[296]| I én uafbrudt Vekslen var der nu blevet spist, drukket og danset paa Næsset siden Klokken tre om Eftermiddagen.

Man havde jo kun Høstgilde én Gang om Aaret, og Folkene gjorde deres bedste for at benytte Lejligheden.

Suppen, Stegen og Kagen havde man sat til Livs med udmærket Appetit. Vel kunde der jo nok ha' været lidt rigeligere Kvanta af alle Dele, mente Skumlere. Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronens og Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad.

Man spiste i "Havestuen", et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen. Sit Navn havde Lokalet rimeligvis faaet, fordi dets Vinduer vendte ud mod Haven, medens Borgestuens vendte mod Gaarden. Begge Saloner laa i Slottets nederste297| Stokværk og havde høje, krydshvælvede Lofter og nøgne, hvidkalkede Vægge, der i Anledning af Festen var smykket med Dannebrogsflag, Georginer og afskaaren Aspargestop.

Medens Bordene blev ryddet til Side, og Madsalen omdannet til Dansesal, vandrede Gæsterne rundt? Skov eller Have, Kostald eller Svinesti "for at stampe Føden ned". Eller man skyndte sig hjem for at hente Børnene, som fra den tidlige Morgenstund af havde været iført deres vildeste Stads og været nær ved at fortvivle af Utaalmodighed, fordi det varede saa længe, inden der kom Bud efter dem. Selv Puslinger, hvis eneste Føde endnu bestod af den moderlige Mælk, blev hentede. Ligesom højtfrugtsommelige Madammer med uformelige Topmaver hellere vilde risikere at bringe til Verden midt under en Wienervals end give Nabokonen Lejlighed til næste Dag at prale af al den Mad og Drikke og alle de Svingommer, hun havde svælget 5 ved Festen. Og Madammens overmodne Tilstand vakte aldeles ingen Forargelse blandt Publikum. Enhver Konelille vilde have handlet som hun: Man ska'tte la' no'et gaa fra sig! -

Karen havde den udslagne Dag sværmet rundt som en Sommerfugl. Hun var iført sin hvide, broderede Kjole med de korte Ærmer og det brede, højrøde Livbaand og saa' fortryllende ud. Hendes Øjne skinnede som nyslaaede Tiører; og hun gik298| ikke, hun hoppede og dansede af Sted, saa at alle Husmandskonerne korsede sig over, at noget Menneskebarn kunde være saa let paa Taa.

Under Spisningen havde hun hjulpet Pigerne med at bære Maden rundt; og alle vilde helst have de Portioner, hun kom med. Og da Niels Tjener til sidst havde overladt hende Brændevinsflasken og Glasset, og hun var gaaet omkring ved Bordene og havde skænket Snaps baade for Mændene og Konerne, da var hendes Skaal bleven udbragt under stor Jubel.

Men saa var hun pludselig bleven hentet op af Kammerjomfruen. Hendes Mama vilde tale med hende.

- Hvad skal jeg, Mama? spurgte hun surmulende. - Men er Du syg? udbrød hun saa og løb hurtigt hen og lagde Armene om Moderens Hals. - Du er saa bleg!

- Jeg har lidt ondt i Hovedet, sagde Baronessen og kyssede den lille paa Panden. - Hvor er Frøken Jansen?

- Hun sidder nede i Skolestuen og læser et Brev, som hun lige har faaet fra sin Mo'er.

- Er de snart færdige med at spise?

- Ja de er ved Kagen .... Men jeg kan ikke lide, Du er syg, Mama!

299| - Det gaar nok over igen, Baby .... Hvor er din Fa'er?

- Det véd jeg ikke. Han er vel inde paa Kontoret.

- Vil Du blive lidt oppe hos mig, Baby?

- Ja-a ...

- Eller vil Du helst ned igen?

- Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved?

Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med Hænderne slapt hvilende i Skødet.

Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og kærtegnede den. Af og til saa' hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa Moderen.

En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og gyste.

- Men Mama dog! sagde Barnet.

- Ja, jeg er noget nervøs ... Blæser det?

- Næi! sagde den lille forundret. - Det er jo Solskin og dejligt Vejr!

- Er der mange Mennesker dernede?

- Ja-a; alle sammen!

- Var det er godt Brev, Frøken Jansen fik fra sin Moder?

- Det véd jeg ikke. Hun har jo ikke læst det endnu ... Hvor længe tror Du, jeg maa blive oppe i Aften?

300| - Lige til Du bliver træt, Baby. Det er jo Høstgilde.

- Saa længe! sagde den lille og kyssede begejstret Baronessens Haand. - Kommer Du ogsaa ned og danser?

- Ja-a ....

- Og Fa'er?

- Ja, det gør han vist .... Vilde Du ikke gerne over til Grandma igen ovre i København?

- Nej, jeg vil ri'nok helst blive her! sagde Karen afgjort og saa* igen forundret op paa Moderen. .

I det samme lød der tunge Skridt gennem Boudoiret, og Døren til Toiletværelset blev aabnet unødigt larmende.

Baronessen for atter nervøst sammen.

- Folkene er færdige med at spise! sagde Helmuth og blev staaende paa Tærskelen. - Vi maa ned!

- Jeg har Hovedpine, min Ven ...

- Det varer kun et Øjeblik! sagde Baronen haardt. Hans Ansigt var stift og koldt, og hans Tone kommanderende som en Underofficers. - Kom saa med! Det er noget, vi bruger!

Alvilda rejste sig; men hun støttede en Haand imod Chaiselonguen, som om hun var svimmel.

Karen saa' hen paa sin Stiffader med vrede, gnistrende Øjne.

- Mama er syg!

301| -Det gaar nok over! sagde han kort. - Vi gaar ned ad Kontortrappen! Skynd Jer saa!

Og han larmede bort igen ind gennem Værelserne.

- Bliv Du bare heroppe, Mama! sagde Karen trodsigt.

- Nej, det er bedst, vi gaar. Ellers bliver din Fa'er vred, sagde Baronessen og tog en af Pigebarnets smaa Hænder og kyssede den.

- Du græder jo, Mama!

- Aa nej ... Kom saa!

Men førend de forlod Værelset, gik dog Hendes Naade hen foran det store Toiletspejl og for sig over Ansigtet med diverse Pudderkvaster for at live lidt op paa Teinten.

Det ene skal gøres; det andet ingenlunde forsømmes! ...