[330]| Enkebaronessen var da saa igen rykket ind paa Næsset. Huset i Jerslev stod tomt, Møblerne var flyttede, og Rigmor og Pagtens Ark var solgt. Men Stasia var fulgt med sit Herskab, og de to Kvinder havde paa ny taget det grønne Gæsteværelse i Slottets venstre Fløj i Besiddelse.

Der var intet Tegn paa, at Straahyttens Brand og de to ulykkelige Slægtninges sørgelige Endeligt havde gjort noget større Indtryk paa Hendes gamle Naade. Hun bar sit Hoved højt som forhen, og den døvstumme maatte hver Aften præcis ti sætte Papillotterne i de graa Raadsherrekrøller.

Og hun kunde sandelig ogsaa, den gamle Hædersfrue, i disse svære Tider have al sin baade ydre og indre Energi behov; thi da hun Dagen efter Branden rullede ind paa Slottet, havde hun fundet alt i den vildeste Forvirring ...

Jens Kusk, som efter Forvalterens Ordre var kørt til Jerslev efter Naaden, havde jo maattet berette hende Begivenheden, saa godt han formaaede.331| Og Damen havde lyttet alvorlig og uden Hysteri til hans Forklaringer og spurgt og nikket.

- Hvad siger min Søn?

- Baronen har lukket sig inde paa Kontoret.

- Hum! .... Er der ingen, der har prøvet paa at komme ind til ham?

- Jo, baade Forvalteren og Tjeneren har vaaren ved Døren; men han svarer dem ikke. Og saa var 'et, at Forvalteren skikkede mig af Sted.

- Og Pigebarnet, Karen?

- Hun græder jo, Pejsen, aa er helt fra det.

- Og Mamsellen er vel bleven syg?

- Frøkenen er syg, ja. Men hun sidder dog oppe ved Karen.

- Naa dog! ... Og hvor har man lagt ... lagt ... de døde?

- Hendes Naade og Greven ligger oppe i Riddersalen.

- Er der gaaet Bud efter Herredsfogeden?

- Jo, Forvalteren er sæl kørt til Byen med Jagtvognen.

- Naa! ... Kan Du ikke køre lidt stærkere, Jens!

- Jovel!

Og Jens piskede paa Hestene, og Karossen for i jagende Fart ad Næsset til

I Vestibulen ved Foden af Taarntrappen stod332| Kammerjomfruen og Husjomfruen og modtog den gamle Frue med Suk og Hændervriden.

- Stille! sagde Enkebaronessen, da de begge begyndte at skrige op under Jammer og Graad - Gaa til Jert Arbejde, og opfør Jer som voksne Mennesker! ... Har min Søn vist sig?

- Aa Gud, aa Gud, nej, Baronen vil jo ikke lukke op!

- Aa Jesus, Jesus, sikken Ulykke, sikken Ulykke!

Baronessen skyndte sig op ad Taarntrappen og gennem Salonerne hen til Døren ind til Kontoret. Hun gav sig ikke engang Tid til at tage Overtøjet af.

Da hun stod foran Døren, lyttede hun først med tilbageholdt Aandedræt. Derpaa bankede hun paa:

- Helmuth, det er mig! Intet Svar.

- Helmuth! ... Er Døren til Kontortrappen ogsaa laaset? spurgte hun Niels Tjener, der var fulgt efter hende.

- Ja, Deres Naade; vi har prøvet! Fru Juliane bøjede sig ned for at kigge gennem Nøglehullet. Men Nøglen sad i, og hun kunde intet se.

- Helmuth! raabte hun og ruskede i Laasen -333| Hører Du ikke! Luk op! Det er mig, din Mo'r! ... Har han været i Seng i Nat?

- Nej, Deres Naade.

- I har vel ... Der har vel ... Har I hørt nogen Larm derinde fra?

- Nej, Deres Naade, ikke en Lyd. Den gamle Frue sukkede lettet.

- Du maa hente Smeden! sagde hun saa - Ind skal vi!

Niels vendte sig for at løbe af Sted, da Nøglen i det samme blev drejet om. Døren gik op, og Baronen viste sig paa Tærskelen.

- Er det Dig, Mo'r?

- Helmuth, min Dreng! udbrød Baronessen uvilkaarlig og greb Sønnens Haand - Det er da godt, at Du har været fornuftig!

Baronen drog hende med sig ind i Kontoret; og Døren lukkedes atter.

- Stakkels, stakkels Helmuth! sagde den gamle - Hvordan er dog alt dette gaaet til!

Baronen slog uvillig ud med Haanden.

- Har Du set hende? spurgte han.

- Nej ...

- Hvor har de lagt ...

- Oppe i Riddersalen. Der ligger de begge to.

- Jeg vil ikke ha' ham her paa Gaarden! Lad ham straks blive kørt over til Holgersminde!

334| - Ja, ja, Helmuth; men Herredsfogeden maa vist først ta' Syn.

- Herredsfogeden?

- Ja; Forvalteren er kørt ud efter ham. Jeg tænker, her skal holdes et Slags Forhør.

- Jeg viser mig ikke! sagde Helmuth afgjort.

- Du kommer dog vist til det ...

- Skal jeg ogsaa forhøres maaske?

- Næi, det skal Du vel ikke ... Men Herredsfogeden maa vist ha noget at vide om de nærmere Omstændigheder.

- Det kan de andre sige ham! De véd meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen!

- Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.

- Du maa ta' Dig af Sagen, sagde han - Spørger From efter mig, saa sig, at jeg vil ingen se. Det maa han da kunne f orstaa!

- Ja, ja; jeg skal nok ... Har Du faaet noget at spise i Dag, Helmuth?

- Nej.

- Vil Du ikke ha' noget?

- Nej!

335| - Jamen, Helmuth, Du har ikke godt af ...

- Plag mig ikke!

- Vil Du da heller ikke prøve paa at lægge Dig lidt ...

- Hum! sagde Baronen utaalmodig - Gaa nu ned, Mo'r! Der kommer en Vogn. Det er vist dem.

Og han skød lempelig sin Moder hen mod Døren.

- Jeg lukker af igen! sagde han - Og jeg lukker ikke op for nogen som helst!

- Nej, nej, min Dreng; jeg skal nok sørge for, at Du faar Lov at være heroppe i Fred! ... Men jeg har tænkt paa, Helmuth, om det ikke er rigtigst at sende Kammerjomfruen med Karen og den lille Jansen over til Jerslev foreløbig! Hvad mener Du? De kan jo faa Mad hos Postmesterens?

- Gør som Du vil! Det kommer ikke mig ved! Og Døren lukkedes, og Nøglen blev drejet om.

Da Forvalteren en Timestid senere kom kørende med Herredsfogeden og Doktor Larsen, som den sidste havde beordret medtaget, modtog Enkebaronessen dem ude i Galleriet.

De to Herrer følte sig, som naturligt var, dybt rystede over Nattens Begivenheder; og Hendes gamle Naade repræsenterede ved denne Lejlighed som altid, naar hun optraadte, Ligevægten og Overlegenheden.

336| - Og Deres ulykkelige Søn? spurgte Doktoren næsten med Taarer i Øjnene - Hvordan bær' han Slaget.

- Ja-a, stakkels Dreng, sagde Baronessen med et Suk - han har jo lukket sig inde og vil ingen se! ... De forstaar, min bedste, henvendte hun sig til Herredsfogeden - at under disse Omstændigheder maa man holde ham en Del til gode? Han har bedt mig undskylde sig hos Deherrer; han ...

- Naturligvis, naturligvis! sagde Herrerne - Under disse Forhold ...

- Og han ønskede jo gerne, vedblev Fru Juliane - at ... Grevens Lig fjernedes saa hurtigt som muligt her fra Næsset. Det er ham ubehageligt at ...

- Ja, ja! nikkede Herredsfogeden - Selvfølgelig! ... Men Deres Naade forstaar, der er jo visse Formaliteter ...

- Naturligvis!

- Hvor har man ... æ ... anbragt ...

- Heroppe i Riddersalen.

- Begge??

- Begge, ja ... Det er jo Forvalteren, der har maattet ordne det. Helmuth ...

- Ja, ja! ... Kunde vi maaske ...?

- Ja, nu ska' jeg ringe paa Tjeneren! ... Skal Brandforhøret afholdes her paa Stedet?

- Saa slipper vi jo nemmest over det, ja.

337| - Helmuth ... Det er jo altsaa ikke nødvendigt, at min Søn ....

- Véd Deres Naade noget om, hvorledes Branden blev opdaget?

- Det var nede fra Dansesalen.

- Opholdt Deres Naade sig dernede dengang?

- Jeg deltog aldeles ikke i Lystigheden i Gaar, min bedste! sagde den gamle Frue og rystede Krøllerne - Jeg kukkelurede i Jerslev! Min Svigerdatter og jeg satte ikke større Pris paa hinandens Selskab, véd De! ... Niels, vedblev hun og vendte sig mod Tjeneren, der var kommen til Stede - vil Du ledsage Deherrer over ... over ... Hun fuldendte ikke Sætningen, men slog med Haanden ud mod Fløjdørene til Riddersalen nede for Enden af Galleriet.

- Jovel, Deres Naade.

- Og saa er det bedst, Du lader Julius hente Forvalteren op. Doktoren og Herredsfogeden ønsker at gøre Jer nogle Spørgsmaal! ... Ja, vi ses vel, Deherrer, inden De tager af Sted?

Herrerne bukkede. Og Enkebaronessen trak sig tilbage ind i Salonen, hvis Dør Niels aabnede og lukkede.

- Pokkers gammelt Jærn! mumlede Doktor Larsen og saa' beundrende efter Damen.

338| - Ja, næsten uhyggelig! mente Herredsfoged From - Del var jo dog hendes Søns Kone!

Ligsynet blev foretaget. Og Brandforhøret afholdt.

Af samtlige Hovedvidners Udsagn fremgik, at Ilden efter al Sandsynlighed maatte være opstaaet ved Uforsigtighed, udvist af de to ulykkelig omkomne.

Men et uoplyst og uforstaaelige Punkt var der i Affæren: Hvorfor havde Greven og Baronessen ikke forladt Straahytten, da de opdagede Ilden?

De behøvede jo blot at have stødt Døren op for straks at have været uden for al Fare!

Kunde bemeldte Dør stænges af udvendig fra?

Ja-

Havde den været stænget?

Derom kunde ingen Vished erholdes. Thi Rasmus Møller, Jakob Hansen, Mosemand kaldet, og Anders Nielsen, der først af alle havde været til Stede ved Brandstedet, var bleven saaledes bragt ud af Fatning ved at høre Skrigene og Nødraabene inde bag Flammerne, at de øjeblikkelig var løbet tilbage til Slottet for at gøre Alarm.

Men det var ikke rimeligt, at Døren havde været stænget udefra. Thi hvem skulde have gjort det om end blot for Løjer og Spøgs Skyld? Alle var optaget af Dansen og Festligheden, og ingen vidste339| noget om, at de tvende afbrændte havde søgt Tilflugt i omtalte Hytte. -

Et andet Punkt var dette:

Var den afdøde Baronesses Fraværelse fra Slottet bleven bemærket, før Ulykken konstateredes?

Her vilde det have været ønskeligt, om Baron Helmuth havde været nærværende for at give Svar. Men Hans Højvelbaarenheds fortvivlede og nedbøjede Tilstand var traadt hindrende i Vejen.

Hvorpaa Forvalter Christensen forklarede, at han, Christensen, havde truffet Hans Højvelbaarenhed siddende oppe i Kontoret, beskæftiget med Godsets Regnskaber, da han var ilet op for at give Meddelelse om Branden. Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet. Men da Ligenes Identitet var bleven godtgjort, havde han, Baronen, skyndsomst forladt Pladsen og begivet sig op paa sit Kontor, hvor han havde tilbragt Natten og Morgenen bag aflaasede Døre og uden at ville tilstede andre end Hendes Naade, sin Moder, Adgang. -

Og efter at der endnu var blevet afhørt en Del Vidner, hvis Udsagn alle gik ud paa det samme, nemlig at de først var ankommen til Ulykkesstedet, efter at Branden saa godt som var forbi, afsluttedes Forhøret og Vidnerne dimitteredes. 340|Konklusionen af Undersøgelsen blev dernæst følgende: De afbrændte anses for frivillig at have søgt Døden; medens Skrigene og Nødraabene menes at maatte tilskrives Dødskampen. -

Efter at have meddelt Enkebaronessen dette Resultat tog Doktoren og Herredsfogeden Afsked. Og Gemytterne paa Slottet faldt noget til Ro.

Om Eftermiddagen blev Grev Scheeles Lig transporteret over Fjorden til Holgersminde. Man benyttede dertil den lille, hvide Baad, som fandtes fortøjet ved Badehusflaaden nede bag ved Klitterne.

Og Dagen for Baronesse Alvildas Begravelse blev fastsat. Højtideligheden skulde foregaa i al Stilhed. Der skulde ingen Gæstereren finde Sted og intet Følge indbydes. - Det var Hendes gamle Naade, som traf disse Bestemmelser.

Da hun et Par Gange havde henvendt sig til Sønnen for at spørge om hans Mening, men stadig havde faaet det samme Svar: Gør som Du vil; det kommer ikke mig ved! havde hun besluttet foreløbig at handle efter egen Konduite.

Karen var rejst, og Kaninen var rejst. Ogsaa disse Afgørelser havde Enkebaronessen været ene om at træffe. Efter hendes Diktat havde Forvalteren maattet skrive til den gamle Grevinde i København.341| (Det havde været umuligt at formaa Helmuth dertil. Og sin egen Haandskrift vilde Fru Juliane ikke udsætte for denne "gamle Tætkams" Kritik!) Og der var pr. Omgaaende kommet som Svar en ligefrem Rekvisition fra Grevindens Sagfører, der, efter nogle almindelige og vel turnerede Vendinger i Anledning af "den sørgelige og i høj Grad beklagelsesværdige Ulykkeshændelse", forlangte Barnet udleveret; "da det formodedes, at Hans Højvelbaarenhed Hr. Baron v. Leunbach under de forhaandenværende irregulære Omstændigheder ikke ønskede at gøre noget Krav paa den unge Pige gældende. Ligesom det ej heller formentes, at Hr. Baronen havde nogen Ret til at stille et saadant Krav, da Barnet ved Moderens Frafald jo ophørte med at staa i noget som helst tvingende Forhold til sin Stiffader, eftersom den paatænkte Adoption endnu ikke var bleven fuldbyrdet."

P. S.

"Hvad den unge Piges Arvefordringer efter sin afdøde Moder angaar, skal jeg tillade mig i en senere Skrivelse at komme tilbage dertil ....."

Og Baby rejste.

Hun havde kastet sig om Enkebaronessens Hals og tryglet og besvoret hende om at maatte blive! Hun brød sig slet ikke om at komme tilbage til sin Grandmama: Jeg holder meget mere af Dig, Bedste342|mor, meget, meget mere af Dig! Aa, lad mig blive, lad mig blive! Jeg skal være saa sød og god og rar! Og Du skal nok faa Fornøjelse af mig! Lille Bedstemor, lad mig blive, lad mig blive!

Men hun maatte jo af Sted, Pigebarnet. Dog, den Dag Enkebaronessen havde fulgt de to unge Damer om Bord paa Damperen, havde der været et sentimentalt Minut, hvor hendes gamle Raadsherrehjerte stod paa Nippet til at tage Magten fra hendes ellers saa sobre og retlinede Hjerne! Den lille Karen havde klamret sig til hende og var ikke veget fra hende i det Kvarter, Fru Juliane befandt sig paa Skibet. Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende "om at binde den tossede Tøs", indtil Skibet vel var kommet i Gang ...

Og imidlertid stod Kaninen, lille og bleg og med Hænderne i Traadhandskerne trykket haardt ind mod Brystet, hjælpeløs og raadvild, og overværede denne Scene, forglemt og upaaagtet, skønt343| hendes smaa, gode Øjne dog ogsaa var fulde til Randen.

Baronesse Alvilda blev stedet til Jorden i Leunbachernes rummelige Gravsted paa Næsgaardenes Kirkegaard.

Følget bestod kun af Hendes gamle Naade og Godsets Funktionærer, samt Doktor Larsen og Herredsfoged From.

Præsten fra Syvbakke, der midlertidigt fungerede i afgangne Mascanis Sted, holdt en Tale, der vakte almindelig Beundring paa Egnen ved Indholdets fine Hensyntagen og Ordvalgets noble Diskretion.

Efter Jordpaakastelsen og Slutningssalmen trykkede man tavs Enkebaronessens Haand og drog hver til sit.

Men da Fru Juliane allerede sad i Karossen, som skulde køre hende tilbage til Næsset, kom Pastoren og lagde sine Hænder mildt foldede i hinanden paa Vogndørens Kant.

- Deres Naade mener altsaa fremdeles ikke, at jeg bør søge en Samtale med Deres Hr. Søn?

- Nej, i alt Fald ikke foreløbig, Hr. Pastor.

- Vi bør lade ham gaa nogen Tid i Ro?

- Ja, jeg tror det.

- Ja, aa ja! ... Og Gud skænke ham den fornødne Styrke! ... Vil Deres Naade bevidne Hans Højvelbaarenhed min hjerteligste Deltagelse!

344| - Tak, det skal jeg.

- Far-vel!

- Farvel, Hr. Pastor!... Ja, saa kan Du godt køre, Jens. Og Karossen rullede bort.