[335]| Byen havde været overvældende rig paa Begivenheder i det sidste Halvaar. Næppe var man bleven færdig med at gennemarbejde det ene Emne, førend et nyt frembød sig. Først var der den Thomsenske Lotterigevinst, Handelsophævelse og projekterede Gaardkøb. Saa fulgte Redaktør Heilbunths »Udrangering«. Derpaa Knagsteds illigitime Tvillinger, som Fru Lassen havde levet højt paa lige til Hellig-Trekonger, med Dikkedik-Proprietærens og Fru Oppermanns Julefart som piéce de resistance. Og nu endelig til Slut: Konsul Mørchs Testamente!

Fru Lassen stønnede.

- Har De kendt Mage! sagde hun - der ligger den gamle, dødssyge Mand paa sit Leje og spekulerer ud! Gudbevares, fattige er fattige, og at man betænker dem af sin Overflod, er smukt og rimeligt! Men Knagsted, Fru Heilbunth! Knagsteal nu be'er jeg Dem! Tresinds-tyve-tusinde, si'er Lassen! Den Djævel, som ikke har bestilt336| andet end at martre ham i levende Live! Naar man har retmæssige Arvinger! De nydeligste Mennesker, forsikrer jeg Dem! Hans kødelige Bro'erbørn! Nej, Ret skal være Ret! To af dem var henne at tale med Lassen; de græd; efter Begravelsen. De havde naturligvis tænkt sig .... hvem kunde tænke anderledes? Denne Formue! Men saadan var Mørch, sa'e jeg til dem; ingen vidste, hvor man ha'de ham! Men, sa'e jeg saa, Gud i sin Himmel vil nok ta' Revanche! Trøst Dem, sa'e jeg, der er dog endnu Retfærdighed til i Verdensrummet!

Og som Fru Lassen talte, talte alle. Paa Gaderne, i Butikkerne, paa Kontorerne, i Dagligstuerne! Indignationen var stor og almindelig. Man følte det, som var man selv personlig bleven snydt for Arv! Og de, der havde ældre, velhavende Slægtninge, fordoblede deres Ømhed over for disse. Tante Jane og Onkel Siegfrid blev overvældet med Breve og Indbydelser. Og havde man Børn, blev de sendt did med de yndigste, smaa Kurve fulde af Kager og Frugt. Eller hvis de kære paarørende boede paa fjernere Steder, blev Børnene fotograferede og Portrætterne skikket af Sted med Paaskrift: Til den søde Tante Jane fra hendes lille Callemand! eller: Til den rare Onkel Siegfrid fra hans egen Elsemor!

Kortsagt, det var, som havde Konsul Mørchs337| Testamente vakt den slumrende Slægtsfølelse og ligesom knyttet de spredte Familiehjerter engere til hverandre.

Naamen i Aften var der Aftenunderholdning med Bal i Borgerklubben. Det var Byens største og fineste officielle Festlighed. Den afholdtes hvert Aar i Februar Maaned. Og der var Damer, som allerede i Begyndelsen af November overvejede deres Kostumer ....

I »Stadt Gammelkøbing«s Teatersal var den store Gaskrone tændt, og paa Siderne af de seks forgyldte Pillespejle straalede Kandelabrene. Hoved ved Hoved i tætte Rækker sad Publikum; Herrerne i Kjole og hvidt, og Fruerne og Frøknerne i de vildeste Toiletter.

Dér herskede en næsten andagtsfuld Stilhed i Rummet. Man vovede næppe at drage Aande, saa spændt var man. Nogle unge Piger sad endogsaa med Hænderne presset ind mod Hjertet og med røde Feberpletter paa Kinderne. Og rundt i Krogene stod Bestyrelsen og nød sin Triumf!

Man havde jo nemlig omsider formaaet den berømte Forfatter og Deklamator Henri de Madsen, (en kær Elev af en endnu berømtere Forfatter og Deklamator, der havde »dannet Skole«) til at gæste Klubben. Og hvad mere var: han var kommen! man havde ham inden for Hotellets fire Vægge! ...338| I Landauer var han af den kjoleklædte og hvidhandskede Klubformand bleven afhentet fra Banegaarden; og for Øjeblikket laa han paa en Chaiselongue inde i »Kunstnerværelset« og fik en Morfinindsprøjtning. -

l Salen begyndte man at blive urolige.

- Jeg synes, det er over Tiden? hviskede Borgmesterinde Rejersen til Bestyrelsesmedlem, Herredsfoged, Justitsraad Schmalberg.

- Ja, hviskede Justitsraaden tilbage - Fru Borgmesterinde, hviskede han - Lægen er hos ham!

- Lægen er hos ham! Lægen er hos ham! lød det som i Sus af Gaasevinger ud over Forsamlingen.

- Ja, han er jo saa svag! sagde Fru Lassen til Fru Heilbunth - Man siger, at han lever udelukkende af Champagne og Kaviar!

Der gik en Gysen igennem de unge Piger. Aldrig havde de hørt noget saa interessant!

- Og saa gaar han med Silkeeundertøj! forklarede en.

- Og kniplingsmanchetter! sagde en anden.

- Guldarmbaand! hviskede en tredie.

- Og Diamantring i Næsen! mumlede Tolder Knagsted, der ogsaa var mødt op - og Ametyster paa Tæerne!

Døren nede i Baggrunden af Salen blev sagte aabnet. Men den skreg paa sine Hængsler, og det ganske Publikum drejede Hovedet.

339| - Nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth : Familien Thomsen! Og virkelig var det Manuel med Moder og Wulfdine. De

listede stille ind og satte sig beskedent paa en af de bageste

Rækker.

- Men Hr. Justitsraad! spurgte Borgmesterinden forfærdet - Disse Mennesker?

Justitsraaden løftede beklagende paa Skuldrene.

- Han meldte sig ind og betalte sit Kontingent. Vi kunde ikke andet! Og desuden skrev Overlærer Clausen og Toldkontrollør Knagsted god for ham ... Men nu begynder det!

Tæppet for den diminutive Scene hævede sig. Alle Ansigter drejedes lynsnart paa Plads. Og der gik et Støn af Forventning gennem Salen.

Det var Teatrets Salondekoration. Den med Fløjdørene. Nede i Forgrunden stod et firbenet Mahognibord med en Karaffel (mørkeblaa) Vand og et Glas (højrødt). Ved den venstre Side af Bordet en Chaiselongue, ved den højre en amerikansk Gyngestol.

- Aa! sagde en ung Pige og greb sin Naboerske haardt i Armen - der er han!

Fløjdøren var lydløst bleven sneget op paa Klem, og ad den derved frembragte Revne vred Henri de Madsen sig ind.

Bly og beskeden listede han sig paa Taaspid340|serne ned til Lamperækken, og legende genert med sin venstre Øreflip bukkede han.

En bragende Klapsalve hilste ham. Byen kvitterede for Berømmelsen.

Men Digteren stod nu tilsyneladende ganske uberørt, lænede sig med Ryggen mod Mahognibordet og stirrede med et uudgrundeligt Blik frem over Publikum. Det ene Ben havde han kastet over det andet, saaledes, at man s'aa de rosetprydede Laksko og de røde Silkestrømper. I højre Haand holdt han et Par lysegrønne Glacehandsker og i venstre en æggeblomme!arvet Tommestok, af dem til at aabne og slaa sammen, saaledes som Tømrerne og Murerne bruger dem. Hans rødblonde Haar laa ham glat ned i Panden. Hans Ansigt var langt og lidende. Og hans Øjnes Iris havde Absintens Lød.

- Mine Damer og Herrer ... begyndte han med en sært skrattende Stemme, medens han raslede med sine Armbaand bag Manchetterne - Mine Damer og Herrer ... Men førend han havde fuldendt Sætningen, gav han sig pludselig koket til med Tommestokken at udmaale Bordpladens Omkreds. Derpaa lo han forceret, stillede sig op paa ny, nappede sig et Par Gange i Øreflippen, lagde Hovedet paa Siden og sagde saa:

- Mine Damer og Herrer! Jeg skal have den Ære at sige for Dem mit rimfri Digt: Fugleedderkoppen!

341| Hvorpaa han lagde sine lysegrønne Handsker oven paa det højrøde Vandglas og anbragte begge Dele paa Halsen af den mørkeblaa Karaffel, (han kunde ikke deklamere, hvis ikke disse tre Farver var bragt sammen i denne Orden), rømmede sig, maalte et Par af sine længste Fingre med Tommestokken og tog fat:

Der siges

i Urskovens Dyb

- hvor Sol ej lyser,

hvor Vind ej færdes -

bag de dunkle Blade,

siges der

at leve

et Dyr

grumt som Skæbnen,

grummere selv

end Hyænen,

naar den lister sig

frem

gennem Kirkegaardens natvaade Græs

og løfter

Poterne

langsomt,

en for en ...

Ak, men man gør Dyret Uret!

Publikum sad aandeløst af Betagelse. Aldrig havde man overværet noget tilsvarende! Intet Under,342| at Henri de Madsens Ry for vide over Land! Han deklamerede ikke alene med Munden, men med Øjnene, med Ørene, med Haand, med Arme, Ben og Tommestok! Intet Sekund var hans Person rolig. Snart sad han paa Kanten af Bordet, snart midt inde paa Pladen. Snart laa han henslængt paa Chaiselonguen; og snart vuggede han sig orkanagtigt i Gyngestolen. Og to Gange løb han paa alle fire ud gennem Fløjdørene og ind igen! ... Og stadig lød Versene klare og sonore fra hans Læber. Hans skrattende Stemme blev dyb og fuldtonende. Man levede med. Man saa' Urskovens dunkle Dybder. Saa' Fugleedderkoppen liste sig over sit Bytte; gribe det med sine leddede Arme, holde det fast, suge det ud, spytte det fra sig .... Og Betagelsen steg til Ekstase, da Digteren endelig, frem fra Bordet, ind under hvilket han nu var krøbet, udslyngede disse sidste Linier:

og saaledes,

- Fugleedderkoppen lig

i sin skøre Traad

i den dunkle Urskov -

hænger min Sjæl

ensom,

ene,

alene

i det svimlende Rum

mellem de sejlende Kloder

343| - hvor Sol ej lyser, hvor Vind ej færdes - og griber med sine Arme,

- tom,

indholdsløs,

hungrende -

griber og fortærer

Menneskenes Teorier

og Menneskenes Tanker,

og vrager dem og slynger dem fra sig:

forgæves, forgæves!

og skriger,

som Millioner før jeg

og efter mig,

og beder

tryglende

om Lys,

om Klarhed,

om Tydning,

Løsning,

Forklaring

- o, du Verdens Styrer! -

paa Altets store, tunge Præmie-Rebus!

.... da han havde endt, saaledes, sit Digt, med et Skrig, et Nødraab, henstrakt, som en død, under Bordet; da laa ogsaa Gammelkøbing for Henri de Madsens Fødder.

Salen var luftet ud.

Man havde indtaget en styrkende Souper nede i Dolkenes Lokaler. Og nu skulde der danses ...

344| Langs Væggene sad Fruerne strunke og stive i deres Pynt og Hustruvælde. Toiletterne blev underkastet sagkyndig Kritik. Og havde man kunnet ransage hinandens Undertøj, i Sandhed man havde vel gjort det.

Borgmesterinde Rejersen skred frem langs Rækkerne. Hun var iført staalgraa Silkekjole og Plumage. Og huldsaligt nedladende nikkede og smilede hun til alle Sider.

- Den fik hun til sit Sølvbryllup! hviskede Fru Materialist Ribensie til Fru Bundtmager Hatteras (hun mente Kjolen) - Den er fem Aar gammel. Det ser man osse paa Snittet!

Og Fru Hatteras hviskede tilbage:

- Ja og Gud, hvor hun kror sig! ... Vi lever dog virkelig under en fri Forfatning!

Musikken, der havde remplaceret Digteren oppe paa Scenen, begyndte at stemme Violinerne. Ungdommen saa' forventningsfuld ud. Herrerne stod opstillet til højre og Damerne til venstre. Men man kastede fyrige Blikke tværs over Gulvet.

Dikkedik-Proprietær Heimann kom blond, smilende og hærdebred frem nede fra Døren ind til Restaurationslokalerne. Han havde Fru Boghandler Oppermann under Armen.

- Engager! mine Herrer! raabte han og klap345|pede i sine behandskede Hænder - Engager! Engager!

Og straks styrtede Mændene til højre sig over Kvinderne til venstre. Det blev en stor Forvirring af sort og hvidt.

- En March, Hr. Callesen, s'il vous plait! raabte Proprietæren op til Musikken.

Og Hr. Callesen intonerede Bryllupsmarchen af »En Skærsommernatsdrøm«.

- Aa! sukkede Wulfdine, der sad helt nede ved Døren i en Krog - sikken Musik, Manuel!

- Vil man danse? spurgte Thomsen galant. Han var i hvide Handsker og Diplomatfrakke.

- Næj! ikke for aldri' det! sagde Wulfdine og hug en Haand i Mo'r Karen.

Med Dikkedikken og Fru Oppermann i Spidsen marcherede de dansende nu Salen rundt tavse og højtidelige. Dette var jo som en Slags Præsentation.

Proprietæren slog op med Haanden.

- En Polka! .... Fire Par ud!

- Di har skam en nye'lig Mand! sagde Frøken Olivia til Fru Heimann, der bleg og lille sad oppe i Nærheden af Musikken og fulgte Dansen med store Øjne.

Fruen for sammen:

-Ja...

346| - Jo, det ve' Gud Di har! .... Di danser 'ende sæl?

- Nej ...

- Hva' si'er Di? Valdhornet blev anbragt.

- Nej ...

- Naa det gør Di'nde?;

Lidt efter rejste Fru Heimann sig stille og søgte en anden Plads.

Enkefru Frandsen, »Klumpen« s lille, vanføre Moder, sad ved Siden af Fru Bagermesterinde Windberg, en mægtig Dame, hvis sorte Atlaskes Kjole syntes over Brystet at holde i Ave et Atlanterhav af Kød.

De talte om Henri de Madsens Deklamation.

- Ja, man forstod det jo ikke, sagde Fru Frandsen - Men dejligt var 'et at høre paa.

- Ja, at et Menneske kan! sagde Fru Windberg. Hun tænkte nu nærmest paa Digterens gymnastiske Øvelser.

- Ja, ha' det i sit Ho'de! sagde Fru Frandsen - Men di si'er da osse, at han er gaaen i Seng.

- Ja, det maa jo ta' svært .... Nu snakker Grevinden igen med Fru Heilbunth!

- Saa-aa, gør hun det? ... Ja, det gør hun saamænd osse! .... Det er en smuk Dame, Grevinden.

- Ja. Di handler hos os!

347| - Næ, gør di det!

Den grevelige Familie von Rosenkalk (Fader, Moder, Søn og Datter) gjorde altid Gammelkøbing den Ære at deltage i Februarballet. Forældrene var behagelige og jævne Folk; men Afkommet holdt paa Værdigheden. Sønnen, Grev Julius, lang opløben og toogtyveaarig, daskede rundt og saa' paa Borgerdøtrene med et livstræt Udtryk i Øjnene. Han fattede ikke, at »de gamle« gad! Og Datteren, Komtesse Agathe, ligeledes lang og opløben (men syvogtyveaarig og af den Grund noget bitter) kunde næppe tale af Affektation. Hun havde opholdt sig et Aarstid i et schweizisk »Ængstity« og havde derfor til Dels glemt den danske Tunge. Tolder Knagsted nævnede hende altid med det noget teknisk klingende Tilnavn: Skruen uden Ende!

For Øjeblikket stod hun som tavst og indigneret Vidne til, at hendes Papa fornøjet smilende svingede rundt midt paa Gulvet med Fru Postmesterinden.

Grev Julius kom forbi.

- Skal vi træde i de fædrene Fodspor, Agathe? snøvlede han frem gennem Næsen og pegede med en mat Haandbevægelse ud mod den fædrene Skandale.

- Non, mon chér Sjyliy! sagde Komtessen værdigt - il faut done pour le moins, que nous deux tenerions le comme-il-faut!

348| Musikken spillede op til Lanciers, og man ordnede sig i Kvadriller!

Proprietær Heimann engagerede atter Boghandlerinden. Det begyndte at vække pinlig Opmærksomhed. Fruerne langs Væggene sad som paa ristede Kastanier.

Fru Kæmner Lassen og Fru Redaktør Heilbunth havde slaaet sig ned paa hver sin Side af Fru Heimann, der snart ikke vidste det Sted, hvor hun skulde forputte sig for Snak.

- At De ikke forbyder ham det! sagde Kæmnerinden dirrende af Indignation - At De finder Dem i det! ... Var det Lassen!

- Jeg danser jo ikke selv, sagde Fru Heimann ... for mit Ben. (Hun lignede en arm, lille Mus mellem to Katte) Og Heimann holder saa meget af det!

Fru Lassen sad lidt og ladede. Saa skød det ud af hende med et Smæld:

- Det er umoralsk! sagde hun - i allerhøjeste Grad! ... Hvad si'er De, Fru Heilbunth?

- Ja, jeg maa jo rigtignok holde med .... Fru Heimann lagde sin lille behandskede Haand blødt paa Redaktricens Arm.

- De maa ikke blive vrede mine Damer, sagde hun - naar jeg beder Dem om at maatte sidde lidt alene? Jeg er saa træt ... jeg er ikke vant til at være sammen med saa mange Mennesker.

- Naa! sagde Fru Lassen.

349| - Gudbevares! sagde Fru Heilbunth.

- Naar man vil raadel

- Og hjælpe!

Og saa sejlede de af ...

Men Fru Heimann havde Ret. Hun var virkelig uvant med at færdes i Selskabslivet. Kun engang imellem maatte hun jo vise sig sammen med sin Mand, »for hvad vilde Folk ellers sige!«

Emanuel Thomsen stod og betragtede Dansen med et mørkt Udtryk i sine smaa Øjne. Denne Aftens Fest, hvortil han saa længe havde glædet sig, var blevet ham en bitter Skuffelse. Han havde fuldt og fast troet, at han skulde have spillet en ikke liden Rolle; skulde være bleven accepteret af »de fine«, ja maaske endogsaa have erholdt en venlig Indbydelse til Borgmesterens. - Og saa var der ikke en Kat, der tog Notice af ham! Tværtimod, man undgik ham, pegede Fingre ad ham og vendte Ryggen til, naar han kom forbi. Et Par Gange havde han forsøgt paa med Magt at gøre sig gældende og havde afleveret et skævt, lille Buk for en af sin Moders gamle Kunder for at byde op til Dans. Men Damen havde med Rædsel i alle Miner erklæret, at hun var saa ganske overvældende træt, at hun for Øjeblikket ikke kunde danse. Og to Minutter efter havde han set hende hoppe gladeligen af Sted med en Rangsperson. Og Manuel, der var350| mødt frem til Ballet med Sjælen fuld af Velvilje mod sine Medmennesker, forhærdede sit Hjerte og knyttede Næverne i sine Bukselommer!

Ogsaa Mo'r Karen følte sig ilde til Mode. Hun saa' saa sød ud i sin pæne sorte Kjole og med den fikse lille Blondehue paa de hvide Haar. Men ingen talte til hende, og det var næppe nok, at Damerne evnede at besvare hendes ærbødige Hilsener.

Kun for Wulfdine stod alt i en straalende Eventyrglans! Skælvende og bølgende af Angest og Befippelse havde hun modtaget Manuels Ordre til at følge med ham og Moderen til det berømte Februarbal. Og man kunde have købt hendes Smule Liv for en gammel dansk Firskilling, da hun vandrede herhen ... Men da hun havde været her en Timestid og lidt efter lidt opdaget, at ingen hverken ristede eller aad hende, og at hun kunde sidde ganske stille i en Krog og høre paa Musikken og se paa Glansen og Herligheden, da havde hendes Angest og Forsagthed vendt sig til Salighed. Og hun sad nu stiv af Begejstring og Betagelse og nappede hvert Øjeblik Madam Thomsen i Ærmet og sagde: Næ, se, se dow, Faster Karen! hvor det er nye'li't!

Men Faster Karen havde kun Øje for sin Søn. Hendes Moderhjerte anede, at dette var ham en bitter Prøvelse .... Og saa saa' han endda saa statelig ud i sin lange Frakke og sine hvide »glaserte« Handsker! ....

351| Grev Rosenkalk kom forbi glad, hjertensgod og smilende.

- Godaften, Hr. Thomsen! sagde han og rakte Haanden frem - Er det ikke Hr. Thomsen?

Manuel blev dryppende rød paa Ansigt og Hænder.

- Jo ... jo ... jo vel, Deres Excellence, stammede han - man ... man ... man-man har den Ære! Og han bukkede fem Gange.

- Jeg hører, at vi snart bliver Naboer igen? sagde Greven.

- Ja ... jo ... ja, med Deres Excellences Tilladelse!

- Det fornøjer mig! det fornøjer mig! ha, ha! Jeg husker

jo, hvor statelig Møllegaarden saa' ud i Deres Faders og Bedstefaders Tid. (Emanuel formaaede af Henrykkelse ikke at frembringe en Lyd). ... Lad mig se, De atter bringer den paa Fode, min kære Thomsen. Jeg skal nok holde et lille Øje med Dem, ha, ha, ha! Vore Jorder støder jo sammen.

Og Grev Rosenkalk slog kordialt sin vordende Nabo paa Skulderen, nikkede smilende og gik videre.

Thummelumsen saa' efter ham med et Blik, som naar en bly liden Graaand ser efter en brusende Svane.

Derpaa styrtede han hen til Wulfdine og Mo'r Karen.

- Saa' I, sagde han - saa' I (hans hele Ej352|dammeransigt skælvede af Bevægelse) ... saa' I, at man og Greven konverserede med hverandre?

Og hvert Fnug af Mismod og Menneskehad var fejet ud af hans Hjerte ....

Klokken var tolv. Musikken trak Vejret. Og der blev budt Forfriskninger om. Plid-Hansen stod selv, friseret og i Kjole, henne i Døren til Restaurationen og dirigerede de fire Opvartere.

Det var Is og Sherry. Man tog for sig af Retterne. Og Snakken steg til Himlen.

Dikkedikken kom galant med en Tallerken Is og et Glas Sherry hen til sin Kone.

- Naa, Louise, sagde han højrøstet - morer du dig, min Pige?

- Jeg er lidt træt, Adolph ... af de mange Mennesker.

- Vil du hjem?

- Ja ... hvis du vilde ...

- Naturligvis, naar du er træt! Men spis nu dette her først! ... Skaal, gamle! han nappede et Glas fra en Opvarter. - Skaal! Saa siger jeg til om Vognen. Om en lille halv Time!

Og væk var han.

Men Fru Heimann sukkede. Hun vidste, at i de første fire Timer blev der ikke noget af Hjemfarten.

353| Borgmesterinden havde faaet fat i Overlærer Clausen og Tolder Esau og stod nu og læste dem Teksten, fordi de havde indført Familien Thomsen.

- Man maa vælge med Smag! sagde hun. - Hvor er ellers Grænsen, mine Herrer!

Overlæreren vred sine Asparges og stammede.

Tolderen saa' skummel ud.

Saa dukkede den lille Olivia Rosen-Rejersen op ved Siden af dem og plantede Valdhornet:

- Hva' er 'et, I snakker om?

- Jeg si'er til Deherrer, at jeg kan ikke begribe, hvad Thomsens skal her! truttede Borgmesterinden.

- Hyss! sagde Knagsted haardt og kiggede omkring efter de tre sølle Graaænder - ikke saa højt!

Men Olivia skreg mod Sky (hun kunde nu ikke glemme Kirkegaarden):

- Ja det har du ved Gud Ret i, Ferdinandine! Hva' ska' de tarveli'e Personager her!

- Thomsens er meget hæderlige Folk, sagde Overlæreren mildt - meget hæderlige!

- Og de er da i det mindste ved deres Sansers fulde Brug! lød det tørt fra Tolderen.

- Hva' si'er Di!

Ondskabens Totter bevægede sig.

- Jeg nynner! sagde han.

354| - Hva' gør Di?

- Jeg nynner!

- Nynner Di?

- Ja!

- Hva' nynner Di?

Knagsted bøjede sig ned over Valdhornet og blæste:

- Jeg nynner: Hvi vil du plukke Roser, hvor andres Roser gror ? ... lille Bogfinke!

- Næ men Hr. Toldkontrollør dog! kom det indigneret fra Borgmesterinden. Og Overlæreren sagde:

- Ja, Knagsted, du maa dog virkelig ...

Men Knagsted havde gjort kort omkring og var gaaet ....

I Kongelunden skal Brylluppet staa med Dans og klingende Spil. . .

lød det oppe fra Scenen, og Rækkerne ordnede sig paa ny.

Der var nu kommet større Glans i Øjnene og højere Farve paa Kinderne. Kavalerernes skærmende Arme laa fastere om Damernes myge Taljer. Hjerterne bankede, og Læberne lo. Man begyndte at blive Mennesker. Standsforskellen smæltede. Og de kritikløse Engagementers Time var inde.

Grev Rosenkalk valsede af Sted med Novellemoderen Fru Oppermann, og vittig maatte Hans Højvel355|baarenhed være, thi Damen lo, saa at alle Siddefruerne langs Væggene blegnede derved ... Hendes Naade Grevinden lod sig dreje af en Postfuldmægtig, og Bundtmager Hatteras havde slaaet sin laadne højre om Fru Borgmesterindens Sølvbryllupsliv.

Hele Salen var eet snurrende Virvar, een larmende og leende Summen!

- Hurtigere! Hurtigere! raabte Proprietær Heimann, han sejlede af med Fru Bagermester Windberg, hvis svulmende Atlanterhav truede med at sprænge alle Skranker. - Hurtigere! hurtigere! skreg han. Og Fru Callesen sprang mesterkyndigt over i en fejende Wienervals. Lysekronen vuggede i Lufttrækket fra de hvirvlende Skørter. Kandelabrenes Prismer klirrede. Gulvet gyngede. Og Salondekorationens Lærredsfløjdøre oppe paa Teatret slog op og i ....

Kl. 4½ tog de sidste Gæster hjem.

- Det trak sgu lidt længe ud, Louise! sagde Dikkedikken, da han sad i den lukkede Vogn ved Siden af sin Kone. - Er du træt?

- Ja ... lidt, sagde Louise, hun var som et Lig i Ansigtet af Udmattelse.

- Aa, hva' Fanden! du kan jo ta' Revanche i Morgen!

- Ja-a ...

356| Og saa talte de ikke mere sammen.

Grev Rosenkalk med Hustru faldt øjeblikkelig i Søvn i deres Pelsværk paa Forsædet, saa snart de var naaet ud over Byens toppede Stenbro. De havde moret sig fortræffeligt og sov de retfærdiges Søvn.

Men paa Bagsædet sad Stamherre Julius og »Skruen uden Ende« magre, sammenknækkede, livslede og fulde af den dybeste Medlidenhed med deres ordinære Forældre.

- Mon dieu done, Sjyliy! sagde Comtessen pludselig og greb sin Broder i Armen - il me semble, que notre pére ... notre pére ... snorker?

- Ja, gabede Sjyliy - det har han nu Raad til!

»De Siamesiske« talte paa Hjemvejen om Familien Heimann.

- Og nu be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! hvordan er det, hun ta'er det?

- Næ-e ... sagde Fru Heilbunth.

- Ja, jeg er ved Gud ikke nogen Beundrer af Fru Oppermann, det véd De; men jeg si'er rigtignok, at i dette Tilfælde har Fru Heimann selv den største Skyld!

- Ja-e ...

- Jo, det maa De indrømme mig! for skal357| man fængsle en Mand, saa maa man ved Gud i Himmelen da gøre rio'et!

Overlærer Clausen og Kontrollør Ondskab stod uden for den førstes antike Gadedør.

De havde paa Hjemvandringen kun talt om neutrale Ting. Saa tog Clausen pludselig Mod til sig, det maatte jo siges!

- Hør, Knagsted! begyndte han famlende - tillad mig ... du maa ikke blive vred, at jeg gør dig opmærksom paa det ... men-æ ... men du skader dig selv meget ved ...

- Ved hvad? spurgte Knagsted. - Ud mæ'et! Overlæreren blev endnu mere forvirret.

- ... ved-æ ... ved din ... din-æ ... din ofte lidt-æ ... lidt ubeherskede Optræden.

- Hum ...

- Jo, kære Ven! for Eksempel nu her med Frøken Rejersen ... Hvad skulde det til?

- Næ-æ, saamænd ...

- Nej? Vel? Ikke sandt?

- Naturligvis! ... Jeg skulde hellere ha' danset med hende!

- Danset ... P

- Ja, budt hende op og snurret hende rundt, saa hun havde mistet Vejr og Hørerør og Tænder og Forhaar ... og det hele!

- Men kæreste Knagsted...!

358| - Ja, yndigste Claussnl Saadanne gamle Bulmeurter faar mig nemlig'altid til at nyse, skal jeg sige dig! ... Men det begriber dit søde, lille Bæbælammehjerte naturligvis ikke! ... Skal du ikke op i Seng?

Clausen saa' bedrøvet ud.

- Du gør dig værre end du er! sagde han mildt.

- Desto større bli'er jo Glæden, naar jeg en Gang aabenbarer mig! ... Godnat!

- Ja men, Knagsted ...

- Godnat!

- ... der var ... jeg vilde gerne ...

- Godnat! ... Og hils Merskummer Nummer niogtyve!

Nede hos Familien Thomsen havde man lavet sig en lille Kop Kaffe og sad nu omkring Bordet i den bageste Salon og nød den.

Emanuel havde tændt sig en Cigar og laa magelig henstrakt paa skraa i Hjørnet af Sofaen. Kvinderne residerede paa Stole.

- Var 'et saa ikke godt, at du kom med, Dine? sagde Madam Thomsen.

- I-joo! sagde Wulfdine med skinnende Øjne. - Og der bli'er ri'nok no'et at fortælle Fa'er! Saa fine di var! Og Musikken!

359| Mo'r Karen havde et Par Gange skævet over mod Manuel, der havde forholdt sig tavs og utilgængelig paa Hjemvejen og ogsaa nu ved Kaffen. Han laa og stirrede med et dybt Blik hen for sig og sendte kolossale Røgskyer op mod Loftet.

- Er du ked a' det, Manuel?

- Ked a' det? Hva' skulde man vel være ked a' det for?

- Naa-aa, jeg véd ikke, men ...

- Nej, man er ingenlunde ked a' det, Mo'r Karen, ingenlunde! Men man har faaet en Tanke ... Og han sank atter hen i Drømmerier,

Lidt efter lød det fra Madam Thomsen:

- Ja, vi skulde vel til Ro, Manuel!

- Ja, ja vel! sagde Thomsen med en tyssende Haandbevægelse - Damerne kan godt gaa! Man følger senere!

Og Damerne gik.

Mo'r Karen tøvende og opfyldt af bange Anelser. Hun holdt ikke af, at Drengen fik Tanker. Man kunde aldrig vide, hvad han kunde spekulere ud! Ganske vist nærede hun den højeste Respekt og Beundring for hans Ho'de og hans Forstand ; men ... men ... men ...

Wulfdine derimod var glad og tryg. Stadig opfyldt af Aftenens glimrende Billeder. Og siden Juleaften endnu mere »elleskudt« og »bjærgtagen« af360| sin elskede Manuel. Der fandtes ikke et Menneske paa Jorden saa dejligt som han! -

Og saa skulde hun oven i Købet denne Gang blive her i Byen hos ham i tre Dage og ... og (hun rødmede og knækkede og svimlede) hi, hi! ... og i tre Nætter!