[385]| I Møllegaardens Havestue sad Manuel, Mo'r Karen og Wulfdine. Og i en Kurv henne ved Kakkelovnen laa »Knors« og stirrede filosofisk ud for sig med sit ene tiloversblevne Øje.

Man talte ikke, man syslede hver med sine dystre Tanker. Kvinderne, der var anbragt med deres Strikketøjer henne ved Vinduet ud til Vejen, kastede af og til sky Sideblikke hen til Husets Herre, som laa tilbagelænet i Hjørnet af den store, gamle Sofa og røg paa sin Pibe.

Han saa' træt og bleg ud, den lille Thummelumsen, træt og bleg og forpint. Thi han fattede ikke længer Ledemotivet i Gud den Almægtiges Verdensorden . . .

Nu ha'de man i femten lange Aar slidt og stridt og kæmpet for at komme tilbage til sin fæ-dren-de Ejendom. Og Gud ha'de sæl personlig været med og givet en sin Lykke til at naa Maalet ... Men saa: Pun'tum! - -

386| En underlig tung Ligegyldighed og Lede havde fæstet Bo i Manuels Hjerte lige siden den Dag, Gaarden for Alvor var bleven hans. Han kunde ikke gøre for det. Han kunde ikke faa denne Fornemmelse væk; den sad der, naar han faldt i Søvn om Aftenen, og den sad der, naar han vaagnede op om Morgenen. Rastløs var han gaaet rundt i Stuerne, i Staldene, i Laden og i Haven. Fra Dag til Dag havde han ventet paa, at Glæden over atter at leve og færdes paa de gamle Steder skulde fylde hans Sjæl. Men der kom ingen Glæde; tværtimod, han blev tristere og tristere, Arbejdet med at sætte alt i Stand og med at ordne og pudse havde for en Stund adspredt og interesseret ham. Men nu, da Gaard og Have præsenterede sig som de skulde, nu gik han ganske stiv og sløv rundt og gloede fremmed paa det hele.

- En forstaar det ikke, Mo'r Karen! sagde han og saa' ud af Øjnene som en syg lille Kylling - en forstaar det sandeligen ikke, men en er ble'en li'som a' Træ i ens indvendige Dele!

Og han satte sig stille hen i Sofahjørnet med sin Pibe og stirrede indtrængende frem for sig, som vilde han gennem Tobaksrøgens Taager og Ringe raade selve Skæbnens dunkle Runer . . .

Og saa var der jo ogsaa det, at den kostede ham saa mange Penge, hele denne Kalfatren om af Gaard og Have ... Og Begreb om Driften havde387| han ikke; Forkarlen kunde snyde ham saa tykt, han vilde ... Søge Raad og Hjælp hos Nabobønderne, ikke for aldrig det! ... Og Greven, hans egentlige Omgang, havde vist ham Døren . . . Det stod optegnet i Guds Raad, at man skulde gaa til Grunde. Det nyttede ikke at kæmpe imod. Nu saa' han det klart: Han skulde aldrig ha' købt Møllegaarden tilbage!

- Man passer sine Sager, Mo'r Karen, sagde han - siden man nu en Gang er her. Men det morer en ikke.

Blid og sagtmodig og fredsommelig var han bleven, og der udgik aldrig et ondt Ord af hans Mund.

Men Mo'r Karen sukkede dybt og længe. Og det var ikke langt fra, at hun ønskede, at Manuel vilde fare op og skælde og løbe sidelæns og svinge med den lange Arm ligesom fordum inde i Byen, at man dog kunde se, at der var Liv i ham, for dette var jo næsten som at ha' et halvvejs Lig i Huset . . .

Og Wulfdine krøb sammen i Krogene, lille, forskræmt og frugtsommelig og fattede ikke en Tøddel. For hende var Livet jo kun Solskin, naar Manuel smilte, og lutter Graavejr og Slud og Regn, naar han var tavs og sor-rig-fuld . . .

Og Søndagene var de værste, saa hvilede alt Arbejde, og Gaarden laa øde og stille hen, saa man388| ordentlig for sammen, blot en Krage skreg i Haven eller en Rotte sprang raslende hen over Loftet ....

Begge Kvinder havde klaget deres Nød for Morbroder Jakob. Og den gamle Degn havde revet sig betænkelig i Hakkekniven:

- Ja-a ....

Hvorpaa han fortrøstningsfuldt havde tilføjet:

- Men-æ-jæ, det retter sig vel!

Der lød Skridt ude paa Vejen.

- Der kommer no'en, Manuel ....

Madam Thomsen løftede Hovedet fra Strikketøjet:

- Det er s'mænd Overlæren og Toldforvalteren! sagde hun ligesom lettet. - Mon di sku' komme her ind?

- Her ind? sagde Manuel. - Nej; til vos kommer ingen!

Wulfdine lyttede anspændt.

- Der er di alli'evel! sagde hun.

- Ja, di er ude i Gaar'en! sagde Madam Thomsen. Manuel rejste sig og stillede Piben bort.

- En vil gaa di Herre i Møde!

I over halvanden Time blev Overlæreren og Tolderen paa Møllegaarden. Thomsen viste dem rundt389| inde og ude, og Gæsterne lovpriste i høje Toner alt, hvad de saa'.

Men den lille Vært selv rystede tungt paa sit kuglerunde Hovede.

- Hvad nytter det altsammen, sagde han - naar Glæden ikke vil spire!

Og idet hans Øjne flakkede rundt i den tristeste Hjælpeløshed tilføjede han langsomt og dybsindigt:

- En burde vist aldri' ha' sine Ønsker opfyldte her i denne Verden, Hr. Toldkontrollør ....

Clausen og Esau sjokkede hjemad. Solen var gaaet ned, og Taagerne gled lette og bølgende frem over Fjorden.

- Naa, lille Overven, sagde Knagsted - hvem fik saa Ret?

Pædagogen slog afværgende ud med Haanden og svarede ikke.

Lidt efter nappede Tolderen ham i Frakkeærmet:

- Jeg er vis paa, at du nu gaar og »raader Bod« paa det hele, hva'?

Overlæreren standsede.

- Ja du maa gerne gøre Nar, Kontrollør, sagde han, og hans gamle Kinder blev røde. - Men jeg gaar virkelig og ønsker ....

- Naa!

- ... at det maa blive en Dreng, den lille390| Wulfdine faar derude, for saa kunde maaske Emanuel Thomsen komme til at se lidt lysere paa Tilværelsen, naar han fik en Stamherre at arbejde for ... Hva'? Tror du ikke?

- Jo-o, maaske . . . nikkede Esau. - Men saa bli'er det sgu nok en Pige!

- Uff! Knagsted!

- Tjae; hva' skal man si'e!

Og saa stødte de paa ny Stavene i Vejens Grus.

Skumringen blev dybere og dybere. Stjernerne glimtede frem; og hist og her ude over de dunkle Marker tændtes et enligt Lys bag en Rude. Natten sank stor og stille ned over Jorden .... Og i det fjerne gøede den traditionelle Hund.