[345]| - Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet - Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude!

- Forvalteren er vel hjemme?

Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol.

- Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun.

- Lad mig være i Fred, Mo'r!

- Nej, Helmuth, vedblev hun indtrængende og lagde sin Haand paa hans Skulder - kom nu, hører Du! Herregud, Du maa jo dog ta' Dig sammen engang! Du vil ha' meget bedre af at ha' noget og ta' Dig for! Du sidder jo her og bliver rent syg til sidst! Kom nu!

Baronen vendte sit blege, oppustede Ansigt om mod sin Moder. Han svarede ikke, men saa' bare paa hende med et Par sløve, bedrøvede Hundeøjne. Og ned over hans Kinder trillede nogle store, klare Taarer.