[189]| I tre Dage havde Vejret haft Delirium. Stormen havde raset med Hyl og Brøl; havde væltet Skorstene, knækket Telefonstænger, knust Tagpotter og vendt Paraplyer. Og Regnen havde vadsket Kalken af Murene og lavet Kældergange og Forstuer om til Indsøer, hvori muntre Smaabørn vadede rundt og medede Træsko og Gulvmaatter. Men nu var Anfaldet ovre. Stormen havde lagt sig for at samle Kræfter til næste Omgang; og Regnskyerne var drevet bort. - -

Klokken slog halv elleve i Lindenborg Kirketaarn.

Menneske-Mortensen halede sit uhyre Tombaks-Sejerværk op af Vestelommen og aabnede Urkassen.

-- Jo, det stemte!

Saa tog han Nøglen, som hang fastbundet til Uret ved en Stump Sejlgarn, og trak Værket op. Derpaa lagde han det til Øret og lyttede tænksomt: dikdik-dikdik-dikdik! sagde det lidt haltende,190| men yderst regelmæssigt. Mortensen nikkede tilfreds, lukkede Kassen med et Smæld og lod Monumentet glide ned i Lommen igen.

Han sad paa en halvfyldt Sæk oppe paa Møllegaardens Kværnloft. Og noget fra ham, fremme paa Gulvet, stod en tændt Lygte.

Det var naturligvis bedre end ingenting; men meget Lys gav den ikke. Der, hvor Skæret fra den naaede hen, sprang Bjælker og Sparreværk frem, graahvidt og pudret som alting heroppe af Melstøvet fra Kværnen.

Mortensen selv sad i Mørke. Kun hans stive Ben ragede frem i Lyskredsen.

Vandet fra Stigbordsrenden faldt ned over Drivhjulet; og Kværnen gik.

Menneske-Mortensen tænkte paa at blunde lidt. Han havde nylig fyldt Korn i Beholderen oppe under Taget; og Hjulene havde han givet en frisk Omgang Smørelse. Saa nu kunde han jo nok »klemme lidt til for Kikkerten«, som han kaldte det.

Han lukkede Øjnene, begyndte at nikke som en kinesisk Mandarin og stødte Luften haardt ud igennem Næsen.

Men pludselig rettede han sig og skød Ryggen op; han fik et af sine fæle Hosteanfald.

- Æ-ærke, haark, haark! sagde han - Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

Og saa sank han hen igen ...

191| Frem af en eller anden Krog var der kommet en sommerglemt Natsværmer. Den svirrede tungt og døsigt omkring Lygten og stødte hvert Øjeblik Hovedet ind mod Glasset. Det lød som en Negl mod en Rude.

En Rotte pilede frem over Gulvet. Og saa nok en. Og en til. Deres lange, haarløse Haler slæbte efter dem; og deres Øjne plirede agtpaagivent. Snuderne gik, de vejrede efter noget ædeligt. Saa fandt den ene en bitte liden Stump af et Tællelys, der var traadt ned i Revnen mellem to Gulvbræder. Det var Smovs! Men straks kom der to andre farende. Der opstod Slagsmaal. Mortensen rørte sig. Og, vips! forsvandt Dyrene ind i Mørket.

Men henne omkring Lygten fortsatte Natsværmeren ufortrødent sine frugtesløse Attaquer ...

- Mortensen! ... hviskede en Stemme.

- Ævv, ævv, uf ... gi' Fa'en ha'de min Hoste! mumlede den gamle i Søvne.

- Mortensen ...!

-Ja! sagde Mortensen lysvaagen og stirrede vildt hen mod Trappen, hvorfra Stemmen lød.

- Er du alene, Mortensen?

Den gamle rejste sin lange Fuglehals.

- )Hvem er det? spurgte han.

Døren neden for Trappen knirkede.

- Det er mig ...

192| Der lød listende Skridt op ad Trappetrinene, og et Hoved kom til Syne.

- Hvem er det ? gentog Mortensen højere, og manøvrerede med det stive Ben for at rejse sig - Hva' vil I her ved Nattens Tider?

Personen stod nu paa det øverste Trin. Det var Manuel Thummelumsen.

Hatten var trykket ham dybt ned over Øjnene, Frakkekraven var smøget op; og han havde en af sine smaa Husflidskufferter i Haanden.

- Er det dig, Manuel? sagde den gamle overrasket.

-Ja...

- Ska' du til Amerrika? spurgte Mortensen og pegede med Tommelfingeren hen mod Kufferten.

- Er Cornelius kommen hjem? Manuel ænsede ikke den andens Vittighed.

- Ja, han ligger sgu paa sine Skinker for over en Time siden!

- Var han drukken?

- Drukken? Han? Næi, han var sgu total-spøl-møg-fuld! ... var han. Jæ aa Konen maatte divergere ham i Dynerne. Aa nu ligger han og buldersnorker værre end som en Kat a' Papir!... Var 'et ikke for din Skyld, Manevel, aa saa for min ejen, saa ble' jæ her sgu ikke Ugen ud!

- Hum ... sagde Manuel, han stod og saa'193| tankefuldt rundt paa de gamle Tomter - Det er de samme Stene endnu ...

- Ja-a. Varerne bli'er sgu osse derefter! Ska' det vaarre Mel, bli'er det Gryn; og ska' det vaarre Gryn, bli'er det Pebernødder!

- Har I meget at bestille?

- Naa-aa, det kommer saadden i Stød.

- Sikken Vejen flyder her udenfor.

- Han vil jo ikke gøre ved Renden, Tampen! ... Hva' er du ellers kommen for, Manevel? Mortensen kneb et Øje sammen og stak Halsen frem - I Aften nytter det sgu'nde, bitte Ven; for han er ikke til aa transpetere fra Lejet med seks Fuldblodsheste!

Thomsen virrede med Hovedet og slog ud med Haanden.

- Du med din Snak! sagde han uvilligt - Du med dit Præk!

- Jaja, bitte Manevel, ja/a/ mumlede den gamle - Jæ snakker jo da ellers mest for dine Sager!

Saa tav de. Man hørte kun Kværnstenenes Skuren og Vandets Piasken over Drivhjulet.

Pludselig stak Menneske-Mortensen Halsen i Vejret og lyttede.

- Hva' Satan! sagde han - har du levendes i Tasken? Der lød en tydelig Knurren og Kradsen ud fra194| Kufferten, som Manuel havde stillet fra sig henne ved Trappen.

- Ja, sagde Thomsen rolig - det er Dyrene.

- Dyrene P ...

-Ja.

- Hva' for Dyr?

- Knors og Mortensen.

- Er du nu begyndt aa rende rundt med dem? spurgte den gamle og saa' paa Manuel med et Blik, hvori man læste en tydelig Formodning om, at nu havde Vorherre da løst op for »Drengens« Forstand - Hva' i Helvede vil du med Dyrene i Kufferten?

- Han gør det ikke længe, sagde Thomsen dystert - Hanen.

- Nej, det er en viis Vej. Men formoder du, a' det hjælper aa gaa Tur med ham!

Emanuel ænsede ikke Vennens Bemærkning. Han gik hen og hentede Kufferten og bar den frem i Lyset.

- Og saa mente man, at det var bedst at faa ham herud, inden det blev bagefter, sagde han.

- Herud? ...

- Ja, du véd jo, at Fa'er sa'e, at man fik ikke Gaarden tilbage, førend Knors og den anden ha'de sat deres Fødder paa den fæ-dren-de Jord.

Menneske-Mortensen fløjtede langt og forstaaende. Og Udtrykket i hans Øjne vekslede om fra Bekymring til Beundring.

195| - Du er en Apostel, Manevel! sagde han - Du er en hel Ræv til aa spekelere i Tankerne!

- Og saa fik man den Idé i Nat, vedblev Thomsen stolt og tilfreds med Virkningen af sine Ord - at man skulde ta' dem med sig i Aften og fuldkommengøre Guds Vilje.

- Jo/o/

- Og nu har man været ude paa Marken med dem, og i Haven og paa Gaardspladsen ...

- Ja/fl/

Menneske-Mortensens Højagtelse steg for hvert Ord, den anden talte.

- ... og saa har man tænkt, at di ogsaa skulde betræ-de Huset, sluttede Manuel - Saa har en jo gjort, hva' en kunde.

- Æ-ærke, haark, haark! gylpede Mortensen overvældet

- Du er slame en Profet, Manevel Thomsen, som Vorherre har Ære a'! ... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste!

- Vil du hjælpe mig at ta' dem frem? spurgte Emanuel og satte sig paa Hug for at løse Kuffertremmene.

- Det er li'e, hva' jeg vil, nikkede den gamle ivrig og hævede sig paa sit stive Ben - Men jæ ka' jo 'tte bøje mig, ser du ...

- Saa sætter vi Kufferten hen paa Sækken ... Manuel bar Kufferten hen paa Sækken og aabnede.

- Det er svært, saa han kradser løs! sagde196| Mortensen betænkelig, da der lød en heftig Rumsteren inde fra Kufferten.

- Ja, han er ble'en no'et vild, Knors. Man ha'de jo sit Mas med ham nede i Gaarden.

- Det er sgu heller ikke saadan aa køre i Karet, hæ, hæ! ... Men spolerer han ikke Hanen?

- Di sidder i hver sit Rum, ka' du forstaa i

- Naanaa! Ja, du ka' bælle Ærterne, ka' du! Du har Ho'de for ti! ... Men nu kommer han jo! Der er han jo! sagde den gamle befippet og dinglede med Fingrene i Luften

- Sikket Aasyn, han har! Men du kvæler ham jo, Manevel! Du kvæler ham jo.

- Jamen saa hjælp mig da Menneske! Saa ta' ham da.

- Jaja, jaja, ja/fl/ Men han flaar sgu Kødet a' mig! Katten havde maset sit Hoved frem af Kufferten, som Manuel i en Fart havde smækket sammen igen. Og nu sad Dyret der i Klemme og gloede og hvæsede som en sindssyg, der har faaet presset sit Hoved ud gennem Vinduet i sin Celle.

- Men saa ta' ham da! saa to! ham da! skreg Thomsen og stampede i Gulvet.

- Jo, jovel! sagde den gamle og trippede - Men han splitter mig, om jeg rør ham ... Se nu faar han osse Kløerne ud! Han er rent kontant tosset!

197| Manuel trykkede Kufferten ind mod sit ene Ben og fik derved en Haand fri, hvormed han forsøgte at gribe Dyret i Nakken. Men Knors langede en Pote ud efter ham, saa at alle fem Kløer kendtes i hans Hud.

- Du kunde sgu da osse gerne hjælpe mig! sagde han arrigt til Vennen.

Mortensen skævede til Manuels fem røde Striber og rakte nølende en Haand frem med Fingrene vidt udspilede. Men saa lod han pludselig Armen synke og sagde i en uendelig overlegen Tone:

- La' ham slippe! Fa'en, la' ham slippe! Han har sgu godt a' aa ny'e Luften lidt!

- Jamen ...

- ]æ ska' nok fange ham! nikkede den gamle med Højhed ! - Fa'en! en Kat! Det er da ingen Krukkedille, véd jeg!

Thomsen tøvede et Øjeblik endnu. Men saa gav han los for Kufferten, og Knors fo'r ud.

Den var bleven fuldstændig vanvittig af denne Transport og Indespærring. Først satte den fire Gange i rasende Fart omkring Lygten, væltede sig om paa Ryggen, fægtede i Luften med Poterne, mjavede, hvæsede, spruttede og tumlede rundt og kom saa paa Benene igen og begyndte forfra.

De to Venner stod og betragtede den i dyb Tænksomhed.

- Han er blit rivende rundtosset! erklærede198| Menneske-Mortensen saa - Maren er faret li'e lukt i ham! ... Men-æ-jæ, tilføjede han forhaabningsfuldt - det r etter sig vel!

- Knors .... lille Misseknors .... kaldte Manuel kælent - Kom saa da, lille Misseknorsebarnet ...

Men Knorsemissebarnet hvæsede og skød Ryg og viste Kløer, og for saa pludselig i et Sæt forbi sin Herre og op ad den nærmeste Bjælke, saa Melstøvet stod i en Sky omkring den. Og oppe paa Bjælken lagde den sig og skulede ned mod Fjenden med sit ene rædsomme Øje.

Mortensen kiggede i Vejret som en Høne efter en Glente.

- Ja, der ligger han! sagde han.

- Og hvordan faar man ham ned igen? spurgte Manuel.

- Fa'en, la' ham ligge! Han kommer sgu nok, naar Sindet slaar sig!

- Jamen du lovede jo at fange ham. Den gamle slog bredt ud med Haanden.

- ]æ ska' nok praktensere ham til Veje i Tidens Fylde! sagde han - Stol paa det!

Og derpaa lod de for en Stund Kat være Kat og vendte sig til Hanen.

Thomsen pillede den frem af Kuffertens andet Rum og holdt den ud foran sig i sine hule Hænder.

- Herre du søde Gui, sagde Mortensen med199|ynksfuldt - tjø, tjø! hvor ka' man dog skæmme sig med Aarene!

- Ja, klejn er han, nikkede Manuel og lagde varsomt Dyret fra sig ned paa Gulvet - Men derfor maatte han jo osse herud!

Menneske-Mortensen prikkede forsigtig til Hanen med Spidsen af sin raske Fod.

- Du er da 'nne død, Apparat? spurgte han.

- Næi, død er han ikke, sagde Thomsen og strøg en Haand blødt hen over Dyrets fjerløse Ryg - Varm er han da.

Han dør sgu nok, inden du kommer hjem med ham.

- Ja-a; men saa har han jo været her.

- Saa har han vaaren her, ja! ... Aa opfyldt sin Misjun, som der staar i Aviserne!

Hane-Mortensen var saa medtaget, at den ikke længer formaaede at støtte paa Benene. Den laa plat ned paa Gulvet med Halsen hængende kraftløst til Siden. Et Par Gange forsøgte den at rejse Hovedet; men naar den møjsommeligt havde faaet det løftet lidt, idet den støttede Næbbet mod Gulvbræderne, dinglede det mat om igen.

Menneske-Mortensen stod og betragtede opmærksomt disse Bestræbelser.

- Kaput! sagde han saa og slog ud med Haanden - Faalaaren! Færdig!

200| Emanuel tog igen Dyret op i sine Hænder og bar det hen paa den anden Side af Kværnen.

- Det skader ikke, at han betræ-der saa meget som muligt, forklarede han.

- Nejnei! nikkede den gamle forstaaende - Aa du ka' saamænd osse godt gaa med ham ned i Køkkenet aa Forstuen. Di sover sgu sø-de-li-gen dernere.

- Aa nej, sagde Manuel og skiftede Hanen hen paa et nyt Sted - det trænges ikke. Nu har han jo baade været ude paa Marken og i Haven og i Gaarden. Og det var jo den fæ-dren-de Jord, han skulde betræ-de.

- Aaja, aa/'a/ .... Har din Fa'er ellers vaaren ved dig siden?

- Nej.

- Cornelius klarer jo nok December.

- Hum ...

- Men til Juni ry'er han!

- Hum ...

- Ka' du saa?

- En tænker det ... mente Thomsen undvigende - Nu har Dyrene jo været her ...

- Ja-a ... Om det ku' hjælpe! Men Penge sku' der jo osse gerne til!

- Hvo ikkun lader Herren raade!

- Aaja, saamænd ja! ... Æ-ærke, haark,201| haark! Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! ... Men jæ staar da ellers immer ved mit Tilbud.

Thomsen havde baaret Hane-Mortensen tilbage til Kufferten og var nu ifærd med at emballere ham for Rejsen. Han svøbte et stort strikket Tørklæde omkring ham.

- Man er da ingen Morder! mumlede han uden at løfte Øjnene fra sit Arbejde.

- Nejnej, nejrnej sagde den gamle forarget - Morder! Men vi har da før set et Svin knække Halsen! Emanuel saa' hurtig og sky op.

- Han har Kone og Børn ...

- Kone aa Børn, hæ! haanlo Menneske-Mortensen og demonstrerede hidsigt med begge Hænder - Di var sgu bedre farne uden ham! ... Der er jo ingen Grøde i ham mere, vedblev han - han gider jo ikke røre en Finger! Han har jo drukket al sin Smule Forstand væk, har han; om han no'en Sinde har haft no'en!

- Er vi sat til Dommer over andre?

- Gu' er vi saa! naar det er no'en Møgmikler! Emanuel rejste sig.

- Det ene Menneske skal ikke stræbe det andet efter Livet! sagde han med Salvelse.

- Næi, det staar der jo!

-- Og der høstes aldrig Glæde, hvor der saas Sorg!

202| - Monikke? Da mener jæ sgu da ellers, a' den Sorg ...

- Stille! sagde Manuel heftig - La' os ikke tale mere om det! Ska' man ha' Gaarden tilbage, ska' det være iføl-ge Loven og Profeterne!

- Ja, det har du nu sagt snart i femten Aar, lille Manevel ...

- Ja, sagde Thomsen dybt alvorlig - men en har ikke haft Dyrene med herud før, ser du! Saa Fejlen er vel nærmest ens egen!

Mortensen spilede sine smaa Fugleøjne op og tav beskæmmet. Og idet han atter blev grebet af Beundring for Vennens ualmindelige Begavelse, saa' han som i et Glimt Tingenes Sammenhæng.

Manuel fornam Virkningen af sine Ord og kroede sig.

- En tænker, ska' man sige vos, sagde han - før en handler!

- Ja, nikkede Menneske-Mortensen i den mygeste Ærefrygt - Du sku' Satensuseme vaarren Pave, Manevel Thomsen.

Et Kvarters Tid senere tog Thummelumsen Afsked. Katten fik de ikke.