[280]| Der herskede i det lille Thomsenske Hus ved Nonneporten den yndigste Harmoni. Emanuel var bleven Elskværdigheden og Omgængeligheden selv nu, siden Gud havde bønhørt ham. Aldrig et ondt Ord kom der mere af hans Mund. Han spøgte Dagen lang med den gode Mo'r Karen, og han stræbte at være hende til Gavn og Glæde i alle Maader.

Han havde tillagt sig en Fagon at behandle hende paa, der var en Blanding af en grand seigneurs milde Nedladenhed og en kærlig Søns lidt harcellerende courtoisie.

Naar hun om Morgenen bragte ham hans Kaffe, stak han sin lille Trutnæse ned over Koppen og indsugede Dampen med alle Tegn paa Velbehag.

- Fruens Java henrykker en! sagde han og sendte hende et forelsket Øjekast - Fruen laver den bedste Kaffe i Verden!

- Aar du, Manuel! smilede Madam Thomsen281| og daskede ud efter ham med den ene Haand - du snakker!

Men indvendig var hun tindrende fornøjet over Sønnens Galanteri.

Hun sad stadig henne i den store Lænestol ved Vinduet og syede rapt med sine travle Fingre. Men nu syede hun »for Huset«. Det var jo nemlig blevet til Alvor med Manuel og Wulfdine. Thomsen havde været ude paa Besøg i Græsted et Par Gange; og da han kom hjem derfra sidste Gang, var det afgjort.

Det var en Tirsdag. Og om Søndagen kom Morbror Jakob kørende med »Dine« i Sognefogedens Enspænder.

Thomsen havde som vordende Brudgom opført sig med stor og klædelig Alvor. Men hver Gang han havde talt med sin Fæstemø eller bare set paa hende, var hun knækket over i Livet og havde skjult Ansigtet i sine Hænder. Og vilde han manifestere sin Attraa og røre ved hende, fniste hun krampagtigt og gik flere Fod i Jorden.

- Men-æ-jæ, det retter sig vel! mente Morbror Jakob.

Og Manuel selv syntes godt om Damens Adfærd. Han følte sin egen Mandighed ligesom kraftigere accentueret ved Siden af denne mimoseagtige Blufærdighed.

282| Det sagde han til de gamle. Og alle Parter var tilfredse.

Man snakkede lidt frem og tilbage om Sagerne, og det bestemtes, at Brylluppet skulde staa til Sommer en Maaneds Tid efter, at Gaarden var købt, og man var kommen lidt i Orden.

Og nu sad som sagt Madam Thomsen og syede Udstyr.

Det vil sige, Gudbevares! Wulfdine bragte naturligvis med baade det ene og det andet! Men det var jo altid rart at have lidt rigeligt. Og hverken Manuel eller Mo'r Karen havde i lange Tider faaet fornyet deres Garderobe, saadan hvad »Kroptøjet« angik.

Og der var nu ikke længere Tale om, at »Drengen« i den Henseende kneb paa Skillingen. Fint og godt skulde det være, Lærredet, baade til Skjorterne og Særkene.

Medens Moderen arbejdede med Sytøjet, sad Thomsen henne foran Stuens andet Vindue og skar en Ramme ud. Han sad med Ryggen mod »Fruen« for at faa Lyset fra den rigtige Side.

- Skulde man mon ikke ta' sig et Par Manchetskjorter med det samme? spurgte han pludselig og drejede Hovedet om mod Mo'r Karen.

- Men Gu' dow, Manuel, Manchetskjorter?283| sagde Madammen forskrækket - Du kan jo købe dig et Par Kraver!

- Man finder det bondeagtigt!

- Din Fa'r brugte da altid Kraver.

- Tiden gaar fremad, Mo'r Karen!

- Ja-a, det gør den vel ....

- Og Manchetskjorter sidder bedre saadan for Brystet.

- Saa ta' du Manchetskjorter, lille Manuel. Men jeg kan ikke sy dem. Du faar saa vist gaa til en Kviperingshandler.

- Man skal tænke over det, nikkede Manuel og begyndte igen at snitte.

Ilden henne i Kakkelovnen buldrede, Potpourrikrukken duftede, og de smaapassiarede og havde det hyggeligt.

- Det er nok svært snavs med ham, Konsulen, derovre, Manuel.

- Saa-aa! Ja, han har jo været en Skrælling i mange Aar.

- Ja-a ... - - Han, Toldkontrolløren, er nok helt miniseret med at komme der, si'er Engeline.

- Ja, vi Mennesker er jo no'en ubestandige Væsener, Mo'r Karen. Det er godt, at vi to holder sammen!

- Ja, Gu' ske Lov for det! sagde Madam284| Thomsen inderligt - Jeg takker tit Vorherre, at det er ble'en mellem vos, som det er!

Emanuel drejede Hovedet og nikkede paa skraa over Skulderen.

- Ja, man har jo været en noget uartig Person, sagde han - Men véd Mo'r Karen, hvem, der skal sidde i Rammen her?

Han smilede polisk.

- Nej, hvor skulde jeg dow vide det, lille Manuel! Det skal vel saa Wulfdine da?

Thomsen le højt.

- Nej, nej! sagde han - Der er dow en lille Frue, der kommer først!

- Aar du med din »Frue«!

- .... Og hun skal ha' sin fine, sorte Kjole paa og sin nye Hue! Og saa skal hun fotograferes i Kabinet og sidde her!

- Den er altfor fin til mig, Manuel!

- Nej, nej! Det bedste er ikke for godt til den bedste! ... Mon der ikke skulde en lille Skefuld i Ovnen?

Madam Thomsen rejste sig øjeblikkelig og parerede Ordre.

Paa Vejen tilbage til sin Plads, stjal hun sig til at stryge Manuel ned over Ryggen.

- Du er en god Søn! sagde hun. Thomsen nikkede om mod hende.

285| - Man har en god Mo'r, sagde han - Det er Sagen!

- Hæ, hæ .... smilede Madammen og fik Taarer i Øjnene af Rørelse. Saa satte hun sig stille hen i sin Stol. En Stund syslede enhver i Tavshed med sit, og der blev lunere og lunere i Stuen.

Saa hævede Madam Thomsen langsomt Hovedet fra Sytøjet.

- Manuel ...

-Jo...

Der steg en svag Rødme op i den lille Kones Kinder.

- Jeg vilde gerne ha' spurgt dig om no'et, Manuel ...

- Naa? Og hvad er saa det da?

Thomsen arbejdede paa et særligt vanskeligt Sted af Rammen.

- Snak frisk! sagde han.

- Jamen du maa ikke ta' det fornærmeligt op, Manuel ...

- Nej, nej! Den Tid er forbi!

- Jo ser du, jeg vilde ... Har du ... Du har ikke paa længe snakket om, at du har haft no'en .... at du har set .... at du har haft no'et Besøg af din Fa'r ...

- Det har man heller ikke.

- Jeg synes, det er underligt. Manuel, der var jo dow saa meget, han kunde fly dig Besked om.

286| - Di døde blander sig ikke i Smaating! sagde Thomsen afgjort.

- Næi, men ...

- Og nu har han jo hjulpet en til Gaarden!

- Ja-a ... Men se nu dette her, at du har ta'et Wulfdine ...?

- Ha'de han ikke syntes om det i sin Himmel, ha'de han vel sagt fra!

- Jo-o ... Men han har jo heller ikke snakket om, naar du skulde ta' Gaarden ...

- Den ta'er en, naar en vil! sagde Manuel lidt afvisende - Og saa skal Mo'r Karen ikke sidde der og bekymre sig. En skal nok gribe til, naar Aanden byder det.

Madam Thomsen tav lidt.

- Men Mortensen mener da osse, at du gør bedst i at vente til Juni, sagde hun saa.

- En venter, saa længe en har Lyst! sagde Manuel med et Stænk af sin gamle Hidsighed - og fik man Lysten i Morgen, saa brød man sig kun lidt om Mortensens Talemaader! Pun'tum! Og saa taler vi ikke mere om det!

Mo'r Karen sukkede og rystede paa Hovedet.

Der kørte hun altid fast med Manuel! Paa det Punkt var han ikke til at rokke. Saa mild og fredsommelig han end var bleven: Spørgsmaalet om Gaarden kunde hun aldrig faa ham til at drøfte til Bunds. Og fik han Ideen om at købe den i287| Morgen, som han sagde, saa købte han den, om saa tusind Mennesker raadede fra! .... Aa, Herregu' ja!

Emanuel drejede Hovedet lidt.

- Man synes, Fruen sukker? sagde han.

- Aa ja, saamænd ... Thomsen rejste sig.

- Du er et utaknemmeligt Skarn, lille Karen Thomsen!

- Men Gu' dow, Manuel ...!

- Jo, du er! Har Vorherre nu ikke været med vos paa alle Maader!

- Jo, jo ...

- Og du skammer dig ikke ved at stønne?

Den lille Kone foldede ligesom anraabende sine Hænder.

- Men hvem skal ta' sig a' Driften derude, Manuel? sagde hun, det var denne Tanke, der evig og altid pinte hende - Hvem skal ta' sig a' Gaardens Drift? Du har aldrig brudt dig om Jor'en, har du ikke. Det er jo bare Haven og Husene, du ...

Manuel skar hendes Tale over ved pludselig at række Haanden frem.

- Farvel! sagde han rolig - Nu gaar man sig en Tur.

- Gaar du, midt som vi ...

- Ja, man trænger til at røre sig.

288| - Jamen ...

- Farvel! - gentog han ganske uden Vrede, men med en betydelig Værdighed - Om en Timestid, naar min Fru Moder paa ny har generhvervet sin Fornuft, vil hun atter gense sin Søn!

Og han afleverede et skævt lille Buk og gik.

Saadanne Smaascener kunde finde Sted. Men naar »Drengen« præcis en Time efter kom tilbage, klappede han smilende og elskværdig Mo'r Karen paa Skulderen og bragte hende gerne en Kage, en Appelsin eller et Kræmmerhus Chokoladepastiller som Forsoningsgave.

Og hun spiste det.