[246]| Det var Mortensaften den tiende November.

Thomsen havde for en otte Dages Tid siden været ude hos en Gaardmand i Græsted for at »se paa« en Springtyr. Og samtidig havde han aflagt Besøg hos Morbroder Jakob og inviteret ham og Wulfdine ind at spise Mortensgaas.

Manuel og Degnen sad ude i Eksbutikken, der havde faaet Navn af Dagligstue nu. Kvinderne syslede med Borddækningen i Bagværelset. Og Gaasen brasede i en Gryde paa Komfuret i Køkkenet. Æbler og Svedsker var der i dens Mave; og den fyldte hele Huset med den lifligste Duft.

Klokken var kun fem; men der skulde allerede spises til Aften. Gæsterne havde lang Vej hjem.

Morbroder Jakob var ikke meget talende. Han havde nu op mod de femogtyve Aar slidt paa sin Stemme i Kirken og Skolen; derfor var han helst sparsommelig med den uden for Tjenestetiden. Han lignede ikke sin Søster. Ja, det skulde da være de246| milde, blaagraa Øjne. Ellers var han lang og benet med en mat, bleggul Ansigtsfarve. De stærkt graasprængte Nakkehaar laa i et sirligt Sving op over den skaldede Isse. Og saa havde han Hakkeknivsskæg. Det vil sige: der gik fra det ene Øre til det andet en smal Strimmel stride Haar ned langs Kinderne og ind under Hagen. Og saa smal og næsten knivskarp syntes denne Skægprydelse, at havde nogen taget ham i Ørene og vrikket hans Hovede frem og tilbage over et Køkkenbord, skulde man formode, at man kunde have brugt ham til at hakke Grønkaal med.

De talte om den store Thomsenske Begivenhed.

- Ja, sagde Manuel - og saa var det, at en brang Dyrene ud paa Gaarden; og tre Dage efter var Gud der med sin Naade!

- Aaja, saamænd ja, nikkede Degnen - Og nu vil du købe Gaarden?

- En har jo ikke tænkt paa andet, Morbror, siden en blev jaget fra den!

- Aanej, saamænd, nej. Det er jo ogsaa skønt nok.

- Du skal sikken Gaard, det skal blive! sagde Thomsen med lysende Øjne - akkurat som i Bedstefaders Tid!

- Aaja, den kan jo trænge til det.

- Haven skal lægges om, og Søen skal renses op, og nye Vinduer og Døre!

- Der skal ellers Penge til, Manuel.

247| - Dem har man! lo Thummelumsen og slog sig paa Lommen, Saa blev han pludselig alvorlig og tilføjede - Gud Herren har jo i rigeligt Maal udgydt sin Velsignelse over en, Morbror Jakob!

- Men Landbruget? spurgte Degnen, der jo havde været Dus med Vorherre i femogtyve Aar, baade hellig og Søgn, og derfor tog ham med forholdsvis Ro - Hva' gør du ved Landbruget?

- Man ta'er sig en Avlska'l, en flink Avlska'l! Og Mortensen besørger Møllen. Og Mo'r og en sæl sørger for Huset og Haven. Det skal nok gaa!

- Aaja, saamænd, ja. Men Karen er jo gammel! bemærkede Degnen, og hans Øjne drejede sig langsomt hen mod Søstersønnen.

- »Karen« er en Knop! sagde Manuel overstadigt.

- Jo, aajo ....

- Og en kunde jo maaske ogsaa falde paa a' gifte sig, Morbror, nu en har faaet Smør til Brødet!

- Ja-a ... (Den gamles Øjne blev opmærksomme.)

- Om Gud Herren vilde lade en træffe en dertil passende Quinde.

- Den sande Quinde er vanskelig at komme over, Manuel.

- Med Guds Hjælp, Morbror. Han har standen en bi til Dato!

248| - Aaja, saamænd, ja ... Har du kanske allerede set dig en ud?

- Hæ ...! Thomsen rødmede.

- En af denne Bys Døtre kanske?

- Nej! sagde Manuel afgjort - en Byflane ta'er man aldrig.

Degnen sukkede lettet.

- Aanej, saamænd, nej! Quinden trives bedst paa de brede Marker! nikkede han. Han havde allerede for længst opdaget Wulfdines Kærlighed. Og nu, Søstersønnen havde »rettet sig«, skulde den gamle intet have imod, at Sagen blev til Alvor.

Ogsaa Manuel var begyndt at tænke paa Kusinen. Ikke saaledes, at der spirede nogen Art af Elskov til hende i hans Hjerte; nej, men han havde ude i Skolelærerboligen i Græsted set hende pusle stille og lydig omkring og holde Stuerne i Orden, passe Smaakræet, lave Maden og vogte med agtpaagivende Øjne paa Faderens mindste Vink. Kort sagt: han havde fundet hende at være en »Quinde« efter sit Hoved. Og saa havde jo ogsaa Morbror Jakob lagt sig lidt til Bedste. Og Wulfdine var eneste Barn ... Men som sagt, Vej til lille Thumsens Hjerte havde hun endnu ikke funden.

- Der gives mangfoldige triste Ægteskabsforbindelser, Farbror Jakob! sagde han efter en Pause.

- Aaja, saamænd, ja.

- Jo-o; man har set en Del!

249| - Manden skal være Quindens Hoved.

- Naturlig ja! Men man skulde jo dog ogsaa gerne bære Kærlighed til hverandre.

- Kærligheden kommer med det engere Samliv, Manuel!

- Ikke altid, Farbror ...

- Aanej, saamænd, nej; ikke altid! nikkede Degnen og kløede sig filosofisk i venstre Side af Hakkekniven.

- Ude i Køkkenet var Gaasen taget op af Gryden og laa nu spruttende og dampende paa Fadet. Den var fortræffelig stegt: sprød, lysebrun og glinsende.

Og det var Wulfdine, der havde staaet for Styret. Madam Thomsen vilde prøve hende; for Madam Thomsen havde jo ogsaa sine Tanker. Og naar man kunde stege en Gaas, saa den blev »ensfarvet«, og det tilmed i en Gryde, saa var der ikke Tale om, at man kluddererede i de lavere Maddele!

- Sæt saa Gaasen ind, lille Dine, og byd til Bords. Dine bar Fadet ind og stillede det paa den hvide Dug midt under Hængelampen.

- Og byd saa til Bords, gentog Mo'r Karen ude fra Køkkenet - Nu kommer jeg med Kartoflerne.

Wulfdine fniste stille og vred sig som en Orm. Saa tog hun et Par smaa Skridt hen mod Døren250| til »Dagligstuen«. Men der blev hun staaende glorød i Hovedet og knækkede.

- Du er da et sært Pjok! skændte Madammen - Byd nu Værsgod!

- Hi! sagde det et Sted inde i Pigebarnet, og hun gik to Gange i Jorden - Vil ikke du heller, Faster? Jeg ka' ikke saa godt faae mig til 'et ...

- Store Skabilken! sagde Mo'r Karen og dunkede hende eftertrykkeligt i Ryggen - Tror du, Manuel æder dig? ... Derpaa aabnede hun selv Døren - Maden er her! sagde hun.

Og man gik til Bords.

Degnen sad i Sofaen, og de andre ved hver sin Side af Bordet.

Manuel skar Dyret for; og alle stirrede de med' glade Øjne paa de fede Skiver, der faldt for hans Kniv.

- Svedsker, Farbror? spurgte Thomsen, han skovlede den dampende Indmad ud af Gaasen med en stor Spiseske.

- Aaja, saamænd, ja, sagde Farbror - Og Ævler! Værten lempede en fem-seks Skefulde over paa hans Tallerken.

- Og du, Mo'r?

- Tak, tak; jeg ka' da ellers godt hjælpe mig sæl, lille Manuel ...

Wulfdine sad og fløj med en Vinge mellem sin251| Kniv og sin Gaffel. Hun kunde ikke for aldrig det finde Ledene. Hendes Tallerken vuggede som i Søgang under hendes Bestræbelser.

- La' Dine faa et Stykke Bryst, Manuel, sagde Madam Thomsen - hun sidder og regerer der med en tør Vinge.

Alles Øjne vendte sig mod Pigebarnet. Og i samme Nu for Tallerken, Vinge, Sauce og Kartofler fra Bordet og ned i hendes Skød.

- Men Dine dog! sagde Degnen - hva' skader dig! Dine gik i Jorden.

- I ka' la' være saadan alle sammen aa se paa mig! hulkede hun - Det er li'som jeg faar Krampe i Fingrene ...

- Saa, saa, lille Wulfdine, trøstede Emanuel hende - saa, saa!

Og han pillede Vingen op og lagde et Stykke skært Gaas over paa hendes Tallerken.

- La' hende nu skøtte sig sæl! sagde han. De spiste nu en Stund i Tavshed. Saa sagde Madam Thomsen pludselig:

- Det er Dine, der har stegt Gaasen, Manuel!

- Ja, aaja, nikkede Degnen - skrap er hun i Køkken og Kælder! Jeg er hendes egen personlige Far, men ...

- Hun narrer ingen! supplerede Mo'r Karen. De to unge sad og stirrede ned i deres Madvarer.

252| - Der er jo Tid nok til at tale om det, Mo'r Karen og Farbror Jakob, sagde saa Manuel.

- Vel er der det, vel er der det ...

- Du véd jo, hvodden det staar sig med hende, Manuel.

- Det véd man, Mo'r, ja ...

- Ja, hun løber sgunde fra dig, Søstersøn! sagde Degnen.

- Næ, hun bli'r nok! sagde Karen - Hun har jo lidt a' 'et, siden hun var Barn! Manuel virrede utaalmodig med Hovedet.

- Skal vi saa spise? spurgte han pludselig; Knive og Gafler var sunket ned paa Tallerkenerne under denne Forhandling -- Skal man skære dig et Stykke, Farbror?

- Aaja, saamænd, ja! sagde Farbroderen - Jeg si'er ikke nej.

Og saa spiste de. -

Uden at tage mindste Hensyn til Emnets Centrum havde de diskuteret dette, om man tør sige, Hjerteanliggende. Det bekymrede dem lidet, at Wulfdine sad midt iblandt dem. De behandlede Sagen, som havde det drejet sig om en Ko eller en umælende Dragkiste. Og Heltinden selv sad tilsyneladende døv og blind og lod sig veje, maale og drøfte. Ikke en Tanke i hende gjorde Oprør ved saaledes at blive udbudt og takseret, ikke en Blodsdraabe forargedes. Kun allerinderst inde i sit lille,253| ydmyge Hjerte skælvede hun i Angest og Bæven for, at Fætter Manuel, hendes Øjnes Sol og hendes Længslers Palmetræ, skulde vrage hende og finde hende for let. Thi saa vilde der jo ikke være for hende den bitterste Glæde og Plaser mere her i denne Verden!

Og paa den anden Side: Hvis han nu var villig og vilde ha' hende ...

- Aa-aar! Wulfdine var en Besvimelse nær, og det sortnede for hendes Øjne.

Efter Maaltidet fulgte der en Kop Farvelkaffe. Farbroderen og Manuel sad i Sofaen og dampede paa hver

sin Cigar. Og Damerne kilede løs paa deres Strikketøjer henne i Halvmørket ved Vinduerne.

Der blev ikke talt meget. Thi Gaasen laa tungt. Og enhver havde jo ogsaa sine egne Tanker at sysle med.

Af og til kastede Thomsen et stjaalent Blik hen mod Kusinen. Og traf det sig saa, at deres Øjne mødtes, gik Wulfdine sporenstregs tre Alen i Jorden.

Klokken slog syv.

- Let dig saa, Dine! sagde Degnen.

Dine for op som Trold af Æske.

Og saa bød man Farvel og Tak for i Dag.

- Ja, man ser snart ud til Jer, sagde Manuel,254| da han havde hjulpet Gæsterne paa Vognen henne i Købmandsgaarden.

- Aaja, saamænd, ja, nikkede Degnen tilbage - Du er velkommen, Søstersøn! ... Naa! tjø! tjø! tjø! Saa ka' vi, Lotte!

Og saa rullede de af.