[200]| Det var blevet Aften.

Oppe i "Harmonien"s store Sal sad paa "Galleriet" under Loftet fire Musici og trakterede Blæseinstrumenter. Øjnene stod dem ud af Hovedet, og deres sveddryppende, udspilede Kinder var ved at sprænges.

Lysekronens otte, højtblussende Petroleumslamper frembragte ogsaa en Hede og en Os deroppe, saa at man næppe kunde aande.

Og nede paa Gulvet snurrede Bønderne deres Kvinder rundt og stampede løs med deres sømbeslaaede Hæle, saa at Gulvbræderne drønede som under Hovslag.

Der dansedes paa Livet løs. Fruentimmerne hang opløste af Varme i deres Kavalerers Arme. Og naar et Mandfolk slap sin Dame, sank hun som tilintetgjort ned paa en af Træbænkene langs Væggene, lukkede Øjnene og stønnede og pustede, som om hendes sidste Time var kommen.

Men dette forhindrede hende dog ingenlunde i at overgive sig paa Naade og Unaade til den første den201| bedste Danser, der strakte sin røde, svedige venstre ud mod hende.

- Ska' det være vos to, Marie?

Og uden at svare lagde Marie sig ind til Kavaleren og lod sig dreje rundt, medens Vandet drev af Parret som Regn af Ruder ....

Nogle Herrer fra selve Byen, en Slagtersvend og en Vognmandskusk, vakte meget Røre i Lokalet.

De dansede nemlig "forkert" med en uhyre overlegen Færdighed.

Par efter Par af adstadigt polkerende Bønderfolk ligefrem mejede de ned ved denne deres irregulære Maade at fare Salen igennem paa.

Bønderpigerne, de dansede med, hvinede af Begejstring ved at blive kørt avet om. Men Karlene, ikke at tale om de ældre nedmejede Mænd og Koner, skummede af Vrede og Misundelse.

Der lød allerede en undertrykt Mumlen i Salonen, og man var ved at rotte sig sammen for i Fællesskab at foretage et Choc mod disse to Vindhase, da pludselig al Vrede druknede i en ustandselig Latter.

Den begyndte først nede ved Døren ind til Skænkestuen og forplantede sig derpaa op gennem hele Salens Længde.

AI Dans ophørte. Damerne kastede sig tilbage paa Bænkene og lo. Og Mandfolkene slog Hæn202|derne mod Laarene og raabte og pegede og dunkede hinanden i Siderne.

Selv Musikken kunde næsten ikke spille af Latter.

Det var den lille, puklede Urmager Svendsen, der, paavirket af Øl og Brændevin, pludselig havde slaaet sine Orangutangarme om Hofterne paa Store-Olga fra Vejrløse og nu forsøgte at svinge hende "forkert" i en hvirvlende Tyrolervals.

Men det var ham umuligt at komme i Trit.

Med urokkelig Alvor forsøgte han atter og atter. Tog nogle Spring fremad og gjorde nogle sælsomme Bevægelser med Kroppen. Men maatte saa standse og begynde forfra igen.

Han naaede hende ikke højere end til Kjolelinningen og sled og arbejdede med hende, saa Sveden sprang ham frem paa Panden. Saa tørte han Ansigtet af paa hendes Mave og kilede paa igen. Hans lange Arme og Ben var i uafbrudt Bevægelse. Det saa' ud, som vilde han entre hende. Han lignede en kæmpemæssig Edderkop, der i sit Storhedsvanvid havde faaet den forrykte Ide at ville danse Tyrolervals med en Hunelefant.

Og jo højere Salen lo og larmede, desto ivrigere arbejdede han.

Men saa syntes Olga pludselig at være bleven ked af Legen. Hun bøjede sig ned over sin stumpede Kavaler, slog sine Arme om hans Liv, hævede ham op til sig, og satte saa ind i Dansen med et203| kluntet Hop. Og op og ned ad Gulvet gik det nu, rundt og rundt i hele Salens Længde, hurtigere og hurtigere, saa at den ulykkelige Urmagers Ben stod ud fra hendes trinde Krop som et Par flagrende Baandender.

- Olga, stønnede han - Olga, det er nok, Olga!

Men var Olga først sat i Bevægelse, syntes hun ikke at kunne standse, førend hendes eget Maskineri var løbet tørt. Og desuden morede hun sig fortræffeligt: hendes Øjne lyste af megen Fryd, og hun lo om Kap med Tilskuerne langs Væggene.

Saa standsede Musikken. Og Konen slap sit Bytte.

Først sank den arme Ridder som en Klud sammen ved sin Dames Fødder. Men et Øjeblik efter tumlede han op og begyndte at overdænge hende med de mest udsøgte Skældsord ug Beskyldninger baade hentet fra Nutid og Fortid.

- Men Svendsen dog! sagde hun betuttet - det var jo bare Grin alt sammen.

- Din Kødmaskine, din Fedtdulle, din Flæskeangsjos! skreg Urmageren rasende og langede ud efter Kvindens Ansigt, men naaede da kun hendes Hofte.

- Nu slor han sgu! sagde Olga - den Ildtang!

- Gi' ham no'en paa Pukkelen! var der en, der raadede.

204| - Put ham i din Lomme! sagde en anden.

Men Olga nøjedes da med at gribe den lille Mand i Skuldrene og ryste ham saa eftertrykkeligt, at det maa kaldes et Guds Under, at han nogen Sinde kom i Orden igen.

- Kan Du saa nære Dig! spurgte hun.

Men Svendsen kunde ingenlunde nære sig. Han skar Tænder og begyndte at kravle op ad hende for at naa frem til bart Kød.

Da var der en, som midt i Støjen og Latteren raabte det forløsende Ord:

- Sæt ham op paa Kakkelovnen!

Store-Olga smilede bredt og anerkendende. Hvorpaa hun greb Fyren i sine stærke Arme og bar ham trods hans Sprællen og Kradsen tværs over Gulvet hen til den høje Jærnkakkelovn henne i Hjørnet.

- Fly mig en Stol! sagde hun.

Der blev flyet hende fire.

Hun steg op paa en af dem, anbragte Urmageren oppe oven paa Kakkelovnen, trykkede ham godt ind i Hjørnet og sagde:

- Sit saa der da, din Skorpejon!

Saa jumpede hun ned paa Gulvet igen. Musikken satte i med en Hopsa, og den afbrudte Dans tog fat paa ny.

205| Henne paa Hotel Skandinavien var Egnens finere Portion samlet.

Man havde nydt et Fællesmaaltid med Vin og Taler for Konge, Fædreland og Kvinde, Dyrskuer i Almindelighed og dette Dyrskue i Særdeleshed.

Nu sad man samlet om en Del Spilleborde og røg og drak og spillede Whist og L'hombre.

Snakken gik højrøstet, som Sæd altid er iblandt Landmænd, der er vant til at raabe i Mark og Lade, og havde drejet sig om alt mellem Himmel og Jord fra Dyrkning af Kvægroer til Kejseren af Kinas sidste Anfald af Forstoppelse.

- Hvorfor Fanden mon Adelen tog saa tidlig hjem? spurgte saa den lille, tykke Proprietær Jørgensen til Holmelund - Hva' mon det ha'de saadan et Jag for?

- De ha'de jo Damerne med! sagde Møller Jochumsen.

- Aa, Fa'en, "Damerne"! vrængede Proprietæren - En anden en havde vel ogsaa "Damer" med! Men dem skikker man begribeligvis hjem, naar man skal til at more sig! ... Og saa var de jo ridende begge to, sluttede han - baade Greven og Baronen! Mon de er ble'en grosgesnofne paa deres gamle Dage?

- Gu' er de ej! sagde Mølleren - Baronen er sgu li'saa gemen som baade du og jeg, Jørgensen!

206| - Hi, hi! grinte den lille Dyrlæge Lund, som havde smagt lidt vel meget paa Mosten - Helmuth har maaske begyndt at lugte Lunten!

- Hva' for en Lunte? spurgte Mølleren - De Grinebider!

- Hi, hi, hi! spørg Skovrideren!

- Véd De noget, Skovrider?

- Intet! sagde Skovrideren utilgængelig. Han var Forstraad og Enkemand.

Men Faktum lod sig jo ikke benægte: Helmuth var redet hjem umiddelbart før Fællesspisningen, skønt han havde tegnet sig som Deltager. Og han havde ikke faaet travlt med at komme af Sted, førend han havde hørt, at Grev Scheele havde forladt Byen for over én Time siden, næsten samtidig med, at Baronesse Alvildas Vogn var kørt.

- Saa' I Baronen transportere sorte Jakob paa Raadstuen? spurgte en.

- Ja, han skulde sgu ha' Ansættelse som Gendarm! fniste Dyrlægen.

- Ja, hvad Fanden! naar Politiet ikke selv kan besørge det!

- Den Helhest af en Betjent, som er her i Byen! sagde en anden.

- Hvad ha'de Jakob bedrevet? lød det fra en tredje.

- Han ha'de stukket et Par Mænd ihjel oppe paa Harmonien!

207| - Altid skal det Rak slaas! sagde Forpagter Nielsen.

- Det bli'er et Par smaa Aar i Tugthuset! mente Jørgensen.

- Spil ud, Jochumsen! sagde Forstraaden. Han havde givet, og der var blevet passet af de tre andre. Man spillede; og Skovrideren tabte sin Grand.

- Det var ogsaa noget Hundeæde at spille Grand paa, sagde Dyrlægen arrig.

Men Forstraaden værdigede ham intet Svar.

- Har I hørt, at der er dannet en socialdemokratisk Forening for Næsgaardene, Uggerløse og Salum? spurgte Forpagter Nielsen, som spillede L'hombre ved Bordet ved Siden af.

- Det var Satans!

- Ja, det er der! nikkede Forpagteren - For et Par Dage siden kom her en forløben Københavner og holdt Møde i Salum Kro og skældte os Huden fuld og sagde, at vi udplyndrede Smaamanden, og at Husmændene var no'en Fjols, at de vilde finde sig i at æde det tørre Brød, mens vi andre fik Lammesteg og Rabarbragrød! Og nu er der dannet en Forening med Love og Medlemskort og det hele!

- Ja, Fanden véd, hvad Enden skal blive! raabte Proprietær Jørgensen, der havde hørt, hvad man talte om ved det andet Bord - I Gaar jog208| jeg to væk! De kom og forlangte to Kroner, ellers vilde de ikke røre en Haand, sagde de. Saa kan I gaa a' Helvede til, sagde jeg, tror I, jeg vil Ia' mig kommandere af mine Folk!

- Ja, saadan skal de ha' det! brummede Møller Jochumsen.

Nu forplantede Diskussionen sig til alle Spillebordene.

- Ja, hvad nytter saa det at jage dem bort? raabte en

- Saa gaar de bare hen og faar Arbejde et andet Sted. Der er Brug nok for dem!

- Det er rigtig nok! sagde en anden - for der er ingen Sammenhold mellem vos!

- Vi skulde have en Forening li'som de andre! foreslog en.

- Det er rigtig! Det er rigtig! stemmede flere i med.

- Vi skulde slutte vos sammen, vedblev den første - og naar en Karl eller en Husmand gik i Utide, saa ingen Arbejde andre Steder!

- Det faar vi sgu aldrig sat i Gang! sagde en Pessimist

- Aldrig! ... Det er Dig, der skal gi' Kort, Rasmussen!

Og saa gav Rasmussen Kort, og man spillede videre ....

Ny Drikkevarer rekvireredes; og Talen og Latteren lød højere og højere. De alvorlige Spørgs209|maal: Arbejdere kontra Arbejdsgivere veg Pladsen for de lettere Emner: Kvinder og Heste!

Spillepartierne blev opgjorte, og man rykkede Bordene sammen og drak Punch og Vin i Fællesskab.

Den lille Dyrlæge Lund, der nu var ganske drukken, kravlede op paa en Stol og begyndte at holde en Tale for Ungkarle og Hingste.

Ungkarle, sagde han, tog han Hatten af for ... Og han tog osse Hatten af for Hingstene! De fik Betaling oven i Købet. Fanden i Vold med Ægtemændene! De var no'en Stympere! Nu saa' vi pr. Eksempel paa Næsset! De to, der ha'de det bedst der, var uvilkaarlig Hejmdal og ... og Grev Scheele ...

Først havde man let højrøstet af den lille Lunds Tale. Men nu blev der raabt:

- Hyss! Ned med ham! Vi er da dannede Mennesker! Han er jo fuld!

.... Grev Scheele, fortsatte Dyrlægen, var en Mand, han i alle Henseender osse tog Hatten meget dybt a' for! Han var Ungkarl ... og Dyrlægen sæl var Ungkarl ... og Hejmdal ha'de faaet første Præmie ... og den kunde de to andre magelig osse faa ... Han kendte mange gifte Koner, der ...

Men her blev Taleren af talrige Hænder revet ned af Stolen og forsvandt i Dybet.

210| Og der kom flere Drikkevarer frem og andre Talere. Dyrskuet fik sig atter et Hurra. Og Grundloven maatte holde for, og Hans Majestæt og Slesvig og Fædrelandet.

Og til Slut slog Forstraad Rembrandtsen til Lyd paa sit Glas og rejste sig høj og alvorlig.

Han vilde sige et Par Ord om Kvinden, sagde han. Der var ganske vist før ved Spisningen blevet talt mange og smukke Ord om denne Genstand ...

- Det var mig!

... Ja, det var af Hr. Proprietær Jørgensen til Holmelund! Én Mand, som vi alle nærede den dybeste Højagtelse for, og som levede i et lykkeligt Familieliv paa sin Gaard med sin Hustru og sine Børn og sine Piger og sine Karle! Han, Forstraaden, havde selv været gift engang, og det regnede han for den lykkeligste Tid i sit Liv! Arnen, vilde han sige, paa hvilken Hjemmets Ild brændte i lys og lykkelig Lue, det var Stedet, hvorfra Kærlighed og Godhed udgik; thi Kærlighed og Godhed var det, som Kvinden saaede i Mandens Skød og i Børnenes Hjerter til Hjemmet bag de oplyste Ruder, naar Storm og Sne herskede derude. Han maatte sige, at Savnet af en trofast Ægtefælle havde gjort ham til det, han var: en ensom Mand, der færdedes i de mørke Skove og savnede bløde, milde Hænder, naar han aabnede Døren og stod i sin tomme Stue, omringet af sine forældreløse Børn. Ganske vist havde211| han Husholderske, men det var ikke det samme! Derfor: en Skaal for Hjemmene, der bæres af Kvinden! En Skaal for, kort sagt, for det bedste i os! Kvinden og Hjemmene leve!

Et Brag af Hurraraab hilste denne Tale. Og Rembrandtsen blev fra alle Sider komplimenteret af de henrykte Ægtemænd. Det var godt at høre et alvorligt Ord efter Dyrlægens gadedrengeagtige Taktløsheder!

- Det er sgu Fanden galeme sandt, Skovrider! sagde Proprietær Jørgensen med Taarer i Øjnene og trykkede Forstraadens Haand mellem begge sine - Hjemmene, naar bare vi har dem!

Og man tømte paa ny et Bæger og raabte et dundrende Vivat!

Lidt efter var der et Par af Selskabet, som rejste sig og forlangte deres Vogne. Og noget efter et Par til. Og saa en hel Klynge.

- Ja, det er vel osse paa Tiden, at vi kommer hjem og ser til Mutter! sagde Møller Jochumsen og strakte sig - Hva' Jørgensen? spurgte han og puffede Proprietæren med Tommelfingeren i Siden.

- Ja-a, sagde Jørgensen - vi maa jo hjemad og se, hvordan det staar til!

Der var i det hele kommet en sær Længsel efter212| Arnen op hos Ægtemændene nu efter Forstraadens Tale ....

Og snart rullede Vogn paa Vogn ud under Skandinaviens Port.

Ogsaa Bønderne fra Harmonien var begyndt at bryde op, saa at den slumrende By pludselig vaktes og en Tid lang holdtes vaagen af Vognbulder og Hestetrampen ...

Møller Jochumsen kørte sammen med Proprietær Jørgensen. De havde Kusk paa Bukken og sad selv vel indpakkede Side om Side i den bageste Agestol.

Længe havde de kørt fremad i Tavshed blidelig luilet i Døs af den gode Fjedervogns vuggende Bevægelser.

Saa sagde Mølleren paa én Gang dybt indigneret:

- Det er et godt Svin, den Dyrlæge med sine Hingste!

- Ja-a! sagde Jørgensen helt inde bag Frakkekraven. Og atter var der en Pause paa en Fjerdingvej. Da spurgte Mølleren:

- Har I Fjermadrasser i Jerre Senge?

- Jo-o, det har vi da! sagde Jørgensen.