[365]| Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Værelse kom igennem Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa' sig om, Maanen skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop hen over Billederne paa Væggen i Hjørnet ud mod Haven - Billederne af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned! Og der han, som for at skrabe de sidste Skillinger sammen havde fældet den ældgamle Lindeallé, Godsets stolteste Pryd! Og der hang han, hendes egen velsignede Hannibal, som havde plyndret Egetømmeret af sine Lader og Stalde og stukket Grankvas og Fyrrerafter i Stedet!

Og ved Siden af Mandens, Hannibals, Pigejægerens Billede var der allerede gjort Plads til Sønnens, Helmuths, Mordbrænderens, Drankerens ...

Den gamle Frue gik hastigt ud af Riddersalen og slog Døren til med et Drøn, saa at alle de møre Billeder skjalv paa deres Spigre.

- Skidt Slægt! mumlede hun. - Raadden Slægt! Ingen Rygrad! Levet for længe!