[221]| Overlærer Clausen var flov; flov og plaget af Samvittighedsnag. Siden hin noget ryggesløse Aften i Dolkeklubben listede han sky gennem Gaderne, naar han gik sine Ture. Og han trak først Vejret normaliter, naar han var sluppen vel uden for Byporten og vandrede ad de øde Veje mellem de graa, efteraarstriste Marker.

Han var en alvorlig Mand og en Mand af Selvtugt. Og derfor talte han sig stedse haardt til, saa ofte Mindet om denne Aften stak sit grinende Satyrfjæs frem. Han forstod ikke, hvordan han saaledes kunde slippe Styret over sig selv! Det var hændet et Par Gange før deroppe ved Møderne; og hver Gang havde han i Uger efter følt sig saa ussel og brødebetynget, at han næsten ønskede sig at være en Muldvarp for at kunne dølge sin Skændsel fem Fod under Jordens Overflade.

Han smurte lynsnart ned ad en Sidegade, hver Gang han saa' en »Broder« i Horizonten. Og særlig222| var det jo »Livsens per-so-ni-fi-cerede Ondskab«, han flyede for. Og han veg uden om Toldbodbygningen og dens Omgivelser, som en aldrende Siftsdame viger uden om en Landevejskro eller et Herrebadeetablissement.

Men sine Formiddags- og Aftenture maatte han trave; da ellers Tilværelsen vilde forekommet ham meningsløs.

Der var stort Halløj i Bredbrostræde!

Blomkaalsmarie, Grøntkonen, stod midt i en Klynge Mennesker ude paa Gaden foran sin Kælderhals. Hun skældte og smældte og skreg op og truede til Himmels med sine knyttede rødsorte Næver. I Klyngens Centrum saa' man en gul Spanskrørsstok hæve og sænke sig. Og en Hund hylede derinde af alle Livsens Kræfter.

Overlærer Clausen drejede ind fra Voldsmuget. Menneskehoben spærrede hele den smalle Gade og standsede ham.

- Hvad er her paa Færde? spurgte han og borede sig frem.

- Han sla'er min Hund ihjel! hylede Marie - Han tæ'sker Livet a' hende! Waldine! Waldine! Mit Dyr, mit Dyr! Der traf han hende li'e oven i Hovedet.

Slagene faldt langsomt og taktfast, og Hunden stemte Tonen op for hver Gang, den blev ramt.

223| - Waldine, Waldine! hvinede Blomkaalsmarie - Riv hende dov fra han a'!

- Hun har jo bidt ham! sagde en gammel Mursvend i blaa Bluse og hvid Kasket - Hinner sker kun hinners Ret!

- Hun snappede efter mig i Gaar! nikkede en fed Kone med en Mælkespand i Haanden.

- Og Børnene vælter hun! nikkede en Moder.

- Sla' hinner bare flad! opfordrede en Læredreng - Saadden en Skidtsag!

Clausen var naaet ind i Klyngen, og saa' nu en lille, bredskuldret Mand, der stod og holdt en rødbrun Puddel med den ene Haand fast i Halsskindet, medens han med den anden lod en tyk, gul Spanskrørsstok danse paa dens Ryg.

- Menneske! sagde Overlæreren og greb Manden i Armen.

Mennesket drejede Ansigtet om imod ham. Det var Tolder Knagsted.

- Er det dig! sagde Overlæreren forfærdet - Hvad i Himlens Navn er det dog du bestiller!

- Fjorten! talte Knagsted uforstyrrelig - Goddag, Clausen! Jeg driver en Djævel ud! Femten!

Stokken faldt, hver Gang han nævnede et Tal.

- Du skamferer jo Dyret, Knagsted!

- Gu' gør jeg ej! Seksten!

- Hun ska' ha', hva' der tilkommer hinner! grinede Mursvenden - Læg bare i, Hr. Kontrollør.

224| - Sytten! talte Esau og »lagde i«. Dyret vrælede og skar Tænder.

- Poleti-i! hvinede Grøntkonen pludselig - Poleti- i! Waldine! Waldine!

- Saa, hold nu op, Knagsted!

- Ja, naar jeg er færdig! ... Atten!

- Hvor mange skal den da ha'?

- Toogtyve ... Nitten!

- Hurra-a! skreg Læredrengen - Det rødhaarede Vildsvin!

Blomkaalsmarie langede en Næve ud efter ham. Men han smuttede væk.

- Ka' du gi' en Gullerod! sagde han.

- Tyve! talte Kontrolløren - Enogtyve ... To-og-tyve! Færdig!

Og han løftede Hunden i Vejret og smed den over imod Grøntkonen.

- Hurra-a! brølede Mængden - Længe leve Blomkaalsmarie og hendes Pillekartofler.

- Kom saa, Clausen. Lad os gaa!

- Ja, sagde Clausen.

- Og de borede sig ud og gik.

Da de var kommen omkring Hjørnet ind paa Søndergade, strakte Esau Armene i Vejret og sagde:

- Puhh! det lettede!

- Hvad ha'de Hunden gjort dig?

- Den ha'de sgu ikke gjort mig noget; saadan da!

225| - Bed den dig?

- Næ.

- Jamen ...

- Aa jeg trængte til at røre mig. Og saa har den saadan et nederdrægtigt Fjæs!

- Jo, men det ...

- Har du ikke somme Tider Lyst til at tærske løs paa et eller andet?

- Nej! aldrig! sagde Overlæreren afgjort.

- Men det skal være noget levende. Hva'?

- Aldrig! gentog Clausen - Aldrig!

- Ikke ? ... Naamen du har vel ogsaa faaet tærsket dig ud, dengang du praktiserede! ... Gaar du hjem?

- Hva'ba?

- Gaar du hjem til dig selv nu?

-Ja...

- Har du noget imod, at jeg gaar med?

- Næ-i ... sagde Overlæreren overrasket - det skal være mig en Fornøjelse! sagde han. Men der gik ham et Stik igennem Hjertet, thi nu var Opgørets Stund vel inde. Og han var vaabenløs; hans Samvittighed var skiden.

- Jeg vil gerne se dine Blomster, nemlig.

- Det skal være mig en Fornøjelse, kære Knagsted. De gik videre i Tavshed. Og der var som sædvanlig næsten mennesketomt paa Gaderne.

226| Overlærer Clausen boede paa første Sal i et lille, gammelt Bindingsværkshus ved Foden af de hvide Søstres Kirkebakke.

Foran Gadedøren var der to brede Sandstensbænke med høje, snirklede Rygstød af samme Materiale. Bænkene gik lodret ud fra Husmuren og dannede ligesom en lille Forgaard, der var overskygget af to store, bredkronede Lindetræer. Nu var Træerne jo nøgne og afbladede; men om Sommeren var der en sval og skyggefuld Siddeplads.

Tolderen standsede ude paa Kørebanen. Og som om han aldrig havde lagt Mærke til Huset før, sagde han :

- Her bor du jo hyggeligt!

- Ja, ikke sandt! nikkede Overlæreren glad - Og se Gadedøren!

Den var lav og bred med Snitværk paa Fyldingen og store Smedejærnshængsler.

- Ja, den er god nok! Clausen blev ivrig.

- Huset er bygget 1776! forklarede han - Det staar skaaret deroppe over Døren.

- Jaja!

- Kan du se, hvad der mangler?

- Mangler ... ? Næi ...

- Hihi, jo! Kan du ikke se, der mangler et N I Anno?

227| - Staves det med to N-er?

- Hi ja, det gør det rigt'nok! Vidste du ikke det?

- Næi. Er det Latin?

- Ja, kære Ven! véd du ikke ...

- Nej; det har jeg jo aldrig ædt noget a'.

- Næ, naturligvis! ... Men du kan tro, at han, der har bygget Huset, han har været stolt af sit Værk alligevel! fortsatte Overlæreren fornøjet og snaksom - Og her paa Bænkene har han og Naboerne siddet om Aftenen med deres Øl og deres Piber!

Clausens Ansigt lyste.

- Jeg elsker alt saadant gammelt! sagde han - Men kom nu op! der er ogsaa morsomt.

De traadte ind i en temmelig stor, stenlagt Forstue (røde Mursten paa Kant). Der var hvidmalet Bjælkeloft og blaablomstret Tapet. Og til hver Side var der en lav, hvidmalet Dør med gul Messinglaas.

En smal, stejl Trappe førte op til første Sal.

- Denne Vej, sagde Clausen ivrig - denne Vej. Knagsted begyndte at stige op.

- Den er noget lodret! sagde han.

- Jamen, det er jo netop det yndige!

- Aa ja ...

Øverst oppe løb et Rækværk rundt om Trappe228|aabningen, hvorved der dannedes ligesom en smal Balkon langs alle Vægge.

- To Værelser til højre og to til venstre, forklarede Clausen - Nu skal jeg hjælpe dig!

Og travl snappede han Tolderens Hat og Stok og hjalp ham Overfrakken af.

- Er det ikke en dejlig solid Knagerække? sagde han og hængte Tøjet - Værsgod! (og han aabnede Døren til venstre). Jeg kommer straks; jeg skal bare ud i Køkkenet og se, om Konen er gaaet.

Knagsted traadte ind.

- Det er min Dagligstue! præsenterede den glade Pædagog - Og der bag ved er Sovekammeret. Og ovre paa den anden Side er Spisestuen og Køkkenet.

Han blev staaende for at høre Esaus Beundringsudbrud. Men da det lod vente paa sig, sagde han selv:

- Synes du ikke, det er en rar Stue?

- Storartet! ... Og der har vi jo Driverierne!

- Ja-ha! lo Overlæreren hjertensfornøjet - Du maa gerne gaa hen og se paa dem.

- Tak.

Knagsted stod midt i Stuen og saa' sig om.

Ogsaa her var hvidmalet Bjælkeloft og gammelt blomstret Tapet. Og hele den ene Væg var en stor Reol fyldt med Bøger. Møblerne var mørkpolerede Empiremøbler med Pæretræs Indlægning. Og rundt om paa Væggene hang gamle Staalstik og Litografier.

229| Og foran de to Fag lave, smaarudede Vinduer stod »Driverierne« : to store, grønmalede Blomsterborde fulde af Potteplanter. Ogsaa i Vindueskarmene stod Blomster. Og der var Tæppe over hele Gulvet; og i Kakkelovnen i Hjørnet blussede en lystig Ild.

- Næ, hun var gaaet, sagde Clausen og kom ind igen - Men jeg kan godt lave Dig en Kop Kaffe selv, hvis Du vil?

- Nej Tak, du! Jeg skal jo ned og spise Frokost paa Bygningen nu.

»Bygningen« = Toldbodbygningen.

- Men en Pibe da?

- Ja Tak.

- Merskum eller Porcellæn?

- Helst en rigtig tør Porcellænspibe, hvis du har ... Men her er jo ingen?

Overlæreren blinkede polisk; man kunde se, at han havde en stor Skælm bag Øret.

- Kom! sagde han og aabnede Døren ind til Sovekammeret - Kom l

Det var et Jomfrukammer, dette! sirligt og pillent i hver en Krog! Hvide Gardiner for Vinduerne; Natbord med hvidt, blondekantet Forhæng, og hvidt, fileret Tæppe over en Seng med »Himmel«.

Esau stod paa Tærskelen.

- Hvor kan du egentlig nogen Sinde falde paa230| at drikke dig fuld, Clausen! spurgte han - med det Værelse.

Overlæreren ligesom sank i Knæene, saa overrumplende kom dette Angreb ham. Han havde i sin glade og hyggefulde Stemning ganske glemt ... og nu! Han rødmede og stønnede og vred sine Slikasparges, saa de var ved at gaa af Led.

- Ja ... kære Ven, sagde han - bedste Ven ... jeg ... jeg ... det var meget urigtigt af mig ... jeg ... jeg ... Du bærer da ikke Nag til mig? ... Jeg ...

Esau lo:

- Aa, vi har ikke noget at lade hinanden høre, kære Overclausen!

- Jo ... jo, det var mig som ... Og jeg har ogsaa hele Tiden villet gaa ned til dig paa Bygningen ... for at bede om Undskyldning; men ...

-- Skal vi saa ha' den Pibe? spurgte Knagsted.

- Du er altsaa ikke vred, kære Ven?

G.W. VII 10

- Jeg er da ikke Idiot! Overlæreren greb hans Haand.

- Tak, Tak! ... Det skal aldrig SKe mere ... Tolderen trak Haanden til sig.

- Skal vi saa ha' den Pibe? gentog han - din... Lilje! .... Men her er jo heller ikke nogen!

- Saa taler vi altsaa ikke mere om det, Knagsted?

231| - Nej! Men Piben, Mand!

- Her, her! sagde Clausen og drejede sin Gæst med Ansigtet om mod Væggen ind til Dagligstuen - Her!

- Naada! udbrød Esau overrasket - Det maa jeg sige! Det er sgu ligesom at komme paa Tøjhuset!

Hele Væggen var behængt med Piber. Vel op mod de halvt hundrede. De hang i den sirligste Orden. Først en Merskums og saa en Porcellæns; saa igen en Merskums og saa paa ny en Porcellæns, osv. osv. efter Størrelsen.

- Ja, jeg samler jo paa dem, sagde Clausen forklarende.

- Det ka' jeg sgu se!

- Vil du ha' en stor eller en lille?

- En Mellem!

Overlæreren lod sit Blik glide hen over Arsenalet.

- Saa ta'er vi Nummer otteogtyve! sagde han afgjort.

- Lad os det! nikkede Knagsted.

- Vil du ha' en fin eller en grovskaaren Tobak?

- Aa Herregud, skal jeg nu ogsaa vælge den! ... Grov!

- Haardt eller let stoppet?

- I den almægtige Guds Navn: let! ... Og en himmelblaa Tændstik med kanariegul Sats I

Clausen daskede spøgefuldt ud efter Tolderen.

232| - Du bli'er da dig selv lig, Knagsted!

- Tak i lige Maade! sagde Knagsted.

Saa sad de inde i Dagligstuen og dampede og snakkede. De sad hyggeligt i hver sit Hjørne af Empiresofaen, og Ilden blussede i Ovnen.

- Ja, man si'er det! nikkede Overlæreren forarget - Lille Thomsen overraskede hende derude engang i Sommer, da hun gik og skar Roser af!

- Naa, ja Herregud! ...

- Det vil du da vel ikke forsvare?

- Forsvare ? ... næi ...

- Ude paa Kirkegaarden! Paa Gravene! Næi, véd du nu hvad!

- Hun samler maaske paa Roser ...

- Samler ...

- Ja. Hun holder maaske meget af Roser.

- Det er da ingen Grund til at stjæle!

- Stjæle ... ! Fy-y ... Ikke saa haard! Knagsted drejede Ansigtet om mod Vennen:

- Se paa mig, Clausen ... Nej, lige i Øjnene! Clausen saa'. Dog ikke uden at blinke.

- Hvor mon du har den dobbelte Fuchsia fra derhenne, lille Clausen?

Overlæreren blev rød som selve Fuchsiaen.

- Ja der ser du! nikkede Esau, og hans Totter morede sig - Alle Samlere »stjæler«!

233| - En sølle Aflægger ...! mumlede Pædagogen.

- Jaja! Men hvis du nu havde »samlet paa« Diamanter ...! Hør? Tolderen greb sin Vært i Armen - Du er da vel kommen ærlig til dine Piber? Du har vel ikke hugget Nummer otteogtyve! Jeg synes, den smager af Forbedringshus!

- Du spøger altid saa massivt! mumlede Clausen uvilligt.

- Hæ, hæ! ... Næ, man skal samle paa Kommaer, skal man! Dem er man nødt til selv at slide for!

- Samler du da virkelig paa Kommaer? spurgte Overlæreren vantro.

- Gu' gør jeg saa ja! Her skal du se ... (Knagsted trak sin Lommebog frem og bladede i den) her er de sidste Resultater.

Han pegede ned paa et Blad og læste:

- Ewald: Fiskerne. 27,335. Balders Død: 45,860. De brutale Klappere: 39,022 ... Jeg samler jo kun paa danske Forfattere, forstaar du. Man skal være Specialist. Og det andet var jo heller ikke til at overkomme! ... Og naar jeg nu er færdig med Ewald, vedblev han - saa tæller jeg ham sammen. Det er i Grunden det morsomste! Holberg gi'er over seks Millioner, du! ... Men man skal være forfærdelig omhyggelig; for det er saa irriterende, naar det ikke stemmer anden Gang!

234| - Tæller du dem to Gange? spurgte Pædagogen med Øjne som Desserttallerkener.

- Hi-ja-a! Og anden Gang bagfra! Clausen faldt i Tanker. Det maatte være et Pokkers rart Arbejde at sidde og pusle med i de lange Vinteraftener .. l

- Maa jeg gaa ind og stoppe en frisk Pibe? spurgte Tolderen og puttede Kommaerne i Lommen.

- Hva' si'er du ...?

- En frisk Pibe!

- Ja, gerne, kære Ven! gerne, gerne!

- Hvad Nummer maa jeg ta'?

- Ja, det skulde jo rigtignok helst være Nummer niogtyve ...

- Saa ta'er jeg Nummer niogtyve, naturligvis!

- Men det er en Merskums, Knagsted ....

- Jeg bøjer mig for Verdensordenen! sagde Knagsted og gik ind og stoppede.

Og lidt efter sad de igen hyggeligt i hver sit Sofahjørne og dampede. Og da Piben var røget ud, rejste Esau sig og tog Afsked.

Overlæreren fulgte ham ud paa Trappegangen og takkede ham saa mangfoldigt for Besøget.

Saa gik han tilbage ind i Dagligstuen. Midt paa Gulvet blev han et Øjeblik staaende og lod tankefuldt sine Fingre løbe op gennem Haaret. Derpaa tog han et langt Skridt frem mod Reolen235| og snappede en Bog ned fra den næstøverste Hylde. Og smilende, halvt forventningsfuldt og halvt genert, satte han sig med Bogen hen ved sit Skrivebord.

Han havde faaet en aldeles uimodstaaelig Lyst til at se efter, hvor mange Udraabstegn der var i Shakespeares Richard den Tredje ...