[49]| - Vil Du tænke Dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt og røg Cigaret.

- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om mod Datteren.

- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte, fløjlsbløde Øjne op mod Loftet - det regner lige midt ned paa Sybordet!

- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig - Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke "behandlet", saa hun saa' en Del ældre ud end længere op ad Dagen .....

50| Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret hendes Art af Moderkærlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for en Mavebetændelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske forkrøblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde Mama, sin himmelske Mama! - Medens hun til Gengæld51| flyede hende, saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs, der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle, fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis ....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.

Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade faret rundt paa Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener, Mand og sølvpletteret Seletøj.

Men det hele Valfarter! var endt med at kede hende.

Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

3* 35 Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt i Slottets 42 Værelser. De52| saa' noget forsømte ud, opdagede hun. Tapetet hang 5 Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære, omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter .... Og saa, midt under den hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over sine Toiletter:

- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen - Du er altid rundt i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

- Ja, inviter Du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i Munden - Men Du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme ....

Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde Migræne.

Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i Kontoret:

- Niels!

53| Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne nede i Tjenerværelset svirrede ved det. Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

- Hr. Baron!

- Nu har Du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet, din Snøbel!

- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

- Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre - Nu er Regnen jo forbi! - Hvor Fanden gaar Du rundt med ... med dit Hoved? Se her, det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:

- Hvad er der i Vejen, Helmuth? Helmuth lod Haanden synke.

- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet der!

- Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!

54| - Javel, Deres Naade!

- Er Frokosten færdig?

- Om et Øjeblik, Deres Naade!

- Gaa saa ned og ret an! Tjeneren forsvandt.

- Skal Du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!

- Der er saa meget, der skulde gøres i Stand! Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth ... Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.

- Lidt Hovedpine ...

- Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun hurtig vendte til.

- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme - Den gør mig altid saa nervøs. Du raaber saa højt!

- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

- Ja, ja, ja! ... Men tror Du ikke ogsaa, at Niels har for meget om Ørerne? Og nu vi faar53| Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa? Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!

- Det Bondebæst!

- Aa, han er slet ikke saa gal, skal Du se! Jeg har talt med ham et Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adræt over ham!

- Ja-a, maaske ....

- Synes Du ikke, vi skulde prøve ham?

- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...

- I finder saamænd nok en! ... Kan han begynde straks i Morgen tidlig?

- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige Dig, Vilde, at jeg vil ikke ha' noget med at dressere ham!

- Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte hun og strøg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

- Ikke for voldsom, Helmuth!

- Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?

- Nej, det generer mig.

- Du er da vel ikke ... Der er da vel ikke Ugler i Mosen? spurgte han med straalende Øjne.

- Nej, vist ej! sagde hun og rev sig løs - Du plager mig med dine Spørgsmaal!

- Bare der var, Vilde! sagde han og saa' hende56| henrykt ind i Øjnene - Jeg vilde ligefrem gi' Dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

- Der er rettet an! meldte Tjeneren. Baronen tog sin Kones Arm:

- Kom saa, jeg er sulten l

- Du glemmer, at Du skal skifte Frakke!

- Aa skidt!

- Nej, Du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af Kontoret og skifte Frakke.