[156]| Solen skinnede ned i Hjørnet bag Posten ude i Karen Thomsens Pakkasse af en Gaard. Og i Solskinnet stod Hane-Mortensen med sin pjuskede Krop, sit hængende Hovede og sine tvende, brudte Halefjer.

Han stod som sædvanlig uden at røre sig. Yderligere afrakket og plukket var han bleven i Sommerens Løb, smalskuldret og lille og frysende. Og havde man ikke vidst bedre, skulde man svoret paa, at han var et Hanelig, der var fundet paa en Mødding, og af en spøgefuld Haand stillet op her i Krogen for at forskrække frygtsomme Sjæle.

Henne paa Brændeskurets Tag sad en Klump Spurve og pludrede og kvidrede og pustede sig velbehageligt op. Himlen var høj og klar; og Luften var lun. Og det var sidste Søndag i September.

Paa Køkkendørens Tærskel laa »Knors« og spandt.

Den saa' saa uhyre agtværdig-tilforladelig ud, som om al denne Verdens Kødhunger og Blodtørst157| laa hundrede Mile borte fra dens Tanker. Kun drejede den nu og da sit ene tilovers blevne, grøngule Øje op imod Spurvene, medens Pupillen trak sig umærkeligt sammen, og de gamle, forrevne Øren sitrede.

Saa kom der en ny Spurv flyvende. Den havde et eller andet spiseligt i Næbbet. Og straks blev der Postyr og Slagsmaal. De smaa Struglere skreg og hvinede deroppe paa Taget og tumlede rundt og huggede løs paa hverandre med Næb og Klør og baskede vildeligen med Vingerne.

Knors løftede forsigtig paa sig og gled ned ad Dørtrinet.

Hans Halespids bevægede sig, og han spileue Kæberne op og greb krampagtig ud i den tomme Luft, som nappede han en indbildt Steg. Nærmere og nærmere gled han hen mod Plankeværket, der gik i Flugt med Skuret. Hans hele Legeme sitrede, og Pupillen i hans stirrende Øje var smal som en Knivseg.

Spurvene jog stadig rundt mellem hverandre under Brus og Skrig.

Saa krummede Katten Ryggen. Alle dens ti Kløer kom frem af deres Futteraler. Og med et vældigt Spring satte den, trods sine femten gamle Aar, op ad Plankeværket og ind paa Taget.

- I-i-ik! skreg en Graaspurv. Knors holdt den under Poten.

158| Og med et Forfærdelsens Hvin for de andre smaa Flyvere op over Nabotaget og bort.

Men henne i sin Krog sad Mortensen. Han sansede intet. Løftede ikke Hovedet, og aabnede ikke Øjnene. Omverdenen eksisterede ikke længere for dette Restparti af en Hane.

Inde i de Thomsenske Stuer var der stille. Karen og Thomsen var i Kirke. Det var jo Søndag, og Thomsen forsømte i Jen sidste Tid aldrig nogen Gudstjeneste. Søndag after Søndag sad han paa sin Plads lige under Prædikestolen og lyttede anspændt til Præstens Ord, om der dog ikke skulde lyde et Vink eller falde en Udtalelse, som angik ham alene, ham og hans Livssag. Han sang Salmerne med fra Ende til anden; han mumlede Bønnen med Degnen i Kordøren og messede summende efter Præsten foran Alteret. Tre Gange i Sommerens Løb havde han nydt Alterens Sakramente. Og han havde puttet henved en Krone i Kirkeblokken ...

Men lige meget hjalp det alt sammen!

- Gud har forladt en! sagde han. - Man finder ikke mere Naade for hans Aasyn!

Rundt om i Kirken sad i de gamle Egetræsstole Hoved ved Hoved.

»De Siamesiske«, Fru Kæmner Lassen og Fru Redaktrice Heilbunth, havde fundet hinanden. Og159| det var paa denne Helligdag saa sødt imellem dem, at de sang af samme Salmebog ; skønt de havde hver sin guldsnittede med.

Orgelet bruste ud over Mængden. Og Septembersolen spillede ned gennem de farvede Ruder og lagde hist og her kulørte Tinter over de andægtiges Ansigter.

Fru Boghandler Oppermann fyldte en hel Stol. Hun var der med Mogens og de andre Noveller. De sad pyntede og stive og veldresserede. Men pludselig bøjede den ældste Hunnovelle Hovedet og fniste. Hun havde opdaget en stor, grøn Plet, der ustandselig bevægede sig op og ned paa den yngste Hannovelles Næse. Det var Solens Leg gennem de høje Vinduer.

- Rithra! sagde Fru Oppermann strengt. Og Pigebarnet holdt Salmebogen op for Munden, lukkede Øjnene og kæmpede. Hun saa' ud, som var hun søsyg, men søgte at beherske sig.

- Nu be'er jeg Dem! hviskede Fru Lassen til sin Siameser (Fru Lassen havde længe suget sig indædt ved at se paa Fru Oppermanns Hat, og nu var Svampen fuld) - Nu be'er jeg Dem! sagde hun - det er ved Gud en hel Struts!

Men Fru Heilbunth svarede ikke. Hun slog afværgende ud med Haanden og sang andægtig og med høj Røst:

160| ... alt, hvad Verden glædes ved, er kun Smerte for mit Hjerte; Himlen er mit rette Sted.

Ogsaa den lille Frøken Rejersen, Rosenjomfruen fra Kirkegaarden, var betaget af Andagt. Hendes Hoved naaede akkurat op over Stolestadet; og medens hendes Øjne stirrede stift paa de skinnende Orgelpiber, vældede Sangen falsk og vild frem af hendes vidt aabne Mund. Hun var henrevet af religiøs Ekstase, og hendes smaa, gamle Kinder havde røde Pletter ...

Saa endte Salmesangen, Orgelet forstummede og Pastor Engelhardt besteg Prædikestolen.

Menigheden lukkede Salmebøgerne og vendte Blikkene opad. Og Olivia plantede gesvindteligen Valdhornet paa dets Sted.

- Brødre og Søstre ...

Udenfor paa Kirkepladsen legede Børnene.

Hist og her stod et Par Træer med Bænke under. Her omkring tumlede de; eller sad søndagsvadskede og fine og dinglede med de smaa, tykke Ben ud i Luften.

Foran en af Bænkene stod Byens fede Dreng (hver Stad har jo sin). Han stod med Hænderne gravet ned i Bukselommerne og med vidtskrævende Ben.

»Klumpen« kaldte man ham. Og han syntes sammensat af overmenneskelige Rullepølser.

161| For Øjeblikket forholdt han sig som Tilskuer til en lydløs, men rasende Væddekamp.

To fire-femaars Tuller, en Dreng og en Pige, red sig en Tur paa Bænken med Ansigterne vendt mod hinanden. Drengen var galoperet helt ind paa Livet af Pigen, der lidt efter lidt havde maattet retirere og nu sad alleryderst ude lige paa Bænkens Rand. Ridderen vilde videre, men Damen vilde, som rimeligt var, ikke frivillig lade sig dumpe. Og nu havde de presset Panderne sammen og masede løs paa hinanden, stumme, forbitrede, sprutrøde i Hovederne og med blodsprængte Øjne.

Klumpen saa' yderst interesseret til. Men han rørte sig ikke.

Pigebarnet gled Afgrunden nærmere og nærmere. Hun havde med Fortvivlelsens Selvhjælp boret Neglene ind i Bænkens Træ for at hævde Stillingen. Ikke en Lyd undslap hende, ikke et Ord. Hun blev bare rødere og rødere i Ansigtet, og hendes Øjne stod paa Stilke.

Og Drengen pressede paa. Hensynsløst, blindt som en Mand, der hellere vil dø end vige, var det saa blot en eneste Tomme. Hans Mund stod halvt aaben, og sine smaa Musetænder havde han bidt sammen. Saa greb ogsaa han fat med sine buttede Fingre i Kanten af Bænken; og idet han samlede al sin Kraft, masede han sin Pande ind imod sin Fjendes som en Vædder i Bersærkergang. Og hvad162| der var at forudse, skete: Damen slap Taget, udstødte et Hvin og faldt til Jorden. Og der laa hun vrælende af fulde Lunger og med Ben og Søndagsbukser lige i Vejret.

Klumpens Kød bevægede sig. Han lo.

- Der trimlede hun sgu! sagde han.

Og fra sit Stade kiggede Sejrherren betuttet ned paa sin Modstander.

Saa stak ogsaa han i at tude.

En lang, fregnet Tøs, der havde hoppet »Paradis« noget borte, kom farende.

- Hva' er der, Oskar og Krestine, skreg hun - Ka' I nu ikke forli's igen!

- Di slaas! sagde Klumpen.

- Saa ku' du jo ha' skilt dem, din Fedt-Fredrik!

Men Fedt-Fredrik vendte sine bageste Rullepølser til og drev af ...

Henne foran Kirkeporten standsede han igen. Der spillede nogle Drenge Klink op ad Muren.

- Vil du spille med, Klump?

Klumpen rystede paa Hovedet. Han ansaa al unødvendig Bevægelse for Vanvid.

De spillende var ivrige. Og Toørerne fløj i Luften.

- Flyt dig, Klump!

Klumpen flyttede sig to Tommer til venstre.

- Væk, Klump!

Klumpen flyttede sig to Tommer til højre.

163| - Nej, gaa helt bort! sagde en lille, ilter Spiller og puffede til ham.

- Naada! gryntede Klumpen - ka' vi være her, Splejs!

Og saa gik han sindigt hen og stillede sig op ad Kirkemuren, akkurat paa det Sted, hvor Drengene skulde slaa med deres Skillinger.

- Nu staar jeg her! sagde han og gravede Hænderne ned i Bukselommerne.

Byens ene Politibetjent, den lange med det bistre Ansigt, Sørensen, kom op ad Kirkebakken. Han vejrede med Næsen i Luften som en Sporhund.

- Staar I og spiller Klink op ad Kirken under Gudstjenesten!

- Næi! sagde Spillerne og snappede deres Mønter.

- Hva' bestiller du der? spurgte han Fedt-Fredrik og gik ham ind paa Livet

Klumpen svarede ikke. Betjenten kunde jo se, at han bestilte ingen Ting.

- Hva' staar du der efter? gentog den vrede Mand.

- Jeg kan vel ikke vælte Kirken, mente Klumpen.

- Er du næsvis mod Politiet?

- Næi ...

- Gaa din Vej!

- Hum ...

Sørensen greb ham om Armen og trak af Sted164| med ham. Fredrik fulgte modvillig som en stædig Ko. Og da den vrede slap ham, blev han staaende, medens de andre Drenge flygtede under Hurraraab.

Betjenten truede efter dem og for derpaa hen og adsplittede Tøsene, der spillede Paradis.

- Ikke støje under Gudstjenesten! sagde han. Pigebørnene forsvandt ned ad Kirkebakken under Hujen og Skrigen. Bagest stampede den fregnede Barnevogterske af med en Tulle hængende i hver Haand. Tullerne hvinede i Rædsel, thi man havde af pædagogiske Hensyn fortalt dem, at lange Sørensen var Skorstensfejerens Fader.

Og videre drog Betjenten. Han foretog en Razzia rundt omkring Kirken. Og overalt udbredte han Skræk og Ødelæggelse.

Omsider laa Pladsen øde og tom.

Kun henne foran Portalen stod Klumpen støt og ubevægelig med skrævende Ben og begravede Hænder. Han vendte Reversen mod Kirken og stirrede apatisk ned over Bakken efter de flygtende Børn.

Men inde i Kirken arbejdede Organist Clemmesen, saa Sveden dryppede ham af Panden.

Han havde, Clemmesen, den fuldstændig rigtige Kunstopfattelse, at der skal være Stigning i enhver Præstation; den bør ende med en Slags Apoteose. Og han tog derfor bestandig alle sine Kræfter i Brug, naar han »spillede Menigheden ud«. Det lød, som165| travede han langs ad Tangenterne med Træskostøvler paa. Og navnlig traadte han til, naar han færdedes oppe i Bassen. Men saa, bedst som Larmen rasede paa sit vildeste med Brus og Drøn og Hvin og Nødraab i Master og Takkelage, bums! saa kom der et Par blide Fløjtetoner som fra en Stær eller en veldresseret Kanariefugl. Og saa igen et uhyre Brag, som styrtede Orgelet sammen. Og saa holdt Musikken inde.

Toldkontrollør Knagsted kaldte Organisten for Clemmepaaesen. -

Man strømmede ud gennem de vidt aabnede Døre, hilsende paa Venner og Bekendte; nikkende og smilende og trykkende hinanden religiøst-dvælende i Haanden.

Og Snakken gik:

- Det var en dejlig Præken! - Ja, den Pastor Engelhardt han kan rigt'nok! - Og Ctemmesen! Nu be'er jeg Dem, Fru Brandstrup, Clemmesens Spil! - Ja, det har De ved Gud Ret i, Fru Lassen, sikke Toner! - Farvel, Farvel, Fru Borgmesterinde; det var rigtig yndigt at komme til at hilse paa Dem! ...

Den første, der smuttede ned ad Kirkebakken, var Frøken Olivia. Hun nærede en næsten sindssyg Angest for Emanuel Thomsen siden Historien fra Kirkegaarden. Vandet løb af hende, som af en Feberpatient, bare hun fik Øje paa ham. Man vidste166| jo aldrig, hvad dette forrykte Menneske kunde finde paa.

- Olivia, Olivia! kaldte Borgmesterinden. - Jeg vil gerne tale med dig, Olivia!

- Frøken Rejersen, Frøken Rejersen! lød det fra tjenstvillige Aander - Borgmesterinden vil gerne tale med Dem!

Men Valdhorninden for, som skudt ud af en lille Kanon, ned over Torvet og forsvandt med et Glimt bag Bundtmager Hatteras's Hjørne. Det var Solen, der spejlede sig i Stenkulsstrutterne paa hendes Hat. -

Fru Oppermann skred høj og majestætisk frem gennem Menigheden omringet af sine Noveller.

Og der blev Tavshed, hvor hun gik.

Kun Bagermester Windberg og Materialist Ribensie hilste dybt og seriøst. Hvorpaa de knappede Frakkerne op og trak Vejret dybt.

- Svedsketærte! hviskede Windberg.

- Delikatesse Figen! mumlede Ribensie. - Emanuel Thomsen og Mo'r Karen kom Side om Side hver med sin Salmebog under Armen. Emanuels Ansigt var mørkt og sammenknebet. Og Madam Thomsen saa' mager og bekymret ud. Hun nikkede venligt smilende til sine Kunder, men Smilet var ikke det gamle glade. Og Manuel lettede kun trevent paa Hatten. De lignede et Par Arvinger, der føler sig brøstholdne af Testator. -

167| Klumpen stod endnu paa samme Sted. Kun havde han vendt sig og stirrede nu hen mod Kirkedøren. De forbimyldrende stødte til ham og puffede ham. Men han ænsede det ikke og rørte sig ikke.

En lille, vanfør, sortklædt Dame kom til Syne i Mængden. Det var Enkemadam Frandsen, Klumpens Moder. Hun var mager og bleg og sygelig; og Gud i sin Himmel maa vide, hvordan hun nogen Sinde havde faaet Fredrik.

Den fede Drengs Øjne lyste, da han saa' hende. Resolut skubbede han Mænd og Kvinder til Side og gik hende i Møde. Han elskede, gjorde Klumpen, sin bitte Moder af hele sin fattige Sjæls Fylde. Der var i hans Øjne intet fuldkomment som hun, intet godt som hun, og intet medynkskrævende som hun. Den eneste Gang, han var bleven bragt ud af sin kontemplative Ligevægt, var en Dag, da en Dreng havde omtalt hende haanligt og kaldt hendes stakkels puklede Ryg for en »Regimentskasse«. I samme Nu, Ordet var faldet, laa Fyren i Stenbroen med alle Klumpens Rullepølser oven paa sig. Og der var næppe blevet Sten paa Sten tilbage af Smæderen, havde ikke kraftige Næver i Tide flaaet de to Holmgængere fra hinanden.

Men overalt i Staden havde fede Fredrik høstet Ære for sin Adfærd. Naar undtages naturligvis hos den fladtrykte med Familie ...

- Naa, lille Mo'r ... ? smilede Klumpen, da168| han var naaet hen til den sortklædte Dame, og strøg hende kærtegnende ned over Kinden.

- Ja, her er jeg, min Dreng! nikkede hun og stak sin Arm ind under hans. Hendes Stemme var kvækkende og brystsyg.

- Det varede længe, inden du kom.

- Ja, der var jo Trængsel, lille Fridy.

- Der er vel ingen, der har gjort dig no'et? Klumpens Pande blev fuld af Rynker.

- Nejnej! Hvem skulde det dog være!

- - Skal jeg ta' din Salmebog?

- Tak, Tak! .. . Hun saa' lykkelig og stolt op paa ham.

-- Saa gaar vi vel?

- Ja ...

Og saa gik de to sælsomme Væsener bort gennem Mængden, der uvilkaarlig gjorde Plads for dem.

Og ned over den stejle Kirkebakke vogtede Klumpen omhyggelig sin bitte Ledsagerinde, at hun ikke skulde støde sin Fod paa nogen Sten.

Ogsaa Emanuel Thomsen vandrede hjemad med sin Moder. Men de gik ikke Arm i Arm. Han krabbede skummel og sidelæns af Sted et Par Skridt foran hende; og hun trissede forsagt i hans Kølvand. Ikke bar han hendes Salmebog; og ikke husvalede han hendes Hjerte med venlige Ord ...

169| Da de naaede Butikken i Søndergade, aabnede han Døren og gik først ind.

Salmebogen lagde han fra sig paa Sekretæren i Bagstuen ; og uden at kaste et Blik om efter Moderen gik han ud i Køkkenet og skiftede Søndagsfrakken om med en Lærredsjakke, lettede Krogen af Køkkendøren og gik ud i Gaarden.

En mager Stribe Sol faldt endnu ned i Hjørnet bag Posten.

Knors sad henne paa Stenbroen ved Siden af Mortensen og gjorde Toilette. Han slikkede sin Pote og gned sig med den ivrig rundt i Ansigtet. Der stak ham en Graaspurvefjer ud af det ene Øre. Ellers saa' han fuldstændig uskyldig ud.

- Mau-iauv! sagde han kælent, saa snart Døren til Køkkenet blev aabnet.

Mortensen sagde ingenting, fornam rimeligvis ingenting, rystede bare af og til som af Kulde.

Emanuel stod lidt og saa' paa Dyrene. Katten gned sig op ad hans Ben; men han talte ikke til den og karesserede den ikke, som han fordum plejede.

Saa bøjede han sig og løftede Hane-Mortensen op og bar den ind i Skuret.

Og derinde, henne i Krogen under Vinduet, satte han den varsomt ned igen; rodede Halmen sammen om den og bredte et Stykke af en gammel Uldtrøje over dens Ryg og helt ud over dens Hoved. Og nu saa' man af Mortensen kun de lange, tynde Ben170| med de krydsende Sporer; samt den yderste Spids af de to knækkede Halefjer ...

Madam Thomsen stod i Køkkenet og syslede med Middagsmaden, da Sønnen kom ind fra Gaarden. Og han passerede hende uden at tale.

Inde i Stuen tog han Salmebøgerne, baade sin egen og Moderens, og gned dem omhyggelig af med sit Lommetørklæde for at forvare dem paa deres Plads inde i Sekretæren. Da han havde anbragt Bøgerne derinde, fik han Øje paa Mo'r Karens Portemonnæ, Opbevaringsstedet for de sparsomme Husholdningspenge.

Han greb den med en Bevægelse, omtrent som den, med hvilken Knors havde grebet Graaspurven, og aabnede den. Der laa nogle Kobbermønter rundt i Rummene og et Par Tiører og Femogtyveører. Og indsvøbt i et Stykke Papir, en Krone.

Lynsnart nappede han Papiret med Pengestykket og lod det forsvinde i Vestelommen. Saa lukkede han Sekretæren og gik hen og stillede sig ved Vinduet med Ryggen mod Stuen ...

Madam Thomsen kom ind og bredte Dugen og satte Tallerkenerne frem. Saa hentede hun Maden: et Fad kogte Kartofler af Morbroder Jakobs og en tynd, vandklar Dyppelse.

- Jeg har købt en Sild, sagde hun frygtsomt og sendte et sky Blik hen mod ham. - Det er jo da Søndag ...

171| - Hum! ... Ja naar du bare kan komme til at gi' Penge ud!

-- Værsgod Manuel. Maden er her.

- Tak ...

Manuel satte sig i Sofaen. Og Karen tog Plads paa en Stol for Bordenden. Hun pillede Kartoflerne og lagde dem over paa hans Tallerken.

- Her er Sild ...

- Tak, man skal ikke ha'.

- Aa, Manuel, Manuel ...

- Man skal ikke ha', si'er jeg!

Hun satte Silden fra sig. Selv turde hun nu heller ikke røre den.

- De spiste videre i Tavshed. Mo'r Karen kæmpede med Graaden, der stadig var ved at tage Magten fra hende. Manuels runde Maaneansigt blev rødere og rødere; og hans Øjne blev lurende og onde. Moderens bævende Hage og graadfyldte Blik satte ham lidt efter lidt i fuldstændigt Raseri. Pludselig kastede han Kniv og Gaffel haardt ned paa Bordet og rejste sig.

- En holder ikke ud at sidde her og se paa dit sure Fjæs! sagde han, og hans Ansigt var nu hvidt og dirrende. - Du kunde dog ellers gerne la' en faa sin Mad i Fred!

- Manuel, Manuel ...

Ja-a, tude kan du! Det er osse snart172| det eneste, du kan! ... Man gaar op paa Kammeret!

Og ud fer han gennem Køkkenet og op ad Trappen til Loftet. Og Dørene slog buldrende til efter ham.

Saa blev der Dødsens stille i Huset.

Madam Thomsen havde skjult Ansigtet i sine Hænder og rokkede hjælpeløst med Hovedet.

Og i Sofahjørnet sad Knors enøjet, tanketung og verdensviis; og med Graaspurvefjeren strittende frem af det ene Øre.