[203]| - Hvor vil du helst ligge, Mørch?

- Hum ...

- Se henne hos din Kone, der er jo fugtigt.

- Æv ...

- Og du holder jo meget af Varme og Solskin.

- Thsludder, Knagsted ...

- Men her er en dejlig Plads, hva'? tør og behagelig. Her kan du sgu holde dig længe!

- Hvor ka' thu komme med tsaadan no'et Vrævl!

- Og saa ka' du jo la dræne, hvis der skulde være Grundvand.

- Theg vil ikke høre mere paa thig!

Og Konsulen rev forbitret sin Arm ud af Tolderens og blev staaende.

De gik Tur inde paa Kirkegaarden. Og Esau vilde absolut have, at de nu, stante pede, skulde udvælge sig deres Gravsteder.

Konsulen var i Pels og laadden Hue, og Kontrolløren var i Vinterfrakke. Thi det var koldt. Men deres Spadsereture maatte de have.

204| Knagsted gik et Par Skridt ud til Siden, hvor der stod et Par bredkronede, afbladede Kastanietræer.

- Og her vil jeg saa ligge, sagde han og afridsede en Firkant med sin Stok - Her er saa dejlig køligt om Sommeren, og jeg har jo Haar nok til at holde paa Varmen.

Mørch svarede ikke. Han stod bare og skulede arrigt hen mod Vennen.

- Hør véd du hvad! sagde Tolderen saa - Jeg faar en Idé! Du skulde sgu la' dig begrave i Pels, Mørch; saa kan vi blive ved med at gaa Tur!

- Ihs! sagde Mørch - Nu gaar theg! Og han begyndte at stavre af Sted ned mod Udgangen.

Den anden fulgte efter og tog ham paa ny under Armen.

- Lad mig hjælpe dig, lille Mørch, saa gaar det bedre.

De trissede af Sted i Tavshed. Konsulen indædt og ludende forover med Øjnene fæstet mod Jorden. Kontrolløren frisk til Mode, ret og rank og med knejsende Nakke.

Da de kom forbi Emanuel Thomsens Rugeplads, hvor der var Læ mod Vinden, og hvor Solen laa hyggeligt og varmt hen over Bænken, spurgte Esau:

- Skal vi sidde lidt, Mørch? Er du ikke træt?

- Tho, sagde Konsulen - men theg er bange for at bli'e forkølet.

205| - Her? midt i Solskinnet? Næi! Og du er jo osse godt klædt paa.

- Tha, vi kan tho gerne sidde et Øjeblik ... - Her i Hjørnet er bedst, sagde Knagsted omhyggelig - her trækker det ikke.

Konsulen skulede mistroisk hen mod Vennen. Naar Knagsted blev hensynsfuld, vidste han nemlig, at der altid var noget i Gære.

Saa satte de sig.

- Kan du se, at her er rart?

- Tha...

En Hvirvelvind for ned over Kapellets Tag og snurrede Støvet henne paa den brede Midtergang op i én Top. Og en Stump Avispapir boltredes af Sted højt i Luften og forsvandt bag Træerne.

- Det trækker vel ikke paa dig, Mørch?

- Hnej ... Thet er tsvært tsaa du er venlig ...

- Hæ! ... Ja, men du er jo ogsaa den eneste, jeg har sluttet mig rigtig til her i Byen; saa jeg vil jo nødig miste dig. Indædt Tavshed.

- Det er ellers et rart Efteraar, vi har, begyndte Tolderen saa igen.

- Hum ... Thet blæser og stormer da hver Dag!

- Aa ja saamænd ...

- Og tstøver! Theg bli'er tsaa ked a' thet! Thet er altsid thet tsamme!

-- Naa-aa, det maa du ikke sige! Der er dog206| en Slags Afveksling. Den ene Dag støver det fra den ene Side, og den anden Dag fra den anden; saa ...

- Thsludder!

Ny Tavshed.

Konsulen var sunken til Bunds i sin Pels. Og Tolderen sad og fløjtede sagte og svippede Takten med Fodspidsen ned mod Jorden.

Pludselig holdt han inde og spurgte i en ligegyldig Tone :

- Er det sandt, Mørch, at du har ladet Sagfører Petersen sætte Gamlestine paa Gaden?

Konsulens oppustede Ansigt skvættede frem af Pelsen.

- Hva' ... æv ... hva'? sagde han. Han formaaede i Øjeblikket ikke at laa andre Lyde frem.

- Det si'er man, nikkede Tolderen

- Hvem tsier thet?

- Ude i Byen.

- Hum ...

- Men jeg sa'e, at det var Løgn.

- Hum ...

- For jeg kender dig jo.

- Tha ...

- De ti Kroner om Halvaaret...

- Thet er tsyve!

- Hva'?

- Thet er tsyve!

207| - Naa, ja, tyve! De tyve Kroner om Halvaaret kan jo hverken gøre dig fra eller til, vel? ... vel P Mørch vred sig.

- Tsyve Kroner hist, og tsyve Kroner her, sagde han - Hun havde ikke betalt Husleje siden i Fjor Oksober Maaned !

- Hun er syg.

- Thet véd theg ikke no'et om ...

- Hun har ligget syg i over et halvt Aar.

- Hum ... Vi andre maa pænt betale, hva' vi skylder! Theg har osse været tsyg længe!

Knagsted saa' hurtig hen paa Vennen.

- Aa ja! sagde han rolig - Saamænd! Du kan ha' Ret! Det er bare mig, der har spist for meget Øllebrød!

- Tha! nikkede Konsulen med et Glimt af Haab - hvorfor ska' man ...

- Næ, forstaar sig! ... Kan du huske din Kone?

- Thsmin ...

- Din Kone, ja?

- Hva' er nu thet for no'et Vrævl igen? spurgte Konsulen og flyttede sig uvilligt paa Bænken.

- Jeg spør, om du kan huske din Kone?

- Gu' ka' theg huske min Kone, natsurligvis!

- Ja jeg mente ... Det er jo snart tolv Aar siden, hun døde; saa maaske ...

- Thsludder! Hva' ska' vi nu tsnakke om thet for!

208| - Jeg kan godt huske hende. Konsulen spilede sine sløve Øjne op.

- Thu?

- Ja, jeg har kendt hende.

- Har thu ? Knagsted nikkede.

- Og det er derfor, jeg holder saa meget af dig l

- Hvor har thu kendt hende fra?

- Kronprinsessegade otte, fjerde Sal. Konsulens Mund stod gabende aaben.

- Thamen ... thamen, stammede han - ther kom thu tha ikke ...

- Aa jo, i sin Tid! Men du stak mig nok ud, din Hjerteknuser !

- Theg? ...

- Du, ja? ... Men det er jo derfor, jeg holder saa meget af dig!

Der var ikke den mindste Bevægelse at spore hos Tolderen, han sagde sine Repliker tørt og nøgtern.

- Alviltha ... Alviltha tsalte aldrig om thet ... vedblev Mørch - Alviltha ...

- Næ-e, hvorfor skulde hun ogsaa tale? Hun skrev bare til mig, at nu vilde hun hellere ha' dig. Og dermed Punktum.

Konsulens Hænder famlede rundt i hans Skød.

- Var I tha ... var I tha ... forlovede?

- Noget i den Retning, ja!

- Thet ... thet vidste theg ikke no'et om ... 209|Knagsted vendte sig brat om mod sit Offer.

- Ha'de du ellers ladet mig beholde hende?

- Thæv .... thæve .... lallede Konsulen. Han var nu ganske paralyseret af den anden og skjalv over hele Kroppen. Tolderen smilede.

- Hun kyssede storartet! sagde han - Og nu har Ormene ædt hende!

- Aa, thla nu være ... thla nu være ... Knagsted .... thla nu være ... Mørch klynkede som et Barn.

- Og hils hende fra mig. Du ser hende vist først.

Konsulen blev sorteblaa i Ansigtet og huggede kraftløs ud efter Esau med sin Stok.

- Thu er en Tsathan! hvæsede han. Tolderen lo himmelhøjt.

- Naanaa! Husk paa du er syg, Mørch! sagde han saa i en venlig formanende Tone - Og syge Folk maa ikke forivre sig!

Stokken faldt ud af Mørchs Haand. Det var, som slappedes alle Nerverne i ham. Han sank sammen paa Bænken; og idet han løftede sine blaasvulne, dirrende Hænder op mod sit Ansigt, græd han som en Skoledreng, der har faaet Prygl.

- Thu ka' tho la' mig være ... Theg har tho ikke gjort thig no'eth ... og althid ska' thu gaa og tsie the værste Thing thil mig ... og gøre210| mig bange ... Theg er tsyg ... thet véd thu godt ... og althigevel ... og althigevel .... Hvorfor ka' ... thu ikke .. thla mig være ... i Fred ... ?

Knagsted svarede ikke. Han havde rejst sig fra Bænken og stod bleg og ubevægelig og betragtede sit Bytte.

Gitterlaagen skreg paa sine Hængsler.

- Mørch, der kommer nogen!

- Tha ...

- Der kommer nogen!

- Tha ... nu ska' theg ...

Konsulen gjorde Forsøg paa at staa op fra Bænken, men kunde ikke.

Knagsted hjalp ham.

- Og her er din Stok.

- Tsak ...

- Kom saa!

- Tha ... Og saa gik de.