg kender den.

- Og de grønne Træer og Blomster og Havet?

- Jeg kender det alt sammen.

- Du kender jo ogsaa Regnvejr!

- Det gør jeg. Men saa holder Folk Kæft og bli'er inde.

- Du gaar jo ogsaa ud!

- Jeg gaar for min Mave.

Overlæreren lagde blidt sin Haand paa Kontrollørens Arm og saa' ham ind i Øjnene.

- Du er vist et ulykkeligt Menneske, Knagsted!

- Ha! Hva' for et Fruentimmer har ruget den ud? Fordi man ikke for længe siden er død af Grin, 151|behøver man da ikke netop at være »u«lykkelig ... med himmelvendt U !

- Jeg kan ikke forstaa dig, Knagsted! sagde Overlæreren dybt bekymret - Jeg kan sandelig ikke forstaa dig!

- Det kan du jo ta' dig let, lille Overclausen. Hva' Fanden skulde du gaa rundt og »forsraa« mig for? Altid skal I »forstaa«. Naar man først forstaar noget, saa er det jo kedeligt, Mand. I skulde hellere bespise mig paa Raadhuset, fordi jeg gaar her og morer Jer allesammen! ... Men husk paa: ingen hede Vine! det taaler min Mave ikke.

- Du er nu et ulykkeligt Menneske! sagde Overlæreren med Overbevisning.

- Mener du, fordi jeg ikke kan taale hede Vine?

- Blæse være med de hede Vine! Nej, det er din Sjæl, der er syg!

Tolderen smilede bag sit Krat.

- Ja, saa sig det da, ved din næste Kaffeslapperas, sagde han - Saa faar du nok to Kopper.

- Bar- vi kunde komme rigtig ind til dig ...

- Hvor ind? spurgte Knagsted og saa' for første Gang op paa sin Følgesvend.

- Ind til dit inderste Menneske ...

- Hum! hvor mange tror du, jeg har? Clausen blev hidsig.

- Jeg kan ikke fordrage, at du saadan leger152| med Ordene! sagde han, og Blodet skød ham op i Kinderne - du véd meget godt, at vi gerne vil gøre noget for dig ... at ... at Byen gerne vilde ha' dig assimileret med sig ... ha' dig optaget i Selskabet! Nu .., nu ... gaar du saa alene rundt her, og ... og ...

Esau standsede. Og idet han satte sin tunge Stok haardt i Landevejens Sten og hvilede begge Hænder paa dens Haandtag, løftede han sig op paa Tæerne og stak sin Haarfylde lige ind under Næsen paa Vennen og brølede:

- Hva' Fanden rager det Jer! Overlæreren veg et Skridt tilbage.

- Er der... er der da slet ingen, du holder af? spurgte han.

- Jo! sagde den anden - Bismark! og Kong Ex-Milan af Serbien!

Overlæreren rystede dystert paa Hovedet. Det gjorde ham virkelig saa inderlig ondt i hans Hjerte, at han ikke kunde faa Lov til at »gøre noget« for dette »stakkels Menneske«.

Pludselig fik han en lys Indskydelse og sagde:

- Men du ta'er jo ogsaa i Skoven!

- Hva'?

- Du var jo ogsaa i Skoven i Sommer! Tolderens Totter strittede.

- Det var jeg, indrømmede han roligt - Men153| det var jo nærmest for at æde Gravøl over Eriksen sammen med Jer andre Dyr.

Clausen vrinskede af Indignation.

- Knagsted!

- Ja, saa lad være at rode dig op i mine Sager, lille Overclausen ...

De spankulerede nu af Sted en Stund i Tavshed.

Ud gennem Nonneporten kom en lille, letbygget Fjedervogn kørende i snurrende Fart.

- Dikkedik-Proprietæren! sagde Toldkontrolløren.

Vognen suste dem forbi, saa Støvet føg om Hjulene. To skinnende Skimler var der for Køretøjet; og de blev kyndig styret af en høj, bredskuldret, lyshaaret Mand, hvis hvide Tænder lo, da han fer dem forbi og hilste flot med Pisken.

- Det er dog uforsvarligt, saa Heimann altid kører! sagde Overlæreren.

- Han skal hjem og dikkedikke!

- Hæ!

- Han bygger nok en ny Fløj til Hovedbygningen nu.

- Saa-aa?

- Har du ikke hørt noget om det?

- Næi.

- Jo-o ... Et Sovekammer i Midten med Ovenlys.

- Hum ...

154| - Og saa seks Værelser uden omkring. Det skal være Pigekamre.

- At du kan spotte med saadan noget, Knagsted!

- Jeg spotter sgu ikke! ... Og saa skal Pigernes Navne sættes paa Dørene; og saa dikkedikker han dem i alfabetisk Orden. Og paa sin Fødselsdag ta'er han dem allesammen! ... Véd du, hvor meget han betaler i Alimentationsbidrag om Aaret?

Clausen svarede ikke.

- Femten Hundrede. Akkurat min Gage.

- Og synes du ikke, det er sørgeligt?

- Aa nej. Saadan no'et morer mig.

Og atter stampede de af i Tavshed. Overlæreren lang, mager, afgæret og fredsommelig. Knagsted lille, firskaaren, laadden og skummel, og ladet med alskens Utuskagtighed. En Pædagog og en Bjærgtrold. -

Landevejen gik op over en Bakke og faldt derpaa jævnt af ned mod Byen.

Da de to Svende var naaet op paa Bakkens Top, pegede Tolderen ind over Markerne ned mod nogle høje Træer.

- Der ligger Thummelumsenhejm nede, sagde han. Det var Møllegaarden, hvis Skorstene stak frem mellem Træerne. Overlæreren lo mod sin Vilje af Navnet.

- Ja, Herregud, sagde han - stakkels Thomsen!

155| - Du gør dig Uro og Bekymring for mange Ting, lille Clausen.

- Jamen han er jo da sindssyg paa det Punkt!

- Skruptosset med Udmærkelse, ja! Men det lever han nu paa! ... Du har jo ogsaa din Byld paa Hjernen.

- Jeg?

- Ja; har du ikke Anlægsgartneri i alle dine Vinduer! Overlæreren smilede mildt ved Tanken.

- Jo-o, mine kære Blomster! sagde han.

- Ja, ser du! ... Man maa ha' saadan noget for at holde det ud. Heimann for Eksempel har sit Dikkedik .... Og jeg har ogsaa min Livseleksir.

- Saa-aa? Har du? spurgte Clausen interesseret.

- Ja ... Jeg samler paa Kommaer.

- - Paa Kom ...

- Paa Kommaer, ja! Naar jeg læser en Bog, saa tæller jeg dem op og fører Regnskab over dem. Pædagogen stod uvis.

- Jamen, - stammede han - jamen, saa synes jeg ikke, at du rigtig maa kunne nyde Bogens Indhold.

- Nej vel saa, nikkede Skovtrolden - men det har jo ikke noget at sige, naar bare jeg faar mange gode Kommaer!