[346]| - Helmuth dog! udbrød den gamle Frue harmfuldt - Nu har Du jo drukket igen!

Og hun forlod Kontoret utaalmodig og oprørt. Men da hun var kommen ned i Galleriet, tog hun resolut et Sjal og kastede over Krøllerne og begav sig derpaa ned i Fedestalden for selv at overvære Salget af Studene.

- Vi er da Gudskelov ikke alle bleven Idioter! mumlede hun, da hun rank som en Grenader skred ned gennem Borggaarden - Hold Mund, Hunde!

Havde Baron Helmuth blot formaaet at mande sig den mindste Smule op, vilde Hendes gamle Naade ingenlunde have følt sig utilfreds med Situationen. Det halve Aars ufrivillige Indespærring i "Klosteret" i Jerslev havde redet hende som en Mare. Dag for Dag var de fire smaa Stuer derovre blevet hende mere og mere utaalige. Hun kunde ikke røre sig for bare Vægge og Lofter og Møbler: Naar man trækker Vejret lidt kraftigt, min bedste, havde hun engang sagt til Fru Mascani - faar man en Stol i Halsen! Og snyder man Næsen, revner Dørene! ... Og saa det, ikke at have noget rigtigt at tage sig for, ikke at have nogle "Undersaatter" at regere over, bare at gaa der Dag ud og Dag ind og "spille Bold med Stasia", havde til Tider været nær ved at berøve den gamle Dronning hendes ligelige Humør og vende op og ned paa hendes olym347|piske Ligevægt. Hun havde fattet et grundmuret Had til sin Svigerdatter, fornemmeligst fordi denne havde forstaaet at hindre hende i engang imellem at komme op og "faa sig en Mundfuld Luft" i de højloftede Stuer paa Næsset, hvor hun dog fordum havde "rumsteret" frit og enevældigt i over fyrretyve Aar!

Og nu var hun der.

Men saa var "Drengen" bleven fjollet!

I den første Ugestid havde Fru Juliane, om end ikke billiget, saa dog stiltiende indrømmet Helmuth en vis Ret til at være lidt løjerlig. Vel havde "Fruentimmeret" ikke været meget bevendt; men det var jo da hans Kone; og han havde vist til at begynde med lovet sig megen Fryd og Herlighed af den Forbindelse. Hun var død paa en temmelig ubehagelig Maade ... Naa ja! Men havde hun fortjent det bedre? - Den gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild paa Hytten for at straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! -

Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft. Hun havde lokket for ham, og hun havde skammet ham ud; men lige meget hjalp det. Det var med Nød og næppe, at hun en enkelt Gang havde formaaet ham til at indtage sine 348|Maaltider i Spisesalen. Som oftest maatte Maden serveres for ham paa Kontoret. Og ud af Huset var der ikke Tale om, at nogen menneskelig Magt kunde drive ham.

Det vil sige: om Dagen ikke. Thi det rygtedes jo lidt efter lidt paa Slottet og Egnen, at Baronen færdedes rundt paa Godsets Stier og Veje, naar alle fornuftige Mennesker laa i deres søde Senge. Snart var han bleven set af en og snart af en anden, som tilfældigvis havde Ærinde ude paa denne Tid af Døgnet Og de af Tjenerskabet, der sov i Hovedbygningen, hørte ham ofte ved Nattetider liste rundt i Værelserne og op og ned ad Trapper og Gange.

At Hendes gamle Naade skulde fortvivle ved disse Sønnens Excesser, var jo ikke at befrygte; dertil var Tømmeret i hende for sejgt og stærkt. Men hun blev arrig paa ham, gjorde hun, fordi hun ikke kunde faa i sit Hoved, hvad i Alverdens Riger og Lande der fik dette ellers saa normale og retlinede Menneske "til at skabe sig kulret, som om han lige var sluppen ud af Anstalten!"

Hun havde prøvet paa at tale til ham om Svigerdatteren og sætte hende paa den rette Plads. Men da var Baronen faret op som i Vildelse og havde forbudt hende at nævne Alvilda og alt, hvad hende vedrørte. Og han havde truet med at jage den gamle af Gaarde, om hun oftere vovede at komme349| med mindste Hentydning til Baronessen og hendes ulykkelige Død! -

Det var i Sandhed anstrengende Tider for den gode Fru Juliane. Hele Gaardens Drift maatte hun varetage, baade den indre og den ydre; og Anstanden maatte hun bevare og dække og skjule for indiskrete Naboers Blikke og Spørgsmaal om Sønnens sørgelige Tilstand.

Men hun var jo som Doktor Larsen havde udtrykt sig: "et gammelt Jærn".

Dog var hun paa Nippet til at synke i Knæ, da det en skønne Dag opdagedes, at Baronen efter sine Nattevandringer rundt paa Godset listede sig ned i Vinkælderen og tømte adskillige Flasker til Bunden, forinden han henad Morgenstunden søgte sin Seng.

Den gamle Frue segnede om paa en Stol, og det ligefrem sortnede for hendes Øjne, da Niels Tjener kom og meddelte hende denne Opdagelse. Men i næste Sekund rejste hun sig og rystede Krøllerne, medens Blodet steg hende til Hovedet, og hun uvilkaarlig knyttede sine Hænder:

- Svinepels!

Og hurtig skyndte hun sig op paa Helmuths Værelse, hvor han endnu laa og sov Rusen ud. Hun greb ham i Skuldrene og rystede ham vaagen. Og i haarde og buldrende Ord læste hun ham Teksten, saa at det klang gennem Slottet.

350| Men Helmuth forstod intet af hendes Tale. Omtaaget og svaghjernet af Vin og Søvn og syge Tanker sad han oprejst i Sengen foran Moderen, uartikuleret klynkende og klagende, medens Taarerne trillede ned over hans slappe, bleggraa Kinder.