af Gustav Wied (1899)  
forrige næste

[236]| - Nu be'er jeg Dem! sagde Siameser Lassen (og hun var sprutrød i Kammen) til Siameser Heilbunth, er ikke det lille Vinkelmaal til Emanuel Thomsen gaaet ganske fra sin Smule Forstand, fordi han har haft Lykke til at vinde de to Mark og fire i Lotteriet! Jeg kommer ned i Butikken her forleden og skal ha' en halv Alen Elastik af de krusede, véd De, til Strømpebaand - Lassen er jo paa det Punkt gammeldags! - og saa stikker han, Gildingen - for et rigtigt Mandfolk er han ved Gud i Himmelen ikke! - og saa stikker han Næsen i Sky og si'er: »Min Fru Moder driver ikke længere Forretning«! »Fru Moder«, nu be'er jeg Dem! den Lappemadam! Og nu skal de være Proprietærfolk! Hva'? Og han, der har været slet og ret Opvarter i Foreningen! Nej, jeg si'er rigt'nok som salig Bjerregaard, at naar Skidt kommer til Ære og Stodder til Mønt, saa begynder Hønsene at gaa med Laksko!

237| Og Siameser Lassen udstødte et Indignationsprust, der fik Hagebaandene paa Siameser Heilbunths Visithat til at smælde.

Naa, men hele Byen var optaget af Familien Thomsen. Naar Manuel krabbede ned gennem Søndergade i sit Cheviotstøj, som nu var degraderet til Hverdagsdragt, fyldtes alle Kramboddøre af Svende, og mod alle Ruder sad fladtrykte Næser. Ham generede det kun lidet eller intet; men gamle Mo'r Karen turde næppe vise sig paa Gaderne; og hun led de fæleste Kvaler, førend hun vovede sig ind til Urtekræmmeren eller Bageren for at gøre sine Indkøb. Klæderne blev noget nær revet af Kroppen paa hende af Koner og Piger, der med griske Hænder halede hende til sig for at udspørge hende: Købte De Gaarden? vilde De købe Gaarden? havde De købt Gaarden? Havde De arvet, havde De tjent, havde De vundet Pengene? Hvor meget havde De arvet, tjent eller vundet ... ? Den arme Kone kom hjem øm i alle Ledemod og ør i Hovedet som efter en Karrusseltur, i den Grad blev hun maltrakteret af det deltagende Folk.

Men hjemme i Sofaen i Bagstuen sad Manuel med det ene Ben storhertugmæssigt slængt over det andet og med Byens Avis spilet ud foran sig i hele dens Bredde.

Og saa havde han lagt sig efter at ryge. Han238| havde anskaffet sig en Pibe, der var fuldt saa velvoksen som han selv.

- Man bliver noget længe borte! sagde han og hævede sit skiverunde Ansigt frem over Bladet. Piben stak ham i venstre Mundvig.

- Det er jo ikke til at slippe fra dem! stønnede Madammen og sank ned paa en Stol - Di er jo ved at gøre en taavelig med deres Præk om Gaarden!

- Er man ikke færdig med at tale om den endnu! sagde Thomsen overlegent (Han haabede i sit Hjerte, at man aldrig vilde blive færdig!) - Her staar en god Fje-dervogn til Salgs (Han slog flot med Fingrene paa Avisens Bagside) ; synes du, man skulde ta' ud og se paa den?

- Der er jo længe til endnu, inden vi faar Brug for Vogn, Manuel ...

- En Fje-dervogn vil man altid faa Brug for!

- Ja, naar vi sidder der ...

- En tror alligevel, at man ta'er ud og ser paa den!

- Ja, gør du det, Manuel ...

Der gik næppe en Dag til Ende, uden at Thummelumsen »saa' paa« et eller andet. Han købte sjældent noget; thi han holdt stadig væk ikke rigtig af at rykke ud med Kontanter. Men han lod sig give »Forkøbsret«; og rejste saa af Sted igen med en Holdning som en Brandmajor. Han lod Heste239| »trave« for sig, befølte Køer og mønstrede Svin og Faar. Ja, han var endogsaa et Par Gange taget ud for at se paa Gaarde, som han aldrig i Evighed havde haft i Sinde at købe, da Familieejendommen i Lindenborg var det eneste Jordegods i Verden, som han brød sig om at komme i Besiddelse af. Men han lod sig vise rundt i Lo og Lade, vurderede Besætningen og undersøgte Jordernes Bonitet. Hvorpaa han lod sig Gaarden »give paa Haanden«, spiste til Middag med Familien og drog hjem igen.

Han var fuldt ud lykkelig nu, den bitte Emanuel. De femten henrundne Sorgens og Nedværdigelsens Aar tog han som en »Prøvelse«, Gud den Almægtige havde lagt paa hans Skuldre for gennem Tugt og Ave at gøre Oprejsningens Time endmere lys og straalende. Og han var virkelig i sit Hjerte Gud taknemmelig ligesom et Barn, der af en streng, men kærlig Fader har faaet et brændende og længe næret Ønske opfyldt. Og ligesom et Barn bliver elskværdigere og omgængeligere, naar der spredes Glæde paa dets Vej, saaledes kom nu ogsaa al det gode og naivt elskelige frem, som altid havde ligget paa Bunden af Manuels Sjæl; og hans Bryst svulmede af Trang til at forlige sig med hele Verden, til at trykke alle Hænder og hviske venlige og spøgefulde Ord i alle Øren.

Men Byen fandt ham endnu latterligere i hans smilende Sejrsglæde og naive Selvfølelse.

240| Den pegede hemmeligt Fingre ad ham og lo højlydt i Krogene. Og Thomsen saa' intet og hørte intet, saa opfyldt var han af sig selv og af den store vidunderlige Naade, Gud Herren havde ladet ham vederfares. Thi det var Gud først og Gud sidst: At man er funden værdig til en saadan Miskundhed, Mo'r Karen! - Men man priser da ogsaa dagligen den Almægtige paa sine Knæ! Og Manden gjorde, som han sagde: Hver Aften, før han besteg sit Leje, lagde han sig i sin lidt vel lange Skjorte (en uomsyet Arv fra Faderen) ned paa det lille Kludetæppe foran Sengen og sendte en varm Tak til Himlen, fordi den omsider havde bønhørt ham. Hans Hænder var foldede, og hans Ansigt nidkært vendt op mod Loftet. Og naar Takkebønnen saa var til Ende, tog han Bankbogen, som han stedse bar hos sig i sin Frakkes Inderlomme, aabnede den og betragtede længe Summen; stak derpaa Bogen ind under Hovedpuden, lagde sit kuglerunde Ejdammerhoved til Hvile paa Puden og sov sødeligen ind for næste Morgen at vaagne op til en ny frydefuld Dag.

Men lidt »højbenet« kunde man jo ikke nægte, at han var ble ven. Hans Ryg havde rettet sig (Mo'r Karen paastod ligefrem, at han var vokset), Hovedet sad knejsende paa den korte Hals, og han forsøgte at skyde den skæve Skulder i Vejret. Desuden havde han anskaffet sig en Spadserestok samt et Par brune Skindhandsker, som han bar skødesløst i 241|højre Haand og af og til daskede sig med paa Laaret. Og om Søndagen optraadte han i lang, sort Diplomatfrakke og graastribede Bukser.

Alle sine Smaastillinger havde han opgivet.

- Man har det ikke længer nødig, Hr. Herredsfoged, havde han sagt, da han var henne at formulere sin Opsigelse - og De vil af det foranførte kunne indse, at ens Stilling har ændret sig saaledes, at det ikke mere vilde passe sig for en at sidde paa Deres Kontor og kopiere Aktstykker!

»Det foranførte« var, at han under Tavshedsløfte havde betroet Herredsfogden, at han agtede i en snar Fremtid at købe sin Fædrenegaard tilbage.

Og til den Sagfører, hos hvem han ogsaa havde arbejdet nogle Timer om Ugen, havde han udtrykt sig i lignende sirlige Vendinger.

Men Opsigelsen af sin Stilling som Tjener i Dolkeklubben, havde han ment at kunne nøjes med skriftlig at tilstille Formanden, Hr. Redaktør Heilbunth ...

Naa, dette fik nu være, hvad det var! Men at han en skønne Dag havde placeret sig paa en Stol i Butikken derhjemme, og med en overjordisk Haandbevægelse havde vist de købelystne Damer Vintervejen, idet han sagde, at han meget beklagede ikke at kunne effektuere deres ærede Ordres, »da min Fru Moder fra Dags Dato har ophævet sin Forretning og trukket sig tilbage til Privatlivet«!... det 242|bragte alle Madam Thomsens gamle og virkelig trofaste Kunder til at skumme af Raseri og Forargelse. De for ud af Butikken og slog Døren i efter sig med en saadan Larm, at Mo'r Karen hver Gang gav et lille Skrig fra sig inde i Bagstuen, hvor hun havde faaet det strengeste Paabud om at forblive.

Men Manuel smilede højt! Og otte Dage efter blev Varer og Inventarium solgt ved offentlig Auktion i Stadt Gammelkøbings Auktionslokale. Butiksgulvet blev malet, Væggene tapetserede, de gamle Møbler oppe fra Loftet og ovre fra Haneskuret blev pakket ud, gnedet af, stillet op. Og nu havde Familien Thomsen tvende Saloner.

Men til Trods for at Manuel nu ligesom følte sig hævet op i et højere Samfundslag, aflod han dog ingenlunde fra sin Yndlingsgerning. Regelmæssig to Gange om Ugen kunde man se ham tidlig om Morgenen sysle med Kost og Vandkande uden for Huset paa Fortovet og paa sin halve Portion Gade. Og Dørlaase og Vinduer fik deres lørdagslige Brændevinsoverhaling; og Møblerne deres Petroleum.

- Det sidder en i Fingrene, Mo'r Karen! sagde den lille Mand - Og saa bør man desuden holde sig i Øvelsen, til man kommer ud paa Gaarden.

Og Mo'r Karen tav og nikkede, som hun tav og nikkede til alt, hvad Sønnen sagde og gjorde. Hun havde faaet en næsten mystisk Respekt for ham fra den Time at regne, da han havde fundet for godt at243| meddele hende, at Gud Herren havde ladet ham vinde over tolv Tusinde Kroner i Lotteriet. Hun var nu fuldt og fast overtydet om, at han stod i Pagt med højere Magter. Og den Omstændighed, at Pengene var kommet akkurat tre (Gud Fader, Gud Søn og Gud den Helligaand) Dage efter, at Knors og Mortensen var bleven bragt ud paa Gaarden, og »Aabenbaringen« altsaa havde bestaaet sin Prøve, det havde fyldt hende med en urokkelig Tro paa, at ene Manuel nu og for Fremtiden burde raade og styre.

Og dog følte hun sig stundom som paa de vildene Vover. At Drengen saa pludselig opsagde alle sine Pladser; at han jog Kunderne ud af Butikken; og at han lod Traad og Garn og Bændler og Knapper og Disk og »hele Molevitten« køre op paa Hotellet og sælge, det forekom jo hende som det rene, skære Galmandsværk! ... Men hun knyede ikke. Hun sad bare og sank sammen og spekulerede i sin Stol ... Og saa var han jo bleven saa overskrævs mild og venlig i Omgang! Vil lille Mo'r Karen ikke ha' det? Og vil lille Mo'r Karen ikke ha' det? Og lille Mo'r Karen skal virkelig ha' flere Husholdningspenge! Og lille Mo'r Karen skal virkelig ha' en ny Kjole, og et nyt Sjal, og en ny Kappe! ... Men, men, men ... Godt var 'et da, at Manuel ikke var røget til og ha'de købt Gaarden straks! Se der ha'de dog gamle Mølle-Mortensen, det Skabilken! 244|vist sig som en fuldgod Ven, da han ha'de forklaret, at Cornelius derude vilde være lindere at komme op ved hen ad Foraaret end nu, da han ha'de haft den svære Høst at strangulere i Hullerne. Og Prokuratoren, Drengen ha'de talt med, ha'de raadet til det samme ... Ok ja, saa ha'de hun da Vinteren at lægge sine Tanker til Rette i, ha'de hun ... Ok, ja, okja! Men, men, men ...