[80]| Fru Pastorskens "Følelse" slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:

- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over Gaardspladsen ...

En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og laaddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad Tommer af mange Dages Vejsprøjt.

En høj, mager, blakket Hest, hvid og brun (en Knapstrupper med "Glasøjne"), og som hev lidt paa det venstre Bagben.

Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.

Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men "Hendes gamle Naade", som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag omme under Kalechen.81| Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned, lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.

Denne Befordring, "Pagtens Ark" havde man døbt den (og Hesten, der var en Hoppe, kaldte Baronessen "Rigmor") - denne Befordring blev snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!

Naar Husmødrene saa' den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser, Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø, som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.

- I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer - saa I kan vel nok unde mig den Snavs Hummer.

Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskner: Kyllingerne, Lamme-, Kalve- og Okse82|stegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun beordrede hældt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa, hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.

Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden Fetalje gemt i Høet under Forsædet.

- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og blundet, forvildet slog Øjnene op.

Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende Træsko.

- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen skarpt.

- Hva'? sagde Søren.

- Sover han?

- Næi ...

83| - Er Herskabet hjemme?

- Jo-o, det tror jeg da.

- Da lader det dog næsten ikke til det! Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede. Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig sort Straahat med mange Baand og Plumager.

- Hvor er da de Mennesker henne!

Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte nogen frem for at tage imod hende.

Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara viste sig under Slyngroserne.

- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad overraskede Ansigter.

- Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.

- Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!

Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen, efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde Dage, det saa' man paa hendes skulende Blik.

- Klods! skældte den gamle - se kan hun da!

- Skal der spændes fra? spurgte Søren.

- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.

- Naturligvis! smilede Pastorinden.

84| - Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden Du fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet!

Den døvstumme listede af Sted.

Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de skærmende Skabslaager ...

- Vil Baronessen ikke tage Plads?

- Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen - Jeg har siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har ingen Ben ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun stadig vandrede af Sted - men der var ingen hjemme uden Karen og den lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke Køerne, men de andre?

- Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.

- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer ... saadan før Middag! ... Var min Søn med?

- Ja.

- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i85| Haven, Fru Mascani? Her er saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.

- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i Lysthuset?

- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar her nu bliver godt luftet!

Frøken Clara saa' lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.

- Husk, jeg bruger raa Fløde! raabte Baronessen efter hende - Og lille Kop, men stærk! .....

Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.

Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og nikkede bifaldende.

- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden - meget fornuftigt!

Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik fra hende:

- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun. Baronessen saa' fra Øjenkrogene ned paa hende:

- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet86| Dem! ... I salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk paa Munden.

Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ....

- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden - naar man oven i Købet er enige!

Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen. Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.

Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der slæber af med en Liggeand.

- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny - hvad mener man egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

- De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde Pastorinden undvigende.

- Aar, Visvas! "lykkelig" mig op og "lykkelig" mig ned! Hun bryder sig ikke en Døjt om ham!

- Men kære Baronesse ....

- Ikke en Døjt, min Bedste! Hun vilde giftes igen, det er Forklaringen! Og han har ikke87| kunnet modstaa hendes fine Parfymer! Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

- Lever hendes første Mand endnu!

- Ja i bedste Velgaaende, gør han!

- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine Kundskaber berigede - Hvad er han?

- Ja sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

- Gudbevares!

- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det var, han hed, Utysket. Men hun vilde ha' ham! Der var nok Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres88| Kærlighed - - Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode! Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadant vant? Jeg tror det ikke!

- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...

- Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polonæse! Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

- Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin Hustru; og forelsket!

- Ja, ham er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder kun én Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han gider ikke være over flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

- Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.

Men den gamle Naade kørte paa!

- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn uden pr. Fuldmægtig!

89| Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter netop viste sig i Døren.

- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med Stasia som Kokkepige?

Kondoren bøjede Hovedet og saa' glubsk ned paa Liggeanden.

- Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru Johannes Stemme - aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver Maden! ...

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var skænket.

- Jo, nikkede Pastorinden - jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara, gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og afventede Resultatet af Sendeisen. Hun baade frygtede og ønskede Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod Døren) - eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her midt for Baronessens Øjne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt Gud og Hvermand vidste Besked om den.

90| - Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene tilbage.

- Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

- Mascani er altid Kavaler! smilte Hustruen sygt og gav sig til at sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet - En lille Kage, Deres Naade?

- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!

Hendes Naade var i Krigshumør.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med Velbehag:

- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store, røde, ringbesatte Haand - endelig ser man Dem da!

- Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.

Nu vidste Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin91| Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

- Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun - Annammer herpaa Syndernes Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik, der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:

- Jeg synes Adolf, at ...

- Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt - At jeg skulde drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig nogen!

- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette, naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa' interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun sikkert følt92| sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde mig en Pibe? spurgte han.

- Ja værsgod! sagde Baronessen - Jeg er for længst tilrøget!

Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage dampende af en mægtig Pibe.

- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.

Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i fremmedes Nærværelse.

Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde ikke forstaa hende.

- Vil Du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op af Lommen - Værsgod!

- Nej Tak, sagde Clara - Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed til Stede.

93| - Vil Baronessen ryge?

- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

- Og Du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

- Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele Kroppen og var ved at græde.

Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind. Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet Haand selv havde givet sig.

- Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun - Har De været oppe at slaas med Djævelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han smilende:

- Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

94| Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod hurtig Stuen .....

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!