[57]| Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa' paa nogle Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke fatte, at den skønne Frue, der jo var "bedre vant", som han udtrykte sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine, hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik fra hendes Haar og hendes Klæder! Han blev mere og mere for58|virret. Og naar hun fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

- De maa undskylde, Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold - Men jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig lært noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.

- Nej! sagde han afgjort - Det passer ikke paa mig, for jeg er saa voldsom hidsig!

- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:

- Nej, sagde han - Dem vilde jeg være evig god ved?

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:

- Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en Bonde59|mand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ... og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de allesammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg anholde om Deres Haand? ... Jeg skal være saa god imod Dem hele mit Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres Øjne ... Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa' Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat ... Vil De være min Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ...

Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv. Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine og saa' paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter Prygl.

Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun maatte ud af disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren kun spiste60| Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed, var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og, som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om mod ham:

- Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk - Jeg vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ...

- Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans Haar:

- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love sig selv at gøre sit61| bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda, Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne, holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer. Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene paa deres Værelse - Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo ridicu62|lisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovværk, hun bærer paa Hovedet!

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig "ordinær", syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt Mærke til, men nu ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer! Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun væltede sig ind paa disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der, naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om! det vilde jo blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ... Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse,63| naar han fik talt rigtig ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach, comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron Helmuth, dette at være forlovet med "Vilde". Der var saa Satans meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt inden for Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin64| Fritid havde han stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler. Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist til Middag paa Næsset; og som smigrede for "Baronen" og i det mindste lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens "Ufødte" saa' op til med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være Genstand for sin Forlovedes og sin65| Svigermamas Korrigeringer og Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at kunne accentuere for "Bønderne'* derhjemme, at han, trods sit Maskepi med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven hans Kone!

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet Husholdningselev. Men det var bare "Kødet", der momentvis var kommet i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. Nu derimod, lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede Yndigheder, var Helmuths slumrende "aandelige" Længsler66| efter kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun behøvede at aabne Døren til "Salonen'*, som han allerede havde lært at kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille sig, at hun lige nys havde forladt ham.

- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun kom fra sit Køkken og sin Kælder - Jeg tror, Gud hjælpe mig, at Du har begyndt at smøre Dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem Tænderne. Et Par Gange .havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale med sin Moder om Alvilda.

Men hans Tale havde ikke vundet Genklang. Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske formelt imellem67| dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine Længsler.

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise "de Folk derovre", at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave af den afdøde Ejers efterlevende Enke.

Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte de Priserne saa nøje som muligt.

Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.

- Du vil nok trække mig op, Mo'r? sagde Helmuth.

- Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

68| Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne, forinden de kunde blive enige.

Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire Terminer ....

Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler, hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de daarligste:

- Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun - Men dem vil jeg ha'!

Og Helmuth maatte bøje sig ....

Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!