[211]| Da Thomsen hin Aften kom hjem fra Møllegaarden, laa Hane-Mortensen stiv og kold og død i sit Rum i den lille Husflidskuffert.

Stiv og kold og død, og befriet fra Livets Byrder ...

Gamle Mo'r Karen hvilede for længst i Søvnens Arme; eller i det mindste laa hun da i sin Seng. Og Manuel listede gennem Stuerne og Køkkenet op paa sit Værelse. Deroppe stod i en Krog en værkbruden Tørvekurv, hvori Mortensen havde tilbragt de sidste Uger, nu da det var begyndt at blive koldt i Vejret, og det ikke længere havde været ham muligt at holde sin elendige Krop varm i Reden ovre under det lille Vindue i Skuret.

Thummelumsen havde tændt Lampen og stod nu med det hensovede Dyr i Hænderne.

- Nu har man udstridt, lille Mortensen, mumlede han - Nu er man færdig! ... Aa Herregud, ja!

212| Og Manuel blev trang om Hjertet. Græde gjorde han vel ikke; men der laa dog en stor bedrøvelig Klump og trykkede ham indvendig i Brystet.

Og sæt Hanen var gaaet hen og havde strittet*), forinden den havde været ude paa Gaarden!

Der jog som et Knivstik igennem ham.

- Da ha'de man været fortabt! ... Men Vorherre var god; og hans Miskundhed varer evindelig!

Han tog paa ny Tørklædet og svøbte det varsomt om sin døde Ven, Mortensens Ben havde strakt sig stift ud og syntes dobbelt lange og magre, nu Kroppen helt var sunken sammen, efter at den sidste Livsfunke var slukket.

Men de vældige Sporer krydsede lige martialsk hinanden ; og de tvende resterende Halefjer sad endnu paa deres Plads. Vel havde man kapituleret, men med Ære!

Stille lagde Manuel den døde ned i Kurven. Klædte sig af, slukkede Lampen og gik i Seng.

Om Morgenen, da Moder og Søn sad ved Kaffebordet, tavse og umeddelsomme som sædvanlig, løftede Thomsen pludselig Hovedet og sagde:

- Mortensen er død i Nat!

Madammens Hænder sank som lammede ned i hendes Skød.

213| - I Jesu Navn, Manuel! sagde hun og stirrede paa sin *) Lagt sig til at dø. (Strakt Lemmerne i Dødskampen). Søn, som om hun ventede at se ham synke til Jorden med det samme.

Men Manuel spiste rolig videre paa sin sparsomt besmurte Morgenhumpel.

- Og Knors? spurgte Karen - Knors har heller ikke vist sig til Morgen?

- Knors er ude paa Gaarden.

- Ude paa ...

- En var derude i Aftes med begge Dyrene.

- Aa Herre ...

- Og nu har di betraadt Fæ-dre-nejorden, som Fa'r sa'e, di skulde.

Karen vred sine Hænder.

- Aa jeg som troede, at du ha'de slaaet di Tanker a' Ho'edet, Manuel ...

- Skal du nu komme med din Snak igen! bruste Sønnen op.

- Nej, nej, nej, Manuel, nej ... Men ...

- Men hva' P

- Har du da .... vil du saa da købe ...

- Det kan du la' en sæl' om! - Og Thomsen rejste sig og gik til sit Afskriverarbejde paa Herredskontoret. -

Og om Aftenen, da Mørket faldt paa, pakkede han Mortensen ned i en Papæske og bar ham ud paa Kirkegaarden og jordede ham hemmeligt i den fæ-dre-ne Gravhøj.

214| En Morgen nogle Dage senere, sad Madam Thomsen og Emanuel igen sammen ved Kaffebordet.

Butiksklokken ringede. En Stemme sagde: Værsgod! Det var Drengen med Byens Avis.

- Hent Bladet! kommanderede Thomsen, og hans Hænder rystede.

Mo'r Karen trissede ud efter Avisen og rakte ham den.

Han rev den til sig. Papiret raslede i hans Haand, saa nervøs var han.

- Vil du ikke ha' en Slat Kaffe til, Manuel!

- Nej! for Fanden! La' mig saa dov være i Fred! (Thomsen betjente sig ellers aldrig af Navnet paa nogen som helst ond Aand.)

Stilfærdig og lydløst gav Madammen sig til at samle Kopper og Tallerkener sammen for at bringe dem ud i Køkkenet. Men pludselig udstødte hun et Forfærdelsens Skrig og satte skyndsomst Sagerne ned paa Dugen igen.

- Manuel, Manuel, hva' fejler dig dov?

Avisen var gleden ud af Thomsens Hænder og ned paa Gulvet. Og selv laa han tilbagelænet i Sofaen, ligbleg og med lukkede Øjne.

- Manuel, Manuel! jamrede den gamle - Er du blit syg, Manuel ... Hun greb ham i sin Fortvivlelse i Skulderen og ruskede ham - Sig mig215| dov, hva' der er i Vejen, lille Manuel! Ska' jeg springe efter Doktoren?

Manuel slog Øjnene op og saa' sig forvildet om.

- Aa Gud, aa Gud! stønnede han - aa Gud, aa Gud i det Høje! Og jeg, som har gaaet i Rette med ham! Og jeg, som har gaaet i Rette med ham! ... Bed, Mo'r Karen, bed! Tak Gud den Almægtige paa dine Knæ!

- Lille Manuel, lille Manuel ... at det skulde saadan ende, at det skulde saadan ende!

Emanuel havde ladet sig glide ned fra Sofaen. Og idet han foldede sine Hænder og løftede dem op mod det lave Loft, bad han med en underlig skingrende Stemme, der paa een Gang var fuld af Samvittighedsnag og Ruelse, men hvori ogsaa den saligste Glæde vibrerede.

- Aa, Vorherre, Vorherre, hvordan skal en dog takke og prise dig for din store Miskundhed og Godhed? Hvordan skal en dog lovsynge dit Navn i Alevighed? ... En er det ikke værd! Nej, nej, nej, en er det ikke værd, lille Vorherre! Dit himmelske Navn skal lyde Dag og Nat fra min Mund for al den Kærlighed, du har vist mig og min stakkels gamle Mo'r, som lovsynger dig i sit Hjerte .... Aa, lille Gud og Skabermand, vær ikke vred paa en, fordi man stundom har knurret mod din Vilje! Men det trak jo saa længe ud, inden du viste din himmelske Magt; og man er jo kun et svagt, sølle Men216|neske, der ikke kender dine Stier og Veje! .... Herre, Herre, Tak, Tak! Og nu kommer du og sanker gloende Kul paa en! ... Men se, se, man ligger for din Fod og strækker sine svage Hænder mod dit Aasyn af sin inderste Sjæl for din store Naade! Herre, Herre!

Med Frydeskrig jeg hilser dig, thi du er god, evindelig, fra nu af og til evig Tid!

Amen, Amen, Amen i Jesu Navn!

Thomsen slog Hænderne for Ansigtet og kastede sig ind over Sofaen som i Krampe.

Mo'r Karen var stiv af Forfærdelse.

- Manuel, Manuel, gentog hun uophørlig - Lille Manuel, lille Manuel, hva' er der? hva' er der? Ska' jeg springe efter Doktoren?

Men Emanuel hørte hende ikKe.

Saa ringede Butiksklokken.

- Der er no'en, Manuel! Der kommer no'en! I Jesu velsignede Navn ...

Thomsen rejste sig hurtig og strøg sig med en Haand over Ansigtet.

- Gaa! Gaa ud! sagde han.

- Jamen ...

- Gaa bare! Gaa ud!

- Jo ... jo ...

217| Næppe var Madammen ude af Døren, før Manuel greb Avisen.

- Jo, der stod det: 23811-50,000 .... Søde, lille, elskelige Vorherre! Søde, lille, elskelige Vorherre: Halvtredsindstyvetusinde! ... Hvor meget var fire i halvtreds?

Han plukkede febrilsk en Stump Blyant op af Vestelommen og lavede et Regnestykke paa Avisens Margin:

- Fire i fem er en Eengang, og een i Mente ... Fire i ti er en Togang, og to i Mente ... Fire i tyve er en Femgang, og to Nuller bagefter . .. Tolvtusind og Femhundrede! Tolvtusind og Femhundrede!

.... Mo'r!

Madam Thomsen kom farende. Hun troede, at Drengen var ved at dø. Men da hun saa' ham staa lyslevende og oprejst midt paa Gulvet, trak hun Døren til og sagde:

- Di er ikke gaaen endnu derude ...

Men Manuel greb hendes Haand og drog hende hen til sig.

- En har været ond imod dig, Mo'r Karen ... sagde han blødt - En har somme Tider ikke været, som en skulde være ...

- Hvem? ... Du? ...

- Men nu skal det nok bli'e anderledes, vedblev han og klappede hendes Arm - En lover dig218| helligt, lille Mo'r Karen, at nu skal det nok bli'e anderledes!

- Men Manuel ... Karen var grædefærdig.

- En vil være god mod alle Mennesker nu! bedyrede Thomsen - Fra Dags Dato vil en være god mod alle Mennesker paa hele Jorden!

- Aa Herregu', lille Manuel .... Taarerne trillede ned ad den rare Kones Kinder.

- Jo, en har været dig en slet Søn ...

- Nej ... nej ...

- Et rent Utuske af en Søn!

- Aa nej ... nej ...

- Og et slet Menneske har en været! ... En har stjaalet fra sin egen Mo'r.

- Var 'et dig, der ha'de ta'et Kronen? spurgte Karen med opspilede Øjne.

- Ja ... men nu skal alting blive godt igen, Mo'r Karen! En skal være saa god, saa god imod dig! En har bare været ond, fordi en har haft det ondt... En har jo hverken vidst ud eller ind om Fremtidshaabet ... Men nu spirer Glæden, og saa blfer man god ... Vi skal leve i Fryd og Salighed, Mo'r Karen; og du skal faa Kjoler, mange Kjoler ... Og Gaarden skal repareres, og Haven og Søen ug ... Aa, Gud i sin høje, straalende Himmel være evig lovet og priset!

Manuel slog sine Arme om Moderen og trykkede hende heftig ind til sig.

219| Saa var der en Stemme ude i Butikken, der i et mindre blidt Tonefald raabte:

- Madam Thomsen, hvor er De dog bleven af? Og med et:

- Gui, jeg har glemt hinner! rev den lille Kone sig løs og for ud.

En halv Timestid senere kom Emanuel ned fra sit Loftsværelse. Han var iført det blaa Cheviotstøj og havde sin stive Filthat i Haanden.

Mo'r Karen sad i sin Stol og syede paa de evige Lommetørklæder. Og da hun saa' hen paa Sønnen, syntes hun, at han var vokset.

- Du rejser altsaa, Manuel? spurgte hun frygtsomt, thi hun var endnu ganske forvirret af Drengens besynderlige Adfærd.

- Javel rejser man!

- Jamen ... Kontoret, Manuel? ... Han traadte hen til hende og lagde en Haand paa hendes Skulder:

- Fra Dags Dato blæser man Kontoret en Højskotsk, Mo'r Karen!

- Jamen ... Manuel ... hva', jeg forstaar ikke, hva' ... Taarerne begyndte igen at pible frem i hendes Øjne. Thomsens runde Ansigt lyste.

- Naar man kommer tilbage, sagde han - skal man fortælle dig det alt sammen!

220| Men han kunde dog ikke dy sig og fortsatte triumferende:

- Nu kan man bli'e Proprietær, hva' Time man vil! Og pludselig stak han i overstadig Lystighed en Finger hen mod Karens Hals.

- Dikkedik, Enkefru Thummelumsen! sagde han - Man kommer hjem med Syvtoget. Vil Di til den Tid ha' ens Tevand serveret!

Og saa tog Glæden ganske og aldeles Magten fra ham. Han slog sine Arme om Moderens Hals, trykkede hende paa ny ind til sig og sagde med en Stemme, der dirrede af Fryd:

- Man kunde ha' Lyst til at leje Trommeslager Halberstadt, Mo'r lille Karen, og la' ham melde det til hele Byen!