[321]| Konsul Mørch laa nu til Stadighed i Sengen. Efteraarets Slud og Vinterens Kulde havde taget hans sidste Kræfter. Og saa havde der tilmed slaaet sig en Brystkatarr til hans øvrige Svagheder; og han laa og hostede og hev efter Vejret ; og Lægen sagde, at det var snart paa det sidste.

Men blidere af Sind var Konsulen ingenlunde bleven. Han skældte og smældte mellem Hosteanfaldene, saa at Sygeplejersken Frøken Lauritsen, som Doktoren havde tvunget ham til at antage, rystede af Angest. Og hun vilde sikkerlig være løbet sin Vej, om hun havde turdet for Foreningen, der havde udsendt hende. Selv Tjenestepigen, den lange Engeline, som ellers igennem Aarene havde erhvervet sig et vist Tag paa at behandle sin gamle, knarvorne Husbond, ogsaa hun stod stundom ganske forsagt og hjælpeløs.

Det værste var jo, at Konsulen ikke længere kunde taale at ryge!

322| At Lægen strengeligen navde forbudt ham det, fik være, hvad det var; det brød gamle Mørch sig fejl om. Men værre var det, at hver Gang han havde faaet tændt sin Pibe og taget et Par Drag, fik han næsten Krampe af Hoste .... Og naar han saa var kommen til Mæle igen, rasede han og tordnede og fordømte, saa at de to arme enlige Kvindfolk ofte maatte græde af Fortvivlelse. -

Byen brød sig ikke videre om Konsul Mørch. Den lod ham ligge. Han var for længst gaaet ud af Sagaen. Og saa var der jo ogsaa det, at Manden aldrig havde været populær. Tværtimod: gnaven og uomgængelig og pengegridsk indtil Gnieragtighed havde han altid stillet sig i Opposition til alt og alle. Mændene havde aldrig søgt ham, uden at de havde været nødtvungne dertil; og Kvinderne afskyede og næsten hadede ham paa Kønnets Vegne, fordi han havde været en Bøddel mod sin Kone. Man var ikke langt fra at unde ham hans Sygdom og Lidelser. I ethvert Fald betragtede man dem som en retfærdig Himmelens Straf. -

Og nu laa som sagt Konsul Mørch der i sin ensomme Seng og havde nok ikkr mange Fjerdingvej igen til Dødens dunkle Porte.

Saa var det, at han en Dag ved Middagstid pludselig paa sit lallende Maal sagde til Sygeplejersken:

323| - Theg vil tsale med Tsolder Knagsted!

- Hva'behager, Hr. Konsul?

- Theg vil tsale med Tsolder Knagsted, tsier theg!

- Jo, jo, nu skal jeg ....

Og Frøken Lauritsen styrtede ud i Køkkenet til Engeline: Der var nogen, Konsulen absolut vilde tale med! Engeline kom ind:

- Hva' ønsker Konsulen?

- Theg vil tsale med Knagsted!

- Tror Konsulen nu ogsaa, Di kan taale det ...

- Thet bli'er vel min Tsag!

--- Skal jeg løbe ud og hente ham?

- Tha natsurlig! ... Og tsig, han skal komme s Vaks!

- Jamen ....

- Han skal komme s'raks, tsier theg! Og skrub tsaa a'! Og Engeline maatte forlade sin Køkkengerning og ud i Staden for at søge Tolderen ....

Hun fandt ham ved table d'hote paa Stadt Gammelkøbing. Han rejste sig øjeblikkelig og fulgte hende.

Og hele Søndergade kom i Oprør ved at se »Livsens Ondskab« vandre Side om Side med Konsulens Tjenestepige!

324| I det store, tomme Sygeværelse var der halvmørkt. Gardinet var rullet ned for det Fag Vinduer, der var nærmest Sengen. Ved det andet Fag sad Frøken Lauritsen og hæklede.

Der blussede en stærk Ild i Ovnen. Og Frøkenen nikkede over sit Arbejde. Hun maatte stjæle sig til at blunde engang imellem i Dagens Løb; thi Nætterne var de værste; og hun fik næsten ikke Søvn i Øjnene.

Udenfor paa Gaden kørte af og til en Vogn forbi, og saa klirrede Ruderne; men ellers var der fredeligt og stille ....

Pludselig hug Konsulen sin flade Haand haardt ned i Dynen. Det var en Slags Tvangsbevægelse han led af; en Art Krampe i Armene. Selv formaaede han ikke længere at bevæge dem.

Sygeplejersken spilede forvirret Øjnene op:

- Ønsker Konsulen noget?

- Theg thligger skidt!

Frøkenen gik hen og rettede ved hans Puder:

- Er det nu bedre?

- Thnej! ... Kald paa Engethline!

- Jamen Konsulen har jo selv sendt Engeline i Byen.

- Hum ....

Frøkenen gik tilbage paa sin Plads.

Et Øjeblik efter lød et nyt Slag i Dynen:

- Gi' mig Vand! Mørch søgte at dække over,325| at han ikke selv var Herre over disse Bevægelser ved at lade, som om det var en Maade at kalde paa.

Frøkenen tog et Vandglas og holdt ned mod hans Læber.

- Tsodavand! sagde han indædt og stødte med Munden til Glasset - Thi ka' tha begribe, at thet tskal være Tsodavand! Hva' er Thi ellers Tsygeplejerske for!

Taalmodig tappede Frøkenen noget Sodavand af en Sifon og gav ham.

Saa satte hun sig hen.

Men næppe havde hun taget fat paa sit Hækletøj, saa lød det:

- Varm Tsæppet! Theg fryser om mine Føthther!

Og paa ny maatte hun op. Hun varmede paa Kakkelovnen et uldent Tæppe, som hun derpaa omhyggeligt og varsomt svøbte om den syges Fødder ....

Saa ringede Dørklokken. Det var Engeline, der ikke mente at kunne føre Toldkontrolløren op ad Køkkentrappen.

Frøken Lauritsen gik ud og aabnede.

- Er det daarligt med Konsulen? spurgte Esau hastigt.

- Det er som sædvanlig.

- Kan jeg gaa ind?

326| - Værsgod ....

Konsulen løftede Hovedet en Tomme fra Puden.

- Frøken Tslauritsen s'al gaa! sagde han.

- Jamen, Hr. Konsul ...

- Frøken Tslauritsen s'al gaa, tsi'er theg!

- Gaa blot, kære Frøken, hviskede Knagsted - Jeg skal nok kalde paa Dem, hvis det bli'er nødvendigt. Og Frøkenen gik. Esau nærmede sig Sengen med fremstrakt Højre:

- Goddag, gamle Ven! Naa, hvordan gaar det?

- Go'tha, Tsolder ...

- Vil du ikke give mig Haanden, Mørch?

- Ka' ikke; ka' ikke thløfte den mere!

De to Venner havde ikke set hinanden siden hin Dag, de havde siddet sammen paa Thummelumsens Rugeplads ude paa Kirkegaarden. Mørch havde forbudt Engeline at lukke Knagsted ind. Og da Tolderen var gaaet et Par Gange forgæves, var han ophørt med Besøgene.

Nu efter fem samfulde Maaneders Forløb havde Konsulen sendt Bud efter ham. Og de betragtede derfor hinanden med ransagende Blikke. -

Mørch tog først Ordet.

- Thu er s'adig Ka'l! lallede han med et misundeligt Udtryk i sine sløve Øjne - Ther er ingenthing, ther bither paa thig!

327| - Næi, jeg har det meget godt, sagde Tolderen - Og du, Mørch, hvordan staar det sig med dig?

- Skidt! theg s'al tsnart thø!

- Naa-aa; jeg synes du ser ganske kvik ud.

- Thsludder!

Esau tog en Stol og satte sig hen ved Sengen.

- Her er godt varmt inde, sagde han saa og knappede Overfrakken op.

- Tha, theg tligger tho althid og fryser?

- Hvad mener Doktoren, Mørch?

- Ingenthing! Thi forstaar ingenthing! Han tsylther mig bare med al tsit Skidt!

Knagsted vilde gerne have spurgt, hvorfor Vennen havde sendt Bud efter ham. Men han syntes ikke, at han saadan kunde plumpe ud med Spørgsmaalet. Det gav sig vel.

- Det er en net Pige, hende, Sygeplejersken, sagde han saa - Hvor har du fundet hende?

- Thet er Thokteren, ther har prakket mig hende paa! Hva' s'al theg med hende!

- Naa-aa ....

Mørch, der hidtil havde ligget lige paa Nakken og stirret op mod Loftet, drejede nu Hovedet en Smule, saa' stift paa Kontrolløren og sagde:

- Theg har gjort mit Thestamenthe ....

- Naa, smilede Esau - har du det! Har du betænkt mig?

328| Konsulen overhørte hans Spøg. Han var optaget af sine egne Tanker:

- Thokteren tsa'e, at hvis ther var no'et, theg vilde ha' ordnet, tsaa skulde theg gøre thet.

- Ja, det kan jo aldrig skade. Du kan jo gøre det om igen, naar du bli'er rask.

- Theg bli'er althrig rask, Tsolder, althrig rask ...

- Lad nu være med at ligge og bilde dig saadan no'et ind, Mørch! Vel bli'er du rask! Der er Folk, som har været meget sygere end du, og som nu spadserer stolt rundt paa deres to Ben!

Konsulen laa og bevægede Hovedet rokkende frem og tilbage. Pludselig sagde han:

- Theg er bange, Knagsted ... thu véd, theg er bange ....

Esau lagde sin laadne Pote ned paa Vennens røde, opsvulmede Haand:

- Herregud, Mørch, hvad vil du ligge og tænke paa det for!

Med en uhyre Kraftanstrengelse fik den syge drejet sit Ansigt helt om mod Tolderen.

- Naar man er thød, Knagsted, spurgte han saa, og hans Øjne spiledes op af Angest - hva' bli'er ther tsaa a' en?

- Det er der ingen, der véd ...

- Hva' tsror thu?

Esau flyttede sig urolig paa Stolen.

329| - Det kommer her ikke an paa, hvad jeg tror, Mørch ; men hvad du tror, sagde han.

Konsulen lukkede Øjnene og drog Vejret tungt.

- Theg har vist været .... et tslet Menneske, mumlede han.

- Vist har du ej, gamle Ven! man er, som man er!

- Thet tsa'e thu da sæl, dengang theg ha'de tsmidt Gamle-Stine ud ...

- Ja, ja; men da var du jo syg!

- Thet var hun osse, tsa'e thu ...

- Ja, jo; men det var mig, der var ond den Dag! Konsulen glippede med Øjnene.

- Er Døren tlukket? spurgte han.

- Hva'?

- Er Døren tlukket therhenne?

- Ja-a.

- Gaa hen og tluk then a'; ther er no'et, theg vil tsie thig.

Knagsted gik hen og drejede Nøglen om:

- Saa; nu er der ingen, der kan komme ind!

- Theg har gjort mit Thestamenthe, Knagsted, begyndte Konsulen saa med sin hvislende Stemme - theg har gjort mit Thestamenthe .. . thet var therfor theg sendte Bud efter thig ... for thu s'al vide thet ... thi andre bryther theg mig ikke om ... Theg har tho althid været sparsommelig .., og330| theg har tjent Penge ... mange Penge ... Men nu har theg gjort Thestamenthe ... og alle mine Penge ... har theg thelt ud tsil de fattige ... alle tsammen ... Gamle-Stine faar osse no'en ... og Asylet ... Og Thjomfrustiftelsen ... og Tsvendehjemmet ... alle tsammen faar thi no'et ... alle tsammen ...

Atter klappede Knagsted hans svulne Haand:

- Ja, ja, ja, Mørch, det er rigtig pænt af dig! ... Men du har vist ikke godt af at tale saa meget!

- Og tsil Udstyrslegat ... vedblev den syge - og tsil rentefrit Laan for fattige Husmænd ... og tsil et nyt Orgel ... alle mine Penge ... alle tsammen ... Tsror thu tsaa ikke, Knagsted ... at theg nok kan thø i Fred? ... tsror thu tsaa ikke thet?

- Jo, jo, jo, Mørch, jo jeg tror det fuldt og fast! Du har handlet rigtig smukt og godt, har du!

- Tha ... for hva' skulde theg osse bru'e Pengene tsil ... naar theg først var thød ...

- Nej, vel saa; det er alt sammen rigtigt! Konsulen laa en Stund uden at tale. Saa stirrede han paa ny op i Loftet og sukkede dybt:

- Bare ther var no'et, ther hed Tskærsild, sagde han saa - thet vilde være godt for mange Mennesker ...

331| - Jamen der er jo noget, der hedder Skærsild, Mørch ; Katolikkerne tror jo paa det.

- Katholikkerne tha, hø! ... men thet kommer tho ikke vos anthre no'et ved!

- Aa, nej saamænd ...

- ... og tsyndet har vi tho alle.

- Det kan du jo gerne kalde det, Mørch ; men jeg tror nu, at et Menneske maa handle, som det handler.

- Thsludder, Knagsted! baathe thu og theg kunde ha' været meget bethre, hvis vi ha'the villet! Esau rystede paa Hovedet.

- Nej, sagde han overbevist - vi bevæger ikke en Lillefinger, uden at det har været bestemt fra Evighed af!

- Thet er no'et godt Thsludder thet! Knagsted bøjede resigneret Hovedet:

- Naa; som du vil ...

Der buldrede to Vogne forbi hinanden nede paa Gaden. Huset rystede; og Konsulens Ansigt fortrak sig i Smerte.

- Vi! du ikke ha' strøt noget Bark dernede, Mørch, til at ta' af for Larmen?

- Thnej, theg vil ikke! sagde Mørch arrigt - Garver Musmann har althid været tsaa storsnuthet!

- Jamen du kunde jo faa det fra Garver Johansen.

- Thnej; han snøth mig engang meth et Par332| Heste! ... Thnaar theg ikke vil ha' Bark, tsaa kan theg vel bli'e fri!

- Ja, naturligvis, naturligvis kan du det, gamle Ven! Pause. Esau kiggede ned paa Vennen, der laa med lukkede Øjne og slappe, hængende Mundvige.

- Er du ikke træt, Mørch? Skal jeg ikke gaa nu, at du kan se at komme til at sove lidt!

- Tho ... mumlede Mørch - men ther var mer, theg skulde thale med thig om ....

- Jeg skal nok komme igen i Morgen; hvis du vil ha' det?

- Tha ... Tolderen rejste sig.

- Farvel saa, Mørch .... sagde han og klappede ham paa Haanden.

- Farvel, Knagsted .... Thu er tsaa ikke mere vreth, fordi theg gifthede mig med Alviltha ....

- Nej, nej, tænk bare ikke paa det! ... Skal jeg sige til Frøkenen, at hun skal komme herind?

- Tha ....

Esau stod allerede henne ved Døren, da han hørte ligesom en stille, hikkende Latter henne fra Sengen:

- Tsolder ... kom lidt herhen, Tsolder! Tolderen gik tilbage over Gulvet:

- Hva' vil du?

333| Konsulens Mund havde fortrukket sig til et skævt, ondskabsfuldt Smil; og hans Øjne havde antaget deres gamle, lurende Udtryk:

- Thi anthre vil bli'e godt arrige, Tsolder ... hvislede han.

- Hvilke andre? spurgte Knagsted; og han havde en Fornemmelse af, at Konsulen laa i Feber og talte i Vildelse.

- Thi anthre, gentog den syge - thi anthre, hæ, hæj ... thi, ther tskulde arve mig! ... tsmin Familie ... tsmine Broerbørn! ... thi vil bli'e godt arrige, hæ, hæ! naar thi hører, at theg har gjort Thestamenthe! . .. Men thi har tho althrig besøgt mig ... thi Thrabanther! - - Er thu her, Tsolder? spurgte han pludselig og stirrede vildt og angestfuldt ud i Luften - er thu her? er thu her? thu maa ikke

- Nej, nej! sagde Esau - jeg er her jo ogsaa!

- Theg kan ikke tse thig! theg kan ikke tse thig .... Konsulen talte hastigt og stødvis; og det var, som trak der sig en Hinde over hans Øjne.

- Thu ts'al tho osse arve, Tsolder, sagde han klynkende - thet var thet, theg vilde tsi'e thig ... thu ts'al tho osse arve ... tsaa bli'er thu her nok ... Hvorfor gaar du din Vej! raabte han saa pludselig med fuldstændig klar Stemme - Jeg synker! jeg synker! Hold fast paa mig! Baaden vælter ....

334| - Frøken! Sygeplejerske! Kom herind! Hurtigt! raabte Knagsted og greb fat i Konsulen, hvis lamme Arme paa een Gang løftede sig krampagtigt i Vejret, medens hans Legeme krummede sig opad næsten i en Bue - Frøken, skynd Dem! Skynd Dem! skreg Knagsted igen.

Men Døren var jo aflaaset. Og inden Esau havde faaet den aabnet, og Frøkenen var kommen hen til Sengen, var Døden vandret bort med Konsul Mørch.