[312]| Men nede i Havestuen steg den folkelige Lystighed. Der kunde vel være gaaet det meste af en Time, siden Herskabet havde trukket sig tilbage.

Jørgen Hingstepasser stod inde i Borgestuen og tog nogle Dansetrin foran Mette Malkepige, som han havde faaet maset op i et Hjørne mellem Væggen og Bordet. Og Mette lo af den gamles Excesser, saa Taarerne trillede ned ad hendes cinnoberrøde Kinder.

- Aa nej, aa nej, Jørren, hvor Du dow teer Dig! gispede hun og trykkede Hænderne ind mod sin trinde Barm - Jæ sprækker! sagde hun.

Musikken fra Balsalen klang højt gennem de aabne Døre, Og Snakken og Støjen hørtes tydeligt langt ud over Borggaarden, hvor Hektor og Ajax, nu det var blevet mørkt, og deres Vægterinstinkter var begyndt at røre paa sig, rasede i et formeligt Delirium af Gøen henne foran deres Villaer under Lindetræerne.

313| sang Gammeljørgen og gjorde en pludselig Attake paa Pigen for at hugge et. Kys fra hende. Men Mette gav ham et saa kraftigt Stød lige midt paa Krigsmedaljen, at han tumlede bagover og sank sammen som en Klud, ned paa en Bænk.

- Av for Satan! sagde Damen, hun havde slaaet Fingrene paa Hæderstegnet. Og saa for hun forbi den gamle, ind i Salen og forsvandt mellem de dansende.

Jørgen sad tilbage en Stund og vippede med Øjenlaagene som en Ugle, der grunder over Livets Fænomener.

- Aa hold Kæft! snærrede han saa henvendt til Hundene ude i Gaarden.

Derpaa fik han sig møjsommeligt stavlet paa Benene og listede af Sted samme Vej som Pigen.

Ude i Forstuen foran "Salen" stødte han paa Niels Tjener, der kom fra Køkkenet med en Terrin fuld af Punch mellem Haandfladerne og Kopper dinglende ved deres Hanke paa alle sine ti udspilede Fingre.

- Her er Most for Hjertet, gamle! sagde Niels og holdt Terrinen hen under Næsen paa Medaljemanden.

tog Jørgen øjeblikkelig fat igen og begyndte paa ny sine Danseøvelser.

314| - Jørren, Jørren! skreg Marie Kokkepige og greb fat i hans Frakkeskøder - Du vælter jo Punchen!

- Jæ sku' ka'ske heller vælte Dig, Svup-Marie? spurgte den gamle og vendte sig om mod Pigen med stivdrukne, forbitrede Øjne.

Men i næste Nu smilede han fjollet-henrykt over hele Ansigtet, klaskede de store, svedige Næver gemytligt sammen, tog et Par Dansetrin og stemmede ufortrødent i med sin uopslidelige klamme Nat ...

Paa én Gang opstod der et underligt Røre inde i Salen; Man raabte og skreg og stimlede sammen om Vinduerne der vendte ud mod Haven.

- Hva' er der? Hva' er der? lød det

- Det véd jeg ikke!

- La* mig komme til!

- Aa Sludder!

- Jamen hva' er der da?

- Der er no'et, der brænder!

- Er der no'et, der brænder?

- Ja, se, hvor det lysner op ovre bag Hækken!

- Det er borte paa den anden Side Fjor'en!

- Gu' er 'et ikke nej, dit Fjols!

- Hva' er det da?

- Det er Maren Forlises Hus!

- Hva' er 'et? hvinede Maren.

315| - Næi, sagde en - det ligger jo helt ovre vesterpaa!

- Det er Straahytten! raabte Karen pludselig. Hun var en af de ivrigste ved Vinduerne.

- Det er 'et sgu osse! sagde en - Det er sgu Straahytten!

- Det gamle Lokum! bemærkede en anden - La' det bare ry'e!

Men Forkarlen sprang frem paa Gulvet og slog op med Haanden.

- Stands, Musik! raabte han - Her er Ildebrand paa Gaar'en!

Musikken standsede øjeblikkelig og kravlede ned ad Forhøjningen. Og de Gæster, som endnu intet havde hørt om Sagen, stimlede sammen i ængstelig Forvirring. Nogle

Kvinder hvinede op og vilde hjem; og et Barn gav sig til at græde.

sang Gamlejørgen med Smil om Mund; han stod henne i et Hjørne og øste Punch op i Kopperne af Terrinen, som Niels Tjener i en Fart havde stillet fra sig paa Bordet. Jørgen bekymrede sig i saadanne Stunder ikke om Bagateller.

- Der er Ild! skreg en ham ind i Øret.

- Er der Ild? mumlede Medaljemanden rolig. - Den har jæ vaaren med paa mange Gange!

316| Og han fortsatte sindig sit delikate Hverv.

Men Forvalteren havde skyndt sig op ad Kontortrappen for at underrette Herskabet.

Han bankede ilsomt paa Døren og traadte ind:

- Hr. Baron, Straahytten brænder!

Baronen sad henne ved Skrivebordet bøjet over en Regnskabsbog. Han syntes saa stærkt optaget af Arbejdet, at han ikke hørte Forvalterens Melding.

- Straahytten brænder, Hr. Baron!

Helmuth drejede langsomt Hovedet om mod den talende. Hans tykke Ansigt var gustenblegt, og hans Øjne var matte og udtryksløse som overtrukne med en Hinde. Han vilde tale, hans Mund bevægede sig; men der kom ikke en Lyd over hans Læber.

- Er Baronen syg? spurgte Forvalteren forskrækket og traadte nærmere.

Helmuth stødte med en Kraftanstrengelse Stolen tilbage og rejste sig.

- Gu' er jeg ikke syg, nej! sagde han brutalt og med underlig tyk og grødet Stemme - Hvor Fanden falder det Dem ind?

- Hr. Baronen saa' saa daarlig ud ....

- Aa, det er Spe'taklet dernede! Jeg har no'et ondt i Hovedet! Til næste Aar holder vi Høstgilde ovre i Vognporten; husk det! .... Hva' vil De mig?

317| - Der er Ild i Straahytten, Hr. Baron; vi kan se det fra Vinduerne dernede.

- Hvorfor Fanden gaar De saa ikke ned og slukker, Mand? Hva' kan det nytte, at De kommer herop?

- Jeg mente, at Baronen skulde dog vide ....

- Ja, ja! det er godt! det er godt! Skynd Dem derned med no'et Mandskab - Fanden med Hvtten, den er vel leveret! Men sørg for, at Træerne ikke brænder ... Lad den store Vandvogn fylde ved Kopumpen; og lad Mandfolkene trække af Sted med den og Sprøjten. Vi kan ikke komme til med Hestene dernede. Men her er jo Folk nok.

Forvalteren vendte sig mod Døren for at ile af Sted og parere Ordre, da der i det samme lød hurtige, snublende Trin op ad Trappen, og en Karl styrtede ind, ligbleg og forstyrret.

- Der er Mennesker inde i Hytten, stammede han aandeløst - vi hørte dem skri'e .... jæ aa Anders aa Jakob ... di skreg saa grusomt ... men vi kunde ikke komme til ... det brænder over det hele ... aa Gu', aa Gu' ...!

Forvalteren stødte Karlen til Side og styrtede ud.

- Kom med, Rasmus! raabte han - Rend ned og hent Brandhagerne! Ta' et Par Mænd med Dig! Og rend saa ned og prøv paa at faa dem ud dernede. Vi kommer efter med Sprøjten! .... Hvem318| Satan i hede Helvede kan osse finde paa aa gantes med Svovlstikker dernede! ....

Helmuth blev staaende midt paa Gulvet og stirrede et Øjeblik sløvt efter de to Mænd, der tumlede ned ad Trappen. Og han hørte Forvalteren raabe op nede i Gaarden og give Befalinger. Klapren af hastige Fodtrin lød hen over Stenbroen. En Port hvinede paa sine Hængsler og smældedes haardt tilbage mod Muren. Buldrende Vognrumlen hørtes og Skrigen og Larmen og Lyd af mange Stemmer. Og Vinduerne i Værelset klirrede, da de jog op over Borggaarden med den raslende Sprøjte og den tunge Vandvogn og forsvandt bag Gavlen og ned gennem Haven. Og saa blev alt pludselig Dødsens stille. - Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele det svære Le- 13* 195 gerne sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende Arme og udspilede Ben. Man skulde troet ham død, hvis ikke Fingrene paa den højre Haand af og til med næsten regelmæssige Mellemrum havde slaaet nervøst-afværgende ud i Luften, medens samtidig hans Aandedræt hver Gang forstærkedes til en dyb, vaandefuld Stønnen, der lød som et idelig gentaget: - Aaja ... aaja ... aaja ...