266| Byen var i Oprør. Der var hændet en virkelig Begivenhed. Og det var denne:

Gamle Redaktør Heilbunth havde været paa en »Forretningsrejse« (»Gaaseøjnene er af »Livsens Ondskab«) i-Hovedstaden og skulde vende tilbage med det sidste Tog. Og Klokken blev 1₃₅ og Toget kom og holdt og for videre. Og der var ingen Redaktør! Hjemme i Lejligheden sad Fru Heilbunth og ventede med Te og Smørrebrød til et Kvarter over tolv. Men saa blev hun fornærmet og gik i Seng. Stadig ingen Redaktør. Den forladte Hustru søgte at sove. Men hver Gang Bornholmeren ude i Entreen slog sine skarpe Timeslag, vaagnede hun og tittede over i Nabosengen. Tom for Ægteherre! Og Klokken slog 2-3-4 og 5 ... Endelig godt henimod 6 hørte hun sin Leander sætte Nøglen i Gadedøren. Og lidt efter traadte han ind i Sovekammeret.

Fruen rejste sig 5 al sin Vælde.

267| - Men Gud, Heilbunth, hvor har jeg været angest!

- Hu-um! sagde Heilbunth og satte sig paa en Stol. Han var ualmindelig farvet i Ansigtet, og han pustede stærkt.

- Men hvor har du dog været henne, Heilbunth?

- I København, Mo'r! Det véd Du jo godt!

- Jamen er du da ikke kommen hjem med Toget?

- Jo-o, hø, hø! naturligvis! sagde Redaktøren med en undertrykt Fnisen - Tror du, jeg er gaaet?

- Jamen det er jo Morgen, Heilbunth! Klokken er seks! Og det sidste Tog kommer jo Klokken halv tolv!

- Ja ... hy, hy hol hy, hy, ho? hohohohu, hi! Redaktøren fløjtede.

- Hvor har du saa været da siden?

- Hyo-hyo-huit! Det faar du sgu tidsnok at vide, lille Trine!

- Men Heilbunth dog! Er du drukken! Redaktøren var pludselig begyndt at le himmelhøjt henne paa Stolen, der knagede under hans Køds Bevægelser.

- Drukken? sagde han - ikke Spor, min Liggehøne!

268| - Hvad sidder du da og ler af? Fruen trak op til Torden.

- Hø, hø! klukkede Heilbunth - Det er en forbandet Historie! Faar Venstre-Petersen fat i den, nærer jeg mig ikke et helt Aar! ... Jeg er ble'en udrangeret, Trinemor!

- Hva' er du ble'en?

- Udrangeret, si'er jeg.

- Udrangeret ... ?

- Ja, hyolyt! jeg er ble'en sat hen paa et Sidespor. Fruen stirrede vildt.

- Du er drukken, Heilbunth! sagde hun med Overbevisning.

- Sgu er jeg ikke nikke nej, Trine! Ikke mere drukken end bag paa min Bogtrykkerhaand!

- Og saadan du taler!

- Tja, ... hy-y, hohohohu, huit! Men det er nu alligevel en forbandet Historie, Trinerinemor! For ser du, Assistent Jørgensen, han lovede jo at holde Mund. Men han gør Fanden, gør han! Det vilde jeg sgu heller ikke i hans Sted! .. . Hø, hø! Du kan ikke forestille dig, Mo'r, hvor det Menneske kan grine! Jeg troede Gu'hjælperne, at Manden ha'de faaet Krampe, da han saa' mig staa der og slaa Vinduet ned lige under en Gaslygte . . . Paa den øde Plads, paa den øde Plads ...

269| - Gaa i Seng, Heilbunth! sagde Fruen strengt - Du sidder jo der og vrøvler!

- Ja! sagde Redaktøren lydig og begyndte at klæde sig af - Det er sandt, Mo'r, jeg skal hilse dig mange Gange fra Svendsens!

- Naa, der har du dog været! Fruen havde demonstrativt lagt sig i Soveposition med Dynen oppe under Hagen.

- Været? Ja, Gu' har jeg naturligvis været der! Vi fik en overordentlig rask L'hombre, Kaptajn Andesteg var der ...

- Nannestad! rettede Fruen.

- ... det er en overordentlig flink Mand! Og saa fulgte de mig allesammen til Toget ...

- Det har vist ogsaa været højst nødvendigt, Heilbunth!

- Hva' si'er du, gamle Svedskeblomme? Jeg synes, du ligger saa underlig og mukker? ... Og saa skulde jeg køre paa første Klasse, sa'e de ... det var Andesteg, den Himmelhund, hø, hø! Men ser du, ha'de der været andre Mennesker i Kupeen, saa var det jo aldrig sket, forstaar du! Men jeg faldt jo i Søvn lige med det samme; og saa mærkede jeg det jo ikke. Det kan du jo nok forstaa? Og saa er det, de gaar hen og udrangerer mig! Hø, hø, hø! det er den tapreste Historie, jeg har hørt! Men jeg vilde nu alligevel gi' hundrede Kroner til, at det var med en anden! Og saa vaag270|nede jeg først Klokken halv seks. Og der laa jeg! Haa, haa, haa! jeg begreb Gu'hjælperne ikke et Kvidder! Ikke et Kvidder! Jeg troede jo først, at du ha'de lagt mig ind paa Chaiselonguen .... (Han var gaaet om ved Fruens Seng og stod og saa' kælent ned paa hende.) Hva' Trinemor? ind paa Chaiselonguen .... at min lille Mutter ha'de lagt mig ind paa Chaiselonguen, fordi man ha'de været til en lille høj L'hombre? saa ha'de Lammet lagt mig ind paa Chaiselonguen ... Dikkelikkelik!

Fruen for over Ende.

- Heilbunth!

Redaktøren havde pludselig gjort et Udfald mod sin Halvdel og forsøgt at dikke hende ind bag Nattrøjen.

- Heilbunth!

- Jo! sagde Forbryderen og stod ret.

- Gaa om og læg dig!

- Jo; men ...

- Gaa om og læg dig! I din egen Seng!

- Jo! ... Men er det ikke Onsdag i Aften, lille Trine, er det ikke min Tur ... ?

- Gaa om og læg dig! si'er jeg!

- Jo, jo!

- Og ikke mere af den Tønde!

- Nej! .... Men et lille Godnatkys, hva' Trinemor? et lille Godnatkys!

271| - Heilbunth!

- Jo! nu gaar jeg! nu gaar jeg!

Trinemor lagde sig majestætisk tilbage i Sengen med Ryggen mod Fjenden, idet hun omhyggeligt garderede sig med Dynen helt op under Øjnene ...

Og fem Minutter efter knagede Nabolejet under Vægten af 315 Pund noget skuffet Redaktørkød.

Naturligvis holdt Assistent Jørgensen ikke Mund.

Næppe gryede Dagen i Øst, og der begyndte at blive Liv paa Jærnbane-, Telegraf- og Postkontorerne, før han for fra Rum til Rurn og fortalte Nattens Begivenhed. Han halede endogsaa adskillige Funktionærer ud paa Terrænet for at vise dem Gerningsstedet.

Og Historien fløj fra Etage til Etage, ind og ud ad Døre og op og ned ad Trapper. Om det saa var Billetkassereren, saa maatte han af med den en tre-fire Gange ud igennem Hullet.

Og da den først var naaet uden for Jærnbanebygningen, spredtes den paa mindre end en halv Time over den ganske Stad!

Barbér Spitzkuck forlod Kniv og Skum og satte som en Vind over Gaden til Isenkræmmer Tillge.

- Har Di denn dock hørt, Tillge, at denn Redaktør Heilbunth har den ganze Nacht i Taaget sofvet!

272| - Det var den stiveste! sagde Tillge

- Di hatte ham forglemt i Kupeen, und wenn di kommer i Morges, saa stikker han ud af Fenstervinduet Hofvede !

- Det var den stiveste! sagde Tillge - Og der ha'de han været hele Natten?

- Ja! ja! Ock hatte han ikke vaaknet, hatte di faret met ham wieder weiter nach Korsøren oder villeicht maaske nach Skagen!

- Det var den stiveste! sagde Tillge.

- Nicht war, ja? ... Aber 'morgen, 'morgen, Genbo!

Der sitter hos maj en indsmurt Agrar och venter paa Knifven!

Og væk var Hr. Spitzkuck. Den Nankins Barberjakke stod vandret ud i Luften efter ham, da han for retur.

Uden for Grønthandleren i Bredbrostræde stod Blomkaalsmarie i Samtale med Snedker-Stine.

- Jo, sagde Marie (hun stod med Armene krydset over Waldine, der hængte med Bagkroppen langs ned ad hende.) Jo, sagde hun - Redaktørens Annine var sæl et Rend herhenne i Morres efter Purretop, aa hun ha'de staaet bag Døren og hørt dem snakke om det ved Kaffen! Fruen var lynende edderspændt!

- Ha'de han lagt i Vagungen hele Natten?

- Ja! fladfuld!

273| I den evige Himmels Navn! aa saadan en vil regne sig til de fine! sagde Snedker-Stine og korsede sig.

- Di fine er di værste! nikkede Blomkaalen med Aplomb - Det er alt det dyre Møj, di tyller dem med!

- Ha'de no'en set ham?

- Set ham! Di maatte slæve ham hjem fire Mand høj!

- Sa'e Annine det?

- Næi! ... Men hvodden Fa'en sku' han ellers være kornmen hjem?

- Næi ...

- Med det Fedt han bær!

- Ja ædde ka' di sgu!

- Aa saa prutter Fruen sgu alligevel for en Toøre, naar hun kommer her!

- Ja, nærige æ di sgu!

- Men naar ma' ve' 'et, Stine, sætter ma' 'tyrligvis Prisen efter det!

- Det er soret, Marie, hi, hi! ... Er han med i Byraadet?

- Gu' er han med i Byraadet!

- Saa smider di ham vel ud nu efter den Bladulje?

- Smidder ud, Stine! Di drikker den Unde mønstreme alle syv sammen, gør di, deroppe! Stine korsede sig igen.

274| - Ja jeg si'er ri'nok, Marie, sagde hun saa - hvor er Retfærdigheden, si'er jeg?

- I Helvede! sagde Blomkaalen.

Bagermester Windberg og Borgmester Rejersen mødtes paa Torvet.

Borgmesteren standsede, og Windberg hilste dybt og smigret. (Han var ellers i Rigets Acht, Windberg, paa Grund af sine Jomfruers hyppige Upasselighed.)

Borgmesteren saa' bekymret og tankevægtig ud.

- Ja, jeg behøver vel næppe at spørge, om De har hørt det, min gode Windberg? sagde han. Ogsaa Bagermesterens Blik var mørkt.

- En kedelig Affære for Partiet, Hr. Borgmester.

- En meget kedelig Affære, ja!

- Det er den Slags, der gi'er Opposjonen Vind i Sejlene.

- Oppositionen, ja ... Ja vist saa, ja! Paa en Gang spillede der et lille, blankt Smil frem i Borgmesterens Øjne.

- Men morsom er Historien jo ogsaa, sagde han - set fra den Side.

Straks fik Windbergs Butterdejgsaasyn det samme skælmske Udtryk.

- Jaha, Far! sagde han - jeg gad sgu nok ha' set »Tøren«', da han vaagnede op.

- Ja, det har vist sandelig været mange Penge275| værd! ... Véd De noget om, Windberg, hvordan han slap hjem!

- Man si'er, at et Par Kontrollører bar ham. Borgmesterens Ansigt blev paa ny dystert.

- Tjø, tjø! ja det er dog virkelig trist med denne ellers saa elskværdige Mand!

Ogsaa Windberg fyldtes øjeblikkelig af Smerte.

- Og en Mand i hans Alder! sagde han fast med Taarer.

- Ja, ja, ja! ... Har De set ham i Dag?

- Nej.

- Han er vist noget flad, hi hi!

- Hæ, hæ, ja! Han har nok tabt et halvthundrede Pund!

- Aanej, hi, hi! der skal dog vist mere til!

- Hæ, hæ, ja! det skal der vel!

- Ja, ha'de han skullet gaa hjem fra Hovedstaden!

- Hæ, ja! saa var der vist ikke kommet uden Bukserne tilbage gennem Nonneporten!

- Hi, hi, hi! ... Naa, det er jo godt, man kan le! Farvel, Hr. Windberg! Det har glædet mig at hilse paa Dem.

- Farvel, Hr. Borgmester! Farvel! ... Mig en Ære!

- Ved Hotellets table d'hore gik Bølgerne højt! thi midt under Latteren og Vittighederne over det276| redaktørlige Uheld lød det pludselig fra Tolder Knagsted, der hidtil havde siddet ganske tavs og passet sin Mad og hørt paa de andre:

- Ja, der har vi et nyt Bevis paa vort Jærnbanevæsens sædvanlige Smøleri!

Der blev Dødsens Stilhed i Salen; og alle dtirrede hen mod Esau.

- De mener, Hr. Toldkontrollør? spurgte saa en yngre Baneassistent spidst.

- Jeg mener, I har sovet \ Tjenesten, som I altid plejer! sagde Knagsted.

- Sovet?

-Ja!

- Vilde Hr. Toldkontrolløren ikke nok forklare sig lidt nærmere?

- H-næi!

Et Par af Gæsterne spruttede ud i Latter. Og den lille Assistent blev rød i Kammen.

- Hr. Knagsted er altid saa spøgefuld!

- Kontrolløren har sgu Ret! sagde en svær Handelsrejsende med Diamantnaal - Jærnbanen er til for Publikums Skyld, on'te omvendt!

- Vi kan ikke gøre for, at Folk er drukne! sagde Assistenten med stram Mund.

- Drukne! Fy! Fy! Føj! lød det rundt fra Bordet. Knagsted smilede bag sin Lød.

277| - Og saa kørte Redaktøren tilmed paa første Klasse! sagde han.

En ildrød og gnistrende hidsig Kreaturkommissionær snurrede som en Top om imod ham.

- Vil Di dermed si'e, Højstærede, a' Di mener, a' en første Klasses Passager er mere værd end en tredje Klasses?

- Ja, det ved Gud i Himmelen jeg mener! nikkede Tolderen rolig.

Kommissionæren sprudede som en Esse.

- Prutt! prutt! sagde han og slog i Bordet - og jeg mener, a' vi er alle li'e!

Esau saa' ham stift i Øjnene.

- Det mener De jo slet ikke, min gode ... Dyrehandler!

- Æderne gør jeg saa!

- Regner De da ikke en Blodhest for mere værd end en Droskekrikke?

- Det er no'et etwas helt andet!

- Ja-a, det er no'et helt andet, Hr. Kontrollør! var der nogle Stemmer, der raabte.

- Gu' er det ej! mente en.

- Nej vel saa! sagde den svære Handelsrejsende med Diamantnaalen - Der er sgu li'saafuldt Forskel paa Mennesker og Mennesker!

- Toldkontrolløren er en Storborger! raabte Baneassistenten, der var henrykt over, at man havde skiftet Emne.

278| - Storborger! gentog Diamantnaalen - De, Jærnbanezwibel! Vent De bare, til De faar højere Gage!

- Gage! brølede pludselig Kommissionæren - Jæ har æderne mine mindst otte Tusind om Aaret! Men jeg stemmer alligevel paa ham, Philipsen!

- Er det ham, der myrdede Meyer? spurgte en lille spinkel Person, der rejste i Klatpapir.

Hele Bordet brast i Latter. Men Kommissionæren vendte sig sprutrød om mod den vittige.

- Og jeg stikker ikke op for ti Probenreutersnuder! sagde han.

Alle for i Vejret.

- Hva' si'er han!

- Probenreutersnuder?

- Er det os! skreg man.

- Gu' er det Jer, ja! En anden en har vel betalt for at sidde her ved Bordet li'saavel som l! Vil I no'et? - Og han rejste sig i al sin Vælde.

Commisvoyageurene stimlede sammen om ham. Og der blev en kraftig Raaben og Skrigen.

Værten kom farende ind fra Køkkenet.

- Ærede Herrer! Ærede Herrer! Mit Renommé! Mit Renommé!

- Væk! sagde saa pludselig Manden med Diamantnaalen og svømmede sig Plads med Armene - Væk, Deherrer! Lad mig tale med Studetrækkeren!

279| Og han stillede sig Ansigt til Ansigt med Kommissionæren.

- Du er morderlig stærk! sagde han i en blid og ligesom kærtegnende Tone - Du er altfor stærk til at være inde! Du kan ikke faa dit Vejr! Kom, skal vi gaa lidt udenfor, lille Pranger? Hva? mukker du? ... Svup! Sju! Halløj! Værs'artig!

- Min Herre! Min Herre! skreg Værten i Rædsel.

Diamantnaalen havde grebet Kommissionæren om Livet og slaaet hans Ben op over den ene Arm og bar ham saaledes ud af Lokalet fulgt af samtlige Gæster.

Kun »Livsens Ondskab« blev siddende tilbage ved Bordet. Han spiste roligt sin Dessert. Det var »Frugt af Aaret«.