[230]| Kære, lille Moder!

Tak for dit Brev i Torsdags. Jeg er altid saa glad, naar jeg hører fra Jer; men jeg kommer jo til at længes. Til Julen vil jeg hjem! - Jo, jeg begynder nu at føle mig lidt bedre til Rette her paa Næsset; baade Baronen og Baronessen er meget venlige og gode mod mig, og Karen kommer jeg til at holde mere og mere af for hver Dag, der gaar. Hun er noget af det sødeste, jeg har kendt; og saa smuk. Det maa være dejligt at være smuk! Ja Pastor Mascani fortalte mig forleden, at han for længe siden havde talt til Hendes Naade om mit Værelse, og hun havde sagt til ham, at det var bare for i Sommer, jeg havde det, til Vinter skulde jeg have et andet. Men til mig har hun ikke talt derom, saa jeg er bange for, at hun glemmer det. I det hele er der kommet noget underligt stille og fraværende over Hendes Naade, synes jeg. Forleden kom jeg op i Salonen og troede, at jeg var alene, og satte mig til Klaveret og spillede lidt; men saa231| rejste hun sig pludselig fra en Stol inde i den ene Vinduesniche og kom hen og klappede mig paa Kinden og saa' saa forfærdelig bedrøvet ud; og saa gik hun. Jeg tror ikke, hun er lykkelig; mon hun ikke gaar og tænker paa sin første Mand, han var nok saa smuk, saa smuk, og det er Baronen jo ikke, men jeg kan se paa hans Øjne, at han holder meget af hende.

I Søndags var Baronessen, Karen og jeg ude i Byen og besøge Borgmesteren. Det er rare Mennesker, og vi havde det yndigt. Du kan tænke Dig, vi fik Østers til Aften, var det ikke fint? Grev Scheele kom ridende, uden at nogen vidste af det, og da han hørte, at der var fremmede, vilde han ride igen; men han blev da. Ham synes jeg udmærket om, han er saa rar! men han kommer ikke nær saa ofte til os som før; det er Synd for Hendes Naade, thi hun har det jo meget alene, naar man er vant til København.

Hvor det dog er sørgeligt med Pastor Mascani, han ser saa forfærdelig anstrengt og nervøs ud, og somme Tider kommer han slet ikke ind i Stuen, naar man er dernede. Baade Fruen og Clara ser ogsaa daarligt ud; det gør mig saa ondt for den Familie. Folk fortæller saa meget om Pastor Mascani, jeg kan slet ikke sige Dig, hvad det er, saa forfærdelig er det; men jeg kan ikke tro det, for han er jo da Præst og en gammel Mand og skal foregaa232| Menigheden med et godt Eksempel. Det er underligt, lille Moder, men siden jeg er kommen hjemmefra, synes jeg, at der er saa meget ondt og stygt til, som der aldrig var noget af hverken i København eller Hobro! Véd Du, hvad jeg hørte forleden Nat, da jeg laa og ikke kunde sove for Rotterne! Ja, er det ikke forfærdeligt, jeg hørte, at Kammerjomfru Petersen var nede hos Tjeneren, jeg kunde kende hende paa Stemmen; hun græd og jamrede, og han skændte paa hende. Det kan jo gerne være, at de er Kærester, men jeg synes ikke, man skal gøre saadan noget. Du maa ikke blive vred, kære Moder, over, at jeg fortæller Dig det, men nogen maa jeg jo tale med. Synes Du, jeg skulde sige det til Hendes Naade? Det er næsten Synd, for Kammerpetersen er saa rar og hjælpsom; hun har lavet min gamle, graa Kjole saa pænt i Stand. Kan Du ikke købe en lille Ting, jeg kan forære hende, for jeg synes, det er saa flovt at tilbyde Penge?

Nu kommer Enkebaronessen her aldrig mere, hun og Hendes Naade kan ikke lide hinanden. Men nu fortæller Pigerne, at hun var her i Søndags, da vi var borte, og Baronen har været saa underlig siden. Jeg er ganske nervøs, naar vi skal op til Bordet, for han sidder og ser saa mørk ud og taler næsten ikke til sin Kone. Det er stygt af den gamle Baronesse at gaa og sætte ondt imellem233| dem! Aa, somme Tider ønsker jeg, at jeg aldrig var kommen her mellem disse Mennesker, jeg kan ikke forstaa dem og alle deres Intriger; og jeg er næsten bange for dem, for jeg synes, at det er, som om de gik rundt og lurede paa at gøre hverandre Skade. Dersom jeg ikke holdt saa meget af Karen, véd jeg virkelig ikke, hvordan jeg skulde holde det ud.

Ja, Vadsken her er meget god, men Tøjet bliver jo lidt gulligt, fordi de bruger Brøndvaiid. Herskabet faar vadsket Lintøjet i Byen, men vi andre maa jo nøjes.

Aa, hvor jeg glæder mig til Julen! Det bliver frygtelig morsomt at købe Presenter til Dig og Børnene for mine egne Penge. Jeg synes, at I skulde lade mig pynte Juletræet alene? Maa jeg det?

Der begynder at gaa Hul paa Overlæderet af mine gamle Snøresko. Synes Du, jeg skulde købe mig et Par ny og sende de gamle hjem til en af Tvillingerne? De kan jo ogsaa lappes her, for der er en meget god Skomager i Næsgaardene.

Naa, lille, kære Moder, nu ikke mere for denne Gang! Hils nu Børnene og kys dem alle mange Gange fra mig, de søde Tuller! Og modtag selv de varmeste Hilsener og Kys fra din

trofaste Datter

Elise Jansen.