[299]| Sneen vedblev at dale. Skumringen faldt paa; og Gaslygterne blev tændt.

Alle Gader og alle Tage var hvide. Paa Refleksionsspejlene lagde der sig Puder af Snedun; og paa Pumperne i Gaardene, og paa Kanten af de aabentstaaende Portfløje. Og sad der paa en eller anden Mur et fremspringende Spiger eller Søm, blev ogsaa det hvidt ....

En lille sneklædt By, og især da en Juleaften, naar Gassen er tændt og Lysene glimter bag Ruderne, er noget nær det sødeste og hyggeligste, et Menneske kan se for sine Øjne!

Saaledes tænkte da i det mindste Overlærer Clausen, der var ude paa sin sædvanlige Aftenvandring, førend han begav sig til Borgmesterens, hvor han skulde nyde Julenadveren i Selskab med den lille Rosenven, Frøken Olivia Rejersen, »Borgmesterens egen Søster«.

300| Han kom just gaaende fra Smedestræde og stod nu paa Torvet.

Stort og hvidt laa det foran ham; meget større end til daglig. Gaslygterne stod i en Krans bag Fortovene, og rundt i Husene var Lys og Lamper tændte. Men længst borte, nede i Torvets Baggrund, hævede de hvide Søstres Kirke sig højt over alle Tage med et dæmpet rødligt Skær bag de spidsbuede Vinduer.

Overlæreren støttede sig til sin Stok ganske fortabt i Beskuelsen.

Fra den mørke Himmel faldt Snefnuggene tæt og stille og var at se igennem som et Slør, der slettede alle Konturer ud og gjorde alle Kanter og Hjørner runde og bløde ....

Saa, paa een Gang, var det, som Luften omkring ham fyldtes af Toner, fjerne og sært højtidelige. Han rettede sig og lyttede: Hvad kunde det være? Lyden kom og svandt nede fra Baggrunden af Torvet stødvis som i store, rullende Bølger: Det maatte komme fra Kirken! Han gik hurtig ned langs Fortovet til Foden af Kirkebakken. Og her klang Musikken stærkere. Det var, som om selve Kirken sang; som om Tonerne bruste frem af de døde Sten og hang dirrende i Luften over hans Hovede ....

Og saa, pludselig, blev alting igen stille.

- Det var kønt! tænkte han og nikkede hen for sig.

301| Og endnu en Stund blev han staaende for at lytte, om ikke Sangen skulde begynde paa ny. Men han hørte kun den stille, puslende Lyd af den faldende Sne.

Saa vendte han om og skraaede langsomt over Torvet hen ad Kirkesmuget til.

Paa Hjørnet standsede han:

- Skulde han? Eller skulde han ikke?

Kirken ligesom drog ham til sig. Han følte sig ret i Stemning til at gaa derind og sidde under de hvide, oplyste Hvælvinger og lytte til Sangen og Orgelets Toner ....

- Nej! mumlede han saa ganske højt og slog Stokken mod Stenbroen. - Nej! . . . Ha'de det været Kapellan Schwartz, der talte ... Men Pastor Engelhardt ... Nej! -

Overlæreren havde for en Uges Tid siden været i Selskab sammen med Pastor Engelhardt, og denne havde da, paa ublufærdig Præstevis, i alle Gæsternes Paahør skammet ham ud, fordi han var Medlem af Dolkenes Forening: »denne vor kære, lille Stads stinkende Kræftbyld, der maatte være ethvert sædeligt Menneske som et Forargelsens Tegn og et Vederstyggelighedens Gomorrha!«

Pastor Engelhardt var femogtredive Aar. Og Overlærer Clausen syvogtreds.

302| Nede i Kirkesmuget var der ingen Lygter. Men Gaden var saa smal og Husene saa lave, at den hvide Sne og Skæret fra de smaa Ruder gav tilstrækkeligt Lys.

Han var en god Del sentimental, den kære Overlærer Clausen, og disse Aftenvandringer rundt i den gamle Bys Gader og Stræder var ham en sand Himmerigsmundfuld. Særlig da en Juleaften og i Snevejr!

Han listede af Sted i sine Galochestøvler, lyttende og spejdende. Og hørte han Tale og Latter bag de nedrullede Gardiner eller bag Vinduernes hvide Forhæng, gjorde han en lille Standsning for et Øjeblik at glæde sig med de glade Mennesker derinde. Men hørte han Graad og Klage og haarde Ord, blev han bedrøvet. Gerne var han gaaet ind for at mægle og trøste; men han turde ikke. Dels fordi han følte en uovervindelig Sky for ukaldet at blande sig i andres Sager, og dels, og vistnok fornemmeligst, fordi han frygtede for at blive Vidne til Scener og Forhold, der vilde stille ham den nøgterne og ubarmhjertige Virkelighed for Øje. Han vidste, at der fandtes meget stygt og elendigt i Livet; men han holdt ikke af at staa Ansigt til Ansigt med det. Det kunde kaldes en Svaghed hos ham maaske, men det kunde jo ogsaa kaldes Finhed og Kultur. Og saaledes holdt han nu selv mest af at benævne det.

Naamen i Aften var der vist næppe nogen Grund303| til at nære Frygt i den Henseende. I Aften, hvor der kun herskede Fryd og Glæde bag alle Mure! -

Han var næsten naaet Smuget til Ende. Overalt havde han kun hørt Lyden af Børnelatter og skæmtende Tale. Og et Par Steder havde han endogsaa set et tændt Juletræ staa og skinne med sine smaa, gule Lyspunkter bag Vinduernes tynde Forhæng!

Men saa, pludselig - det var, da han passerede det allersidste Hus i Gaden - blev en Dør larmende revet op. Der lød Tummel og Skrigen inde i Forstuen, og Stampen af Fødder, og Stønnen som i Kamp. Og i næste Øjeblik tumlede en Kvinde ud over Dørtrinet, faldt næsegrus til Jorden og blev liggende med Ansigtet ned i Sneen.

- Herut med dig, din forbandede Kælling! skreg en hæs og forbitret Mandsstemme. Og Døren blev drønende smældet i.

Overlærer Clausen stod stiv af Forfærdelse. Nu var han netop kommen i saa blid og blød en Julestemning ... Og saa ...! Men han maatte vel hjælpe ... Han kunde jo ikke blive staaende der uvirksom ... han maatte vel gaa hen og se, om Konen ikke var kommen til Skade.

Kvinden laa stadig udstrakt i Sneen kun et Par Alen fra Overlærerens Fødder, ubevægelig, uden Livstegn.

Han nærmede sig tøvende:

- De er da ikke kommen noget til?

304| Intet Svar.

Han bøjede sig forsigtig ned over den liggende og greb varsomt fat i hendes Arm.

- Skal jeg ikke hjælpe Dem? spurgte han. - Hvad er der dog i Vejen?

Nu drejede Konen langsomt sit Ansigt op imod ham; et rødt, forvrænget Ansigt, skident og oppustet af Drik.

Overlæreren gyste, men betvang sig.

- Har De slaaet Dem? spurgte han deltagende.

Konen hævede sig lidt op paa den ene Albue og stirrede paa ham med et Par sløve, blodunderløbne Øjne. Og idet hun ræbede ham højlydt lige ind i Ansigtet, mumlede hun forbitret med tyk og grødet Stemme:

- Hva' rager det dig, dit lange Kallun! La' du mig bare ligge!

Overlæreren for et Skridt tilbage og flygtede i samme Nu, greben af den usigeligste Rædsel. Han ligefrem løb et langt Stykke ind gennem den tilstødende Gade.

- Det var intet Menneske! Det var intet Menneske! skreg det i ham. - Du almægtige Gud, du almægtige Gud, hvor er saadan noget dog muligt!

Der kom et Tog brusende ind paa Stationen. Alle Vagonernes Gangbrætter og Tage var hvide af305| Sne. Og Konduktørerne baskede med Armene, prustede og stampede for at faa Sneen af Skæg og Klæder.

- <3ammelkøbing! Ti Minutters Ophold! Kupédørene sloges op. Og Passagererne myldrede ud.

- Godaften! Godaften! - Naa du kom dog! Det var dejligt! - Sikken et Julevejr! - Aa, vi var saa bange, at I skulde sne inde! - Her er Frants, han er ogsaa med! - Goddag, lille Frants! Og Velkommen! Nu bli'er rigtignok Fætter Julius fornøjet! - I har vel ikke tændt Træet? - Nej, nej, hvor kan du tro! - Halløj, her er jeg. - Glædelig Jul! Glædelig Fest! Nu skal vi rigtignok ha' det rart!

Overlærer Clausen stod paa Perronen midt i al Larmen og Trængselen. Han lod sig gladeligen puffe og støde. Det var ham en Fryd nu at føle sig mellem rigtige levende Mennesker. Derfor var han gaaet herhen. Hændelsen i. Kirkesmuget havde ikke ladet ham i Ro i de tomme Gader.

- Godaften, Hr. Clausen! Venter De nogen?

- Godaften, Godaften, Erik! Nej, jeg er bare hernede at se paa Juleglæden!

Det var en af Clausens gamle Disciple. Han var ivrig og nervøs.

306| - Naa, farvel, farvel! sagde han. - Jeg maa skynde mig hjem. De tror ikke, jeg kommer!

- Det bli'r da morsomt! smilede Overlæreren. Og væk var Erik.

Et Par forlovede gik forbi Arm i Arm. De saa' ikke, de hørte ikke, de talte ikke. Men deres Ansigter straalede klare og frydefulde som Maanen i dens allerfornøjeligste Kvarter...

- De har vel ikke set min Søn, Hr. Clausen? Det var Klassekollektrice Fru Brandstrup, der spurgte. Og det var netop hendes Søn, der før havde hilst paa Overlæreren, og som skulde hjem og overraske.

- Deres Søn, Fru Brandstrup ... venter De ham?

- Ak Gud nej; han skrev jo, at han ikke kunde komme. Men jeg gik herned alligevel; for det kunde jo dog være.

Der stod en Kamp i den rare Clausens Hjerte. Men han sagde:

- Nej, jeg har skam ikke set ham. Og Fru Brandstrup gik bedrøvet bort. Overlæreren smilte stille:

- Men hvor vil hun ikke skrige af Glæde, naar hun nu fandt Drengen siddende hjemme i Stuen.

307| Perronen var tom. Kupédørene sloges i. Signalfløjten lød: Færd-i-ig! Lokomotivet hvinede og fer videre, bort fra Byen, ud over de hvide Julemarker ...

Udenfor Stationsbygningen kiggede Overlæreren til den oplyste Urskive.

- Halvotte! ... Men Gudbevares, saa skulde han jo være hos Borgmesterens!

Og han stødte Staven i Sneen og skridtede ud, saa rask hans gamle Pædagogben kunde bære ham.

Oppe i den forholdsvis brede Søndergade straalede Lys ud fra alle Beboelseslejligheder. Og der lød Raab af Barnestemmer og Latter og munter Tale. Og inde hos Redaktør Heilbunths spillede Fruen paa Klaveret:

Glade Jul, dejlige Jul ...

Overlæreren var paa ny kommen i Stemning. Blide og fredelige Følelser bølgede i hans Sjæl. Begivenheden i Kirkesmuget laa allerede som bag et udjævnende og dækkende Slør ...

Han havde jo sine Stuer med Bjælkeloft, sine Blomster og sine Piber.

Og da han paa Trappegangen op til Borgmesterens mødte den lille Frøken Olivia, truttede han hende fornøjet sit Glædelig Fest! ind i Valdhornet.

308| Og hun smilede og nikkede og duvede og baskede Sne af sig og skreg:

- Tak i lige Maade, Hr. Clausen!

Og saa gik de ind og spiste Risengrød og Gaasesteg og spillede »Halvtolv« om »Smaating« til Kl. elleve.