© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
[175]| Jordemoder Frederiksen havde været i Praksis helt ude i et af Byens alleryderste Smaahuse. Det blæste en Orkan fra Sydvest, og hun maatte ligefrem smaatrave ned over Graabrødrebakken, saaledes masede Stormen løs paa hendes brede Ryg og Bag. Skørterne smældede om hende som løsslupne Sejl; og den uundværlige Pose, der hængte hende i en Snor over Armen, rev og sled i sin Lænke, som en lille ilter Hanmops, der har faaet Øje paa en Veninde.
Nede paa Hjørnet af Strandgaden og Bakkevejen fer en Hvirvelvind pludselig ind under hendes Klæder, pustede dem op som en Ballon og truede med at føre hende ad Himlen til.
- Du almægtige Gud, mumlede Madammen og snurrede rundt som en Top for at laa Tøjet i Orden igen - hvor skal vi nu hen!
Saa slap hun i Læ omkring det første Hus i Strandgaden. Og Klæderne sank paa Plads.
- Puhh! sagde hun og blev staaende et Øjeblik176| stakaandet og medtaget - Men godt, at det ikke var ved Dagens Lys!
Og saa luntede hun paa ny af Sted.
Over hende rasede Stormen. Som en Flok tudende Udyr satte den ned over Havnepladsens lave Tage og ud over Fjorden.
- Hum! Der gik den!
Det var en Tagsten, der knustes mod Stenbroen.
- Sikken et Kæltringevejr!
Paa Spadserestien knagede og bragede det i Lindetræernes Grene. Sommerens sidste Blade hvirvledes i Ring hen over Grusgangen. Og Gaslygternes Flammer hvæsede og kogte, og Glassene klirrede.
Madam Fredriksen havde igen faaet Vinden paa Ryggen. Hun maatte holde sig ganske svejrygget. Og undertiden for hun hen og omfavnede et Træ, naar hun ikke kunde stritte imod længere.
Paa een Gang satte hun en Fod haardt ned i Jorden og standsede.
Henne paa Bænken under den nærmeste Lygte sad et Par Mennesker; en Mand og en Kvinde. Og der lød en klynkende Klagen.
- Du maa ikke rejse, Niels Peter! Du maa ikke rejse! hulkede en Kvindestemme.
- Jamen, naar jeg nu skal, Marie!
- Men kan du ikke li'saa godt bli'e her i Byen ....
177| - Her er jo ingen Arbejde aa faa, har jeg sagt dig!
- Aa Gud, aa Gud .... Og nu har du bragt mig i Ulykke ...
- Skav dig ikke, min Tøs! det har vi vel været li'egode om!
Madam Fredriksen kunde ikke dy sig.
- Hva' er her paa Færde? spurgte hun og blæste nærmere.
Pigebarnet skjulte Ansigtet i sine Hænder og hikkede af Graad. Men Mandfolket, en ung, skægløs Knægt, saa' trodsigt op. Han var bleg og indædt, og hans Øjne glimtede i det blaffende Lys fra Gaslygten.
- Hva' vil Di?
- Men det er jo Rulle-Karens Niels Peter! sagde Madammen og korsede sig.
- Ja, hva' saa? Hva' rager det Dem?
- Og du har allerede et Menneskes Ulykke paa din Samvittighed.
Fyren for rasende op fra Bænken,
- Gaa Deres Vej! sagde han. - Hva' render Di her og roder Dem op i andre Folkses Sager efter!
- Niels Peter, Niels Peter! skreg Pigebarnet og slog Armene om ham.
Niels Peter blev rolig.
- Jeg ska' sgu ikke skade Madammen, sagde han -- blot hun vil passe sig sæl.
178| Madam Fredriksen stod et Øjeblik ubeslutsom. Hun følte Trang til at skride ind og sige sin uforgribelige Mening; Indignationen kriblede hende paa Tungespidsen. - Men saa gjorde hun pludselig rask omkring og gik.
Og atter begyndte Pigebarnet at trygle og hulke. Det lød saa uendelig haabløst gennem Stormens Brus.
Madammen vendte uvilkaarlig Hovedet og saa' sig tilbage.
- Mandfolk! mumlede hun og sænkede forarget Mundvigene - Pisk sku' de ha'! ...
Maanen var kommet frem. Det saa' ud, som sejlede den i rasende Fart hen over Himlen. Snart for den ind i en Sky og snart ud af den igen. Telefontraadene sang paa deres Stænger. Og store, fantastiske Skygger dansede omkring de hvide Søstres Kirke hist oppe paa Bakken ...
Klokken slog et Kvarter paa to, da Madam Fredriksen drejede fra Prinsessestien ind i Maren Smeds Gyde.
Herinde var der Pusterum og lunt og Læ. Man hørte bare Stormen buldre af Sted oppe over Tagene.
Og saa hørte man Raab og Latter og Glasklirren henne fra Stadt Gammelkøbing.
Man var godt inde i Oktober Maaned. Og »Dolkene« havde deres første Vinterstævne.
Madam Fredriksen maatte standse ovre paa det modsatte Fortov. Thi Mødesalens Vinduer var slaaet179| paa vid Gab, og Tobaksrøg og Vindunst flød ud over Gaden.
Og trindt omkring det store, nu afdækkede Bord sad de glade Brødre.
Deres Ansigter skinnede af Fedt og Fryd. Deres Øjne lyste. Og deres Arme fægtede demonstrativt ud i Luften, eller laa fortrolig-kærligt om Naboernes Skuldre. Midt paa Bordet tronede en uhyre Terrinfuld Punch, garneret af Cigarkasser, Glas og Flasker. Og de gamle Herrer raabte og skreg, sang og lo, saa at de ormædte Tandstumper blottedes, og de brede Buge gyngede.
G.W. VII 8
Redaktør Heilbunth laa i sin Formandsstol for Bordenden. Han. var i Skjorteærmer. Frakken havde han for længst afført sig; og Knapperne i hans Vest stod aabne. Og højt i sin opløftede højre Haand holdt han det rygende Puncheglas.
- Wein, Weib und Gesang! raabte han og hans Ansigt var rødt som en Skrigeballon - Wein, Weib und Gesang!... Leve gamle Morten Nonnekær!
- Ja-a! brølede Slagtermester Freisleben og svingede sit Bæger - det er det, det kommer an paa! Weiner og Weiber! Skaal Redaktør! De køber ganske vist Højrekød; men jeg holder allirenveller Deres Sprøjte!
Og saa sang han:
180| Den bedste Kone faar man for en Daler,
en Daler,
en Daler;
den bedste Kone faar man for en ...
- Ja, for hende kan man da komme a' med igen ... hæk, puit! hikkede Kæmner Lassen.
- Javel! sagde Fabrikant Røssel - Den er hørt! Kvinden leve!
Han sad med sin ene Arm om Halsen paa Slagtermesteren og daskede ham kærligt paa Kinden.
- Er du ikke morderlig glad, at du er kommen med her i Aften, Pølsehakker? spurgte han.
- Jo, det ka' du re'nok bande paa! sagde Slagteren, og hans Øjne tindrede. Han var Novice, indballoteret i afgangne Luksusbugens Sted; og det var første Gang, han deltog i et Møde.
- Jeg elsker dig, Røssel! sagde han - jeg elsker dig, li'som du ku' være min Mo'r!
Og i ubehersket Henrykkelse slog han Armene om Halsen paa Fabrikanten og kyssede ham midt i Skægget.
- Uf, Mandfolk! sagde Madam Fredriksen udenfor paa Fortovet. Og saa gik hun.
Kæmner Lassen rettede sig pludselig i Stolen og stirrede vildt.
- Højrekød? ... snøvlede han (han blev altid paa fremskredne Tidspunkter noget sen i Opfattelse181| ledsaget af Hikke) - Hvem ... hæk, puit! ... se nakker om Højrekød?
Men da ingen svarede ham, sank han hen igen.
Ej heller den rare Overlærer Clausen taalte en sen Drue. Men han fik det paa en ganske anden Maade: han blev »stærk«. Hans lange, leddeløse Krop stivedes af; hans milde, godlidende Ansigt blev energisk; hans bløde Stemme skarp og indtrængende; og med sine underlige, tynde, bleghvide Fingre (de lignede Slikasparges med Hængsler) strøg han sig uophørlig gennem sit sparsomme, graasprængte Haar, der ellers var sirlig friseret med Skilning og Pomade, saa at det til sidst kom til at staa vildt og strittende paa hans Hoved, som Piggene paa et sydeuropæisk Hulepindsvin.
For Øjeblikket var han i Færd med at suggerere noget af sin Urkraft over i Toldkontrollør Knagsted, der sad rolig og behersket ved Siden af ham, godt forvaret bag sine Totter.
- Esau! næsten raabte den til daglig saa stille og varsomme Mand, idet han manende lagde sine Asparges paa Tolderens Skulder - Esau! ... Ja, for du véd vel, at du hedder Esau?
Knagsted nikkede:
- Jo vel!
- Jeg holder af dig som en Broder, Esau! fortsatte Overlæreren med begejstret Rørelse i Blik og Miner - som en Broder ... som en Ven! Du182| er en interessant Personlighed. Du er den interessanteste Personlighed i hele Byen! ... Men du er uden Styrke, uden sjælelig Spændkraft. Thi du har intet Ideal, Esau Knagsted! .,.. Og uden Ideal, intet Støttepunkt. Uden Ideal, intet Fundament. Uden Ideal, ingen Modstandskraft ... ingen Livsglæde ... Livsglæde; og der var det, vi skulde hen! ... Se dig om, Esau Knagsted! se dig omkring Bordet. Se disse glade Mennesker, hvis Munterhed klinger i denne Sal ... se dig om! Og du sidder tavs og mørk og deltager ikke. Glæden raaber paa dig, og du svarer ikke ... Du er en skummel Fyr. Men du er en interessant Personlighed ... Og du er min Ven. Og jeg vilde give mit Liv til, at du kunde blive som en af os andre.
Taarerne trillede ned ad den skikkelige Overlærers Kin der, og hans Fingre for frem gennem hans Pigge, der strittede vanvittigt som under magnetisk Paavirkning.
Knagsted sad bredskuldret og rolig og syntes at lytte med Andagt til Pædagogens Tale. Men bag hans Haarfylde kom og forsvandt omkring hans Mund og i hans Øjne et lille glimtende Smil.
De andre Gæster var bleven tavse og saa' hen paa Parret med et sløvt-anstrengt Blik.
- Du siger, jeg er uden Ideal, Clausen? spurgte saa Tolderen med en mørk og alvorlig Stemme.
- Ja, nikkede Clausen og stivede sig op - uden Ideal, sa'e jeg ...
- Det skulde ... glæde mig meget! Men hidtil har du ikke ...
- Kender du Thummelumsens Hane? spurgte Knagsted pludselig og stirrede sin Ven og Broder stift ind i Ansigtet.
- Thumme ...
- Thummelumsens Hane, ja! »Mortensen« ?
- Nej ... ja ... det vil sige ... Overlæreren galoperede op igennem Hulepindsvinet.
- Saa kan du aldeles ikke tale med, sagde Esau barskt.
- Hva'? ...
- Dine Anskuelser bliver jo derved ganske værdiløse!
- Jamen, kære ...
- Og jeg forstaar ikke, at du tør vove at opkaste dig til Dommer over mig!
- Jamen, bedste Ven ...
- Du vil snakke om Livsværdier! vedblev Tottenborgeren, og hans Stemme lød mere og mere ophidset - du, som ikke har haft Lejlighed til at iagttage det ypperste: Livsligegyldigheden!
- Hans Sværte lugter! snøvlede Kæmner Lassen med en Reminiscens fra salig Luksusbugen.
- Jamen, kæreste, bedste ... stammede Clausen forvirret - Emanuel Thomsens Hane ... ? hva' ... Og atter travede Fingrene op igennem Piggene.
Knagsted gjorde denne Bevægelse efter og fort184|satte saa med høj Stemme og brede Haandbevægelser:
- Emanuel Thomsens Hane er mit Ideal! Ganske vis vil jeg aldrig kunne gøre mig noget Haab om at naa frem til et saadant Trin af ophøjet Verdensforagt og imponerende Selvfordybelse, thi jeg er jo kun et Menneske (her løb Fingrene paa ny op igennem Haaret)! Men hele mit Liv skal være helliget Arbejdet derpaa. Og jeg vilde prise mig tifold lykkelig, om du, Clausen (igen Fingrene) vilde .. .
- Gør du Nar? skreg Overlæreren pludselig sprutrød i Hovedet og greb sin Fjende om Armen.
- Aldeles ikke! sagde den anden.
- Du staar jo og gør li'som jeg!
- Hva' gør du da?
- Jeg ... ? Jeg - - - soignerer mig!
- Ja, og jeg »soignerer« mig! Det er vel mine egne Fingre!
- Mine Herrer, mine Herrer! tyssede Formanden paa.
Alle stirrede paa Kombattanterne med opspilede Øjne. Og selv den lille Thomsen, Idealets Ihændehaver, der hidtil havde siddet og halvsovet paa en Stol i Hjørnet bag Anretterbordet, blev lysvaagen.
- Hva' gaar der af Dem, Clausen? spurgte Fabrikant Røssel - Bare rolig!
- Ja, hare rolig! sagde Slagtermesteren - Vi er vel da'nede Mennesker!
Men den ophidsede Pædagog, hvem Druen var185| gaaet i Blodet, lyttede ikke længere til Fredsrøster. Han bøjede sit Ansigt lige ind til Tolderen og sagde hvæsende:
- Skal jeg sige dig, hvad du er P Skal jeg sige dig, hvad du er? Véd du, hvad du er? ... Du er den p-e-r-s-o-n-i-f-i-c-e-r-e-d-e Ubehagelighed, Ondskabsfuldhed og Nederdrægtighed !
- Hov, hov! sagde Slagteren forskrækket - Hov, hov! Kan di knage den, Stiksted?
Og du, hvæsede Tolderen tilsyneladende lige saa ophidset - véd du, hvad du er?
- Nej!
- - Skal jeg sige dig det?
- Værsgod!
- Men du maa ikke blive vred. Du skal være lige saa rolig, som du hele Tiden har været!
- Naa?
- Naa? Naa? lød det spændt og utaalmodigt fra de andre.
- Du er, sagde Knagsted, og der glimtede igen et Smil frem bag hans Totter - Du er en rigtig god, gammel Statspensioneretoverbarnenumseømhedsfabrikant!
- Han stak den! Han stak den! brølede Slagtermesteren og hug sine Hænder ned i sine Laar - Fandengaleme han stak den! .... En frisk Bolle, lille Thummelummelumsen! Jeg gier!
186| Madam Fredriksen havde kæmpet sig over Søndergaden, hvor Sydveststormen kom susende i al sin Vælde og rev og flaaede i hendes Beklædning og blæste durk igennem den, saa hun ligefrem kunde føle Vindens kolde Pusi paa sin nøgne Jordemoderkrop.
- Jeg har da aldrig kendt Mage! sagde hun og hagede Handskefingrene fast i Konditor Lams Mur for at slippe om Hjørnet ned i Klerkegaden, hvor hun boede.
Endelig sejrede hun, og hun stod paa ny i smult Vande. Men hun maatte læne sig op ad Muren for at puste ud og faa Tøjet lidt i Orden. Kjolen og Skørterne havde drejet sig en halv Omgang.
En Tagsten ramlede bragende ned bag hende. Og inde i en Gaard noget borte hamrede en Dør ustandseligt op og i.
Madammen lo. Hun syntes, at denne Rasen begyndte at blive humoristisk.
Henne paa Fortovet kom en lang, duknakket Mandsperson gaaende imod hende. Han var indhyllet i Tørklæder og Sjaler, og en laadden Hue var trykket ham dybt ned over Ørene.
- Go'af ten, Hr. Distriktslæge!
- Hvem er det? spurgte en bister Stemme inde bag Sjalerne.
- Det er Jordemoder Fredriksen.
- Hm! Skal De ud?
- Nej; jeg har været. Og Distriktslægen?
187| - Fanden i Vold ud bag Jærnbanen! Der udgik en tæt Taage af Distriktslægens Mund. Han gik altid med en tændt Pibe inden for Sjalerne.
- Er det no'et farligt? spurgte Madammen.
- Farligt! Hæ! En bullen Finger! ... De kommer jo rendende her og ringer en op, bare deres Ligtorne trænger til at skæres .... Blæser det henne i Søndergaden?
- Blæser? lo Madammen - Det raser! Jeg var lige ved at fare til Himmels med Pose og det hele!
- Slaveklima! brummede Sjalerne - Man skulde være bleven i Grønland. Der tog man kun i Praksis om Sommeren !
- Men Gud dog, hvad gjorde saa de stakkels Mennesker om Vinteren da?
- De døde naturligvis.
Distriktslægen havde levet ti Aar i Grønland. Og han saa' hen til hint Tidsrum som til en Guldalder. Han fredede omhyggelig om sine arktiske Minder; havde en blaa Ræv gaaende hjemme i sine Stuer og spiste Sælhundebøf paa sin Fødselsdag.
- De skulde ta' Dem en Amanuensis, Hr. Distriktslæge, sagde Madammen - til Natteturene!
- Moderne Springfyre, hæ! mumlede Sjalerne - Bilder sig ind at ha' slugt Alverdens Visdom. Og saa har de aldrig set saa meget som et Par Kamiker!
Saa stode de nogle Sekunder tavse. Stormen brølede over deres Hoveder.
188| - Det er ogsaa et forfærdeligt Vejr! sagde Madam Fredriksen saa.
- Lige til at hænge sig i! mumlede Distriktslægen - Hum! Men jeg maa vel af Sted!
- Go'nat, Hr. Distriktslæge!
- 'nat! ...
Da Madam Fredriksen var naaet hjem og stod i sin aabne Gadedør, hørte hun Distriktslægen bande og sværge nede ved Konditor Lams. Som Jakob fordum kæmpede med Engelen, saaledes kæmpede nu han med Vinden, der masede sig frem om Klerkegadens Hjørne og stemmede ham for Brystet og vilde vippe ham. Hun hørte ham paakalde ved Navn alle Underverdenens Aander, lige fra Hans Majestæt Satan ned til den allermindste grønlandske Djævel, medens han stampede i Stenbroen og prustede som en bremsestukken Bryggerhest.
Og for tredje Gang i Løbet af Aftenen trak vor Madam haanligt-medlidende paa Læberne og mumlede:
- Mandfolk!
Og saa lukkede hun Døren sin og vred Nøglen om .... Men da hun laa paa sit ensomme Leje, undslap der hende dog et Suk.
Thi hun var kun fem og tredive Aar. Og Enke.
