[326]| Jerslev pr. Rødsten.

Aa, Moder, Moder, Du maa lade mig komme hjem, hører Du, jeg vil ikke være her mere, aldrig har jeg dog oplevet noget saa forfærdeligt!

Vi havde Høstgilde i Gaar paa Næsset, og saa allerbedst som vi dansede, kommer der en Mand løbende op fra Haven og siger, at det lille Straahus brænder, Du véd, nede ved Bøgealleen. Og der bliver sendt Sprøjte og Mennesker derned, og Karen og jeg var der ogsaa. Og de sagde, at de havde hørt nogen skrige derinde og raabe om Hjælp. Men vi hørte da ingenting, medens vi var dernede. Men saa var der en, der fik fat med en Brandhage i et Lig, som rejste sig, men straks faldt om i Ilden igen. Det var forfærdeligt, jeg var lige ved at besvime. Men Karen vilde jo blive dernede og se. Men saa kom Baronen og sendte os op med Kammerjomfruen, og vi maatte gaa i Seng. Jeg sov naturligvis næsten ikke, for min Hoste var ble ven saa slem, fordi jeg havde staaet dernede i min klare Kjole uden Over327|tøj paa, og i Dag gør det saa ondt i mit Bryst Men saa i Morges var der nogen, der bankede paa min Dør, da jeg sov over mig. Og saa er det Kammerjomfruen, der næsten falder ind i mit Værelse og græder og græder, saa jeg næsten ikke kan forstaa hende. Aa lille, lille Moder, og véd Du saa, hvad det var? Jeg kan næsten ikke fortælle det, for jeg troede ikke, at saadant noget kunde ske! Det er Hendes Naade, de har fundet nede i Straahytten; det er Hendes Naade, de havde hørt skrige saa forfærdeligt. De fandt hende liggende dernede helt sort og brændt, og alt Tøjet var brændt af hende. Det stakkels, stakkels Menneske. Og Grev Scheele fandt de ogsaa; de laa begge døde under den glødende Aske. Hvordan det er gaaet til, er der ingen der véd. De har vel siddet og talt sammen derinde og røget Cigaret, og saa har de været uforsigtige ligesom den Gang med Clara Mascani, jeg skrev til Dig om. De ulykkelige Mennesker dog, det maa have været forfærdelige Øjeblikke, og ingen kan begribe, at de ikke er løbet ud, da de opdagede Ilden. Og hvor maa det dog være forfærdeligt for Baronen, der holdt saa meget af sin Kone; nu fortryder han da vist sit daarlige Humør i den sidste Tid; men for sent!

Karen ligger inde i Enkebaronessens Seng og græder og græder; men nu er hun da faldet lidt hen. Enkebaronessen kom i Morges og hentede os328| her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg véd ikke, hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til Dig? Vil Du ikke skrive til Baronen, at jeg skal komme straks. Du kan jo fortælle ham, at jeg er syg; og det er jeg jo ogsaa, for jeg har længe haft ondt i mit Bryst og Hoved, og nu er det blevet meget værre.

Lille, lille Moder, lad mig komme hjem til Dig og de andre! Bare jeg aldrig var rejst fra Jer; jeg synes næsten, at det var Synd af Dig at sende mig bort, for jeg har aldrig haft det godt her. Bliv nu ikke bedrøvet over, at jeg taler saadan; jeg skal være saa god, saa god imod Dig, naar jeg kommer hjem!

Grev Scheele var slet ikke med ved Høstgildet, saa vi kan ikke begribe, hvorledes han pludselig er kommen ned i Straahytten. Der er saa mange her, der taler ondt om ham, men det tror jeg ikke, for baade Karen og jeg kunde saa godt lide ham. Hvad skal der dog nu blive af Karen? Hverken Fader eller Moder har hun mere. Saa maa jeg da være saa taknemmelig, at min egen lille, søde Moder lever! Og det er jeg jo ogsaa, men mit Hoved er saa fortumlet, at jeg slet ikke kan tænke. Jeg har bare et eneste Ønske, og det er, at jeg maa komme hjem med næste Skib; maa jeg ikke nok?

Naar Du skriver straks, kan Brevet være her329| paa Onsdag, og jeg kan rejse paa Lørdag. Søde, lille Moder, Du maa ikke sige nej, for saa tror jeg, at jeg dør.

Skriv nu siraks, hører Du.

Din hengivne

Kanin.

Jeg synes ikke, at Du skal fortælle Børnene noget om denne forfærdelige Begivenhed; Du kan jo bare sige, at jeg er syg. Og det er jeg jo ogsaa, og jeg bliver vist aldrig rask mere.