[289]| - Nu faar vi Sne! sagde Fru Kæmmer Lassen; hun havde været henne hos »Siameser« Heilbunth med sin Pakke Strømper og Smaabukser til Juleforeningen - Nu faar vi Sne, Fru Fredriksen! Men hvad er ogsaa en Jul uden Sne, spør' jeg Dem?

- Næi, sagde Fru Fredriksen (Damerne havde mødt hinanden paa Hjørnet af Bredbostræde og Søndergade) - det er skam sandt, Fru Lassen .... For dem der har Jul da! tilføjede hun.

Fru Fredriksen var som sædvanlig udstyret med sit Emblem: Posen.

- Skal De i Praksis, Stakkel?

- Ja-a, sukkede »Madammen« - de Mennesker la'er mig aldrig i Ro! Jeg kommer lige ude fra Grøndalsvejen: en Dreng. Og nu holder der Vogn efter mig nede hos Købmand Lunds: tre Mil ud paa Landet!

290| - Stakkel! gentog Fru Lassen - At Folk dog ikke kan vente!

Madammen smilede:

- Naa-aa, naar det kommer paa, saa ....

- Næi, naturligvis ...! Og naar kommer De saa hjem, tror De?

- Engang i Nat vel; hvis det er langvarigt.

- Arme Kone! Juleaften!

- Ja, det er ogsaa den eneste Aften, jeg kunde ha' Lyst til at melde mig fra Bestillingen! .... Naamen, nu er man jo, hvad man er!

- De og Deres Datter skulde vel ha' været hen til Deres Søster?

- Ja; og til Ungerne; til Juletræ! Nu gaar jo Karoline alene; det var jo Synd, at hun skulde sidde der og vente paa det uvisse.

- Ja- naturlig!... Hvor har Deres Søster købt sin Gaas?

- Jeg véd skam ikke. Hos Krøyers vist ... Men nu maa jeg af Sted! ... Farvel, Fru Lassen; og glædelig Jul!

- Glædelig Jul, Fru Fredriksen! Glædelig Jul! ... Det er et velsignet Snevejr!

- Ja-a! Fru Fredriksen var allerede en halv Snes Skridt borte

Det var Juleaftens Dag Klokken tre om Eftermiddagen. Og Kæmnerinden havde som sagt været henne hos sin Veninde Fru Heilbunth med sin Gave291| til det store Juletræ, som fjerde Juledag skulde tændes i »Stadt Gammelkøbing« s Teatersal til Gavn og Glæde for Asylets og Friskolens Børn.

Fru Heilbunth var »Formand«; og det strømmede ind med Gaver. Byens Fruer og Frøkener blev saa milde og gode i Hu, naar Julen nærmede sig. De syede og strikkede; klippede Julepynt og bagte Kager; og fik, hvor underligt det end lyder, næsten ikke Tid til at dyrke de smaa pikante Teskumlerier og Kaffenedsablinger, som ellers udgjorde deres Hoved- og Yndlingstidkort. De holdt sig hver inden sine Mure. Mundene var lukkede, og Fingrene gik.

I de sidste godt og vel fjorten Dage havde der hersket en ligefrem rystende Travlhed i Hjemmene. Og der havde staaet en Duft af Bagværk over Byen! Og Torvet og de tilstødende Gader havde været een stor Granskov, hvori Børnene gik rundt med store Øjne og forventningsfuldt bankende Hjerter. Men det havde regnet og blæst; og der var blandet adskillig Malurt i Glæden. - - Saa i Gaar var det begyndt at sne. Og i Dag til Morgen havde Blæsten lagt sig; og Sneen dryssede nu i store, stille Dun ned over Gader og Huse. Det frøs et Par Grader. Snedækket holdt sig. Det tegnede til at blive den yndigste Julefest!

Fru Kæmner Lassen puslede af Sted i sine Galocher. Hun var i Skindslag og Pelshue. Det friske Vejr havde rødmet hendes fyrretyveaarige292| Kinder. Og hun gik ganske langsomt for at nyde Snestemningen. Byen tog sig saa henrivende ud under alt det hvide!

Og alligevel kunde hun ikke lade være med at sukke i sit Hjerte.

Der var nemlig ingen Tid paa Aaret, hvor Fru Lassen følte Savnet af ikke at være Moder saa smerteligt som om Julen.

- For véd De hvad, Fru Heilbunth, havde hun sagt, da hun afleverede sin Godgørenhedspakke - det kan jo være godt nok at skabe Glæde for andre; og det bør man jo! Men man savner nu alligevel paa saadan en Højtid at være omringet af sit eget Kød og Blod! ... Der sidder Lassen og jeg i vorres hyggelige Stue; og vi faar Gaasesteg, og vi gi'er hinanden Smaating ... men man savner! Jeg gør det da! Lassen er jo et Mandfolk og har sin Tobak og sin Toddy; men en Kvinde, Fru Heilbunth, en Hustru, der ikke er Moder. ..! Jeg begriber hellerikke, hvorfor der ingen smaa er kommen! Vi er dog sunde Mennesker! Og hjemme hos Lassens var de syv; og vi var elleve! ... Om Sommeren, Gud! saa er der jo saa meget, der kan aflede Tanken; men om Finteren, og særlig om Julen, naar alle Hjemmene genlyder af skyldfri Munterhed .... Véd De hvad, Fru Heilbunth, Dem vil jeg tilstaa det: I Fjor Juleaften græd jeg paa min Forhøjning i Mørkningen, mens Lassen var293| gaaet et Ærinde i Byen! Og det er dog ved Gud ikke Guds Mening med at lade sin Søn fødes! - -

Der lød sølvfin Klokkeklang nede i Gaden.

Fru Lassen gjorde adræt omkring:

- Den første Kane!

Det var Dikkedik-Proprietær Heimann med sine Skimler. De dansede som Raabukke foran Kanen. Paa Hovederne havde de Topper; paa Ryggene Svejfere; og et stort fileret Kanenet bølgede omkring dem.

Selv stod Proprietæren hærdebred, lys og smuk bag paa Kanen iført Bjørneskindspels, Hue og Støvler. Den lange Kanepisk flød efter ham som en Snog i den hvide Sne. Og naar han svang den, lød det som Kanonslag.

Fru Lassen stod fortabt i Beskuelsen; fortabt og forarget.

Thi »Dikkedikken« var Gammelkøbings »store Dyr«.

Kanen svingede ind paa Torvet. Og et vældigt Knald af Pisken bragte Gaslygterne til at klirre.

Bag Ruder og Døre saas store, nyfigne Øjne. Og Fru Kæmnerinden stod støt plantet i sine Galoscher, skønt hun begyndte at fryse om Fødderne. Hun havde ganske forgettet sin »Modersyge«.

I en stor Bue for Kanen forbi Bundtmager Hatteras' og Materialist Ribensies Vinduer og holdt uden for Boghandelen.

294| - Nu be'er jeg Dem! tænkte Fru Lassen og stivnede.

Atter rungede et Piskeknald hen over Torvet. Denne Gang gav det Ekko i de hvide Søstres Kirke histoppe paa Bakken.

Nok et Knald!

Døren til Bogladen blev hurtig aabnet, og Fru Oppermann kom smilende ned ad Trappen. Ogsaa hun var skindklædt og bar paa Hovedet en bredskygget Filthat besat med Myriader af vajende Strudsfjer.

- Goddag, Heimann! nikkede.hun fornøjet - Det maa man sige, De er præcis!

Proprietæren var sprunget af Kanen og stod nu og holdt Tæppet til Side (et Isbjørneskind med baade Hoved og Labber), for at Fruen kunde stige ind.

I Vinduerne paa første Sal laa alle »Novellerne« for at se til. Hver Butiksdør paa Torvet stod paa Klem; og mod hver Rude var der plantet et Ansigt.

- Stille! tordnede Proprietæren, da Skimlerne begyndte at danse. Og straks stod de urørlige.

Kavaleren stoppede omhyggelig Isbjørnen ned omkring Damen, og svang sig derpaa op paa Kuskesædet. Et raslende Knald. Hestene sprang frem. Klokkerne ringlede. Svejferne bølgede; og Køretøjet for af Sted.

Oppe i Vinduerne nikkede »Novellerne« og kyssede295| paa Fingrene; og Fru Oppermann vinkede Farvel med sin Muffe.

Men for Fru Lassens Øjne var det for længst blevet sort.

- Paa en Helligaftens Dag! mumlede hun - Noget saa skamløst! Midt paa Torvet!

Og hun tænkte et Øjeblik stærkt paa at vende tilbage til Fru Heilbunth og underkaste Begivenheden en Drøftelse.

Men saa var der i det samme en Stemme ved Siden af hende, der sagde:

- Et stolt Par, lille Frue, hva'? Fruen gjorde omkring:

- Men Gud, er det Dem, Hr. Toldkontrollør?

- Til Tjeneste, jo.

- Ja, hva' si'er De!

- Sier? til hvad?

- Til de to? Fru Lassen pegede i Retning af Kanen, der for længst var forsvunden.

- De var vist glade ved at komme ud at køre.

- Sammen! sagde Fru Lassen.

- »Sammen«, ja! De klæ'r jo hinanden saa nydeligt!

- Jamen han er jo gift, Menneske! Og hun har Børn!

- Dem om det.

Kæmnerinden sank en Indignationsbolle:

296| - Vi er vist meget uenige paa det Punkt, Hr. Kontrollør !

Esaus Totter rørte sig.

- Rimeligvis, sagde han. Og saa indtraadte der en Pause.

- De skal ud at rejse? spurgte Fru Lassen saa med tilkæmpet Fatning.

Knagsted havde Kuffert i Haanden og Rejsetæppe over Armen.

- Ja ... Men skal vi ikke hellere gaa, Frue? Det er saa koldt at staa stille .... Skal Fruen hjemad?

-Ja.

- Saa kan vi jo slaa Følge et Stykke Vej. Og de fulgtes sammen op ad Søndergade. Sneen dalede ren og stille ned over dem.

- Det var rart, vi fik Sne, begyndte Esau.

- Ja.

- Det bliver et dejligt Julevejr.

Ja.

- Det var ikke saa smukt i Fjor.

- Nej.

- Men forhaabentlig bliver det ligesaa yndigt til næste Aar.

Kæmnersken skævede om til sin Ledsager. Hun saa' kun Alvor bag Haarene. Saa fik det urkvindelige i hende Overtaget; og hun spurgte:

297| - Hvor rejser Kontrolløren hen?

- Til Jylland.

- Til Jylland, saa-aa?

- Ja. Til Ebeltoft.

- Saa-aa! Har De Familie der?

- Ja.

- Det har man ikke vidst.

- Nej; det er noget, jeg ikke plejer at omtale.

- Men Gud dog, hvorfor?

- Aa, det er noget illegitimt, skal jeg sige Dem. Totterne bevægede sig synligt.

- Noget ... ? sagde Fruen usikker.

- Tjae. Jeg har et Par Tvillinger derovre.

- Tvill...?

Knagsted smilede undskyldende:

- Tja. Uægte! ... Men det er et Par brillante Unger! ... Jeg tror sgu, at alle Børn burde være uægte. Man lægger ligesom mere Energi il

- HT. Knagsted ...! Kæmnerinden standsede brat.

- Aa, ja undskyld! nu ser jeg det! sagde Tolderen med et høfligt Skrabud - Nu er vi jo ved Deres Hus I ... Naa Farvel, Frue! Hils Manden ... Og glædelig Jul!

Fru Lassens bekendte Bolle hindrede hende i at298| svare,

Hun stod stiv som en Hellebard foran sin Gadedør og stirrede sædelig lammet efter Livsens onde Esau, der støt og rolig vandrede videre ud ad Jærnbanen til.