[377]| Det var en Søndagaften i Slutningen af Juli. Nede paa Spadserestien langs Baghaverne promenerede Gammelkøbings Ægtemænd og Fruer under de grønne, bredkronede Linde. - - De promenerede der i Aar, som de promenerede der i Fjor; og som de vel vil promenere der i Al-evighed ...

Ude over Fjorden hang Solen paa den blaahvide Himmel. Hist og her skinnede et Sejl frem, og en Aare hævede sig glimtende op over det blanke Vand. Smaafuglene sang deres Aftenkvad, og de hvide Søstres Kirke højt over Byens Tage lyste, som bygget af Sne og Marmor .... Kortsagt: se Side 67 og følgende!

Overlærer Clausen havde forladt Promenaden for at gaa sin Aftentur. Han vilde ud gennem Nonneporten og ud ad Landevejen. Da han kom forbi det lille Thomsenske Hus paa Søndergaden, standsede han. Nu var der Hørkramhandel. Og i Butiks378|vinduet, hvor der fordum hang fine Blonder og skære Kniplinger, laa nu stinkende Oste, Sild og Klipfisk. Dørlaasen var irret og upudset, Ruderne matte og skidne, og Facadens pyntelige Maling var paa mange Steder stødt af og plettet af Regn og Gadeskarn ...

- Tja, hvad er det nu det hedder, gamle Overclausen?

- Men er det dig, Knagsted?

- Ja, det er saamænd ... Hvad er det nu det hedder?

- Hvilket?

- Dette hersens latinske Sprichwort, som I vigter Jer med, naar I staar og ser paa Kolding Slotsruin, eller paa en Fuldblodshest, der joller af med en Latrinvogn?

- Sic transit gloria mundi? citerede Overlæreren med Patos.

Ja, det er rigtig! nikkede Esau og slog ud mod den degraderede Vaaning - Sic transit gloria thummelumsis! ... Hvordan mon han for Resten lever ude paa sin Herregaard?

- Jeg véd det skam ikke. Men han er vel i den syvende Himmel, nu han har faaet sit Ønske opfyldt.

- Han er vist Fanden, er han, kender jeg de menneskelige Vilkaar ret! ... Gaar du Tur?

-Ja...

- Har du noget imod, at jeg slaar Følge?

379| - Nej, bevares, kære Ven! Og saa stampede de af.

Uden for Nonneporten laa de brede Marker og strakte sig i al deres friske Grønhed. Aftenvinden fik Rugaksene til at nikke. Og i Vejpoplerne pludrede Stærene.

- Det er dog en dejlig Sommer, vi har i Aar! sagde Overlæreren og saa' sig forelsket omkring.

- Yndig! sagde Tolderen - Men det snakkede vi vist for Resten allerede om i Fjor!

- Aar, du med dit!

- Ha! ... Skal jeg sige dig noget, Clausen?

- Hum?

Esau kiggede op paa Vennen, og hans Totter bevægede sig.

- Jeg elsker dig! sagde han.

- Hum!

- Ja, det er sgu sandt, lille Clausen! .... Du virker forædlende paa min Natur!

- Gør du Nar?

- ... naar man er sammen med dig, skal jeg sige dig, saa er det ligesom ... ja hvad skal jeg kalde det? ... ligesom at gaa med et Barn i Haanden over en Kirkegaard ... Nej, hold nu Mund! ... Gravene kalder det for »Blomsterbed« ; det klapper i Hænderne over de »nydelige« Monumenter; og »dybt, dybt« nede i Jorden ligger Tante380| Esther »og sover saa sødt saa sødt, sier Mo'r,« »og naar hun vaagner, saa er hun oppe i Himlen og er bleven til en Engel ligesom Tante Rikke og Onkel Fredrik« ... Nej, lad nu mig, Clausen, lad nu mig! ... Og ser du, der er noget saa rart og trygt ved at gaa med saadan et Barn. Et voksent Mandfolk véd jo godt, at det er noget Vrøvl, og Præk, alt det, Ungen gaar og pludrer af sig; men alligevel, smaa Clausen, alligevel... Ja, jeg er jo ikke rigtig skaaret for Tungebaandet! .... et voksent Mandfolk, som kan se og høre og lugte og føle og smage, hvordan det hele virkelig er: at Gravene er »kalkede«, at Monumenterne er Humbug, og at Tante Esther og Tante Rikke og Onkel Fredrik Fanden ikke er Engle! ... han kan alligevel godt lide engang imellem at faa sig saadan en Spadseretur ... han bliver ligesom »bedre« af det, han ... Hva'? Hæ? ... »Thsludder« ? som salig Mørch sa'e!

Overlæreren var standset og havde staaet og set paa Tolderen med glade, inderlige Øjne. Men nu saa' han dybt skuffet ud og sagde næsten under Taarer:

- Hvorfor skulde du nu ende saadan, Knagsted! Det var jo dog saa kønt, det du sa'e ....

- Tjae, det var sku nydeligt! Fanden maa vide, hvor jeg fik det fra! ... Skal vi saa gaa igen! Og de gik.

381| - Nu flytter jeg til København, sagde Knagsted pludselig.

- Flytter du til København!

- Ja. Jeg har jo arvet, véd du. Og fra første Oktober har jeg opsagt mit Tolderi og flytter til København ... Der skal være saadan nogle mageløs kloge og begavede Mennesker derinde! Dem vil jeg ind og se paa ... og lære noget af! Vil du med?

- Flytter du virkelig?

- Ja. Vil du med?

- Næ-æ . . .

- Du kan jo lige saa godt bo der inde! Og jeg vil komme til at savne dig!

- Ja-a ... næ-i, jeg holder mest af de smaa Byer. Her er saa hyggeligt stille og fredeligt her i Gammelkøbing ...

- Ja, det synes jeg osse.

- Og alligevel ...

- ... alligevel flytter jeg, ja.

- Men hvad vil du bestille, Knagsted?

- Ok Gud, kære Ven, alle de geniale Hankatte, som gaar rundt derinde ...! Der bli'er saamænd nok at ta' fat paa!

Overlæreren gik lidt uden at tale. Saa spurgte han:

- Hvor meget er det egentlig, du har arvet? Tolderen kneb et Øje sammen.

382| - Fem Millioner tre Mark og fire! sagde han - Er du misundelig, gamle?

- Misundelig ...! Nej, men jeg kan ikke forstaa, at Mørch ...

- Nej, hæ! ... Man har spillet sine Kort fint, har man!

- ... Du som altid gik der og ...

- Ja-a, netop! Jeg har intimideret ham, tror jeg, det hedder. Truet ham! Jeg sa'e, at lod han mig ikke arve, gravede jeg ham op igen og lagde ham paa Is ... Du véd, at han var altid saa bange for at komme til at fryse.

Overlæreren vrinskede.

- Er der da ikke Spor af Alvor i dig, Knagsted!

- /-ikke for fem Øre, nej! ... Men nu skal vi vist vende!

De var naaet op paa Bakken, hvor Landevejen skraanede mod Vest ned til Byen, og mod Øst løb videre fort ud i den vide Verden.

- Der ligger Thummelumsenhejm nede! sagde Esau og pegede - Se, hvor den skinner med sine nypolerede Skorstene !

- Hør, Knagsted ... (Clausen stoppede op i Marchen igen) ... skal vi gaa derned?

- Gaa derned ... ?

- Ja, og besøge Thomsen? Det kan vi godt. Det var da os, der fik ham meldt ind i Klubben!

383| - Naa-aa, det er han vist ikke saa forfærdelig henrykt over!

- Næmen . . . Skal vi ikke gaa derned?

- Jo-o, kan det more dig, saa . . .

- Og jeg tror ogsaa, at Thomsen vil blive glad. Saa kommer der jo nogen, han kan præsentere hele Herligheden for!

- Ja, lad os saa bare gaa!

Og de stødte Stavene i Jorden og drejede ned ad Sidevejen.

- Knagsted ... begyndte Overlæreren famlende, da de var kommen et Stykke frem.

-Jo.

Clausen lagde sine Asparges blødt paa Tolderens Arm.

- Du maa ikke blive vred . . .

- Esaus Totter smilede.

- Jeg véd, hvad du vil sige, lille Clausen! Overlæreren rødmede.

- ... Du vil bede mig om at opføre mig ordentlig . . . Hva'?

Pædagogen blev endnu rødere.

- Ja ... jo .. nej, stammede han - ja, jeg vilde bare sige, at ...

Knagsted greb med begge sine laadne Hænder fat i Vennens Frakkeopslag og rystede ham.

- Gud Fader bevares, hvor jeg elsker dig,384| Mand! sagde han - Gud Fader bevares i sin høje, broderede Himmel, hvor jeg elsker dig!

Clausen frigjorde sig.

- Jamen, Knagsted, du maa dog indrømme . . .

- Ja-a-a, jeg indrømmer!

- ... at hvis vi Mennesker ikke . . .

- Hvis, hvis Visvas, ja! Hvis min Tante var et Grantræ, saa bar hun Kogler! ... Og kom saa, gamle Barnerumpe! Jeg skal opføre mig som en Altergænger!