[309]| Det var begyndt at blæse op. Og Sneen blandedes med tunge Regndraaber, der slog haardt ind mod Ruderne.

- Aa Herregud! tænkte Jordemoder Fredriksen, der rullede hjem fra sin Barselsfærd (en Pige) - den Juleglæde var kun kort!

Og hun bad Kusken køre lidt hurtigere til. Thi Kulden bed hende gennem Kaaben, og Regnen stak hendes Ansigt.

- Jeg tror, Vorherre ha'er mig! tænkte hun - han putter mig altid ud i det værste Svinevejr!

Og saa krøb hun til Bunds i Agestolen, borede Hænderne godt ind i Muffen, lukkede Øjnene og lod staa til ....

Inde i det lille thummelumsenske Hus mærkede man derimod intet til Vejret. Man hørte nok Blæsten og Regndryppet, men det gjorde intet større Indtryk.

Morbroder Jakob og Wulfdine var kommen kørende310| fra Græsted om Eftermiddagen. Og det var Bestemmelsen, at de skulde blive hos Thomsens Natten over. Og saa skulde Mo'r Karen og Emanuel køre med ud til Degneboligen den næste Dag. -

Og nu havde man fortæret sin Grød og sin Gaas. Gardinerne var rullet ned. Lampen tændt. Det blussede i Ovnen, og Potpourrikrukken duftede!

- Blæse vær' med Blæsevejr! sagde Manuel og lo godt dertil. - Nu gaar I allesammen ud i Butiksstuen. Og saa kalder man paa Jer, naar I skal komme. Man har en lille Overraskelse!

- Mig osse? spurgte Mo'r Karen.

- Fruen osse ja. Alle tre! Og de forsvandt lydige ...

- Hva' mon han nu skal ta' sig for? spurgte Degnen, da Manuel havde drejet Døren i Laas bag dem.

- Aa, det er vel no'en Tossestreger! mente Madam Thomsen. Men hun smilede fornøjet.

- Han er bleven svært i Humør nu, Søster Karen.

- Ja, Gusketak ja, at han har rettet sig! ... Sæt dig ned, Wulfdine, værsgod!

Wulfdine satte sig med lyttende Øren. Man hørte Manuel rumstere. Snart benede han op ad Loftstrappen og ned igen. Døre lukkedes op og i. Og snart var han ude i Gaarden, og snart i Køkkenet og snart i Stuen.

311| Et Vindstød slyngede en Stribe Regn ind mod Ruden.

- Naa-aa! sagde Degnen.

- Ja, det er rart, I bli'er her i Nat.

- Aa ja saamænd ....

Pause. Degnen saa' hen til sin Søster.

- Si'er du det saa til Manuel, Søster? Madam Thomsen rødmede let.

- Ja-a ... hvis det ikke var hedder, a' du sa'e det, Jakob ...

- Aa jo, ja ... nu faar vi jo se, hvordan det falder sig.

Wulfdine sad som i varm Aske. Intet Øjeblik var hun rolig: Hva' mon dow, Manuel lavede! ... Det gav et Skvulp i hende. Thomsen slog en Kno mod Døren.

- Er I overventende? spurgte han. - Nu maa I snart komme !

Og lidt efter blev Døren slaaet op, og han stod smilende paa Tærskelen.

- Værsgod! ... Nu er Pa'-sa-ken fri! Derpaa slog han med den lange Arm ind mod Stuen og sagde: Hva'?

Og festligt var der: Paa Mahognibordet foran Sofaen stod i en Urtepotte et lidet Juletræ skinnende af Lys og fuldt af Hjerter og Kurve, rødmussede Æbler og forgyldte Valnødder. Og under Træet paa den hvide Dug laa mystiske Pakker.

312| Det var hele Arrangementet. Men det var nydeligt.

- Næ-e, sagde Wulfdine, og hendes smaa, klare Øjne var ved at sprænge deres Indfatning.

- Ja-a, nikkede Degnen - der er no'et for dig at se paa, Dine!

Og Mo'r Karen klappede sin Søn paa Armen og sagde næsten under Taarer:

- Det er længe, længe siden, Manuel!

Men den lille Thummelumsen selv stod smilende fra Øre til Øre, og man kunde se hans smaa tykke Fingre, som han havde boret ned i Bukselommerne, bevæge sig i nervøs Henrykkelse.

- Saa synger vi! sagde han ivrig - Nummer 148! ... Her er din Salmebog, Mo'r! Og saa sang de:

Dejlig er den Himmel blaa, Lyst det er at se derpaa . ..

Morbroder Jakob kunde jo Salmen udenad naturligvis, saa Madam Thomsen blev ene om sin Bog.

Men Manuel og Wulfdine sang sammen af hans. Og de stod tæt ved hinanden og bøjede Ansigterne frem over Bogen. Og hun liftede sig et Par Gange til at røre ved Kærestens Frakkeærme og var da ved at forgaa af Lyksalighed.

Saa blev Træet plyndret og Gaverne uddelt. Thomsen krabbede sidelæns omkring.

313| - Det er til dig, Morbror! . . . Det er til dig, Mo'r Karen!

- Aa ja saamænd, Søstersøn, det ...

- Tak, Manuel! Tak, tak, min Dreng!

Degnen fik et Cigarfoderal og et Bundt Cigarer. Og Madam Thomsen fik et dejligt varmt Sjal og Tøj til seks Forklæder.

Men Wulfdine fik ingenting. Hun stod genert og sønderknust henne i en Krog. Det trak i hendes Mundvige. Og hendes lille Hjerte kunde ikke fatte Sagernes Sammenhæng.

- Men Dine, Manuel? spurgte saa Madam Thomsen. - Du glemmer da ikke Dine? Manuel smilede underfundigt.

- Dine har jo mig! sagde han.

Men saa bøjede han sig pludselig ned og halede frem under Bordet den nydeligste Haandkuffert.

- Den er til dig! sagde han og rakte Wulfdine Kufferten.

- Man har sæl lavet den!

Wulfdine knækkede sammen og vred sig som en Orm.

- Ta' den dow! sagde Madam Thomsen næsten vredt.

- Ta' den dow, Pi'e!

Og Wulfdine tog Kufferten og gik i Jorden; men hun fik dog Tid til at hviske: Mange Tak, Manuel! førend hun helt forsvandt.

Thomsen tindrede af Hemmelighedsfuldhed.

314| - Du skulde lukke den op! sagde han; han kunde ikke dy sig.

Wulfdine gav sig til at fingerere med Spænderne. Men det var hende umuligt at blive Herre over dem.

- Nu skal jeg! sagde Mo'r Karen og for til. Manuel voksede helt op paa Tæerne i Forventning om Virkningen.

- Un-nææ! sagde Madammen, da hun havde faaet Kufferten aabnet. - Det vil jeg ri'nok si'e! Hun halede en Pelskrave frern.

- Og en Muffe! sagde hun og holdt den op i den anden Haand. - Hva' Dine?

Men dette var for meget for Wulfdine. Hun ligefrem drattede ned paa en Stol, og med Ansigtet skjult i Hænderne gentog hun hulkende:

- Han er al'for go' ve' mig! Han er al'for go' ve' mig....

Man var faldet noget til Ro. Mandfolkene sad i hver sit Sofahjørne og røg. Og Kvinderne med deres Strikketøj havde som sædvanlig anbragt sig i respektfuld Afstand henne ved Vinduerne.

Kufferten havde Wulfdine stillet paa Gulvet tæt ved Siden af sin Stol. Og af og til lurede hun sig til at aabne den paa Klem og stryge med et Par Fingre hen ad Skindkraven og stikke Haanden i315| Muffen. Hun gyste af Fryd og Stolthed: Der var Silke i 'en!

Snakken drejede sig, som naturligt var, om »Gaarden«. Og det var Mandfolkene, der talte.

- Saa skal du vel til at avertere efter en Forka'l, Søstersøn, nu efter Nytaar?

Thomsen klippede lidt nervøst med Øjnene.

- Ja-a, det skal man vel ...

- Vil du ha' mer' end een Ka'l?

- Naa-aa, man tænker, at en Dreng ka' gøre det ...

- Aa ja saamænd, ja ... Og Mortensen beholder du vel paa Møllen?

- Han kender jo Sagerne, ja.

- Han er no'et gammel.

- Naa-aa, naar man ser ham paa Fingrene .. . Har Morbror hørt, hvordan det gik vor Redaktør her for no'en Tid siden.

Degnen skævede om fra sin Plads: Hvorfor skulde de mon nu ikke bli'e ved at snakke om Gaarden! Det interesserede ham dog som Svigerfader.

- Hæ, ja, sagde han - han sov nok et Gran over sig.

- Ja, det er forskrækkeligt med Menneskene, sagde Manuel indigneret - at di ikke ka' leve ordentligt!

316| - Aa ja saamænd, ja; der er jo flere a' dem, der holder a' Væden, mer end som godt er.

- Ja se nu til Cornelius derude! indskød Madam Thomsen.

- Cornelius er et Svin, Mo'r Karen! Han rankserer ikke med ordentlige Folk!

- Næi ...

- I vil vel holde Pi'e til Køerne og det groveste? spurgte Morbroderen ihærdig; han vilde nu til Bunds i Sagerne.

- Ska' vi si'e: den Tid, den Sorg! sagde Manuel studst og rejste sig.

- Aa ja saamænd, ja ... Degnen kløede sig betænkelig i Hakkekniven og sendte sin Søster et frittende Blik. Hun rystede paa Hovedet og gjorde en lille afværgende Bevægelse med Haanden. Og Wulfdine forsvandt over sit Strikketøj ....

Sagen var jo oprigtig talt den, at Emanuel Thomsen fandt sig saa udmærket til Rette nu ved at gaa rundt her i Byen og gi' Matadoren. »Gaarden« var ham jo vis nok. Han kunde jo købe den, hvad Dag han vilde. Og han vilde købe den, naturligvis! det var jo for den, han havde slidt og stridt. Men ... men, den havde nu alligevel staaet i en ligesom større Glans for ham, dengang han ikke kunde faa den! ... Vel vilde han købe den; begribeligvis vilde han saa! Det var jo det eneste Sted i Verden, hvor han brød sig om at leve! Og317| det blev et stolt Øjeblik, den Stund han drog derind ! Men der var jo et helt halvt Aar til endnu ... Di kunde ha' lad't ham faa den straks, som han vilde! Men dengang raadede di allesammen fra, baade gamle Mortensen derude og Prokuratoren og Mo'r Karen ... Og nu vilde han ikke, før han vilde! Pengene var hans! Di andre kunde holde deres Næser hos sig sæl! Han skulde nok klare Sagerne! Pun'tum! ....

- Det er en rar Cigar, Morbror Jakob, hva? spurgte Manuel, idet han igen indtog sin Plads i Sofaen og lagde sit trinde Ansigt i smilende Folder.

- Aa ja, Cigaren er god nok ....

- Skal vi ikke ha' en lille Kop Kaffe, Mo'r Karen?

- Jo, sagde Madam Thomsen og lagde øjeblikkelig Strikketøjet fra sig - vil I ?

- Vel vil vi saa! Ikke Morbror? Til Cigaren?

- Jo-o, nikkede Degnen - Kaffe siges der jo aldrig Nej til ....

Da Kaffen var drukket, sad man og snakkede en halv Timestid om Vejr og Vind. »Gaarden« var der ingen, der berørte mere.

Saa gabede man et Par Gange. Og endelig trak Manuel sit Ur op af Lommen og sagde:

- Nu er det nok ellers Sengetid ...

- Ja, aa ja, det er det vel ... 318|Thomsen rejste sig:

- Ja se, Dyner har vi jo nok a', men det skorter paa Senge. Se, man ha'de jo tænkt sig, at en sæl og Morbror Jakob laa paa hver sin Sofa hernede og saa overlod vi Damerne Salunerne ovenpaa, hva?

- Aa ja saamænd, ja ...

Madam Thomsen blev urolig paa Stolen og skottede hen til Broderen.

- Ja-a, begyndte hun - se, Bro'er Jakob mener jo ... han synes jo, at ....

Emanuel stirrede forundret fra den ene til den anden.

- Vil I ikke ligge her? spurgte han fornærmet - Vil I kanske paa Hotel!

- Næj, næj, vel vil vi ligge her! vel vil vi saa! sagde Degnen - Men ... (Han var lidt i Forlegenhed med at faa det frem, da Manuel forholdt sig saa absolut uforstaaende) ... men da her er saa smaat med Plads og saadan, fortsatte han - saa ... Ungdom er jo Ungdom! ... saa hvis du og Wulfdine har Lyst til at komme sammen i Guds Navn, saa ... I ska jo sammen alligevel ... og det er jo Juleaften ... og hvorfor skal I vente, hvis ...

Emanuel var lidt efter lidt bleven purpurrød i Ansigtet. Mælet var forgaaet ham, og han klippede vanvittigt med Øjenlaagene.

Degnen skævede hen til ham.

319| - Ja, hvis du heller mener, du vil vente, Manuel, saa ....

- Næj, næj! sagde Thomsen hastigt og stakaandet - Men-æ ... men-æ ...

Han kiggede sky om mod Wulfdine, der for længst var knækket over og gaaet til Bunds i den store Lænestol.

Madam Thomsen lagde stille sin Haand paa Sønnens Arm.

- Gaa I Mandfolk nu lidt ind i Butiksstuen, sagde hun og skubbede ham blidt hen mod Døren - saa ska' jeg nok ....

Og Mandfolkene gik.

Et Kvarters Tid efter kom hun ned fra Loftet med Favnen fuld af Dyner, som hun redte op med paa Sofaen til Broderen.

Da hun var færdig, gik hun hen og aabnede Døren.

- Saa er her i Stand, Bro'er Jakob, sagde hun.

- Tak, Søster Karen ... Ja, jeg er osse tidig!

- Go'nat ... Og sov vel! sagde Thomsen med bortvendt Aasyn.

- Go'nat, Manuel ....

320| - Go'nat, Søstersøn! ... Og glædelig Fest!

En Vogn rumlede ind gennem Nonneporten. Det var Jordemoder Fredriksen, der endelig naaede hjem.