[184]| Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa "Harmonien".

Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet og drukket og spillet Kort. Og saa lige med ét var man i Haandgemæng.

- Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager Svendsen fra Uggerløse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne paa Krigsskuepladsen.

- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. - Hvor er Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham! han myrder ham!

Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i185| en sammenslynget Bylt midt paa Gulvet i Skænkestuen.

Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

- Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et Slag med sin knyttede blodige Næve midt mellem Øjnene. - Saa Du bider! Jeg ska' muntre Dig!

- Nu trækker han Kniven! raabte Gæsterne, der hidtil havde staaet ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

- Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. - Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet for sig og havde faaet fat i Nikolajs Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten flængedes, og det186| nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned til Bukselinningen.

- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.

- Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der raabte.

- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

- Hvor er Værten! brøledes der.

- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa' interesseret Situationen.

- Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at løfte sig op paa Tæerne for bedre at se.

- Han stak ham! han stak ham! skreg Urmageren.

Det var sorte Jakob, der havde faaet Kniven aabnet, og som nu af al Magt borede den ind i Ryggen af sin Modstander.

- Vil Du slippe! hvæsede han.

Og Hans Peter slap det Tag, han havde faaet i den Sortes Strube. Hvorpaa han vred sig om paa Ryggen og hylede af Smerte.

187| Jakob kom op paa Knæ, han var nu aldeles rasende, Øjnene traadte ham ud af Hovedet, og han havde Fraade om Munden. Paa ny hævede han Kniven, denne Gang for at støde den i den ulykkeliges Bryst.

Men i det samme drev Nikolaj Langfinger ham et saadant Slag over Armen med en Stok, han havde faaet fat i, at Kniven trillede den anden ud af Haanden, og Armen sank ned som lammet.

- Ta' Kniven; ta' Kniven! skreg man.

- Der er Herskabet fra Næsset! mældte Urmageren ind i Stuen.

- Kald paa Baronen! raabte en Stemme tilbage. - Det er jo hans Folk!

- Kald paa Baronen! Kald paa Baronen! lød det fra flere.

- Hvad er her paa Færde? spurgte Helmuth, der var bleven standset af Stimlen uden for Gæstgiveriet.

- Det er sorte Jakob, der er oppe aa slaas!

- Kan Deres Højvelbaarenhed ikke skille dem!

- Han bruger Kniv! lød det rundt om fra.

Helmuth trængte sig igennem Mængden hen til Døren.

Inde i Stuen gjorde man Plads for hans svære Skikkelse.

- Det er Baronen sæl! mumledes der. - Det er Baronen fra Næsset.

188| Og Gæsterne trykkede sig sammen, saa at der blev et aabent Rum fra Døren hen til de kæmpende.

Helmuth stod i Ridedragt: lange, blanke Støvler med Sporer, lys Jakke og Vest og stramtsiddende graa Benklæder. Ridepisken havde han stukket ned i den ene Støvle.

I det samme kom Værten hurtigt ned ad Trappen fra Køkkenet.

- Satans osse! ... begyndte han. Men da han fik Øje paa Hans Højvelbaarenhed, standsede han og forsøgte et kejtet Buk.

Han var en stor, svær Mand med et rigt illumineret Ansigt og en uhyre Bug.

Hans Peter laa som livløs paa Gulvet. Og Nikolaj Langfinger værgede sig med sin Stok mod sorte Jakobs Angreb. De var begge kommen paa Benene. Men nu havde Nikolaj Fordelen paa sin Side, da Jakobs højre Arm var ubrugelig.

- Hva' er her gaaet for sig! brølede Baronen af sine Lungers fulde Kraft. Han vidste, at naar man skal gøre Indtryk paa Bønder, skal man overdøve dem. - Og hvor kan De finde Dem i saadanne Optøjer, Olsen? spurgte han henvendt til Værten.

- Jeg var lige henne paa Pladsen et lille Løb, Hr. Baron! sagde Værten undskyldende og med et nyt Buk.

- Hjælp mig! sagde Helmuth og gik hen og189| tog Stokken fra Nikolaj og gav ham samtidig et Puf for Brystet, saa Manden for ind mellem Gæsterne, der nu begyndte at blive aktive og holdt fat paa ham med mange Hænder.

Det behøvedes nu for Resten ikke, for Nikolaj stod ganske stille.

- Hva' vil Du? spurgte Jakob og gik truende ind paa Livet af sit Herskab.

Men Baronen greb ham med begge Hænder i Skuldrene og satte ham i Knæ ned mod Gulvet.

Mængden mumlede bifaldende. Og Opvartningspigens Øjne lyste.

- Hva' har Du gjort ved den Mand der? spurgte Baronen og pegede paa Hans Peter.

- Han har stukket ham! var der en, der sagde.

- Olsen, hent Politiet! kommanderede Baronen.

- Hent Poletiet! Hent Poletiet! skreg Urmageren ud af Vinduet.

Sorte Jakob vred sig under Baronens Jærnhænder.

- Slip mig! sagde han. - La' mig bare komme løs! sagde han. - Jeg skal flaa Tarmene ud a' Livet paa Dig, dit tykke Svin!

Men Jakob slap ikke løs, hvor meget han end vred sig.

Endelig kom Politiet: en lille, sølle, halvgammel Mandsperson med Tressehue paa Hovedet og Stok i Haanden.

190| Han saa' ganske hjælpeløs ud.

- De to der er mine Folk! sagde Baronen og udpegede Nikolaj og Jakob. - Ham der ligger, kender jeg ikke.

- Det er Hans Peter Jensen fra Sømholt! forklarede Urmageren. - Han er Hjulmand.

- Ska' jeg transpetere dem alle sammen op paa Raadhuset? spurgte Politiet forknyt.

- Gu' ska' Du saa, Jakobsen! sagde Værten. - Saaden no'et Svineri i min Forretning!

- No'et Strikke! befalede Baronen. - Karlen her maa bindes!

Opvartningspigen kom med et Stykke Reb, og den sortes Hænder blev bagbundne.

Han sparkede, brølte og bed fra sig. Men en tre-fire stærke Bønder fik Krammet paa ham.

Og saa satte Toget sig i Bevægelse:

Forrest gik Politiet med Nikolaj Langfinger, der fulgte godvillig. Derpaa kom Baronen og to Mænd med Jakob. Og endelig fire Karle, der mere bar end støttede den halvt bevidstløse Hans Peter Jensen.

Baronesse Alvilda stod oppe paa Torvet sammen med Byfoged Froms Frue og saa' paa, at Karen og Kaninen kørte i Karrusel.

Fru Mascani kom til med sin Datter.

- Der sidder jo Karen og Frøken Jansen! sagde Clara. - Jeg vil virkelig ogsaa op og ha' en Tur!

191| Og hun hoppede op og satte sig i en Kane ved Siden af Kaninen.

Karen red foran dem overskrævs paa en Hest.

- Børnene! smilede Fru Mascani moderligt. - Er Deres Mand herude, Fru Baronesse?

- Jo, han er vist ude paa Dyrskuepladsen.

- Næmen der er jo Baronen! udbrød Byfogedinden og pegede. - Du bedste Gud, hvad er der dog paa Færde!

Det var Optoget med de tre Misdædere, der svingede op over Torvet og hen mod Raadhuset.

Publikum stimlede sammen om dem. Ud af Butikker og Døre og Porte kom Folk løbende med lange Halse.

Selv Mændene, der kørte Karrusellen, stoppede Farten for bedre at kunne se, saa at Kunderne blev snydt for det halve af Turen.

Da sorte Jakob skulde op ad Raadhustrappen, satte han Fødderne mod det nederste Trin og vilde ikke videre.

Der blev en Raaben og Tumlen og Skrigen. Og Nikolaj Langfinger maatte have fortrudt sin tidligere Føjelighed, thi han forsøgte at flygte. Men han blev dog nappet i Farten.

- Gud-d, Deres Mand! sagde Fru Mascani og greb Hendes Naade i Armen.

Baronen havde grebet Jakob bagfra om Livet og bar ham saaledes, trods hans rasende Modstand de192| seks-syv Trin op ad Trappen og ind i Raadstuens Forhal, hvis Dør Politibetjenten hurtig lukkede efter ham.

Mængden stod lidt og betragtede den lukkede Dør. Saa spredte man sig. Og Karrusellen begyndte igen at tage Fart.

Grev Scheele kom gaaende forbi Stedet, hvor Damerne stod.

Han standsede op og hilste.

De to borgerlige Fruer vekslede et Blik, og vendte dernæst ikke Øjnene fra Hendes Naades Ansigt.

Hele Egnen mumlede om denne Fætter og Kusine, der jævnlig saas -snart hist, snart her paa ensomme Ride- og Spadsereture.

- Kom herop, Onkel Alex! raabte Karen og pegede paa den tomme Hest ved Siden af sin.

- Jeg tør ikke, smilede Greven - jeg er bange, den skal slaa mig af.

- Han er sød! hviskede Clara. - Jeg kunde spise de Øjne!

Kaninen rødmede. Hun var ogsaa meget betaget af denne velskabte Hjerteknuser, om end hendes Appetit ikke var just saa glubende.

- Det er længe siden, vi har set Dem paa Næsset, Fætter! sagde Hendes Naade, der havde observeret Fruernes vagtsomme Blik.

- Høsten! chère cousine, sagde Greven og buk193|kede undskyldende. - Men en af Dagene skal jeg have den Ære at hilse paa Dem og Gemalen!

Nu kom der to ældre Bønder gaaende forbi. Da de saa' de fine Folk, standsede de og gav sig himmelhøjt til at tale om dem.

- Hinner, den lange graa der, det er Baronessen fra Næsset! sagde den ene.

- Saa-aa? sagde den anden, - det er svært, saa hun er stadset op!

- Og hun, den tykke, det er Præstekonen fra Gaardene!

- Hun ligner sgu Jordmo'er Møller fra Vejlby! sagde den anden.

- Hun gør Fa'en! sagde Nummer ét igen - tror Du, en Jordmo'er er saadan behængt!

- Jæ mener sgunde paa Klæ'erne; jæ mener paa Kyddet!

- Naa-aa, ja la' gaa paa Fidtet da; det vil jeg medgi' Dig, men-æ ....

Karrusellen var standset, og Herskaberne gik om paa den anden Side, hvor de unge var.

Bønderne saa' efter dem.

- Nu gik di! sagde den ene.

- Ja-a, sagde den anden.

Og saa fortsatte de deres Vandring ....

I det samme svingede et Køretøj fra Vestergade ind paa Torvet.

Det var Rigmor med Pagtens Ark.

194| Og inde under den opslaaede Kaleche sad Enkebaronessen og Stasia, begge i Festskrud.

Og Vognen var vadsket, Seletøjet pudset, og Rigmor striglet og børstet.

Idet Ekvipagen svingede omkring Hjørnet af Raadhuset, kom netop Baronen ud af Døren og steg ned ad Trappen.

- Goddag Helmuth! raabte den gamle Frue og holdt Hesten an. - Hvor Adel er, kommer Adel til!

- Goddag Mor! nikkede Baronen og traadte hen til Vognen. - Saa Du skal ogsaa til Dyrskue?

- Det skal jeg, min Dreng! Jeg skal se, om Stasia kan faa Præmie!

- Ja, Vilde er ogsaa taget herud med Karen og Frøken Jansen.

- Det ser jeg! nikkede Enkebaronessen, hvis skarpe Øjne havde opdaget Selskabet, der gik ovre paa det andet Fortov. - Og hun har nok en Følgesvend med, ligesom naar ... (Hun vilde have sagt: ligesom naar man spiller Hanrej! men stoppede op i Tide).

Baronen fulgte Retningen af hendes Blik.

- Og der er jo Fætter Scheele! sagde han.

- Ja, der er han! nikkede den gamle.

- Du kommer vel ud og ser paa Dyrene? spurgte Helmuth pludselig og lettede paa Ridehuen til Afsked. - Hejmdal faar rimeligvis første Præmie!

- Helmuth, Helmuth! raabte Fruen efter ham.

195| - Hva' er der?

- Maa han saa ikke be ....

- Nej, Gu' maa han ej! sagde Sønnen leende og slog med Ridepisken hen efter Rigmor. - Det gamle Stillads kan sgu ikke faa Føl alligevel!

Ude paa Dyrskuepladsen, en stor Grønning i Udkanten af Byen, var der en Larmen og Raaben, en Brægen, Vrinsken, Brølen og Grynten, der fik selv Slagtere og Kreaturhandlere til engang imellem at udbryde:

- Det er dog Satan til Spe'takkel!

Bøndermænd og Koner med Børn i alle Aldere fyldte til Trængsel Gangene mellem Foldene, hvor Dyrene stod udstillede.

Mændene røg deres Piber, og Konerne og Børnene gnavede paa Hvedebasser og Sukkerstænger.

Og der lugtede derude Mare ikke af Rinskvin! ...

Grev Scheele kom vandrende med Karen under den ene Arm og Kaninen under den anden.

- Der staar Jørgen med Hejmdai! sagde Karen og vilde hen til Hingstepasseren, som var fuldt optaget af at styre det vælige Dyr, der stampede i Grønsværet, vrinskede og "steg" og vilde over til Hopperne paa den anden Side af Udskænkningsteltet.

- Karen, Du bliver her! sagde Frøken Jansen, der skjalv i sin Grundvold ved at færdes mellem alle disse vilde Bestier.

196| To Mænd kom trækkende med en vældig Tyr. Den skulde hen og synes af Dommerne. Dens smaa, ondskabsfulde Øjne skulede til Siderne, og omkring dens Læber sad grønlig Fraade.

Saa satte den pludselig i med et Brøl, som fik Kaninen til at udstøde et Skrig og hoppe en halv Alen i Vejret.

Greven lagde omsorgsfuldt sin Arm om den unge Piges Liv.

- Her er hæsligt at være! sagde han.

- Ja, hviskede Frøkenen - skal vi ikke gaa igen?

- Nej, sagde Karen energisk og skridtede ud. - Vi skal rigtignok se det hele!

Nu begyndte man at trave Hingstene.

En Mand holdt dem i Hovedtøjet helt oppe ved Munden og løb saa hen over Pladsen ved Siden af Dyret, som krummede Halsen, pustede og dansede, medens Manke og Hale flagrede stolt i Vinden.

- Det er dog virkelig alligevel kønt at se! sagde Greven, hvis Hesteforstand følte sig tiltalt.

- Nu skal Jørgen løbe med Hejmdal! raabte Karen. Gamle Jørgen ordnede først omhyggelig Hingstens Tømmer.

- Saa ka' vi bitte Hejmdal! sagde han.

Og saa satte Parret sig i Gang.

Alle vendte sig interesseret og saa' paa Løbet.

197| Man vidste, at Dyret tilhørte Baronen fra Næsset.

Rundt i Foldene gik ældre, alvorlige Mænd og befølte omhyggeligt Faarenes Pels og Svinenes Kød. Og udenfor stod Ejermændene med spændte Miner og fulgte enhver af d'Hrr. Dommeres Bevægelser.

Men om Hønseburene holdt Madammerne til. De snakkede kærligt og opmuntrende til Dyrene derinde, som kaglede og skreg og baskede med Vingerne mod Burenes Tremmer af Skræk for den uvante Indespærring og de mange Mennesker.

Men saa blev der med ét et frygteligt Røre i Mængden.

En to Aars Kvie havde revet sig løs og stormede nu rundt paa Pladsen med Halen stift til Vejrs som en Flagstang.

Mødrene reddede deres Børn op paa Armene og flygtede.

Mandfolkene grinede og kyste af Dyret, der blev vildere og vildere.

Og paa én Gang satte det med et Spring ind gennem Aabningen i Beværtningsteltet:

- Hurra-a! hun er tørstig! brølede Ungdommen og stimede sammen om Teltdøren. - La' hinne faa et Glas Øl og en Snaps! foresloges der. - Gi hinne en Kummen! Nej, hun drikker kuns Hvidtøl! raabtes der. Og hver Aandrighed blev hilst med højrøstet Bifald.

198| Inde fra Teltet hørtes en rasende Larmen og Skrigen og Klirren af Glas og Flasker. Og et Øjeblik efter kom Kvien farende ud igen vanvittig af Forfjamskelse.

Og det skulde da virkelig heller ikke virke beroligende paa dens Hjerne, at en langbenet Knægt havde faaet fat i Halen paa den og nu sprang af Sted bag efter den med Skridt som et Favnemaal.

Hingstene var atter trukket op i Række; og de alvorlige Mænd var for længst færdige med at beføle Faar og Svin. Man var i Lag med at lægge Tøjr og Fodreb paa Tyrene. Og nogle Køer med alt for spændte Yvere blev malket, forinden de skulde af Sted den lange Vej hjem.

Jørgen Hingstepasser straalede over hele sit gamle Ansigt, da han bandt Plakaten med 1ste Præmie om Halsen paa Hejmdal.

Baron Helmuth stod og saa' til, medens den gamle lagde Bidsel og Dækken til Rette paa Dyret.

- Baronen har vel ikke no'et imod, at jeg la'er Plankaten hænge paa ham, mens jeg rider hjem? spurgte Jørgen med Huen i Haanden.

- Nej, værsgod, Jørgen, lad Du den bare hænge!

- Tak, Hr. Baron! Ja, for saa faar di ossensaa lisom lidt mere Agtelse for ham paa Vejen!

- Javist saa! Rid ham nu forsigtig!

199| - Baronen kan fuldt hen stole paa mig! sagde Jørgen og knejsede allerede paa Ryggen af Hingsten.

Helmuth stod et Øjeblik og saa' efter Hesten, da den dansede ned over Grønsværet. Han var næsten lige saa stolt af Præmien, som gamle Jørgen var det ...

I lange Rækker drog man nu af Sted fra Pladsen med Dyrene: Køer, Heste, Svin, Faar og Geder; en hel Noæ Ark!

De, som førte Præmiedyrene, gik ind gennem Byen med dem for at vise Plakaterne.

De mindre heldige sneg sig ad Engvejen langs Baghaverne.

Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor Orne og sov.

Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun kunde holde!