[28]| Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en enlig Lampe brænder paa det lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved Kaminen.

- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste Uge! siger Baronessen - hun vil have godt af at være paa Landet!

- Ja-a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt frem for sig - Men jeg vilde nu helst ha' haft Dig nogen Tid for mig selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

- Aa, Karen kan vel ikke genere!

- Næi ... Men hun deler Dig, lille Vilde! Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

29| - Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

- Er Klokken saa mange?

- Den er ti.

- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.

- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand - Og saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter Dig, Vilde! brusede det ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var ved at skrige.

- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

- Jamen Du er dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde Armen om hendes Liv - Er Du ikke?

Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent hviskende.

Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. -

Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.

Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse Juliane i samme Time halvt30| afklædt foran Toiletspejlet med en ikke ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis for at faa Papir nok.

- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet - saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa' Baronessens Ansigt, saa' Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle, og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage, hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.

Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og

Baronessen lukkede ofte i hele Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

- Det gaar jo rigtig snildt for Dig i Aften, lille Stasia! sagde Baronessen og nikkede ind i Spejlet,31| hvor den døvstummes pluskæbede Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder - Du skal nok ha' den røde Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle Edderkopper rundt oppe mellem Krøllerne.

Den samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste Papillot var sat i - Kappen, Stasia!

Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren Natkappe fra Toiletbordet og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun sig pludselig om og sagde:

- Saa Du kan ikke lide Helmuths Kone? Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen - Hun bli'er vist Drengen en haard Sisken! ... Og jeg er da jaget af Gaarde! lød det haardt - Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede - 32|Enden er ikke endnu! ... Lad os saa komme i Seng!

Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen over Kjolelivet oppe ved Halsen.

- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle. Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun glattede et Baand til Rette.

- Sludder! brummede Baronessen - Du skal da ikke ha' den paa i Nat!

- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.

Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede den messingbeslaaede Dragkiste:

- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød Silkesløjfe - Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i Morgen, Mamsel!

Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.

- Klæd sig saa af!

Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.

Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.

Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af Vinduerne, hvis øverste Haspe33| (den nederste manglede som paa de fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over Karmen:

- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.

Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og viste i et bredt Grin alle sine Tænder.

Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa besindede hun sig og sagde haardt:

- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Forlis!

Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.

Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng til Stasia.

Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende Silkesløjfe.

- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne - hun bilder sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!

34| Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa' man to Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.

Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen Rotterne.