[363]| Vinteren var forbi. Ude over de grønne Marker sang Lærkerne dirrende af Glæde. Foraarssolen lyste. Der var Grøde i Luften. Faarene fik Lam og Hundene holdt Møde i Lidenskabernes Selskab . . .
Jordemoder Fredriksen kom kørende forbi Møllegaarden. Hun havde været i Praksis (en Dreng); og den lykkelige Fader var selv Kusk.
- Nu begynder den snart at præsentere sig igen! sagde hun og pegede ind mod Gaarden.
Den lykkelige Fader (6 Pige- og 5 Drengebørn + den nyfødte) nikkede tungt.
- Aaja, sagde han - hun kommer sig jo ... Men hvor længe hulder han sig der, Thomsen!
- Han har jo Penge, Jens Sørensen!
- Det si'er di jo, ja ... Men han hulder sig ikke! Det er en ren Fusentaskfamilie! Bodde hans Far aa hans Farfar var det det bare Komediant364|spilleri med .... Aa saa ha'de di endda ingen Børn aa klæde aa stoppe Æde i!
Madam Fredriksen, der klart forstod Grunden til den lykkelige Faders Pessimisme, sagde:
- Ja, se Børnene kommer jo ikke af sig sæl, Jens Sørensen !
- Næi vel saa; men hva' Satan ska' ma' bedrive i di lange Vinteraftner, naar ma'nne har Raad til aa tænde Lys ....!
Fru Fredriksen vendte sig og mønstrede opmærksomt Gaarden:
Der herskede stor Travlhed trindt omkring den. Oppe paa Ladelængens Tag laa to Tækkemænd og lappede og stoppede. Stuelængen var allerede i Stand og skinnede festligt med sine hvide Mure og sine lysblaamalede Døre og Vinduer. Paa. Gaardspladsen kravlede et Par Smaapiger rundt og lugede Græsset væk mellem Stenene. Og en Mursvend stod fløjtende og læskede Kalk nede for Enden af Staldlængen.
Vognen rullede nu forbi Møllen. Hjulet buldrede rundt, og Vandet gled plaskende henover det og bruste bort i Bækken, der forsvandt under Stenkisten bag de høje Elme.
Og ude i Haven gik Manuel og Menneske-Mortensen med et Par Husmandskoner og grov og rev og plantede!
- Aa, hold lidt! sagde Fru Fredriksen. 365|Den lykkelige Fader gryntede uvilligt og tog et Tag i Tømmerne.
- Goddag, Thomsen!
- Men hvad ser man! sagde Thomsen glad overrasket og krabbede hen til Havediget - Det er jo san-de-li-gen Fru Fredriksen!
- Ja hende sæl lyslevende! lo Madammen - Hvordan staar det til, Hr. Proprietær? Manuel smilede blegt:
- Man har jo travlt, Fru Fredriksen, med at muge efter Svinene!
- Jamen nu begynder det da rigtignok ogsaa at kendes!
- Aa ja, det gør det vel ....
Thomsen saa' mager og træt ud. Hans runde Kinder var indfaldne; og hans Skuldre hang stærkere end nogen Sinde før.
- Goddag, Jens Sørensen, hilste han venligt. Men den lykkelige Fader brummede bare hult.
- Sikken Mængde Mennesker, Di har i Arbejde. Det er ligesom paa en hel Herregaard! sagde Fru Fredriksen.
- Ja, man maa jo se at bli'e færdig ....
- Di ser lidt anstrengt ud, Thomsen.
- Aa ja, man har jo sit .... Jens Sørensen gryntede utaalmodigt.
- Ja, nu skal vi straks! sagde Madammen - Og Deres Mo'r og Kone, Thomsen?
366| - Jo Tak ... Di sysler jo fornemmeligen inden Døre. Madamman saa' skælmsk ud:
- Og hvornaar kommer der Vogn efter mig, hva'? Thomsen rødmede.
- Saadan no'et spøjer man ikke med! sagde han.
- Hi, hi! ... Naa Farvel, Thomsen! Og hils!
- Hvordan ser Huset ud derinde? spurgte Manuel hastigt ligesom-forlegen.
- Jo-o, det holder sig jo endnu fra Deres Tid, men ....
- Man skulde ikke ha' solgt det, Fru Fredriksen!
- Vil Di nu ha' to Ejendomme?
- Tjø, tjø! sagde den lykkelige Fader og drev Hestene et Rap; nu vilde han ikke holde længere og høre paa det Præk.
- Hils! Hils! raabte Madammen og vinkede - Og se ind, naar Di kommer til Byen!
- Tak ... sagde Thomsen og blev staaende og saa' langeligt efter Vognen, indtil den var forsvunden inde mellem Klosterbankerne ....
Den »Tanke«, Emanuel Thomsen havde faaet hin Aften paa Februarballet, havde paa ny skaffet Byen367| et epokegørende Samtaleemne; medens den samtidig havde lokket adskillige dybe Suk fra Mo'r Karens Hjerte.
Tanken var nemlig intet mindre end den, at han straks, paa staaende Fod, trods alle Raad og Formaninger, vilde købe Møllegaarden tilbage!
Og Grunden var ene den, at Grev Rosenkalk havde kaldt Thomsen for Nabo .... Nu kunde Byen ha' det saa godt!
Mo'r Karen havde foldet sine Hænder:
- Herregud, lille Manuel, ku' du dow nu ikke li'saagodt vente til Juni, saadan som ....
- Nej!
- Jamen, hvorfor vil du da akkurat precis købe nu, Manuel, da ....
- Fordi man vil! ... Pun'tum! - - Og Gaarden blev købt.
I Marts Maaned var Handelen gaaet i Orden. Og nu var man i Maj ...
Manuel havde skinnet som et St. Hansblus, den Dag han holdt sit Indtog. Wulfdine og Morbroder Jakob var tilsagt til at give Møde. Og som en sejersdrukken Mand havde Thomsen vist dem rundt gestikulerende med sin lange Arm, pludrende og leende og snakkende, saa at det gav Genlyd i de øde Stuer. Der var bleven trakteret med Portvin og Kaffe; og Manuel havde holdt en Tale, som368| letteligen sagde Sparto til hvilken som helst af Overlærer Clausens!
Men saa kom jo »Dagen derpaa« ...
- Æ-ærke, haark, haark, haark! Hruu! sagde Menneske-Mortensen, de gik rundt og saa' kritisk paa Sagerne - Bak, bak! sagde han og suttede løs paa Snadden - Ja nu er Gaar'en jo vor, Manevel; men-æ ... Ptøj! Gi' Fa'en ha'de min Hoste! ... men-æ, vi hade vist ilirenveller faat den billiere, om vi ha'de ventet til Juni, saa vi ku' ha' sat Svinet Kniven paa Halsen, som det hedder!
Og han kunde ha' faat Tid til at rampenere den y-der-li-ge-re! sagde Manuel.
- Vel saa, det ha'de han; men-æ ...
- Han var jo allerede begyndt at brække Gullerne op og brænde!
- Ja, hva' Satan sku' han gøre! Ungerne fros jo Gu'hjælpeme, saa di var grønne ve' det, di sølle Avekatte, saa ...
- Hva' vilde han osse med seks Børn! sagde Thomsen indigneret.
- Syv! rettede Mortensen - der var sgu syv!
- Ja, hva' vilde han med alle di Børn!
- Næi saagu'; det ka vaarre ri'ti nok! Men no'et sku' han jo ta' sig te'! .... Er det sandt, di si'er, a' vi ga' ham fire Tusind Kroner for a' rejse straks? spurgte Mortensen pludselig; han havde369| længe luret paa at komme frem med dette Spørgsmaal.
- Han vilde jo ikke for mindre, sagde Manuel undvigende og saa' til Siden.
- Jamen hva' Satan sku' vi med Gaar'en nu? brusede det ud af den gamle. (Siden Thomsen var bleven hans Husbond, sagde han ikke længere »du", men »vi« til ham.) -
Hvorfor ku' vi'nne bedikke vos til Juni, som Bestemmelsen var? Vi ha'de bekommen hinde for det halle!
- Hum ....
- Aa Renterne ska' vi vel saa ossensaa svare saa, aa Skatterne, aa Avgivterne? Thomsen vred sig:
- En vilde nu ha' Gaarden! Og Pengene er vel ens egne!
- Bak, bak! det æ di, ja ... ptøj! ja; men-æ ...
- Og en ha'de ventet, a' du skulde bistaa en, Mortensen, og ikke gaa her og gøre en ked a' det. Man ka' ha' det trist nok a' bære i Forvejen ....
Mortensen »bakkede« voldsomt, og hans smaa Fugleøjne plirede:
- Jæ vil ikke volde vos no'en Meen, sagde han - Manevel véd godt, a' jæ altid har vaaren vos en fuldtro Ven .... bak, bak! ptøj!
370| - Di gaar her og snakker, mumlede Thomsen - di gaar her og, snakker en Ørene fulde; og en har trist Lune nok over sin Karakter uden det ....
Mortensen fik næsten Taarer i Øjnene:
- Bak, bak! dampede han ivrig og lignede en Aand, der viser sig bag Taage - Manevel sku' sgu lære dem aa ry'e!
- Ryge ...?
- Ja, ry'e Tobak! Wulfdine aa di andre! Det er saadan et rart Kæftefordriv! Manuel smilede:
- Naa-aa, Wulfdine snakker nu ikke mere, end hun skal, saa .... Næ nu skal en sige Mortensen, hvorfor man fik Tanke om a' købe straks, sagde han saa pludselig fortrolig.
- Naa? (Menneske-Mortensen voksede op paa sit stive Ben af Forventning.)
- Jo-o, se, man ha'de jo ikke tænkt paa a' reli'sere Handelen førend i Juni ...
- Næi, næi!
- ... men saa var 'et jo, a' Greven ...
- Greven? Hva' for en Greve?
- Greven herovre paa Lindenholm; min Nabo! sagde Thomsen og knejsede.
- Har vi snakket med ham ?
- Vel har man det! Ved Ballet herinde i Byen. En snakkede ikke med andre! ... Og han raadede en til a' købe straks, ser du. Vi konverserede371| med hverandre; og han skulde nok hjælpe en, sa'e han. Man kunde bare stole paa ham! Han ha'de været ens Fars og Bedstefars bedste Ven. En kunde frit komme til ham, hva' Dag en vilde; li'e ind i hans Stue .... Stue .... Forstaar Mortensen saa, a' en købte!
- Jo! sagde den gamle med ekstasiske Øjne - Jojo!
- ... Og a' en ikke brød sig om a' gi' Cornelius lidt mer, end ....
- Di Par Skilling! Fa'en med dem! Naar vi har en saadan Mand i Ryggen, som skrevet staar! ... Men hvordan Satan bar vi vos ad aa faa fat i ham, Manevel?
- Fat? sagde Thomsen og skød den skæve Skulder i Vejret - Fat ? Han kom sæl per-son-li-gen til en sæl!
- Æ-ærke, haark, haark, haark! Hruu! Ptøj! ... Vi er satensuseme en Napolium, Manevel Thomsen!
Og Arbejdet paa Gaardens Restaurering blev paabegyndt. Rask skulde det gaa, saa der blev ikke sparet. Murere, Snedkere og Malere blev engageret en masse; og Manuel selv dirigerede.
Da Stuelængen var færdig, flyttede Moder og Søn derud med Møbler og Skilderier og Køkkensager og det hele. Til Punkt og Prikke blev alt anbragt paa372| de selv samme Steder, hvor det havde staaet for femten Aar siden. Nye Gardiner blev ophængt, Urtepotter anbragt i Vindueskarmene, og smaa fikse Tæpper spredt rundt over Gulvene!
Og saa en skønne Aften, da Lampen var tændt, og Vandkedlen nynnede henne i Kakkelovnen, satte Manuel sig i Sofahjørnet med sin Pibe og ventede paa, at den gamle, hyggelige Hjemmestemning skulde indfinde sig.
Han dampede saa energisk, at Madam Thomsen et Par Gange maatte nyse og hoste i sin Stol. Men lige meget hjalp det.
- Man véd ikke, hvordan man skal udtrykke sig, Mo'r Karen, sagde lille Thomsen saa pludselig - men man føler li-ge-som et Savn i sit Bryst!
- Men Gu', Manuel, hva' ka' det dow være?
- En véd det ikke . .. men en føler det!
Madammen saa' bekymret op fra sit Strikketøj. Ej heller hun var rigtig vel tilpas herude. Al den Postyr og Hurlumhej med Flytningen og Haandværksfolkene havde trættet hende. Hun længtes efter de smaa Stuer inde i Byen, og efter Stenbroen, og efter Fruerne, der gik forbi hendes Vinduer og nikkede. Her tumlede hun rundt hele den udslagne Dag og saa' aldrig et Menneske! ... Men hun tav med sin Længsel. Hun vilde ikke gøre Drengen humørsyg. Han var jo, Gud bedre det! heller ikke selv videre lyserød i Kuløren ....
373| - Du skulde la' Wulfdine komme, Manuel ...
- Ja-a ...
- Det kunde kanske friskne dig op.
- Jo-o ... Men en ha'de jo tænkt sig, Mo'r Karen, at en sæl og du skulde leve lidt a' di gamle Dage saadan sammen i Enrum.
- Di gamle Dage! sagde Karen og rystede paa Hovedet - det var dengang! ... Men Wulfdine kunde jo osse være mig til lidt Nytte, Manuel.
- Bestemmelsen var jo, sagde Thomsen undvigende - at man først skulde flytte tilsammen, naar man var kommen ganske i sin Orden med det hele.
- Jo-o; men det ble' I vel nok enige om ... Og nu hun er med Smaa, saa .... Manuel skar en Grimace:
- En ska' tænke over det! sagde han. - - Og Resultatet af denne nye Tænkning blev, at de unge holdt Bryllup midt i April. Og nu gik Wulfdine med sin lille Tjopmave rundt paa Møllegaarden og var Manuels Kone for Gud og Mennesker.
Saa snart man paa nogen Maade kunde »komme i Jorden« , blev der taget fat paa Havearbejdet. Og det optog for en Tid Thummelumsens hele Interesse (Markerne lod han »Avlskarlen« regere med).374| Alt i Haven skulde sættes i den gamle Stand. Gangene blev stukket af, Plænerne og Grupperne gravede, Naturbænkene udbedrede, og »Funden« lagt op paa sin Træstamme ....
Men hvad der især havde bragt Barometret til at stige hos den lille Mand var, at Grev Rosenkalk en Dag kom kørende forbi med Kusk og Tjener og gjorde Holdt ved Havediget:
- Hallo, Nabo!
Thomsen krabbede alt hvad Knapper og Seler kunde holde tværs over et nyplantet Rosenbed.
Greven rakte hjerteligt en Haand frem mod ham.
- Goddag, Goddag, Thomsen!
Manuel rødmede og skjulte sine Hænder paa Ryggen:
- Man er no'et jordslaaet, Deres Excellence ... sagde han.
- Aa hvad, en Landmand, ha, ha, ha! sagde Excellencen; men trak dog Haanden tilbage - Naa, det glæder mig at se, vedblev han - at Møllegaarden er ved at blive Menneske igen!
- Ja-a en gør jo, hva' en formaar ....
- Skælm den, som gør mere, ha, ha, ha! ... Naa, Farvel, Nabo! ... Ja, De kender jo Vejen til Lindenholm! ... ! Guds Navn, Marius!
Og de røde dansede af med Kusk, Tjener og375| Excellence, medens Manuel stod paa Havediget og bukkede inderligt mod Jordens Centrum.
I de tre paafølgende Dage lyste nu lille Thomsens Ejdammeransigt som en Engels for Guds Trone. Og Wulfdine og Mo'r Karen gik rundt i glade og forjættelsesrige Tanker.
Men den fjerde Dags Eftermiddag iførte Manuel sig Diplomatfrakken, de graa Bukser og den stive Hat og tog Handskerne og Stokken i Haanden.
Mo'r Karen og Wulfdine stod i Gadedøren og nikkede og smilede. Og Thomsen slog ud mod dem med en kongelig Haandbevægelse, da han rank og mandig som en Kammerjunker skred om Hjørnet af Ladelængen ....
Men da han en Timestid senere sky og sammensunken kom krabbende hiem over Gaardspladsen, lignede han mest et Menneske, der har skrevet falske Veksler og er bleven grebet paa fersk Gerning. -
Grev Rosenkalk havde ganske vist modtaget ham; ja endogsaa budt ham en Cigar. Men just som Manuel skulde til at anbringe sig og Diplomatfrakke i en af de store, højryggede Stole inde i Kontoret, havde Greven sagt:
- Ja, De maa sgu undskylde mig, bedste Thomsen, ha, ha, ha! jeg har saa Fandens lidt Tid .... Men er der noget, De ønsker, kære Ven, saa gaa bare ned til Forvalteren. Jeg har sagt ham Be376|sked .... Han bor derovre i Sidefløjen ... Kan De se der! den første Dør til højre! ... Farvel! Det glæder mig, at ha' set Dem hos mig! Ha, ha, ha!
Og nu stod Emanuel Thomsen, som sagt, paa sin generhvervede Fæ-dren-de-gaards Havedige og stirrede længselsfuldt efter en Vogn, der kørte ad Gammelkøbing til.