[255]| »Klumpen«s lille Moder var syg.

En Formiddag for omtrent fjorten Dage siden var Madam Levertin, Symadammen, som boede i Stuen neden under Fru Frandsens Lejlighed, kommen styrtende hen paa Skolen ganske hvid i Ansigtet og havde sagt, at Fredrik maatte komme hjem, for Fruen havde faaet Blodspyt og »laa hen«.

Tilfældigvis var Madammen netop buldret ind i den Klasse, hvor Fredrik (ifølge Tyngdens Love) beklædte Fukspladsen. Og næppe havde Drengen hørt hendes stakaandede Melding, før han rejste sig fra Bænken, lod Bøger og Madkasse være, hvad de var, og sagde, højrød i Hovedet af tilbagetrængt Graad:

- Nu gaar jeg, Hr. Lauersen.

Og Hr. Lauersen lod ham gaa uden at kny. Havde han gjort den mindste Mine til at ville fremkomme med en indsigelse, var Fredrik vist ogsaa i samme Nu skredet hen over hans Lig.

256| Ude i Gangen snappede Klumpen sin Hue ned fra Knagerækken, kastede Madam Levertin til Side og for af Sted.

Hovedet holdt han foroverbøjet som et Dyr i Angreb, da han ilede ned gennem Gaden; og Stenbroen gungrede under hans Fodtrin. Han stønnede ved Vægten af sit Kød, og han var døv og blind for, hvad der foregik omkring ham; tænkte kun paa det eneste ene: Jeg maa hjem og hjælpe Mo'r; jeg maa hjem og hjælpe Mo'r! Og alt, hvad af levende, der kom ham i Vejen, mejede han bort med sine Arme ...

Hjemme i det lille Soveværelse laa Enkefru Frandsen bleg og bevidstløs i Sengen. Midt paa det hvidskurede, renlige Gulv var en stor Blodpøl. Og Distriktslæge Bister stod henne ved Vinduet og puslede med et Glas og en liden Flaske.

Klumpen masede ind i Stuen. Hans Øjne stod stive i deres Huler, og hans Bryst peb som en Bælg.

- Mo'r? sagde han - Mo'r, lille Mo'r? Eskimoen vendte sig.

- Hyss, Dreng!

- Mor, Mor, Mor ... klynkede Fredrik sagtere. Bister holdt Glasset i den ene Haand; og med den anden greb han Drengen haardt i Skulderen.

- Sæt dig paa den Stol der, og hold din Mund! Sa'e jeg ikke til den fordømte Kælling, at257| hun skulde lade dig blive paa Skolen! ... Sæt dig! Og du rører dig ikke!

Klumpen stirrede idiotisk paa Lægen - Men han lystrede.

Doktoren gik hen til Sengen og bøjede sig over den syge.

- Ta' noget Vand i Vandfadet der! Og en Svamp! Drengen adlød.

- Kom her hen med det! Men tramp ikke saadan! Ta' Skoene af!

Klumpen skød lempeligt Fjederskoene af og listede hen ved Siden af Lægen.

- Mo'r ... klynkede han igen - lille Mo'r ....

- Stille! eller du bli'er smidt ud af Stuen! Drengen bed Tænderne sammen. Men Taarerne løb ned ad hans Kinder, og Vandfadet rystede i hans Haand.

Det lille, blege Ansigt paa Puden foran ham rørte sig ikke. Øjnene var fast lukkede, og der sad Blodstænk paa Hagen og omkring Munden.

- Mo'r dog ... Mo'r dog ...

- Hyss! nu vaagner hun straks! ... Sæt Fadet hen ! Doktoren havde badet den syges Ansigt og vadsket Blodet bort. Hendes Øjenlaag begyndte at skælve; og hun trak Vejret dybt. Fingrene famlede søgende258| omkring. Og paa een Gang stirrede hun med vidtaabne Øjne ud for sig og vilde rejse sig.

- Næ, rolig! sagde Lægen hurtig - De maa ikke røre Dem!

- Jeg har nok ... været syg ...

- Ja; men nu er det overstaaet. De maa bare ligge stille!

Hun lukkede igen Øjnene.

- Jeg er saa træt ...

- Ja, lig bare stille! ... Bliv, hvor du er I (Det var henvendt til Fredrik, der hurtig havde sat Vandfadet fra sig for at skynde sig tilbage til Sengen) - Din Mo'r skal ha' Ro. Sæt dig hen!

Klumpen satte sig. Men Musklerne om hans Mund dirrede, og kun med yderste Møje tvang han Graaden tilbage.

- Ikke noget Flæberi! sagde Distriktslægen i en mildere Tone - Er du en tapper Dreng, skal jeg snart gøre din Mo'r rask.

Madam Levertin havde længe staaet ubevægelig som en Støtte inden for Døren. Hun nærede en grænseløs Respekt for Eskimo Bister. Hun vidste, at hun havde overtraadt hans Ordre ved at hente Klumpen hjem. Og hun ventede tænderklaprende et Lynnedslag.

Og Doktoren havde luret paa hende, lige siden hun traadte ind, medens han lod, som hun var Luft.259| Men pludselig snurrede han sig om mod hende og sagde:

- Hva' staar hun der og glor efter op ad Væggen! Det gav ligefrem et Svup i Madammen, saadan tog Rædselen hende.

- Vadsk det Blod op! kommanderede Eskimoen. Og to Minutter efter laa Levertin paa sine Knæ med en Balje Vand foran sig og gned paa Livet løs.

Lægen gik hen til Sengen.

- Kom her, Dreng! Klumpen stod der.

- Kan du se, hvordan din Mo'r ligger?

- Ja ... i-ja ...

- La' vær og tvin! ... Saadan skal hun bli'e liggende, forstaar du! Hun maa ikke røre en Finger, førend jeg gi'er hende Lov! Forstaar du? Er du med?

- Ja ...

- Og i samme Sekund, hun slaar Øjnene op, saa si'er du det til hende! Forstaar du?

- Ja ...

- Jeg kan vel stole paa dig? Du holder vel af din Mo'r?

- Ja, det gør han! bedyrede Madam Levertin.

- Pas hun sig sæl! (Madammen dukkede under som en Krikand) ... Og vil din Mo'r ha' noget at drikke, saa hold Glasset her ned til hendes Mund. Hovedet maa ikke løftes fra Puden. Husk det!

260| -Ja...

- Ska' Fruen ikke klædes a' og lægges ordentlig til Sengs? spurgte Levertinen forarget. Om hun saa skulde have været levende flaaet og dernæst ristet, kunde hun ikke have dyet sig.

Doktoren sprang hen imod hende.

- Er De gal! sagde han (han talte hele Tiden hæst og hviskende; men det gjorde ham kun endnu mere rædselsindgydende) - Er De en Morder? Vil De paa Galejerne! Hørte De ikke, at jeg sa'e, at Konen maatte ikke flyttes saa meget som en Negl! Hva'?

- Jo ... jo ... stammede Madammen og vred i sin Vaande Karkluden, saa at den blev krum og tør som Grenen af en hundredaarig Eg - jo ... men ...

- Hold Mund! Hvorfor har De ikke syet Knevren sammen paa Dem sæl! Det havde gavnet Samfundet mere end at sidde der og rimpe Skørter og Kjoler til Fruentimmer, der er lige saa forrykte!

- Men, Hr. Doktor ...

- Herut med Dem! Naa!

Og Levertinen næsten krøb ud af Værelset med Klud og Balje.

Distriktslægen hentede en Stol og satte hen foran Sengen.

- Sæt dig der! sagde han. Klumpen satte sig.

261| - Og du flytter dig ikke! Jeg kommer igen om en halv Timestid. Forstaar du?

-Ja...

Bister tog Overtøjet paa og gik mod Døren. (Han havde Gamacher og Muffediser af Klapmydseskind). Pludselig vendte han om igen og gik hen og strøg fede Fredrik over Haaret.

- Du er en flink Dreng! Din Mo'r skal nok blive rask!

- Tak ... sagde Klumpen, og Taarerne begyndte at pible.

Saa gik Bister. Men et Sekund efter stak han Hovedet ind ad Døren.

- Dreng ...

- Ja ...

- Hvad hedder du, Dreng?

- Fredrik ...

- Naa! ... Hvis hun, Kneverline, derude (han pegede foragteligt med bagoverbøjet Tommelfinger hen mod Døren til Køkkenet), hvis hun mæler et Ord, saa slaa hende ned! Jeg ta'er det paa mig! Farvel!

I fjorten samfulde Dage havde nu Klumpen siddet ved sin lille Moders Seng. Ingen menneskelig Magt vilde have formaaet ham til at forlade Sygeværelset om blot for en Time. Han forsømte Skolen, og han forsømte sine Kammerater. Og var der kommet262| ridende, sølvbroderet Stafet fra selve hans kongelige Højhed Kronprinsen, at Klumpen skulde komme til Chokolade paa Charlottenlund . .. Klumpen havde sikkerligen blæst baade Stafet, kongelig Højhed og Chokolade et Stykke.

Støt sad han paa sin Stol og stirrede ufravendt paa den syges blege Ansigt. Han madede hende, og gav hende at drikke. Og den Dag Doktor Bister havde givet Tilladelse til, at Kjolen blev taget af hende, havde han egenhændig hjulpet ham og Sygeplejersken (Levertinen var det under Dødsstraf forbudt at betræde Trappen iil første Sal) med Omklædningen. Fredrik havde bidt Tænderne sammen, og Taarerne havde presset sig frem i hans Øjne, da Moderen sad der med Overkroppen blottet, for at Doktoren kunde undersøge hendes Bryst og Ryg, denne stakkels, vanføre Ryg, hvor »Regimentskassen«, nu hun var nøgen, sprang frem som Brystbenet paa en mager og elendig lille Fugl. Han vogtede paa Lægens Øjne og paa Sygeplejerskens; og havde han læst det mindste Spottens Glimt deri, havde han styrtet sig over disse Mennesker og kvalt dem. Men Eskimoen tog saa varsomt og lethændt paa hende, og Sygeplejersken bistod ham saa omhyggeligt, at Klumpen var ved at kaste sig i deres Arme og græde højlydt af frygtsom Taknemmelighed.

I det hele fik han det Indtryk, fede Fredrik, medens han sad her og vogtede over sin Skat, at263| Menneskene udi den ganske By var saa gode og saa fulde af Trang til at glæde og opmuntre. Der gik ikke en Dag til Ende, uden at listende Fodtrin lød paa Trappen. Og naar Sygeplejersken saa gik ud for at se, hvem det var og for at formene dem Adgang til Sygeværelset, kom hun gerne tilbage og meldte, at nu var der kommet Blomster fra Fru Lassen, og en lille Kage fra Fru Heilbunth, og et Par Duer fra Fru Oppermann. Og snart havde det været Overlærer Clausen, der havde »tittet op« for at spørge, hvordan det gik; og snart Bagermester Windberg, og snart Tømmerhandler Ktihle. Selv Borgmesterinden havde ladet høre til Fru Frandsens Befindende. Og den døve Frøken Rejersen, »Borgmesterens egen Søster«, havde været der med sit Valdhorn og »en lille Flaske Ribssaft«.

- Fru Frandsen laa og smilede i Sengen bleg og stakaandet. Eskimoen havde forbudt hende at tale mere end højst nødvendig. Og derfor nøjedes hun med at smile og se glad ud.

- Jeg ligger saamænd her og har det som en Prinsesse, Doktor! sagde hun - Alle Mennesker er saa opmærksomme imod mig.

- Ja-a, brummede Doktoren - det er de altid, naar man er uskadelig]

Klumpen sad paa sin Stol. Hans forskellige264| Rullepølser var svundet ind i disse fjorten Dage. Og han saa' forholdsvis mager og medtaget ud.

Fru Frandsen tog hans Haand og kælede for den.

- Hr. Distriktslæge ... begyndte hun.

- Hold Bøtte! sagde Bister - Har jeg ikke forbudt Dem at tale!

- Jo De har; men ...

- Vil De maaske ha' et nyt Anfald? Var det første ikke godt nok?

- Ih, Gudbevares jo! sagde Fruen forfærdet.

- Vil De saa stoppe Kneverhullet!

- Jamen, jeg maa si'e noet til Dem om Fredrik ...

- Hum!

- Synes Distriktslægen ikke, han ser daarlig ud? Bister tog et Skøn.

- Han ligner en Kapun! sagde han saa.

- Jamen synes De ikke, han skal bevæge sig lidt? Gaa en lille Tur?

- Vel skal han gaa! Sidder han her og driver hele Dagen?

- .. mæn gør han saa, ja. Han vil jo ikke gaa Tur!

- Herud med sig, Dreng! busede Eskimoen løs (Nu hviskede han ikke længere) - Plager Fanden ham? ... Tre Gange rundt om Byen!

- Mo'r ka' ikke .... ligge alene! mumlede Klumpen med Graad i Stemmen.

265| - Han gør 'et ikke, Doktor! ... Gaa nu Tur, lille Fredrik?

- Hører du ikke, at din Mo'r er ved at skrige sig et Brok til! sagde Bister - Af Sted med dig! Og han trak Drengen op af Stolen og puffede ham hen mod Døren.

Men der blev Fredrik staaende.

- Gaa nu, lille Fridy; naar en be'er dig saa pænt om 'et!

- Naa! Forsvinder du! sagde Bister - Eller skal jeg varme en Ildtang?

Klumpen kastede et overfortvivlet Blik hen mod Sengen. Saa aabnede han Døren ganske langsomt og ganske lidt og gned sig ud igennem Sprækken.

Men han gik ikke længere end ud i Køkkenet.

Der stod han og lyttede og ventede, indtil Doktoren havde forladt Huset, og Moderen var falden i Søvn.

Saa listede han sig paa ny tilbage til sin Vagtpost.

Og naar den syge saa vaagnede, fortalte han hende en Mængde Ting, han havde oplevet paa Turen, og bragte hende en Bunke Hilsener fra venlige Mennesker, der havde standset ham og spurgt til hendes Befindende.