[155]| - Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og stirrede drømmende ud i Halvmørket.

- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani afgjort.

- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

- Du er storartet!

- De er af Ruslæder, vedblev den lille - Jeg har taget den ene! ... Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

- Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den - hvor den dog er dejlig! ... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

- Næ, Du kan tro nej! skyndte Baby sig og156| rev Handsken fra hende igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt,157| spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var fortæret.

- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

- Nej! sagde Kaninen afgjort.

- Jo-o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig - lad os det!

- Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme ind i Badehuset!

- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker! mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa' man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne Blade.

- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet158| og blev staaende stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og lystigere.

- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren - Lad os raabe om Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt lykkedes hende at slukke Ilden.

- Hvor turde Du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

- Aa, det var da saa nemt ....

- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over Haaret - Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte i den højeste Sindsbevægelse - det havde været en værre Historie!

- Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

- Naa-aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby - Det kunde for Resten ha' været Sjov! ... 159|Skal vi saa gaa? spurgte hun - Vi maa skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

- Puhh, sikken Varme! vedblev hun - Det skal rigtignok blive dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan Du svømme, Clara?

- Ja, lidt.

- Saa kan Du lære Frøken Jansen og mig det! Kaninen forsøgte et sidste Argument:

- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den aabne Strand, Baby!

- Jo-o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren, hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod Fjorden.

- Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa den modsatte Bred.

- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

160| - Der kan Du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende - saa kan vi da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud over den store, nøgne Flade, der yderst langs Strandkanten var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

- Kom nu! raabte hun - Vi skal i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

En, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig - Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun kunde ikke bekvemme sig til denne161| Friluftsbaden. Hun var ikke vant til det; havde aldrig prøvet det før.

- Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare Chemise og trak Strømperne af - Nu er vi andre snart færdige!

- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage - Vi har heller ingen Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

- Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken Mascani.

- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

- Hurra-a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

- Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa hun maatte vade et langt Stykke ud, forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over Ryggen.

- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

162| Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

- Uh, sagde hun og gyste let - det er koldt!

- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa' paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke vilde med.

Vandet saa' saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa én Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk som de! Det var maaske fornemmeligt derfor, at hun ikke vilde med dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og Taarerne trillede hende163| tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

- Halløj! raabte Karen - Kom dog, Frøken Jansen!

- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani - Vandet er ganske lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa' pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

- Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene - Sæt, de svømmede herover!

- Ja hvad gjorde saa det!

164| - Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen - Klokken er mange!

- Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere langbenet end Karen, naaede først ind.

- Se, nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod oppe paa Sandet. - Det skal Du faa betalt, kan Du tro! raabte hun saa og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

- Hvad skal jeg nu gøre ved Dig, dit lille Utyske?

- Drukne mig! lo Synderen.

- Godt! nikkede Clara og løftede hende op165| i sine Arme - Godt, min Pige, nu har Du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade ud ad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste Klit og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

- Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani - Kom nu ned og klæd Dig paa!

- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

- Karen! befalede Kaninen og rejste sig - kom ned straks, hører Du!

- Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

166| Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.